Abdullah Öcalans historiske opfordring til »fred og et demokratisk samfund«, som blev annonceret af Imrali-delegationen den 27. februar, giver fortsat anledning til reaktioner ikke kun i Tyrkiet og Kurdistan, men også på internationalt plan.

Hvad er meningen bag hr. Öcalans historiske opfordring? Hvad var de forhold, der førte til fremkomsten af Kurdistans Arbejderparti (PKK), og hvorfor gennemgår PKK nu en transformation? Efterhånden som en ny verdensorden tager form, hvilken holdning indtager Öcalan? Betyder dette kald en opgivelse af hans paradigme, eller er det en fortsættelse af det? Hvilket ansvar har den tyrkiske stat for at sikre, at denne proces bliver en succes?

ANF har diskuteret alle disse spørgsmål med Nils Andersson, en af Frankrigs førende tænkere, en teoretiker, redaktør og forfatter, som har fulgt Abdullah Öcalan tæt gennem mange år.

SOM EN DEL AF DE IGANGVÆRENDE DISKUSSIONER OM EN DEMOKRATISK LØSNING PÅ DET KURDISKE SPØRGSMÅL I TYRKIET HAR DET KURDISKE FOLKS LEDER ABDULLAH ÖCALAN UDSENDT EN HISTORISK ERKLÆRING MED TITLEN “FRED OG ET DEMOKRATISK SAMFUND” DEN 27. FEBRUAR. I DENNE ERKLÆRING BEDER HAN PKK OM AT STØTTE FORANDRING OG TRANSFORMATION. HVORDAN FORTOLKER DU ÖCALANS OPFORDRING? UNDER HVILKE HISTORISKE FORHOLD OPSTOD PKK, OG HVORFOR FORESLÅS EN TRANSFORMATION I DAG?

Det, der skiller sig mest ud for mig i Öcalans udtalelse, er, hvor dybt sammenflettet denne opfordring er i en historisk kontekst. Det er tæt forbundet med både regionens lange historie og det kurdiske folks historie. Desuden stemmer det overens med de temaer, der ofte refereres til i Öcalans skrifter. Vi kan ikke overse Mesopotamiens historiske udviklingsvej, udvidelsen af den russiske indflydelse, eller hvordan civilisationerne i denne region senere formede den græsk-romerske civilisation. Disse elementer er fortsat indlejret i Öcalans ideologiske fundament og politiske holdning. Som en kort påmindelse er Öcalans tanker forankret i de forskellige historiske faser i både det 20. og 21. århundrede.

PKK, der blev grundlagt af Öcalan, opstod i 1978 under det, der var kendt som ‘stormzonen’, en æra med afkolonisering. På det tidspunkt blev PKK logisk integreret i det bredere landskab af væbnede kampe, der blev ført af folk, der søgte befrielse fra kolonistyre eller undertrykkende regimer. Med andre ord var PKK’s fremkomst helt i overensstemmelse med den historiske strømning i den periode.

Men i de følgende år blev mange befrielsesbevægelser undertrykt i denne turbulente æra på grund af stigende internationalt pres og forværringen af disse kampe gennem neokolonial korruption i mange lande. Derudover bragte 1990’erne Sovjetunionens sammenbrud og opløsning. I sin udtalelse refererer Öcalan specifikt til socialismens tilbagegang i 1990’erne som en væsentlig udvikling. Dette skabte effektivt en ny virkelighed: PKK eksisterer ikke længere i den ‘stormzone’, hvor det oprindeligt blev grundlagt. I stedet står det nu over for en verden, der er langt mindre befordrende for PKKs kamp, og som præsenterer et helt andet sæt udfordringer.

ÖCALAN SKRIVER HISTORIE

Dette forklarer også på en logisk måde opfordringen til en våbenhvile – svarende til den i 2013 – og søgen efter nye veje for befolkningerne i Tyrkiet. Efter min mening har Öcalan, uanset om det var under grundlæggelsen af PKK, forfølgelsen af en resolution i 2013 eller i dag, aldrig blot udtrykt den historiske tendens; snarere har han aktivt formet dem. Han skriver og smederdet kurdiske folks historie. Det, vi er vidne til i dag, er præcis det.

Så hvad bliver konsekvenserne af Öcalans beslutning? Mange spørgsmål rejser sig her i betragtning af den ekstreme ustabilitet og omskiftelighed i det nuværende globale og internationale landskab. Der er spørgsmålet om den tyrkiske stat, de problemer, som Erdoğan har skabt, samt den igangværende udvikling og usikkerhed i regionen, især i Syrien.

Hele Mellemøsten er fortsat i en tilstand af dyb ustabilitet efter de imperialistiske krige, der har været ført i Irak og Libyen. På dette skelsættende tidspunkt må der stilles grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan demokratiet udvikle sig i et sådant miljø? Kan befolkningerne i regionen, som har eksisteret side om side og interageret gennem historien, nu opbygge en fælles demokratisk fremtid? Öcalan søger også svar på disse spørgsmål og bestræber sig på at lægge grunden til en ny vej fremad.

TROR DU, AT ÖCALANS HISTORISKE OPFORDRING ER EN FORTSÆTTELSE AF DE IDÉER, HAN HIDTIL HAR FORSVARET?

Ja. Hans opfordring er helt i tråd med Öcalans ideologiske holdning. Selvfølgelig udvikler hans ideologiske holdning sig inden for den historiske tankeproces og tilpasser sig skiftende omstændigheder og begivenheder, der udfolder sig. Som jeg nævnte tidligere, bidrager ‘stormzonerne’, kolonitiden, transformationen af verden efter Sovjetunionens sammenbrud og nu de ekstreme skift forårsaget af beslutninger truffet af Trump og USA alle til dannelsen af en helt ny verden, ikke kun i Mellemøsten, men globalt.

Grundlæggende mener jeg, at Berlinmurens fald og opløsningen af Sovjetunionen markerede et stort vendepunkt. Men det, vi oplever i dag, er et endnu større skift. For første gang i moderne historie, i løbet af de sidste fem århundreder, har det globale syd, der består af tidligere koloniserede og undertrykte folk, nu en mere gunstig position i den globale magtbalance end nogensinde før. Efter min mening repræsenterer dette en endnu mere betydningsfuld forandring end opløsningen af Sovjetunionen og kommunismens tilbagegang. For for første gang betyder det fremkomsten af en magtdynamik, hvor Vesten ikke længere er den eneste hegemoniske magt.

Denne virkelighed skaber nye betingelser for alle nationer og alle folkeslag. Og jeg tror, at Öcalan, inden for rammerne af sin ideologi og vision, aktivt analyserer og søger løsninger på de udfordringer, som denne globale orden i udviklingen udgør.

DU HAR NØJE FULGT OG ARBEJDET MED ÖCALANS PARADIGME, ISÆR HANS TEORI OM DEMOKRATISK KONFØDERALISME. I BETRAGTNING AF HANS SENESTE OPFORDRING, KAN VI SÅ SIGE, AT ÖCALAN FORTSÆTTER MED AT OPRETHOLDE DETTE PARADIGME?

Ja. Demokrati betyder trods alt folkets magt. Det, Öcalan og vi alle ønsker i dag, er demokrati, et ægte demokratisk samfund. Der findes mange former for demokrati, men ikke alle er ægte demokratiske. Men demokrati betyder i sidste ende at styrke folket. Efter min mening er det præcis, hvad der sker i Rojava. Den samme fremgangsmåde gælder også for det kurdiske folk i Tyrkiet, og den er kernen i Öcalans vision. Frem for alt sigter han mod at udvide demokratiet for det kurdiske folk i Tyrkiet, ligesom det er blevet bygget i Rojava, samtidig med at det gør sameksistens med andre folk muligt. Det sker, fordi demokrati ikke kun handler om interne anliggender, men også om relationer til andre. Jeg tror, at Öcalan stræber efter at bygge denne vej, selv om det utvivlsomt vil være en kompleks og lang proces.

Sådan fortolker jeg Öcalans opfordring. Vi befinder os i et historisk øjeblik, hvor folkets stemmer skal hæves endnu en gang. Uanset om det er Trumps stemme i USA eller Erdoğan i Tyrkiet, jo højere og mere hensynsløse de imperialistiske stemmer bliver, jo stærkere skal folkets stemme, demokratiet og folkets magt høres.

Jeg ser og forstår Öcalans opfordring inden for disse rammer. Det er en lige så udfordrende vej som den sociale model, han forestiller sig for Rojava. Menneskelige relationer er af natur komplekse og kræver konstant forståelse. Ligesom revolutioner er lavet af mennesker, er kontrarevolutioner også drevet af mennesker. Og jeg tror, at det er noget, der er dybt forankret i Öcalans tænkning, et koncept, han afspejler i sit kald og fortsætter med at udvikle.

ÖCALANS OPFORDRING TIL PKK OM AT NEDLÆGGE VÅBNENE VAR SPECIFIKT RETTET MOD TYRKIET. HAN UDSTRAKTE IKKE EN SÅDAN OPFORDRING TIL KRÆFTER, DER VAR INVOLVERET I KAMPE I ANDRE LANDE. SOM SVAR ANNONCEREDE PKK EN VÅBENHVILE OG ERKLÆREDE, AT DE VILLE EFTERKOMME ÖCALANS OPFORDRING. SAMTIDIG UNDERSTREGEDE PKK OGSÅ, AT NEDRUSTNING KUNNE DISKUTERES, HVIS VISSE BETINGELSER VAR OPFYLDT. HVILKE BETINGELSER SKAL VÆRE OPFYLDT FOR AT DENNE PROCES KAN LYKKES?

Dette spørgsmål er ganske vist en yderligere bemærkning i Öcalans budskab, men det er af afgørende betydning. Det første og mest afgørende skridt er, at Tyrkiet skal sætte en stopper for militær vold og politisk undertrykkelse. Hvis Erdoğan og Tyrkiet ikke tager skridt i denne henseende, vil det umuliggøre den demokratiske vej, som Öcalan går ind for. Dette er en absolut forudsætning. Det centrale punkt her handler ikke kun om retorik, men om hvordan der skal handles konkret i praksis.

Vi har set en lignende proces før – i 2013 var der en våbenhvile og en politisk proces. Det blev dog overtrådt af Erdoğan og den tyrkiske stat. Derfor er det, som Öcalan anfører i sin tillægsnote, en grundlæggende forudsætning for, at denne proces kan lykkes. Og selv i dag tror jeg, at der stadig er mange usikkerheder omkring denne tilstand. Vi ved ikke, om Erdoğan vil reagere med en anden politisk tilgang til kurderne i Tyrkiet, om han vil anerkende opfordringen, eller om han vil afslutte krigen, undertrykkelsen, fængslerne og domfældelsen af det kurdiske folk. Jeg har ikke noget svar på disse spørgsmål.

For at processen skal lykkes, skal staten tage konkrete skridt. Ellers, hvis der ikke etableres politisk anerkendelse og en juridisk ramme, hvilket er præcis, hvad den supplerende note kræver, vil vejen til det demokrati, som Öcalan forestiller sig og går ind for, ikke være mulig.”

DER HAR VÆRET DISKUSSIONER, DER TYDER PÅ, AT ÖCALANS OPFORDRING BETYDER ENDEN PÅ PKK. HVORDAN VURDERER DU SÅDANNE PÅSTANDE?

Nej, absolut ikke. Den politiske kamp fortsætter. Den kurdiske identitet og PKK forbliver ideologiske og politiske spørgsmål, der ikke bare kan forsvinde. Selvfølgelig har kurderne demokratiske, politiske og kulturelle rettigheder, og disse skal respekteres. Uden at anerkende disse rettigheder kan demokrati ikke eksistere. Demokrati betyder også juridisk anerkendelse og sikring af alle disse rettigheder for det kurdiske folk. Dette er en forhandlingsproces, men hvis denne opfordring ikke bliver mødt med anerkendte, accepterede og implementerede rettigheder, vil det føre til endnu et dødvande, et demokratisk dødvande.

Selv om afvæbningen af PKK diskuteres i dag, har PKK og dets ledelse en bredere vision for verden. Öcalans værker, hans ideer om sameksistens mellem folkeslag og hans vision om enhed mellem forskellige kulturer og sprog kan kun materialisere sig inden for et virkeligt demokratisk system, hvor folket har større indflydelse, og hvor demokratiske principper virkelig opretholdes.

Hvis staten ikke opfylder disse betingelser, og det er netop den usikkerhed, der skabes af Öcalans opfordring, må der sættes spørgsmålstegn ved gennemførligheden og virkeliggørelsen af disse betingelser. Jeg vil ikke kalde dette et hasardspil, for befolkningernes fremtid er ikke et spørgsmål om spekulation. Det er imidlertid en forpligtelse, en vision, der skal verificeres og omsættes til konkret virkelighed. Når det er sagt, er PKK ikke blot en væbnet organisation; det er også en bevægelse, der repræsenterer den kurdiske sag i politiske, diplomatiske og kulturelle sfærer.

Derfor drejer det sig ikke kun om at nedlægge våbnene. Kampen skal nu fortsætte på politiske og diplomatiske arenaer, fordi vi taler om forhandlingsdiplomati. Det handler om at skabe muligheder for, at demokratiet kan blomstre i det kurdiske samfund. Men for at disse veje skal være meningsfulde, skal der først tages konkrete skridt i retning af den tyrkiske stat, som stadig opretholder et diktatur over det kurdiske folk. Öcalans mål er ikke kun at transformere PKK, men også at ændre og omforme den magt, der står imod det.

ANTYDER DU, AT HR. ÖCALAN OGSÅ SIGTER MOD AT ÆNDRE OG TRANSFORMERE DET TYRKISKE REGIME?

Ja. Krigen mod kurderne skal ophøre, bombardementerne skal ophøre, og arrestationerne og fængslingerne skal ophøre. Hvis disse ikke ophører, hvis regimet ikke undergår forandringer, kan demokratiet ikke opstå. Endnu en gang må jeg understrege, at Öcalans tillægsbemærkning har en enorm betydning i denne proces. Hans opfordring er et dristigt skridt, taget i overensstemmelse med realiteterne i nuet. Vi lever i en tid med ekstrem ustabilitet, ikke kun i regionen, men i hele verden. Desuden er dette ikke kun et regionalt spørgsmål. Vi befinder os i en global kriseperiode, hvor risikoen for reel konflikt mellem imperialistiske magter er meget høj.

Derfor er det af afgørende betydning at forsvare demokratiet og folkets rettigheder, og det er netop essensen af Öcalans opfordring. Det er imidlertid ikke nok kun at overholde principper og mål. Der skal gives konkrete svar gennem reelle handlinger og beslutninger på stedet. Gennemførelsen af hans forslag afhænger af de konkrete skridt, der tages i forholdet mellem de involverede parter. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at for mig ligger betydningen og fremtiden af Öcalans opfordring netop her. Dette er en monumental udvikling. Og jeg må gentage, at det ikke er nok at skrive historie; Når vi skriver historie, må vi også gøre dette projekt til en konkret virkelighed.

ÖCALANS OPFORDRING HAR GIVET STÆRK GENLYD PÅ INTERNATIONALT PLAN, OG DER ER FREMSAT FORSKELLIGE STØTTEERKLÆRINGER. INDTIL NU HAR EUROPA OG USA BEHOLDT PKK PÅ DERES LISTE OVER “TERRORORGANISATIONER” OG BRUGT DENNE KLASSIFICERING TIL AT KRIMINALISERE DET KURDISKE FOLKS KAMP FOR FRIHED. HVORDAN VIL ÖCALANS OPFORDRING EFTER DIN MENING PÅVIRKE DENNE INTERNATIONALE HOLDNING? ER DET IKKE PÅ TIDE, AT PKK FJERNES FRA DENNE LISTE?

Optagelsen af PKK på denne liste er en ubegrundet beskyldning mod den kurdiske bevægelse. I virkeligheden er det Tyrkiet, der bør stemples som terrorstaten. Det er den tyrkiske stat selv, der begår terrorhandlinger mod det kurdiske folk. ‘Terrorisme’ er en betegnelse, der vilkårligt anvendes på bevægelser og organisationer, der kæmper og gør modstand med de midler, de har til rådighed.

Om dette emne er der en velkendt udtalelse fra Larbi Ben M’hidi, en af de ledende kommandører i Algier-krigen. Franskmændene beskyldte ham for at organisere bombeangreb, og efter at have taget ham til fange spurgte de hånligt: ‘Skammer du dig ikke over at bruge kurve til at udføre angreb?’ Hans svar var klart: ‘Giv mig dine fly, og jeg vil give dig kurvene.’ Dette illustrerer perfekt den magtubalance, som alle folk, der er involveret i væbnet kamp, står over for.

Etiketten “terrorist” på PKK og mange andre bevægelser er blot et redskab, der bruges til at delegitimere dem i offentlighedens øjne og til at nægte dem deres legitime rettigheder, herunder væbnet modstand. Denne klassifikation er et politisk instrument, der primært bruges af vestlige regeringer snarere end af deres befolkninger. Hvis denne etiket blev fjernet, ville vestlige lande være nødt til at anerkende, at alle folk har den legitime ret til at gøre modstand på forskellige måder. Nu, efter PKK’s beslutning, hvordan vil Vesten reagere? Logisk set bør betegnelsen ‘terrororganisation’ ikke længere bruges. Når alt kommer til alt, har denne etiket altid været et politisk og propagandamæssigt værktøj, og på dette tidspunkt har den mistet al berettigelse.

Jeg ved ikke præcis, hvordan Vesten vil reagere i fremtiden, men det er klart, at vestlige regeringer i øjeblikket er optaget af Ukraine-spørgsmålet. Denne krise har tiltrukket sig deres fulde opmærksomhed. Men før eller siden vil de blive tvunget til at tage stilling til denne sag. Hvis vejen til demokrati virkelig skal følges, skal betegnelsen “terrorist” fjernes øjeblikkeligt. Öcalan har endnu en gang fremlagt en klar demokratisk beslutning. Hvis vestlige regeringer er oprigtige i deres holdning til kurdiske rettigheder, må de handle i overensstemmelse hermed og fjerne denne betegnelse. For som jeg endnu en gang må understrege, er dette udtryk ikke andet end et redskab til propaganda og politisk manipulation, der bruges til at miskreditere den kurdiske sag.

SELV OM DER ER FORHANDLINGER I GANG, FORTSÆTTER ÖCALAN MED AT LEDE DENNE PROCES UNDER STRENGE FÆNGSELSFORHOLD. HVOR AFGØRENDE ER HANS FRIHED FOR DENNE PROCES?

Hvis der er ægte ærlighed og oprigtighed, kan du ikke forhandle med en person, der er fængslet. Dette er åbenlyst indlysende. Ud over Öcalans grundlæggende ret til frihed skal han inddrages i forhandlingsprocessen under frie forhold, dette er en absolut nødvendighed. Der er ingen anden måde, hvorpå denne proces kan lykkes. Forhandlinger er afgørende for at etablere en klar retlig ramme og opnå konkrete resultater. Du kan ikke føre meningsfulde forhandlinger med nogen i fængsel. Öcalan skal løslades. Hvis der forfølges en virkelig oprigtig proces, er det ikke kun et krav, det er en demokratisk nødvendighed.

HVEM ER NILS ANDERSSON?

Frédy-Nils Andersson, almindeligvis kendt som Nils Andersson, er en 91-årig schweizisk-fransk teoretiker, redaktør og forfatter af svensk oprindelse. Han er bredt anerkendt for sin antikoloniale holdning og er fortaler for fred. I 1966 blev han udvist fra Schweiz på grund af sine publikationer, der støttede Algeriets uafhængighedskamp og vietnamesiske krigere, samt hans værker, der inkluderede Mao Zedongs ideer. Efter sin udvisning bosatte Andersson sig i Frankrig, hvor han fortsatte sit akademiske og politiske arbejde. Som forfatter til adskillige bøger er han forblevet en betydelig intellektuel og politisk figur, især på grund af sin stærke antikoloniale position og urokkelige støtte til befrielsesbevægelser verden over. Nils Andersson har også studeret og skrevet meget om Abdullah Öcalans ideer. Han bidrog til den franske udgave af Öcalans “Manifesto of DemocraticCivilization” og skrev forordet til publikationen.

Kilder: 

Serkan Demirel, 2025: Nils Andersson: Ôcalan is writing history. ANF-News, 15. March 2025

Serkan Demirel, 2025: Nils Andersson: Ôcalan must be included in the negotiation process under free conditions. ANF-News, 16. March 2025

Oversættelse: Jesper Brandt