Af Ahmet Demir

I mit daglige arbejde møder jeg bl.a. familier, børn og unge med en del udfordringer i deres liv. De kan på mange måder have svært ved at navigere i et moderne samfund, her tænker jeg bl.a. på forældrenes opdragelse af deres børn, hvor jeg har oplevet forældre sige: ”Jeg tør ikke opdrage mine børn.”

Forældrene har ansvaret for deres børns opdragelse, så det er tankevækkende, at vi oplever forældre, der ikke tør opdrage børnene. Uden at jeg skal generalisere, kan følgende forhold være med til, at nogle forældre oplever, at de ikke tør opdrage deres børn:

• Forældrenes viden om børns og unges udvikling og behov.
• Forældrene bruger den måde, de selv blev opdraget, til at opdrage deres børn.
• Forældrene kan have svært ved at se og høre, hvordan deres børn reagerer på opdragelsen.
• Forældrene kan have svært ved at reflektere over, hvad deres børn giver udtryk for i forbindelse med opdragelsen.
• Forældrene er internt uenige om fx krav, forventninger osv.
• Forældrene mangler psykisk overskud eller er stressede.

Følgende er mine råd til forældrene, så de tør opdrage deres børn.

• Forældrene skal være nysgerrige efter viden og fx deltage i forældrekompetenceudviklingskurser og læse relevant litteratur for at få basal viden om opdragelse. Hvis man har svært ved at deltage i kurser og læse litteratur, kan man bede om nogle samtaler med en skolepsykolog eller kontakte kommunens afdeling for børn og familier. Via en familierådgiver kan man blive henvist til kommunale tilbud til forældre, og på den måde tilegne sig basal viden om opdragelse af børn og unge til gavn for hele familien.
• Per automatik bruger vi vores egne erfaringer med opdragelse over for vores børn, men det er vigtigt, at forældrene ser og hører, hvordan børnene reagerer på opdragelsen. Hvis de reagerer negativt og ikke vil høre efter, er det forældrenes ansvar at stoppe op og tænke over, hvorfor børnene virker afvisende. Reflekter over egne handlinger og spørg en eventuel partner om din tilgang til opdragelsen. En partners input vil være en stor hjælp. Spørg også gerne børnene, hvorfor I har det svært ved hinanden. Mange forældre, jeg har mødt gennem mit arbejde, er i høj grad blevet hjulpet af deres børns tilbagemeldinger.
• Som led i opdragelsen er en væsentlig målestok at se på børnenes mimik og kropssprog, som tydeligt viser, hvordan de reagerer på opdragelsen. Er de lukkede og mentalt ikke til stede, føler de, at forældrene ikke lytter til dem og anerkender dem. I så fald skal man stoppe op, se på egne handlinger og finde en anden måde at kontakte og opdrage børnene.
• Forældres interne konflikter og konfrontationer på en række områder kan bevidst eller ubevidst gå ud over børnene, der flygter ud af hjemmet. Det kan forstås på mange måder, bl.a. kan børn og unge få det enormt dårligt af konstante ”slåskampe” mellem deres forældre. De kommer i en loyalitetskonflikt, hvor de ikke ved, om de skal holde med den ene eller den anden forælder. Loyalitetskonflikter kan give børn og unge problemer med deres skolegang og fritidsaktiviteter, og nogle kommer i dårligt selskab, så de kommer på kant med loven, eksperimenterer med småkriminalitet og stoffer osv.
• Forældre, der af forskellige grunde ikke har det nødvendige psykiske overskud i deres liv, kan have tendens til at give andre skylden. Det kan have alvorlige konsekvenser for relationerne til deres børn, der bl.a. føler, de ikke er elsket af forældrene. Forældrene skælder ofte ud, løfter pegefingeren, kalder dem dårlige børn og unge osv. Det betyder, at forældrene udsætter børnene for omsorgssvigt, hvilket påvirker børnenes liv på mange områder.

Min erfaring viser, at familier med ovenstående udfordringer kan hjælpes. Hvis de får den rette støtte i god tid, kan relationerne mellem forældre og børn udvikle sig i positiv retning.

Jeg har oplevet en del forældre sige tak for myndighedernes støtte, fx sagde en forælder nogenlunde følgende: ”Nu kan jeg forstå, hvorfor mit barn gik til myndighederne og fortalte, hvordan vi havde det derhjemme. Da jeg hørte det første gang, tænkte jeg, at myndighederne ikke skulle blande sig i vores families anliggender, men i dag er jeg glad for, at mit barn kontaktede myndighederne. Vi fik den rette støtte, og det har haft en kæmpestor betydning for vores samvær og opdragelsesmetoder. Via hjælpen fra myndighederne har vi forældre lært rigtig meget om børns og unges udvikling og behov.”

Ovenstående kendetegner min erfaring. Forældrene udvikler sig, ændrer på deres opdragelse og tilgangen til deres børn og unge af bl.a. følgende årsager:

• Forældrene vil deres børn det bedste.
• Forældrene erkender, at deres hidtidige opdragelse skader relationen til børnene mere, end den gavner.
• Den professionelles relation og støtte til forældrene spiller en afgørende rolle.

Børn og unge fortjener at blive set, hørt, anerkendt, respekteret og elsket af deres forældre. Jeg er sikker på, at udfordrede familier med hjælp fra professionelle kan arbejde på at møde deres børn og unge i øjenhøjde.

Ahmet Demir har 35 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Hans ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Han tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.