Der er blevet samlet et massivt flertal af medlemmer i EU-parlamentet bag et beslutningsforslag med krav om et stop for undertrykkelsen af det venstreorienterede og pro-kurdiske HDP-parti i Tyrkiet.
603 stemte for beslutningsforslaget. Blot 2 stemte imod. 67 undlod at stemme.
Nikokaj Villumsen, som er EU-politiker for Enhedslisten, glæder sig over nyheden.
På sin Facebook-side skriver han følgende:
“Jeg har forhandlet beslutningsforslaget på vegne af venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet og glæder mig over den store opbakning.
Det er virkelig vigtigt fordi Erdogan forsøger at få venstrefløjspartiet forbudt og oppositionen knækket.
HDPs tidligere præsidentkandidat og leder Selahattin Demirtas sidder sammen med over 4000 partimedlemmer, parlamentarikere og borgmestre fængslet.
Senest så det tyrkiske politi passivt til mens en højreekstremist stormede HDPs kontor i Izmir og dræbte det kvindelige partimedlem Deniz Poyraz.
Vedtagelsen i EU-parlamentet kommer efter at EU-lederne på topmødet i sidste uge valgte at svigte den demokratiske opposition i Tyrkiet.
Trods den voldsomme undertrykkelse i landet besluttede den danske statsminister Mette Frederiksen og hendes kollegaer at arbejde i retning af en udvidelsen af EU’s toldunion med Tyrkiet.
Det er en fuldstændig uacceptabel belønning af Erdogan på et tidspunkt, hvor han og de ansvarlige i hans regering burde rammes af målrettede sanktioner for deres voldsomme brud på menneskerettighederne og international lov.
Derfor er vedtagelsen i EU-parlamentet i dag også vigtig. Vi har behov for at lægge et massivt pres på EU-lederne.
Den demokratiske opposition i Tyrkiet har brug for vores solidaritet!”