ANF har i et interview talt om udviklingen i Syrien med professor Hamit Bozarslan fra Paris School of Social Sciences.

HTS’S (HAYAT TAHRIR AL-SHAM) ANGREB PÅ ALEPPO FØRTE TIL ASSAD-REGIMETS KOLLAPS. HVORDAN VURDERER DU REGIMETS HURTIGE KOLLAPS UDEN MODSTAND?

Det er vigtigt at forstå dette godt: Damaskus-regeringen kollapsede næsten uden modstand. Vi har set dette ske i nogle tilfælde før. Mosuls fald i 2014 og Kabul i 2021 er måske de klareste eksempler. Når man ser på begivenhederne, er det tydeligt, at det syriske regime er brudt sammen indefra og er blevet til en hul struktur.

Samtidig har de kræfter, der støtter Assad-regimet, tydeligvis opbrugt deres ressourcer i en slags selvmordsproces. Blandt disse kræfter kan Hizbollah tælles først. Hvis det ikke var for Hizbollah, ville regimet ikke have overlevet i 2013. Hizbollah mistede sine ressourcer i den meget blodige konflikt, de gik ind i med Israel.

På den anden side har Irans militsstrategi og diplomati i Mellemøsten nu nået deres sidste punkt og er faldet ned i en position, hvor de ikke kan forny sig. Rusland har også været nødt til at spilde sine menneskelige og militære ressourcer på en meningsløs krigsfront.

I lyset af alt dette skyldes Damaskus-regeringens kollaps ikke HTS’ styrke, men snarere regimets interne forfald.

SKAL VI SE DET, DER SKETE I SYRIEN, SOM EN FORTSÆTTELSE AF DEN PROCES, DER STARTEDE EFTER HAMAS’ ANGREB DEN 7. OKTOBER?

Ja, det, der sker i Syrien, er uundgåeligt en fortsættelse af den proces, der startede efter Hamas’ angreb den 7. oktober. Ingen forventede angrebene den 7. oktober. Efter disse angreb indledte Hizbollah den 8. oktober sine egne angreb, og Israel fik en meget vigtig fordel. Aktiviteter i Gaza og Libanon blev præsenteret som en form for selvforsvar. Siden da har der været gentagne opfordringer i Israels generalstab og politiske kredse til en omstrukturering af Mellemøsten.

Den mest kritiske del af denne omstruktureringsplan var Libanon. Bruddet i forholdet mellem Libanon og Iran, og i den forbindelse Syriens behov for at ophøre med at være en bro mellem Libanon og Iran, blev understreget. Det betyder dog ikke, at alt, hvad der skete, udelukkende er Israels skyld. Faktisk forudså Israel og USA ikke, at det syriske regime var så nedslidt, og at det ville kollapse så hurtigt.

Men deres mål var at skabe en situation, hvor regimet ville blive ekstremt svækket, og hvis det var muligt, ville Syrien blive delt i to eller tre regioner. I den forbindelse kan det siges, at det, der skete, også var en overraskelse for Israel. Der er også nogle bekymringer i Israel, fordi Israel i sidste ende kan stå over for muligheden for at blive nabo til en “jihadistan”-enhed.

Derfor er det ikke korrekt at tilskrive alt, hvad der skete, udelukkende til Israel, men begivenhederne opstod som et resultat af angrebene den 7. oktober.

ER DU ENIG I PÅSTANDEN OM, AT TYRKIET HAR SPILLET DEN STØRSTE ROLLE I ASSAD-REGIMETS SAMMENBRUD?

Ja, det er sandt. Tyrkiet forventede dog heller ikke en sådan udvikling. Ingen, heller ikke Tyrkiet, forudså, at Damaskus ville falde uden den mindste modstand. Det er kendt, at angrebet iværksat af Hayat Tahrir al-Sham, dvs. en jihadistgruppe, kom fra det tyrkisk-kontrollerede område i Syrien. Det er også klart, at en stor del af deres våben, udstyr og deres træning sandsynligvis kom fra Tyrkiet. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at HTS er en marionet for Tyrkiet. Alligevel synes det ret vanskeligt for et sådant scenarie at udfolde sig uden Tyrkiets tilladelse eller uden den tyrkiske hærs kontrol over området, hvilket giver dem mulighed for at nå Damaskus.

HVILKEN SLAGS SCENARIE KAN OPSTÅ I SYRIEN I DEN KOMMENDE PERIODE? ER DER MULIGHED FOR, AT SYRIEN BLIVER DELT I TRE DELE?

Det er umuligt at vurdere præcist, hvad der sker i Syrien lige nu, fordi vi ikke engang kan forudse, hvad der vil ske i løbet af de næste 24 timer. Der lurer enorme farer forude.

Den første fare er fortsættelsen af militsmentaliteten. Et af de største problemer i Syrien gennem de sidste 10-15 år har været tilstedeværelsen af en militsmentalitet og statens svaghed. Assad-regimet selv blev til sidst til en militsbevægelse, der delte magten med andre militser. HTS foretrak på den anden side at forblive en militsstyrke frem for at etablere en reel og rationel stat ved at danne sin egen regering. Denne situation kan uundgåeligt føre til dannelsen af andre militser.

Den anden fare er tabet af forventninger om en demokratisk fremtid i Syrien. Hvis vi husker 2011, var der en forventning om et pluralistisk og sekulært Syrien. Selvom HTS forsøger at modernisere sig selv nu, kan den stadig ikke ryste sin identitet af sig som en jihadistisk eller radikal islamistisk bevægelse. Dette skaber en alvorlig bekymring for fremtiden.

Den tredje fare er potentialet for vold i Syrien. Dette potentiale har altid eksisteret, men nu er det usikkert, hvad elementer i Baath- eller Assad-regimet, der har mistet magten, vil gøre. Disse elementer har omfattende interne forbindelser og betydelige kilder til vold. Dette øger sandsynligheden for, at de vil ty til vold i fremtiden.

Det fjerde spørgsmål er Rojava-spørgsmålet. Tyrkiet ønsker at eliminere Rojava. Det er underforstået, at USA sigter mod at forhindre et sådant scenarie. Det er stadig uklart, i hvilket omfang USA under Trump-administrationen vil gribe ind i Syrien og det kurdiske spørgsmål. Mange af de udpegede personer er kendt for at være pro-kurdere og protesterede mod angrebene på Rojava i 2019. Det er imidlertid ikke muligt at give en endelig udtalelse om, hvad deres holdning vil være i den nye periode.

Det sidste spørgsmål er det israelske spørgsmål. Israel har taget kontrol over hele Golanhøjderne og er kun 40-50 kilometer væk fra Damaskus. Denne situation vil sandsynligvis skabe problemer i den arabiske verden og især i Syrien. Det er usikkert, hvordan den nye syriske regering vil svare igen på den udfordring, og hvadden vil gøre. Israels forventninger til Syrien er heller ikke klare i øjeblikket.

I betragtning af alt dette er det nødvendigt at være yderst forsigtig. I et miljø, hvor selv 3-4 timer frem i tiden ikke kan forudsiges, er det ikke muligt at komme med endelige kommentarer om Syriens fremtid.

UNDER DENNE PROCES SÅ VI, AT TYRKISK-STØTTEDE OG TYRKISK-TILKNYTTEDE GRUPPER ANGREB DE AUTONOME ADMINISTRATIONSOMRÅDER I NORD- OG ØSTSYRIEN OG BESATTE NOGLE REGIONER. SAMTIDIG HAR VI VÆRET VIDNE TIL, AT USA IKKE FORHINDREDE DETTE. HVORDAN SKAL VI EVALUERE USA’S HOLDNING?

Ja, under denne proces så vi ikke USA spille en anden rolle, men det er kendt, at stemmer fra USA og Israel har udtrykt bekymring omkring beskyttelsen af kurderne. Så vidt jeg forstår, vil det være ret vanskeligt for kurderne at holde fast i den vestlige side af Eufrat. Det er en del af en politik, som Tyrkiet har ført siden 1925, og vi ved, at denne politik har spredt sig til Syrien. USA vil sandsynligvis tillade dette scenarie, men måske kan en konsolidering opnås i den østlige del af Rojava. Jeg tror, at kurdiske bevægelser er klar over dette. Ifølge oplysninger, jeg har fået fra medierne, siges det, at USA mæglede mellem SDF og den syriske nationale hær i Manbij, hvilket førte til en aftale. Hvis dette er sandt, er det klart, at vi er på vej mod et sådant scenarie.

HTS OG DETS LEDER BLIVER PRÆSENTERET SOM FRELSERE I VESTEN. DENNE GRUPPE OG DENS LEDER HAR IMIDLERTID FORBINDELSER TIL ISIS, OG DERES OPRINDELSE ER BASERET PÅ EN MEGET LIGNENDE TRADITION. HVORDAN SER DU PÅ VESTENS TILGANG TIL DETTE?

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at Assad-regimet har holdt Syrien fanget i de sidste 60 år. I 2011 sagde grupper, der støttede regimet: “Enten Bashar, eller også vil vi brænde landet ned.” Vi taler om 500.000 menneskers død, titusindvis af fanger og 7-8 millioner fordrevne. I sin tale i 2016 sagde Assad: “Vi har mistet infrastrukturen og vores ungdom, som ville have taget årtier at genopbygge, men vi er blevet et bedre samfund.” Vi må med andre ord ikke glemme Assads diktatur og tyranni.

Der er en følelse af sejrsberuselse ved at vælte dette diktatur. Den sidste diktator, der ikke faldt i 2011, er faldet i dag, men efter denne sejrsrus vil der komme en opvågnen. Det regime, der skal erstatte det faldne, er stadig meget langt fra et demokratisk, menneskerettighedsbaseret, pluralistisk og sekulært perspektiv for Syrien.

Det så vi i tilfældet Afghanistan. Med en sådan virkelighed over for det internationale samfund, er det så ikke selvmodsigende at acceptere HTS i dag? Hvis vi ser længere tilbage, under fremkomsten af Islamisk Stat, ville dens eksistens måske have været mere acceptabel. Hvis Islamisk Stat ikke havde eksporteret sin vold til Europa, ville dens eksistens have været mere acceptabel, ikke sandt?

Ja, hvis ISIS ikke havde eksporteret sin vold til Europa og vist så brutale scener, ville det måske have været mere accepteret af Europa og USA. Der er heller ikke noget, der hedder et internationalt samfund. Hvis det eksisterer, ser det ud til at være et fællesskab uden hukommelse. Det træffer beslutninger på daglig basis, uden nogen langsigtet strategi, og mangler evnen til at forstå verden. Hvis dette regime fortsætter i Syrien i morgen, og nye radikaliseringsprocesser begynder, vil vi alle være vidne til dets virkninger, men det ser ud til, at der opstår fejl i læsningen af denne udvikling.

En anden væsentlig kendsgerning er det magtvakuum, der i øjeblikket opstår i USA. Denne situation ser ud til at vare ved indtil januar. Så vidt jeg ved, er der meget tætte kontakter mellem de to administrationer. Dette vakuum medfører også visse udviklinger.

På den anden side må vi ikke glemme, at der er blindhed og fejhed i demokratier. Denne blindhed og fejhed gjorde det uundgåeligt for demokratier at betale en høj pris i det 20. århundrede. Vi så det i Spanien og under Anden Verdenskrig. Det samme er sket i Ukraine i det 21. århundrede. Baseret på de nuværende demokratiske eliter vil jeg sige, at det synes umuligt for demokratier at lære af deres fortid og erfaringer.

MED HTS, DER MARCHEREDE MOD DAMASKUS, OG TYRKISK-STØTTEDE GRUPPER, DER ANGREB DE AUTONOME ADMINISTRATIONSREGIONER, SÅ VI OGSÅ, AT ISLAMISK STAT BEGYNDTE AT MOBILISERE IGEN. HVOR VILLIG VIL HTS VÆRE TIL AT BEKÆMPE ISLAMISK STAT? HVILKE VANSKELIGHEDER VIL DEN NYE REGERING STÅ OVER FOR FOR AT FORHINDRE DENS GENOPBLUSSEN?

Jeg ved det ikke, for der har været blodige konflikter mellem HTS og Islamisk Stat i fortiden. ISIS’ autonomi kom som et resultat af disse konflikter. Efter 2017 var der et betydeligt antal overlevende Islamisk Stat -militante i Idlib og de områder, der kontrolleres af den tyrkiske hær. Derfor er der både et højt spændingsniveau og løbende organiske relationer. Vi ved ikke, hvilken situation vi står over for i morgen. Islamisk Stat kunne søge autonomi igen og vedtage en konfliktstrategi og forsøge at erobre de territorier, der kontrolleres af HTS. Dette er bestemt muligt, men vi ved ikke, hvor lang tid det vil tage, og vi har heller ikke endelige oplysninger om Islamisk Stats nuværende elitekadrer og kampkraft.

Det er en kendsgerning, at Islamisk Stat ikke er forsvundet og fortsat eksisterer som en aktiv styrke. Dette gælder ikke kun for Syrien, men også for Irak. Islamisk Stat er heller ikke helt færdig i Irak.

Kilde: 

Serkan Demirel, 2024: Prof. Bozarslan: Uncertainty awaits Syria. ANHA, Hawar News Agency. 16. December 2024

Oversættelse: Jesper Brandt