Det palæstinensiske og kurdiske folks historie er præget af besættelse, undertrykkelse og forfølgelse. Begge folkeslag blev fordrevet fra deres land og frataget deres rettigheder. De har dog holdt modstandsånden i live og fortsat deres kamp for frihed og retfærdighed.

En af dem er Muna Yusuf, en palæstinenser, der er født og opvokset i Serêkaniyê i det nordlige Syrien og kommer fra den store Semur-familie i Gaza. De flygtede fra Palæstina og gjorde alt for at vende tilbage, men det var umuligt.

Håb om tilbagevenden

Min far og mor levede til deres sidste åndedrag i håbet om at kunne vende tilbage til Gaza. Da min far kom hjem om aftenen, var det første, han gjorde, at tænde fjernsynet og se nyhederne. Min mor talte altid om Gaza. Hun var meget interesseret i, hvad der skete der. Hun var ikke i Gaza, men hendes hjerte var der. Tiderne var anderledes dengang. Værktøjerne til kommunikation var kassetter. For at finde ud af situationen for befolkningen i Gaza optog de deres stemmer på kassetter og sendte dem dertil. Jeg brugte min barndom på at lytte til kassetter fra deres familier i Gaza.

Hårdt liv i Serêkaniyê

Min familie flyttede til Serêkaniyê i 1971. Vi er otte søskende. Jeg er født i 1973 og er det sjette barn. De to ældste er født i Egypten, de andre i Syrien. Jeg tog eksamen fra gymnasiet og gik derefter på universitetet for at specialisere mig i biologi. I 1992, efter at have afsluttet gymnasiet, blev jeg gift. Jeg fortsatte mine biologistudier i starten, men måtte stoppe, fordi jeg blev mor. Vores liv var meget vanskeligt på grund af vores økonomiske situation. Jeg kunne ikke gennemføre det sidste år af mine studier og kunne ikke finde et job, fordi jeg ikke havde et syrisk ID. Vi havde intet hus, de økonomiske vanskeligheder var store. Vi havde ikke tag over hovedet. For de penge, vi sparede, købte vi først et stykke jord og boede på ét værelse i ti år. Efter ti år tilføjede vi endnu et værelse. Vi øgede antallet af værelser, da vi fandt økonomiske muligheder. Vores hus stod færdigt, men så var krigen nær.

Fordrivelse af Tyrkiet

Da borgerkrigen i Syrien begyndte i 2011, blev Serêkaniyê besat af den tyrkiske stat i 2019. Vi blev fordrevet. I to uger vidste ingen om nogen. I løbet af den tid indså jeg, hvad landet betød: det land, hvor jeg blev født og voksede op, var besat. Vores hus og vores jord blev overladt til besætterne.

Rojava-revolutionen

Efter Rojava-revolutionen sluttede jeg mig til Kongra Star i 2015. Jeg plejede at være en indadvendt, genert kvinde, der var bange og tøvende med at udtrykke mine tanker. Med Rojava-revolutionen genkendte jeg mig selv.