Det er nu 12 år siden, at revolutionen startede i Nord- og Øst Syrien

Det er nu 12 år siden, at revolutionen startede i Nord- og Øst Syrien

Mazloum Abdi, SDF’s øverstkommanderende, hyldede alle de styrker, grupperinger og enkeltpersoner, der deltog i Rojava-revolutionen fra dens begyndelse og fortsætter med at beskytte dens landvindinger.

Den øverstkommanderende for de syriske demokratiske styrker (SDF), Mazloum Abdi, talte til befolkningen i den nordlige og østlige Syrien og lykønskede dem med tolvårsdagen for revolutionen den 19. juli:

“Kære mennesker, jeg lykønsker jer med tolvårsdagen for 19. juli-revolutionen, som begyndte i Kobani og spredte sig over hele Rojava. Selvom det kurdiske folk startede revolutionen, blev den omfavnet og støttet af alle grupperinger i det nordlige og østlige Syrien. Vi kan fejre tolvårs jubilæet takket være modstanden og støtten fra vores folk, vores martyrers og krigeres heltemod, og det fortsætter den dag i dag.”

SDF’s øverstkommanderende mindedes revolutionens tidlige martyrer og sagde: “Jeg hylder alle de kræfter, grupperinger og individer, der deltog i denne revolution fra dens begyndelse, og fortsætter med at beskytte dens landvindinger. I skikkelse af vores store martyr, kammerat Khabat Dêrik, mindes jeg alle vore martyrer i revolutionen. Gennem vores store martyrledere som Jinda Tal Tamir, Kendal Afrin, Ruksan, Warshin og Zakaria, og alle dem, der deltog i lanceringen af revolutionen, bøjer vi os for dem og mindes dem med stolthed og ære.”

Med hensyn til revolutionens rolle i at forpurre konspirationer og planer mod det kurdiske folk og syrere, forklarede Abdi: “19. juli-revolutionen spillede en stor rolle, ikke kun i Rojava og det nordlige og østlige Syrien, men i Syrien som helhed. Med starten på denne revolution blev alle de planer og beregninger, som nogle partier og kræfter havde udarbejdet for Syrien, forpurret. Disse styrker havde forberedt deres planer for Syrien, men da revolutionen begyndte, blev de afviklet en efter en. Alle kræfter, der marginaliserede det kurdiske folk og brugte dem som et redskab, mislykkedes, og deres planer gik op i røg, hvilket fik dem til at ændre deres politik over for det kurdiske folk og syrierne som helhed.”

Om deltagelsen af alle dele af Nord- og Østsyrien i revolutionen sagde han: “I dag er alle grupperinger i Nord- og Østsyrien, under ledelse af det kurdiske folk, blevet en stor kraft og vilje. Ingen kan nå frem til en løsning i Syrien uden dem, og alle må anerkende denne sandhed.”

Med hensyn til årsagerne til revolutionens udvidelse og voksende rolle i Syrien og nederlaget for angrebene mod den, præciserede han: “19. juli-revolutionens udvidelse og voksende rolle er forbundet med dens sandhed, mål og programmer og med de principper, som den blev grundlagt på. Baseret på denne sandhed slog alle kræfter, der modsatte sig og angreb revolutionen, fejl og blev besejret, uanset deres navne og farver, såsom Den Frie Hær, Al-Nusra-fronten, ISIS og endelig den tyrkiske besættelsesstat og dens lejesoldater. Enhver, der var imod denne revolution, stod over for en fiasko. Ligesom de tidligere grupper ikke formåede at bekæmpe revolutionen, vil skæbnen for den tyrkiske besættelse og alle dens tilknyttede lejesoldater være den samme, hvilket vil tvinge dem til at ændre deres politik over for vores folk og alle grupperinger i Nord- og Østsyrien.”

Med hensyn til de mål, som revolutionen havde sat sig allerede fra den første dag, sagde SDF’s øverstkommanderende: “19. juli-revolutionen blev lanceret for at beskytte folket og deres resultater. Mens alle styrker og partier i Syrien kæmpede og dræbte hinanden af sekteriske, etniske og religiøse grunde, begik massakrer op til halshugning, blev byerne i Rojava befriet uden blodsudgydelser. Vi udøvede kun vores ret til selvforsvar mod de kræfter, der angreb os. I de syriske demokratiske styrker og tidligere i People’s Protection Units og Women’s Protection Units har vi aldrig iværksat noget angreb på nogen styrke i Syrien; Vi beskyttede kun vores revolutions og vores folks landvindinger. I dag fortsætter vi denne mission og dette arbejde. Hvis ingen kæmper mod os, vil vi ikke bekæmpe dem. Men hvis en styrke angriber os, vil vi forsvare os selv, som vi har gjort tidligere, men endnu stærkere.”

Med hensyn til løsningen på den syriske krise og dialogen mellem syrere påpegede SDF’s øverstkommanderende: “I dag ved alle, at den syriske krise ikke kan løses gennem vold, krig og kampe. Alle skal se denne sandhed, og krisen kan ikke løses uden dialog. Vi er klar til dialog med alle parter, selv med de aktive kræfter på jorden i krisen, bare for at nå en løsning, der afslutter krisen.” Han understregede: “Samtidig har vi i de syriske demokratiske styrker og grupperingerne i Nord- og Østsyrien vores grundlæggende principper og rettigheder, der skal tages i betragtning, og vi må gå sammen til dialog for at nå en radikal løsning på krisen.”

Han tilføjede: “Vi er klar til dialog med alle kræfter, herunder Tyrkiet, og vi vil støtte enhver dialog, der fører til ophør af kampe og en politisk løsning på krisen.” Han fortsatte: “Vi har altid arbejdet for enheden i den syriske geografi og for at forhindre dens splittelse, og vi vil fortsætte denne kamp og arbejde i dag og i morgen. Vores politik i dag bevarer enheden på det syrisketerritorium.”

I en kommentar til de regionale og internationale styrkers og det syriske regimes rolle i områderne i Nord- og Østsyrien sagde SDF’s øverstkommanderende: “Intet skridt bør tages på bekostning af vores folk og grupperingerne i Nord- og Østsyrien. Vi lider meget i vores områder på grund af modstanden fra regionale og internationale kræfter og det syriske regimes åbenlyse og negative indgriben, der påvirker de økonomiske og sociale forhold i vores områder, en sandhed, vi er udmærket klar over.”

Han tilføjede: “Men ligesom vi stod fast og modstod alle angreb, især mod Islamisk Stat og den tyrkiske stats angreb, vil vi nu, idet vi stoler på vores styrke, også være i stand til at overvinde disse vanskeligheder.”

Med hensyn til den interne enhed sagde han: “På tolvårsdagen for revolutionen er vores første mål at styrke vores interne front. Vi må styrke den nationale enhed mellem alle dele af regionen, herunder kurdere, arabere, syrere, armeniere og andre, mere end før. Da vi var forenede i forsvaret af vores områder og landvindinger, hvor ungdommen i alle grupperinger ofrede deres blod for at beskytte vores områder, er vi forpligtet til at opretholde vores indre enhed mere end før for at beskytte vores resultater, der er opnået med vores martyrers blod og overvinde disse vanskeligheder.”

Med hensyn til de syriske demokratiske styrker sagde han: “For at afskrække alle styrker og angreb på vores områder udefra, vil vi helt sikkert arbejde på at styrke de syriske demokratiske styrker mere end før. I løbet af de sidste fire år har vi kæmpet en intensiv og omfattende kamp. Under starten af 19. juli-revolutionen var vores antal i hundreder, og nu overstiger vores væbnede styrker hundrede tusinde krigere. Vi har etableret stærke specialstyrker og udviklet vores styrker i forhold til at besidde og bruge den nyeste militære teknologi, etablere fronter og befæstninger og udvikle vores militære styrker horisontalt og vertikalt.”

Med hensyn til SDF-styrkernes evne til at afvise angreb på deres områder, udtalte han: “Jeg siger det ærligt, så alle føler sig godt tilpas og beroligede; Vores styrker er tilstrækkelige og klar til at afvise alle former for angreb på vores områder. Et af vores mål i revolutionens trettende år, det vil sige i år, er at udvide vores styrker yderligere for at nå et dybt niveau af professionalisme inden for kamp- og krigskunst for at forsvare vores områder og overvinde de administrative og samfundsmæssige problemer, som vores folk lider under. Vi må arbejde sammen for at finde løsninger og overvinde disse problemer.”

Afslutningsvis lykønskede Mazloum Abdi endnu en gang folket med tolvårsdagen for 19. juli-revolutionen og sagde: “Hvis vi tackler disse problemer i 19. juli-revolutionens ånd, vil vi opnå store succeser. Ligesom det lykkedes os at beskytte vore landvindinger og resultater i løbet af de sidste tolv år af revolutionen, vil vi utvivlsomt opnå større resultater i dens trettende år. Endnu en gang lykønsker jeg jer med årsdagen for revolutionen og ønsker jer held og lykke og sejr i jeres arbejde og kamp.”

Kilde:

Anonymous, 2024: SDF Commander-in-Chief addresses people on the twelfth anniversary of revolution. ANF-news, 20. July 2024

Oversættelse: Jesper Brandt

Nordsyrien NYHEDER