USA’s tilbagetrækning fra Irak og Syrien ville ikke kun føre til alvorlige problemer i kampen mod Islamisk Stat, men ville også betyde, at den psykologiske overlegenhed i Mellemøsten ville gå tabt for Iran.

Af Rauf Karakoçan

Der er en stor humanitær tragedie i Gazastriben på grund af krigen, der begyndte med Hamas’ angreb på Israel. Gaza er ikke længere det gamle Gaza. Det er også uforudsigeligt, hvor og hvornår de israelske angreb vil stoppe. Der er endnu ikke fundet nogen mekanisme på den internationale arena til at begrænse eller stoppe de israelske angreb. Mere end 26.000 palæstinensere er allerede døde i denne krig. Bosættelser og meget af infrastrukturen i Gazastriben er blevet ødelagt. Antallet af ofre stiger dag for dag, ødelæggelsesbalancen bliver tungere hver dag.

Gaza-krigen har også rystet den politiske balance i regionen. Muligheden for en regional udvidelse er blevet hovedemnet for den aktuelle debat. De genopblussede spændinger i Det Røde Hav betyder, at huthierne i Yemen har sluttet sig til Gaza-krigen. Konflikten om Det Røde Hav vil sandsynligvis eskalere yderligere. Det libanesiske Hizbollah udfører også angreb mod Israel. Det kan dog endnu ikke siges, at krigen har spredt sig til Libanon. Det israelske gengældelsesangreb mod Hamas’ kontor i centrum af Beirut, hvor Saleh al-Aruri, en af Hamas’ ledende skikkelser, og hans følge blev dræbt, forblev en lokal operation.

På årsdagen for mindehøjtideligheden for den iranske general Qasem Soleimani blev der udført et angreb i Kerman, hvor over 100 mennesker blev dræbt. Selvom ISIS påtog sig ansvaret for dette angreb i Iran, forårsagede det en uventet chokeffekt. Til gengæld affyrede Iran raketter mod Hewlêr (Erbil) og dræbte en forretningsmand, hvilket førte til nye spændinger. Iran-tilknyttede militser angriber gentagne gange amerikanske militærbaser i Irak og Syrien og sender budskabet om, at Iran ikke vil lade USA være i fred. Det er i Irans interesse at angribe langvejs fra og med stedfortrædende styrker for at opnå psykologisk overlegenhed. Det seneste angreb var rettet mod de amerikanske tropper i Jordan. Tre soldater blev dræbt i angrebet, som Iran og dets tilknyttede styrker direkte påtog sig ansvaret for, og det udgør en stor udfordring.

Der opbygges kontrollerede spændinger mod USA i et bredt geografisk område på fronterne af iransk-støttede grupper i Yemen, Jordan, Libyen, Syrien og Irak. Selvom disse handlinger virker som myggestik, er de angreb, der gør USA meget ubehageligt til mode. Nutidens krige er præget af chikane, hvor missiler affyres og luftangreb udføres med mellemrum, snarere end total krig ved frontlinjen, i luften og på landjorden. Angrebet i Jordan resulterede i de første amerikanske hærtab siden 7. oktober. USA’s præsident Biden erklærede, at angrebet, hvor tre soldater blev dræbt og 25 såret, havde udløst en chokeffekt i USA. Han lagde ikke skjul på sin overraskelse over angrebet.

Den amerikanske militærbase, kendt som Tower 22, ligger nær al-Tanf militærbasen på den syriske side af grænsen og har en strategisk beliggenhed. Budskabet, der skal formidles med dette angreb, er: “Vi vil ikke lade USA være i fred, og vi er i stand til at angribe, hvor vi vil.” Det amerikanske svar på dette chokangreb var: “Vi vil reagere.” Det er i øjeblikket umuligt at forudsige, hvor denne eskalering vil føre hen i de regionale konflikter, der udvikler sig.

Mens de gensidige angreb og trusler mellem USA og Iran og krigen mellem Israel og Hamas fortsætter, og en ny krigsfront ved Det Røde Hav truer, peger nyheden om afslutningen på den amerikanske militære tilstedeværelse i Irak også på ændringer i USA’s politik for Irak og Syrien.

I betragtning af den nuværende spændings potentielle indvirkning på det amerikanske præsidentvalg, der finder sted i slutningen af året, og navnlig indvirkningen af den igangværende krig mellem Israel og Hamas, er det sandsynligt, at der vil ske finjustereringer, hvis ikke grundlæggende, politiske ændringer i regionen. Alene det, at man drøfter en udtræden af regionen, viser, at der er behov for en ny politik.

USA’s tilbagetrækning fra Irak og Syrien ville ikke kun føre til alvorlige problemer i kampen mod Islamisk Stat, men ville også betyde, at den psykologiske overlegenhed i Mellemøsten ville gå tabt for Iran. Det betyder en forskydning af den regionale magtbalance til fordel for Rusland og Iran. Og det vil naturligvis få konsekvenser.

Tyrkiet vil ønske at realisere sine mangeårige ambitioner om at besætte og annektere Rojava. Politiske relationer bestemmes af de geografiske områder og spørgsmål, hvor interesser falder sammen. Forholdet mellem USA og Syriens Demokratiske Styrker (SDF) rækker ikke ud over et taktisk forhold i forbindelse med kampen mod ISIS. At beskrive det som et strategisk venskab ville være en overdrivelse. USA vil være til stede i Syrien, så længe dets egne nationale interesser tillader det. Hvis det ikke er i deres interesse, er der ingen grund til, at de bliver. Faktisk blev beslutningen om at forlade Syrien truffet i Trump-æraen, og en delvis tilbagetrækning fandt sted. Med præsidentvalget i 2024 og et muligt magtskifte kan USA’s politik over for Syrien ændre sig igen. Endnu en invasion fra Tyrkiets side kunne også være på dagsordenen.

Tyrkiet vil fortsat være en torn i øjet på regionen under Erdogans styre. Det vil fortsætte med at uddybe fjendtligheden i hans kurdiske politik. Ligesom i den nordlige og sydlige del af Kurdistan er der også planer om ødelæggelse af Rojava. Det faktum, at USA ikke tager en overbevisende holdning til de tyrkiske luftangreb, er gentagne gange blevet behandlet af repræsentanter fra Rojava. Den tyrkiske stats forsøg på at besætte og annektere Rojava er dømt til at føre til en blindgyde på lang sigt. Som man siger: “Så vinden, og høst hvirvelvinden.”

Bestræbelserne på at finde en løsning og normalisere forholdet til Damaskus blokeres af den tyrkiske stat. Under alle omstændigheder er det nødvendigt for den demokratiske autonome administration i Rojava at forberede sig på alle muligheder. Den skal demonstrere en viljestruktur, der kan modstå alle forhold, herunder ødelæggelsen af den økonomiske infrastruktur. For at opretholde den nuværende autonome status skal alle alternative muligheder for kamp overvejes. Politik i hele regionen er meget uforudsigelig. Af denne grund bliver tilgange og relationer, der kræver meget mere fornemmelse og følsomhed, stadigt vigtigere.

Det er folkets komponenter, der vil bestemme udviklingen og sætter denendelige retning. De, der stoler på folkets organisationsstruktur, vil altid vinde.

Kilde:

Rauf Karakoçan, 2024: The controversial US presence in the Middle East and possible scenarios for Rojava. ANFnews, 31. Jan. 2024

Oversættelse: Jesper Brandt