Af Zeki Bedran 

Udviklingen i Mellemøsten er på et niveau, der ophidseriagttagere. Modsætninger, konflikter og ransagninger slutter aldrig. Mellemøsten er blevet til et knudepunkt formodsætninger og konflikter, men de, der kender regionens historie, siger, at to grundlæggende problemer spiller en afgørende rolle i disse konflikter. Det er det palæstinensiske spørgsmål og det kurdiske spørgsmål. Kurdistan blev delt mellem fire stater efter første verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig blev staten Israel oprettet, og palæstinenserne blev stort set udvist fra deres landområder. Selvfølgelig blev Palæstina og Kurdistan bragt i denne tilstand med hjælp og støtte fra de imperialistiske magter.

Som den første nationalstat, der blev oprettet i Mellemøsten, var Tyrkiet banebrydende for udryddelse og assimilering af det kurdiske folk. Den tyrkiske model blev senere vedtaget af Iran, Irak og Syrien. Disse fire stater har altid været forenede, når det drejede sig om kurderne, og har handlet ud fra bestræbelser på at ødelægge dem. Kurdistans status, eller rettere dets statusløse tilstand, er blevet et generelt eksisterende system i verden. Især efter at Tyrkiet blev medlem af NATO, er denne statusløse tilstand blevet stadigt mere uddybet.

Tyrkiet og den kurdiske politik

Den tyrkiske stat spiller den mest indflydelsesrige rolle i regionen og i verden for at sikre, at kurderne forbliver uden status. Da demonstrationerne brød ud i Syrien i 2011, åbnede Erdogan-administrationen straks sine grænser og mobiliserede for at vælte Bashar al-Assad-regeringen. Årsagen til en så hurtig handling var igen kurderne. Han antog, at Bashars regime ville falde. Han tog straks stilling i tilfælde af, at kurderne kunne udnytte denne situation og få status. Erdoğan tænkte: “Bashar vil alligevel ikke kunne holde skandsen, det vil gå ham som Gaddafi og andre, og jeg vil slå to fluer med ét smæk”. Ved at støtte Det Muslimske Broderskab ville han sikre sig en stor befolkning i Syrien og etablere indflydelse i Mellemøsten. Han drømte om det osmanniske imperium og lavede ekspansionistiske beregninger. Han ønskede at udnytte muligheden.

Men deres beregninger mislykkedes. Både kurderne og Assad-administrationen gjorde modstand. Kurderne afviste Islamisk Stat og besejrede dem sammen med den internationale koalition. Assad-regeringen overlevede med støtte fra Iran og Rusland. Men Erdogans beregninger trak Syrien ind i en blodig malstrøm. Hundredtusinder af mennesker mistede livet, og millioner blev tvunget til at migrere. Syrien, som er et hårdt såret land, befinder sigstadig i den tilstand. Erdoğan fortsætter sammen med sin racistiske partner MHP med at organisere deresondskabsfulde planlægning.

Men Erdoğans planer fungerede ikke, og han skiftede kurs på mange områder. Han endte med at tigge Israel om hjælp og kaste sig i armene på de arabiske stater. Men han opgav ikke sit fjendskab mod kurderne og stoppede ikke med at angribe dem. Han gennemførte endnu engang sine forhandlinger med de amerikanske og europæiske magter vendt mod kurderne. Det samme gælder hans forhold til Rusland. For at opsummere: Han forhandler med hele verden om kurdisk fjendskab og forsøger at få deres støtte.

Erdoğan og Syrien-politikken

Erdoğan har i nogen tid sagt, at han også ønsker at normalisere forholdet til Syrien. Til dette har han bragt Rusland i spil. Putin-administrationen har også haft problemer både  med den krig, den befinder sig i, og med embargoen. Tidligere har han samarbejdet med Tyrkiet, især om besættelsen af Afrin. De har været vant til at undertrykke folk af hensyn til deres egne interesser og sælge dem til hinanden. Trods Ruslands forsøg ville Bashar al-Assad ikke mødes med Erdoğan. Han sagde med rette: “Hvis jeg sad til bords med ham, ville jeg støtte hans besættelse i Syrien”. Som betingelse for et møde har han sagt, at Tyrkiet skal trække sine tropper tilbage fra Syrien. Men hans seneste udtalelse er anderledes. Han fremsatte en erklæring efter Putins særlige udsendings besøg i Damaskus. Han sagde, at de nu kunne normalisere deres forbindelser med Tyrkiet.

Syriens holdningsændring

Hvorfor har Syrien ændret holdning? Det er et vigtigt spørgsmål, der kræver diskussion. Det skal overvåges og undersøges. Der er snart valg i USA, og der er mulighed for, at Trump bliver genvalgt. I så fald kan USA trække sig ud af Syrien, og Tyrkiet vil stå alene som besætter. Tyrkiet ønsker faktisk ikke, at USA forlader Syrien. Hele Erdoğans pres på og kritik af USA handler kun om kurderne. Så længe USA er der, vil det tage tid at knuse og sprede kurderne. Konjunkturen kan ændre sig, og en kurdisk status kan opstå. Han siger til USA: “Forlad YPG og SDF og lad mig gøre, hvad I vil”.

Skulle USA trække sig ud, ville Erdoğan ende med at sige: “Vi vil knuse kurderne, fint, men så kan jeg ikke blive i Syrien. Efterhånden som Syrien bliver stærkere, vil det provokere arabisk nationalisme og gøre mig ude af stand til at blive der. Jeg kan ikke beskytte Idlib og al-Nusra osv., som jeg gør nu”. Faktisk har han ikke noget problem med at sælge disse bevægelser. I sidste ende, hvis tingene ikke går som planlagt, kan han også sælge dem og komme ud af Syrien. Hans største bekymring er først og fremmest, hvordan han kan få gjort ende på kurderne og ændre den demografiske struktur i grænseegnene.

Hvorfor har Bashar al-Assad ændret holdning? Hans holdning hænger også sammen med denne udvikling: “Hvis USA trækker sig ud, vil det være lettere for os at bevæge os ide kurdiske regioner sammen med Tyrkiet. Jeg vil beslaglægge olieregionerne osv. Når kurderne er færdige, vil vi ikke have problemer med at nå til enighed med de tyrkiske angribere,” er hans beregning.

Det ser ud til, at der vil komme nye mobiliseringer i regionen!

Kilde:

Zeki Bedran, 2024: Erdoğan continues to dig graves for Kurds. ANF News, 4. July 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt