Af Jiyan Hisar

I morgen er det 21 år siden, at Abdullah Öcalan blev taget til fange og overladt til den tyrkiske regering. Den fængslede, kurdiske politiker Abdullah Öcalan er nok i dag den mest prominente kurdiske fange.

For tyve år siden, den 15. februar 1999, var verden chokeret over bortførelsen af den kurdiske leder Abdullah Öcalan fra Nairobi, Kenya i en fælles aktion fra flere vestlige efterretningstjenester.

Kurdere rundt om i verden rejste sig og protesterede, idet Öcalan blev overdraget til Tyrkiet. Siden da er han blevet holdt isoleret, hvor de har til hensigt at ødelægge ham både fysisk og psykisk.

 I 1998 intensiverede Abdullah Öcalan sin indsats for en politisk løsning på det kurdiske problem i Tyrkiet. Han erklærede en ensidig våbenhvile, men Tyrkiet reagerede ved at eskalere krigen. Med støtte fra USA truede Tyrkiet med at invadere Syrien, hvor Öcalan var bosiddende på det tidspunkt. Den kurdiske leder besluttede sig at rejse til Europa for at opbygge international støtte til en politisk løsning. Den støtte fik han dog ikke. NATO-staterne og Rusland var imod hans ide i håb om en politisk løsning. I stedet forsøgte de at ødelægge Öcalans ide. De gav ham bevidst ikke asyl, men var med til at overdrage ham til Tyrkiet.

Krigen i Mellemøsten

Efter Öcalans bortførelse er verden blevet konfronteret med den såkaldte “krig mod terror”. Denne krig er “global”, men ubestrideligt centreret mod Mellemøsten. I stedet for at skabe et sikrere og mere fredeligt Mellemøsten har krigen mod terror resulteret i udbredelse af vold, der bliver offer for terrorisme, religiøs terror og nationalistisk terror.

Öcalan forudså meget af denne udvikling. I fængslet skrev han i høj grad om behovet for at udvikle et nyt paradigme baseret på demokrati og kvinders frihed.

Stop isolationen mod Öcalan

Isolationen er mere intensiveret end for blot et par år siden. Kampen mod disse grusomheder fortsætter med fuld styrke. Det er ikke lykkedes for Öcalan at få besøg af sine advokater. Det er vigtigt, at Öcalan for sine basale rettigheder som politisk fanger. CPT måde træde i karakter og presse Tyrkiet.  

Forfatteren er selv ansvarlige for sine holdninger som ikke nødvendigvis repræsentere redaktionens synspunkter.