Start Forberedelsen af Tyrkiets Sandheds- og Forsoningskomité: Præsident Recep Tayyip Erdoğans anholdelse af Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu bør gøre en ende på enhver forestilling i USA’s udenrigsministerium om, at Tyrkiet er et demokrati, eller at Erdoğan planlægger at træde tilbage, når hans præsidentperiode teoretisk set slutter. Erdoğan planlægger at regere på livstid.

İmamoğlu slutter sig nu til politikerkolleger som Selahattin Demirtaş og Figen Yüksekdağ, hvis kurdiske parti nægtede at acceptere Erdoğans diktater og var dumdristige nok til at kritisere Erdoğans mere skandaløse holdninger. Som alle diktatorer vil Erdoğan udslette enhver udfordrer, der vover at modsætte sig ham eller bare vise kompetence, der muliggør deres fremgang. Han vil regere indtil sin død og forventer, at en af hans sønner eller svigersønner vil tage hans plads, hvilket effektivt forvandler Tyrkiet til et sultanat.

Han tager selvfølgelig fejl. Den næste tyrkiske præsident vil dukke op blandt de tusindvis af politiske fanger, som tyrkiske fængsler i dag har.

Der er en indbildskhed i Washington, Bruxelles og London om, at selv om Erdoğan er et problem, kan Tyrkiet vende tilbage til normalitet efter præsidentens død, hvad enten det er af naturlige årsager, en snigmorders kugle eller i galgen efter en folkelig opstand. En sådan tilbagevenden til status quo ante er dog lettere sagt end gjort: Mere end 35 millioner tyrkere har gennemgået det tyrkiske uddannelsessystem under Erdogan.

Han har reformeret hæren i sit eget billede, og også meget af det statslige bureaukrati. Tyrkiets engang professionelle udenrigstjeneste er i dag en belastning. Tyrkiske banker er medskyldige i korruption, og deres virksomhedsledere kanaliserer kickbacks til Erdogan, hans familie eller deres skuffeselskaber. Tyrkiets eneste professionelle journalister er i fængsel, eksil ellerlever en stille pensionisttilværelse.

Erdoğan alene kunne heller ikke have forvandlet Tyrkiet så afgørende. Af denne grund, og hvis Tyrkiet skal heles, vil det være nødvendigt at oprette en sandheds- og forsoningskommission for at identificere svindel, korruption, uærlighed og undertrykkelse i kernen af Erdoğanismen, optrævle den og muliggøre en rehabilitering for dem, hvis liv Erdoğan ødelagde. Kort sagt har Erdoğan gjort mere for at misbruge demokratiet i Tyrkiet end oberst Alparslan Türkeş eller general Kenan Evren, der ledede henholdsvis kuppene i 1960 og 1980.

Erdoğan har haft villige samarbejdspartnere på hvert afgørende tidspunkt i sin karriere, nogle motiveret af ideologi, men mange andre motiveret af grådighed. De var heller ikke alle tyrkere. I sine første år som premierminister, mens Vesten stadig fejrede den tyrkiske leder som en teknokrat, der havde kastet ideologien til side, nød Erdoğan, ifølge tyrkiske embedsmænd dengang, godt af tilstrømningen af qatarske kontanter.

Der var også andre samarbejdspartnere. Længe før Erdoğan vendte sig mod den nu afdøde teolog Fethullah Gülen, arbejdede de sammen; Erdoğan omfavnede endda den gülenistiske udenrigsminister Ahmet Davutoğlu. Der er andre ubekendte. I 2007 holdt Erdoğan angiveligt et hemmeligt en-til-en-møde med Tyrkiets øverste general, Yaşar Büyükanıt. Beskyldninger om pengeafpresning og optrækkeri omgiver mødet. Familiemedlemmer til enten Erdoğan eller Büyükanıt vil kunnekaste lys over de hemmelige aftaler, der blev indgået på det tidspunkt, og forklare, hvorfor Büyükanıt fik hæren til at træde tilbage for at give Erdoğan mulighed for at træde forfatningen under fode.

Der er andre spørgsmål, som en Sandhed og Forsoning må besvare. Hvem bestak højesteret for at forhindre opløsning af Erdoğans politiske parti? Hvem var ansvarlig for forfalskningen af hans universitetsgrad og optegnelser? Når alt kommer til alt, ligger der den største ironi bag hans tilbagekaldelse af İmamoğlus universitetsgrad for at diskvalificere hans præsidentkandidatur i, at Erdoğans egen universitetsgrad tilhører et institut, der ikke eksisterede på det tidspunkt, hvor han har sagt, at han dimitterede.

Så er der “Rigsdagsbrænds”-kuppet i 2016: Hvad var den sande historie bag episoden, som Erdoğan kaldte en “gave fra Gud” og brugte til at konsolidere sin magt og fængsle hundredtusindvis af modstandere?

Ikke alle fanger opførte sig hæderligt. Hvilke fanger søgte mildhed ved at informere om andre, sandfærdigt eller ej? Hvilke ejendomme konfiskerede Erdoğan og hans kumpaner på grundlag af falske anklager? Hvordan vil der blive udbetalt erstatning til disse ofre for det, der i bund og grund var mafiataktikker? Tyrkerne var heller ikke de eneste, der var involveret i en sådan kommerciel uærlighed. Hvordan kompromitterede Tyrkiet angiveligt amerikanske ambassadører og mindst én tidligere forsvarsattaché? Fungerede amerikanske tænketanke som uregistrerede udenlandske agenter ved at handle med introduktioner og adgang til Erdoğan til gengæld for donationer fra forretningsmænd? Hvilke aftaler i baglokalet korrumperede den politiske proces i Washington? Hvor er de milliarder af underslæbne dollars? De er ikke kun i Erdoğans søns kælder længere.

Andre aspekter af Erdoğans tyranni fortjener at komme frem i lyset: Hvad var beslutningsprocessen bag raseringen af kurdiske byer som Cizre og Mardin for et årti siden og arrestationerne af højtstående kurdiske ledere? Hvem forfalskede dossierer om medlemmer af Kurdistans Arbejderparti (PKK), og hvor meget styrede kynisk racisme Tyrkiets politik? Hvem stod bag mordene på PKK-medlemmer i Paris?

Så er der spørgsmålet om Islamisk Stat: Hvem i den tyrkiske efterretningstjeneste stod bag bevæbningen af Al Qaeda-fraktioner? Hvem i Erdoğans inderkreds profiterede af Islamisk Stat, da den militante gruppe, som Tyrkiet støttede, brændte lænkede, tyrkiske fanger levende? 

Regimeskiftet er på vej til Tyrkiet. Europæerne må begynde at gøre, hvad tyrkere i dag ikke kan, og hvad den nuværende Trump-administration ikke har nogen interesse i at forfølge. De skal hjælpe tyrkerne med at planlægge dagen efter Erdogan. To årtier med erdoğanisme har traumatiseret dem i Tyrkiet, som den ikke har korrumperet. Uden en proces i stil med Sydafrika eller Marokko vil der være samfundsmæssige omvæltninger, når tyrkere og kurdere søger hævn over deres plageånder.

Fred kræver retfærdighed. Og både fred og retfærdighed kræver sandhed.

Om forfatteren: Dr. Michael Rubin

Michael Rubin er seniorforsker ved American Enterprise Institute og direktør for politisk analyse ved Middle East Forum. De synspunkter, der udtrykkes, er hans egne. 

Kilde: 

Michael Rubin, 2025: Regime Change is Coming to Turkey. The Embassy, 23. March 2025

Oversættelse: Jesper Brandt