Det meste af 2. dagen af den internationale konference i Rom d. 11-12 april om ”Frihed for Abdullah Öcalan, en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål” gik med detaljerede fremlæggelser og analyser af den strategi den kurdiske bevægelse for øjeblikket intensivt arbejder på for at opfylde målsætningen om en fredsslutning med den tyrkiske regering omkring ’det kurdiske spørgsmål’. Flere års kampagne for Öcalans frihed har styrket den kurdiske bevægelse, og det internationale pres på Tyrkiet har været stærkt stigende. Den nye administration i Syrien har vakt bekymring, men bliver mødt med fortsat international skepsis, mens fjernelsen af Assads styre på den anden side har styrket den autonome administration i NØ-Syrien (AANES) og de tilknyttede forsvarsenheder, især Syriens Demokratiske Styrker (SDF). De har nu mulighed for at udbygge deres kontakter og og alliancer over hele Syrien, ligesom de har gjort det i den tredjedel af landet, der nu i en årrække har været styret af AANES. Tyrkiet angriber fortsat det civile liv i NØ-Syrien og infiltrerer overalt i Syrien som led i realiseringen af dets ’Osmanniske drømme’, men får stadigt sværere ved det på grund af international modstand fra stort set alle sider, herunder også fra Israel. Kredse indenfor Tyrkiets ’dybe stat’ har derfor fundet det nødvendigt at føre fredsforhandlinger med kurderne parallelt med den stadigt mere autoritære og aggressive undertrykkelse af enhver opposition i landet. Den kurdiske bevægelse, stadigt mere samlet omkring PKKs leder Abdullah Öcalans opfordring til Fred og et demokratisk samfund, gennemfører disse forhandlinger på basis af årtiers erfaringer og erkendelsen af, at der ikke er noget alternativ til denne vej. I denne artikel vil vægten især blive lagtpå forholdet mellem Tyrkiet og Israel og dets betydning for den kurdiske kamp.

Af Jesper Brandt

I slutningen af marts holdt Den europæiske Unions Tyrkiets Borgerkommission (EUTCC) sin 19. konference i Bruxelles. Der blev udtrykt store forhåbninger til Abdullah Öcalans ’Opfordring til fred og et demokratisk samfund’ som et afgørende initiativ’ fra d. 27. februar, der allerede har vist store potentialer for at fremmeet demokratisk Tyrkiet. Gennemgående blev vægten lagt på sikringen af at Öcalan får sin frihed til at føre forhandlingerne både med PKK og den tyrkiske stat gennem parlamentet, og påpegningen af, at Tyrkiet hidtil ikke har taget praktiske skridt til fremme af processen. Så bag håbet lå tydeligvis også tvivlen om, hvorvidt den tyrkiske stat reelt overhovedet var interesseret i konfliktens bilæggelse. Men der kom mange forslag til, hvad kurderne burde gøre i den situation. 

Generalsekretæren for EUTCC, Michael Gunter fremlagde sin analyse af den aktuelle situation, sammenlignede Trump og Erdoğan, og mente, at Trump trods sin aggressive adfærd ikke ser ud til at  have ønske om at bruge krig som våben, og derfor i sidste ende nok vil give Erdoğan, hvad han vil have. Det må man vel tolke, som om EU nok hellere bør holde sig i ro, og i øvrigt finde sig i, hvad Tyrkiet gør.

For kort tid siden offentliggjorde så det kurdiske nyhedsbureau Firat News Agency (ANF) et interview med den tidligere italienske minister for social solidaritet, Paolo Ferrero, der også påpegede, hvordan Öcalans fredsappel og udsigten til hans mulige løsladelse vil kunne føre til historiske ændringer i Mellemøsten. Men stillet overfor spørgsmålet om, hvor realistisk opfordringen til PKK om at nedlægge våbnene er under de nuværende omstændigheder, svarede han meget klart: ”Jeg kan ikke sige så meget om dette, fordi jeg mener, at det er et spørgsmål, der skal diskuteres inden for den kurdiske bevægelse selv, inden for PKK. Grænsen mellem en korrekt holdning og en forkert, mellem en konstruktiv taktik og en skadelig, er meget tynd, og det er virkelig svært at sige noget definitivt. Herfra, fra Italien, kan jeg ikke sige: ”I skal gøre det eller det”. Det er ikke min rolle, og det ville ikke give mening. Det er derfor, jeg mener, at det er op til de kammerater, der er direkte på stedet og oplever denne situation på første hånd, at definere det rigtige perspektiv og handle derefter…..efter min mening er det vigtigste lige nu at lytte.” 

Så vi skal lytte. Mange steder hen. Men ikke mindst til brændpunkterne for den kurdiske bevægelse. Det er PKK. Men også, og ikke mindst SDF og Den Autonome Administration i Nord- og Øst Syrien. For det er det eneste sted, hvor kurderne har en reel militær forsvarsmagt. Og hvad siger de så til situationen?

Ja, her er der – også for kort tid siden – fremkommet et andet interview på Firat News Agency om Nord- og Øst Syriens aktuelle syn på situationen, analyseret af Bedran Ciya Kurd, der er rådgiver for den demokratiske autonome administration i Nord- og Østsyrien, og som tager udgangspunkt i spændingerne mellem Tyrkiet og Israel, som har udviklet sig dramatisk i den seneste tid(se https://www.nudem.dk/49305-2/). Selv om de spændinger har fundet sted gennem længere tid, er det ikke noget, der i særlig stor udstrækning har optaget Europa, heller ikke på den europæiske venstrefløj. Men det bør det bestemt gøre. For det kan få storindflydelse på kurdernes frihedskamp. 

Når Michael Gunter f.eks. mener, at Trump formentlig vil give Erdogan, hvad han vil have, er det formentlig slet ikke sikkert, måske fordi han ikke har gjort sig klart, hvad det er for aggressive og farlige ideer Erdogan pønser på i Syrien.

Vi har i tilknytning til krigen i Gaza og på Vestbredden også fået underretninger om israelske angreb i Syrien og erobringer af grænseområder også øst for Golanhøjderne. Men udover Tyrkiets erobring af Afrin og andre kurdiske områder langs den nordlige grænse til Tyrkiet, har vi hørt forbløffende lidt om Tyrkiets voldsomme planer og bestræbelser på at sætte sig på Syrien både militært og økonomisk. På grund af Syriens geopolitisk vigtige position i Mellemøsten har mange regionale og globale magter i årenes løb søgt at etablere sig i området for at gennemføre deres egne projekter og skabe forandringer i regionen. Og det er blevet endnu mere udtalt med Baath-regimets sammenbrud. Bedran CiyaKurd  beskriver Tyrkiet som en af disse magter, der søger at gennemtvinge sin politiske, militære og økonomiske tilstedeværelse og indflydelse i Syrien. Og han tilføjer: ” Tyrkietforsøger også at etablere dominans over den såkaldte syriske overgangsregering. Denne aggressive aktivisme fra Tyrkiets side påvirker direkte andre regionale staters synspunkter og interesser – hvoraf en er Israel. Israel ser Tyrkiets overdrevne regionale ekspansion som en trussel mod sin egen sikkerhed fra et militært perspektiv. Tidligere har det lidt under flere slag fra Hamas og Hizbollah.

Israel ønsker, at Syrien skal forblive svagt og fragmenteret. Men det er ikke tilfreds med blot at afvæbne Syrien; den ønsker ikke, at nogen aktør eller militær gruppe – især Tyrkiet – skal få styrke der. Det skyldes, at Tyrkiet er den syriske overgangsregerings vigtigste støtte og yder støtte og opbakning til politiske islamistiske og salafistiske grupper. Israel betragter politisk islam i alle dets former som en alvorlig trussel mod sin nationale sikkerhed. Af denne grund tolererer Israel ikke tilstedeværelsen af en stærk og organiseret politisk islamistisk kraft i Syrien. Desuden er de arabiske stater også utilfredse med de islamistiske gruppers og Tyrkiets udvidelse og uddybning af indflydelsen i Syrien.”

Og han bekræfter oplysninger om, at Tyrkiet har til hensigt at etablere nye militærbaser i Syrien, og disse baser er planlagt til at blive bygget dybere inde på syrisk territorium med det formål at hævde dominans over hele Syriens geografi. De har allerede sendt adskillige specialister og militært udstyr til flere syriske regioner, herunder til Hama og Tadmur (Palmyra), altså det centrale Syrien. Disse indsættelser er ifølge Kurd en del af forberedelserne til at bygge militærbaser udstyret med avancerede og forskelligartede våben. 

Tyrkiet er altså gået ind i Damaskus med en betydelig militær og sikkerhedsmæssig tilstedeværelse, og det har ekspanderet umådeholdent for at påtvinge sin tilstedeværelse og kontrol over sikkerhedsanliggender i Syrien. Det afspejler utvivlsomt også Tyrkiets bestræbelser på at etablere en stærk økonomisk tilstedeværelse gennem virksomheder og investeringer, som et skridt i retning af at drage fordel af Syriens ressourcer og indlede genopbygningsprocessen.

Og som Kurd siger: Det vil utvivlsomt blive en del af Tyrkiets bredere militære støtte til grupper med islamistiske ideologier, som i øjeblikket kontrollerer en væsentlig del af det syrisketerritorium. Det er bestemt ikke en politik, der modtager anerkendelse eller legitimitet på internationalt plan, slet ikke fra FNs side. 

Men EU forholder sig altså fortsat stort set tavs om disse forhold, til trods for, at det udgør en alvorlig trussel mod regionen generelt – og måske især mod Israel. Og Israel vil ikke tillade andre lande at etablere sig nær dets grænser eller at tage kontrol over Syriens rige ressourcer. 

Kurd får stillet spørgsmålet: Israel har tidligere og også for nylig fremsat udtalelser, der antyder, at det vil støtte kurderne. Hvad er dit syn på Israels politik over for kurderne?

Og det svarer han meget klart og præcist på: Som den autonome administration og kurdiske styrker byder vi enhver regional eller international magt velkommen, der bidrager til stabiliteten i Syrien og regionen, fremskynder vejen mod en politisk løsning i Syrien og forhindrer splittelse og eskalering af spændinger.

Det synes jeg, burde være vores bestræbelse i EU-sammenhæng: At bidrage med at tvinge Tyrkiet ind i en forhandling om fred og demokrati i Tyrkiet, også for at gøre vores til at dæmpe de farlige spændinger, der udvikler sig ved Tyrkiets nuværende ekspansionistiske politik.

Og vi kan finde overraskende tendenser, selv i Gaza-konflikten, som ville kunne knyttes til en sådan situation, fordi palæstinensernes situation i forholdet til Israel på mange måder kan paralleliseres til kurdernes og de andre ikke-tyrkiske befolkningsgruppers forhold til Tyrkiet:

I en kronik i Kristeligt dagblad, der kom en måned efter angrebet d. 7. oktober 2024 gennemgik  Cand. Theol. Uffe Gjerding, under overskriften ”Ingen løsning på Gaza-konflikten uden forståelse af historien” konflikten mellem Israel og Palæstina siden Israels oprettelse. Han diskuterede, hvad palæstinenserne kan gøre ved at flere og flere af dem finder situationen udsigtsløs, og vælger at forlade landet. 

Kronikken nævnte ikke et eneste ord om Abdullah Öcalan, men ramte alligevel centralt ned i Öcalans tanker og strategi, måske uden at forfatteren faktisk var klar over sammenhængen.

Hans pointe var, at han mente, at palæstinenserne manglede lederskab og en klar vision. Men han knyttede sit håb til ungdommen på den her måde:
”Vi hører blandt andet fra de kristne palæstinensere, at de unge er i gang med at skabe en ny vision, der er moralsk og afspejler folkets vilje. De diskuterer ivrigt, hvordan den kan implementeres. Det vil tage tid. Men den 7. oktober 2023 har skabt en ny og stærkere følelse af fælles identitet og beslutsomhed blandt palæstinensere i Israel, i de besatte områder og i diasporaen.

De arabiske stater har herskere, ikke ledere. Deres befolkninger – især de unge – er også utilfredse. De mangler muligheder og savner solidaritet med det palæstinensiske folk. Den palæstinensiske sag er blevet et symbol, en lakmusprøve.”

Han skriver videre: 

”Den nationalstatsmodel, som de vestlige imperiale magter påtvang Mellemøsten, var fremmed for regionens sociale og politiske kultur, hvis fremherskende træk var kollektiv identitet og multireligiøs og multietnisk sameksistens. Nationalstatsmodellen er nu i opløsning eksempelvis i Syrien, Irak og Libanon.

Israel spiller en rolle i denne opløsningsproces, som er langsom, smertefuld og kaotisk, men som også kan ses som en mulighed for at skabe noget nyt. Spørgsmålet er, om nogle af fortidens sociale, kulturelle og politiske værdier igen kan bringes i spil i nye sekulære former, der kan føre til et mere tolerant multireligiøst, multietnisk og multikulturelt Mellemøsten med fredelig sameksistens.”

Det kunne jo næsten lyde som et citat af Öcalan.

Og ja, de arabiske lande har i en periode haft herskere, ikke ledere. Og det gælder efterhånden bestemt også Tyrkiet. Men Öcalan er ikke en hersker, han har siddet over 25 år i tyrkisk fængsel. Men han er en leder, der har skabt håb blandt kurderne, og hvis grundlæggende ideer kan siges at gøre totalt op med troen på en tostatsmodel. Og det ser, i hvert fald i den nuværende situation, ud til at kunne udgøre en afgørende forskel.