Af Amy Austin Holmes

Konflikten mellem Tyrkiet og kurderne er en af de længstvarende væbnede konflikter i verden. Det forhindrer også præsident Donald Trump i at nå sine erklærede mål om at skabe varig fred og stimulere den private sektors investeringer i det krigshærgede Mellemøsten.

Torsdag d. 27. februar opfordrede Abdullah Öcalan, den fængslede leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK), sine tilhængere til at nedlægge deres våben. Der er således opstået en historisk mulighed for endelig at bringe denne konflikt til ophør.

En fredsaftale er i USA’s nationale sikkerhedsinteresse, fordi den vil have en positivt forandrende indvirkning på den større region. Men indtil nu har den amerikanske regerings alt for bureaukratiske og isolerede verdensopfattelse forhindret en koordineret amerikansk tilgang til denne konflikt.

I årtier har USA enten ignoreret eller nedtonet konflikten. Både republikanske og demokratiske regeringer syntes at tro, at problemet kunne forsvinde ved at blive ignoreret.

I stedet blev det værre.

Konflikten er ikke blevet løst og har nu udviklet sig til en af de største, længstvarende og mest komplekse væbnede konflikter i verden. Det omfatter et stort geografisk område, der spænder over fire lande – Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. Direkte eller indirekte påvirker det dusinvis af millioner af mennesker.

Den “tyrkisk-kurdiske” konflikt er ikke længere begrænset til tyrkere og kurdere. På grund af Tyrkiets militære interventioner i Irak og besættelsen af dele af Syrien lider alle etniske og religiøse grupper, der er indfødte i regionen, på grund af det – herunder yezidier og assyriske/kaldæiske/syriske kristne, der allerede kæmper for at komme sig efter Islamisk Stat’s grusomheder.

Tyrkiet har udført luftangreb i Sinjar, Irak, de yezidiske forfædres hjem, hvert eneste år siden 2017. PKK kom yezidierne til undsætning, da Islamisk Stat indledte deres folkemord og dereddede derigennem tusindvis af liv. Under det påskud går Ankara regelmæssigt efter Sinjar. I 2018 bad Nobels fredsprisvinder Nadia Murad, en yezidi-kvinde, der overlevede ISIS’ grusomheder, Tyrkiets udenrigsminister om at stoppe luftangrebene på Sinjar. Men ingen lyttede.

På den anden side af grænsen i Tel Tamer, Syrien, lever det kristne mindretal, der blev hærget af Islamisk Stat, nu i frygt for tyrkiske droner og tyrkiske lejesoldatstyrker, kendt som “den syriske nationale hær”.

Der er simpelthen ingen grund til denne unødvendige lidelse.

Kort sagt risikerer konflikten at underminere alt, hvad USA har opnået – de hårdt tilkæmpede landvindinger og den skrøbelige stabilitet efter Islamisk Stats nederlag i Irak og Syrien.

Den tidligere runde af fredsforhandlinger i Tyrkiet blev populært støttet af både tyrkere og kurdere. Og alligevel undlod Obama-administrationen at yde meningsfuld støtte. Fredsforhandlingerne brød sammen i juni 2015, og volden eskalerede igen, især i Syrien – hvilket var årsag til stor hovedpine for de amerikansk-ledede bestræbelser på at besejre Islamisk Stat.

Jeg arbejdede i udenrigsministeriet under tidligere præsident Joe Biden. Ved hjælp af udenrigsministeriets interne oppositionskanal kom jeg med anbefalinger til, hvordan USA kunne støtte en fredsproces mellem det NATO-allierede Tyrkiet og kurderne. Ligesom tidligere præsident Barack Obama ignorerede Biden også hovedsageligt problemet i stedet for at forsøge at løse det. Trump bør ikke begå den samme fejl.

I stedet kunne præsident Trump gøre tre ting for at støtte fredsprocessen mellem Tyrkiet og PKK, med minimale eller endda ingen omkostninger for de amerikanske skatteydere.

1. Til at begynde med bør Trump bede vores allierede i den globale koalition mod Islamisk Stat om at bidrage til en fredsbevarende styrke langs den tyrkisk-syriske grænse. Den globale koalition omfatter 87 lande og partnere – en tredjedel af alle lande i verden. Nogle få af dem kunne sikkert støtte denne indsats, da en fredsproces også ville bidrage til fred og stabilitet i deres egne lande. Frankrig har allerede tilkendegivet, at de er villige til at gøre mere. En fredsbevarende styrke ville sikre, at våbenhvileaftalen mellem USA og Tyrkiet i Syrien fra 2019, som blev underskrevet under Trumps første embedsperiode, rent faktisk ville blive håndhævet. Dette ville gøre det muligt for de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) at fortsætte med det, de er bedst til – at holde låget på Islamisk stat.

2. For det andet bør udenrigsminister Marco Rubio opfordre Tyrkiet til at løslade den uretfærdigt fængslede kurdiske leder Selahattin Demirtas, som har udtrykt sin fulde støtte til fredsprocessen. Rubio bør også insistere på, at de nye myndigheder i Damaskus inkluderer SDF og syriske kurdere i forhandlinger om Syriens fremtid. På trods af at de kontrollerer omkring en tredjedel af Syrien og har ført an i kampen, der besejrede Islamisk Stat, blev ingen syriske kurdiske embedsmænd fra den autonome administration inviteret til den nationale dialog i sidste måned.

3. For det tredje bør Trump og Rubio oprette en særlig udsending for konfliktforebyggelse, der fokuserer på konflikten mellem Tyrkiet og kurderne. Dette kan gøres enten gennem udenrigsministeriets forhandlingsstøtteenhed i Bureau of Conflict and Stabilization Operations (CSO) eller gennem et separat udsendingskontor.

Hvis Trump virkelig ønsker fred i Mellemøsten, bør han støtte fredsprocessen mellem Tyrkiet og PKK.

Amy Austin Holmes underviser på Bush School of Government and Public Service i District of Colombia Hun er også forskningsprofessor i internationale anliggender ved George Washington University. Hun er forfatter til tre bøger, herunder senest Statelet of Survivors: The Making of a Semi-Autonomous Region in Northeast Syria, Oxford University Press, 2024. Hun har tidligere arbejdet i udenrigsministeriet om Syrien, Irak og Tyrkiet.

Kilde: 

Amy Austin Holmes, 2025: US Support for a Turkey-PKK Peace Process Would Advance US Interests, Costing Close to Nothing and Saving Billions | Opinion. Newsweek, 06. March 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt

Udkommer snart I Nudem.dk