Af Fabrice Wolf

Resumé

Den tyrkiske vicepræsident Cevdet Yilmaz meddelte den 17. oktober, at det tyrkiske forsvarsbudget vil nå op på 40 milliarder dollars i 2024, en stigning på 150 % i forhold til 2023. I mangel af en forklaring vedrørende årsagerne til denne hidtil usete stigning, eller vedrørende brugen af de voldsomt øgede midler, rejser meddelelsen mange bekymringer både om Ankaras regionale ambitioner og de militære programmer, som snart må blive annonceret af den nyvalgte præsident Erdogan.

Hvis satsningen på forsvarsargumentet ikke favoriserede PiS og den polske præsident under det seneste valg til Polens lovgivende forsamling, så gav det i hvert fald pote for den tyrkiske præsident RT Erdogan og AKP. Den islamisk-konservative Popular Alliance-koalition, som AKP udgør hovedpartiet af, bevarer flertallet i parlamentet med 323 af de 600 pladser, selv om de med en ganske snæver margin med 49,47 % af de afgivne stemmer mangler det absolutte flertal af stemmerne.

For at kompensere for en katastrofal økonomisk situation med den tyrkiske lira, som har mistet 80 % af sin værdi i løbet af de sidste 5 år, og en inflation på over 50 %, samt styringen af ​​jordskælvet i marts 2023, er præsident Erdogan nu fokuseret på de fremskridt, den tyrkiske forsvarsindustri har gjort i de senere år, og målet om strategisk autonomi, som nu ser ud til at være inden for rækkevidde.

De dårlige økonomiske resultater har også været et alvorligt handicap for de væbnede styrker igennem de sidste tre år. Efter 15 år med en række afbrud i stigningstakten, der dog alligevel havde bragt militærudgifterne op fra 10 milliarder dollars i 2003 og omkring AKP’s ankomst til magten, til mere end 20 milliarder dollars i 2021, blev dette budget ved med at udvise enorme variationer for at kunne tage hensyn til virkningerne af den galopperende inflation, så det lå på 16 milliarder dollars i 2023.

Det er derfor ikke overraskende i denne sammenhæng, at det tyrkiske forsvarsbudget er blevet revurderet opad for 2024. Men ingen havde forudset en så markant stigning.

En hidtil uset stigning i det tyrkiske forsvarsbudget på 150 % på et år

Under en pressekonference afholdt af vicepræsident Cevdet Yilmaz meddelte han faktisk, at det tyrkiske forsvarsbudget ville blive øget i 2024 til 40 milliarder dollars , en stigning på 150 % sammenlignet

Erdogans støtte til den tyrkiske forsvarsindustri har gjort det muligt for den at gøre enorme fremskridt på 20 år, og landet har kunnet rykke tættere på en strategisk autonomi.

En sådan stigning er uden fortilfælde for et land, der ikke har været i en krigssituation i de senere år (det må være forudsat at både de mange militære indgreb i Cypern, Syrien, Irak, Aserbajdsjan og Libyen, samt bekæmpelsen af PKK, som f.eks. af den belgiske højesteret har afgivet dom for, ikke er en terrororganisation, men en part i en ikke-international konflikt (eller borgerkrig), hvor brugen af legitim militær styrke er tilladt, ikke skal opfattes som krigssituationer! (oversætterens anmærkning). Selv Polen, der på frivillig basis har bevæget sig i samme retning i udviklingen af deres militærbudget, har kun forudsat en stigning på 50 % mellem 2023 og 2024 for at finansiere alle hærens moderniseringsprogrammer.

Den tyrkiske vicepræsident har angivet, at landet i 2024 vil nå en indenlandsk opkøbsrate på 85 %, og at den tyrkiske militær-eksport (BITD) vil nå 11 milliarder dollars i 2024, en stigning på 83 % sammenlignet med 2023, hvor eksporten af militært udstyr og service udgjorde 6 milliarder dollars.

På den anden side gav han ingen detaljer om fordelingen af den spektakulære stigning, som vil bringe landets forsvarsindsats op på over 4 % af dets BNP. Han udtalte sig heller ikke om årsagerne til, at de tyrkiske myndigheder har truffet beslutninger til fordel for sådan en stigning.

Vi kan derfor kun opstille hypoteser om disse emner, hvoraf ingen i øvrigt er særlig betryggende.

Løfter givet til de tyrkiske hære og forsvarsindustrien?

Men de ekstra ressourcer kan faktisk kun allokeres til to store enheder: det tyrkiske forsvar og den nationale forsvarsindustri. AKP og Popular Alliance ved, at de skylder en masse til forsvarsindustriens usvigelige støtte under valgkampen. Det er da mere end sandsynligt, at tyrkiske forsvarsvirksomheder vil være de første modtagere af disse kreditter.

På vej mod en stigning i salget for at kompensere for inflationen?

Forholdet mellem myndighederne og landets forsvarsstyrker er væsentligt mere anspændt, selvom omfattende udrensninger i de senere år har givet præsident Erdogan mulighed for at placere soldater tæt på AKP i nøglepositioner indenfor forsvaret.

En betydelig stigning i lønnen og forbedringer i behandlingen af ​​tyrkiske soldater kan for Erdogan ende med at sikre deres fulde støtte.

Det er derfor meget sandsynligt, for det første, at denne stigning vil tjene til at give garantier til det tyrkiske forsvar ved at tillade en hurtig modernisering af dets udstyr, men også stigninger i løn og andre ydelser, for at tilpasse sig inflationen.

Det skal bemærkes, at når budgettet er udtrykt i amerikanske dollars og ikke i tyrkiske lira, så ville en sådan spektakulær stigning på ingen måde være nok til at revaluere saldoerne på grundlag af inflationen, idet denne i vid udstrækning har bestået af deflationen af den nationale valuta over for dollaren.

Det er også muligt, at denne stigning gør det muligt at forudse en fremtidig stigning i størrelsen af værnene, og især af soldater under kontrakt, selv om der ikke er noget, der tyder på, at Ankara ønsker at bevæge sig i den retning.

En øget indsats for at opnå strategisk autonomi?

Et af de erklærede mål med budgetstigningen er at gøre det muligt yderligere at øge mængden af indenlandsk udstyr i de væbnede styrker, fra 80% til 85% i 2024.

En sådan indsats er i overensstemmelse med den strategi, som RT Erdogan har implementeret, siden har blev premierminister i 2003, ved meget aktivt at støtte udviklingen af en magtfuld tyrkiske forsvarsindustri, som sandsynligvis i sidste ende vil føre til, at landet sigter mod strategisk autonomi.

Faktum er, at den tyrkiske forsvarsindustri i dag producerer langt størstedelen af nyt udstyr erhvervet af værnene, og brugen af importerede teknologier vedrører nu kun nogle få specifikke og særlig vanskelige områder, såsom turbojetfly, turbiner, helikoptere og skibe, eller endda pansrede køretøjers motorer og transmissioner.

Tyrkiet er dermed kun et stenkast væk fra strategisk autonomi med hensyn til forsvarsteknologier. Men de færdigheder, der står tilbage, er også de sværeste at tilegne sig, såsom design af flymotorer.

Tyrkisk industri har også stadig nogle huller med hensyn til metallurgi, optik eller avancerede elektroniske komponenter. De ekstra ressourcer, der frigøres ved den kommende budgetstigning kan derfor gøre det muligt at påbegynde den udvikling og teknologiske erhvervelse, der er nødvendig for at opnå den eftertragtede strategiske autonomi.

Lad os i denne henseende erindre om, at i dag er mange store programmer i den tyrkiske forsvarsindustri handicappet af de mere eller mindre officielle sanktioner, som USA, men også Frankrig, Tyskland, Canada og Sverige har dekreteret mod Ankara efter indgreb fra tyrkiske hære i Syrien, det nordlige Irak og Libyen.

Opnåelse af reel strategisk autonomi ville give Ankara mulighed for at føre en fuldstændig autonom international politik, som ikke kan hæmmes af amerikanske eller europæiske sanktioner, især på oprustningsområdet.

Er der planlagt ekstraordinære opkøbsprogrammer?

Altay-tanken kunne endelig begynde masseproduktion

Det er også meget muligt, at Ankara gennem denne massive stigning i kreditter forventer en samtidig lancering af adskillige ekstraordinære opkøbsprogrammer, der er planlagt gennem lang tid.

Faktisk ser flere tyrkiske forsvarsindustri-programmer tilsammen ud til i 2024 at nå modenheden til at påtage sig en betydelig industriel produktion. Dette kan være den længe ventede Altay kampvogn, som har været på tegnebrættet siden Tyskland nægtede at give Ankara eksportlicenser til MTU-motorer og RENK-transmissioner. Men en tyrkisk masseproduktion ser nu ud til at kunne begynde med hjælp fra Sydkorea til motor og transmission.

Det ser nemlig ud til, at Ankara og Seoul, som allerede har deltaget i det indledende design af Altay-tanken, har indgået en aftale om anskaffelse af motorer og transmissioner, der bruges til K2 Blank Panther. De teknologioverførsler, der er nødvendige for en fremtidig lokal produktion, gør det muligt for programmet at komme videre ud af det spor, det har været i siden 2019.

Adskillige aeronautiske programmer, såsom Hürjet trænings- og angrebsflyene eller ATAK-2 og T925 helikopterne, er også tæt på masseproduktion, mens KAAN mellemgenerationsjagerflyet, ex-TFX, kan gennemføre sin første flyvning indenfor de kommende måneder.  

Den tyrkiske flåde på sin side har til hensigt at lancere produktionen af tunge destroyere fra MILGEM-programmet såvel som fra søsterskibet til Anadolu-angrebshelikopterskibet, ved navn Thrace.

Endelig, selvom filen stadig er blokeret af den amerikanske kongres, er det muligt at den voldsomme budgetstigning forudser et fremtidigt amerikansk grønt lys for anskaffelse af 40 F-16V Block 70+, samt 80 sæt, der tillader modernisering af lige så mange F-16Cs i tjeneste med de tyrkiske luftstyrker og adskilligt andet udstyr.

Faktisk løber den overordnede kontrakt, som Ankara har overført til forsvarsindustrien, op på 20 milliarder dollars, næsten lige så meget som stigningen på 24 milliarder dollars, der er planlagt for 2024 for de tyrkiske væbnede styrker. Det ville dog være overraskende, hvis Ankara blev tvunget til at betale hele dette beløb allerede i 2024 for de tyrkiske væbnede styrker, mens Capitol nåede til enighed med det tyrkiske parlament om Sveriges medlemskab af NATO for at godkende transaktionen.

På vej mod nye strategiske programmer og et stort forbrug af kreditter?

Den bebudede forhøjelse kunne også have til formål at finansiere visse strategiske forsvarsprogrammer, som endnu ikke er offentliggjort, og som kan kræve meget betydelige investeringer, der kræver en udvidelse af de væbnede styrkers budget.

Dette kan for eksempel involvere udviklingen af en model af atomangrebsubåde, hangarskibe eller krydsere til den tyrkiske flåde, et ambitiøst militært rumprogram eller endda hypersoniske ballistiske løsninger, der alle kræver et stort forbrug af kreditter.

Ikke desto mindre vil den mest troværdige hypotese på dette område være, at Ankara har besluttet at engagere sig i udviklingen af sit eget nukleare afskrækkelsesmiddel, uanset om det er under vandet, luftbåret eller endda landbaseret.

I en sådan hypotese ville det faktisk være nødvendigt at foretage en hidtil uset indsats for den tyrkiske stat på dette område for hurtigt at udvikle både nukleare sprænghoveder og de faktorer, der er afgørende for deres implementering.

Det russisk-designede Akkuyu-atomkraftværk vil på sigt have 4 reaktorer med en samlet effekt på 4,8 GW, der vil kunne levere ca. 11% af Tyrkiets elektricitet.

Desuden er det meget sandsynligt, at et sådant initiativ vil udløse meget strenge sanktioner, især fra USAs og europæisk side. Det kan allerede tænkes for nuværende, både på det økonomiske område og vedrørende de teknologier, der stadig importeres til tyrkiske våbensystemer.

Lad os i denne forbindelse huske på, at RT Erdogan tidligere og ved flere lejligheder har truet med at forsyne Tyrkiet med sine egne atomvåben. Samtidigt henvendte Ankara sig til Moskva for at bygge Akkuyu-atomkraftværket med 4 reaktorer til 4,8 GW, som blev indviet i fællesskab af RT Erdogan og Vladimir Putin i april sidste år.

Ifølge visse oplysninger, der er vanskelige at verificere, ser det ud til, at Moskva og Ankara med hensyn til dette anlæg har forhandlet muligheden for at berige uran på stedet og for at producere plutonium, hvilket vil gøre det muligt for Tyrkiet at erhverve sig fissilt materiale, der er nødvendigt for at designe et nukleart sprænghoved.

Forsvarsudgiftsbalancen med Grækenland er uigenkaldeligt brudt

Uanset hvilken brug der vil blive gjort af de yderligere omkring 24 milliarder dollars, der er betroet de tyrkiske væbnede styrker i 2024, vil denne stigning i kreditten skabe dyb ubalance i alle de operationsteatre, hvor de er til stede, hvad enten det er i Kaukasus (eller mere præcist i Armenien til støtte for Aserbajdsjan), i Mellemøsten (gennem sine interventioner i Syrien og i det nordlige Irak), eller endda i Nordafrika, (mere præcist i Libyen).

Det er dog det østlige Middelhav og Det Ægæiske Hav, som vil blive mest truet af de nye midler, som de tyrkiske væbnede styrker får. Mere specifikt vil Grækenland, men også Cypern, formentlig se på vicepræsident Cevdet Yilmaz’ udmelding med den største bekymring.

Husk, at under den kolde krig, og indtil begyndelsen af 2000’erne var budgetterne for de græske og tyrkiske styrker balancerede, hvilket skabte en status quo, der garanterede en vis regional stabilitet. Kort efter at han kom til magten, begyndte præsident Erdogan at forstyrre denne balance ved gradvist at øge de tyrkiske væbnede styrkers budget.

De græske og cypriotiske væbnede styrker kan ikke længere alene holde de tyrkiske hære i skak på lang sigt.

Selv om Athen i nogle år forsøgte at holde balancen med Ankara på dette område, så gjorde krisen i 2008 og placeringen under EU-tilsyn af de græske offentlige finanser det muligt for Tyrkiet at sætte farten op og hurtigt nå et budget på det dobbelte, så det tredobbelte af Grækenlands forsvarsbudget.

Samtidigt har præsident Erdogan øget sine erklæringer mod den geografiske opdeling, der er arvet fra slutningen af første Verdenskrig, hvilket giver Grækenland næsten eksklusiv kontrol over Det Ægæiske Hav.

(Se Nudem-artiklen Vestlig støtte til Grækenland er forstærket, efter at den yderste højrefløj har fremlagt et kort, der viser græske øer som tyrkiske, https://www.nudem.dk/vestlig-stoette-til-graekenland-er-forstaerket-efter-at-den-yderste-hoejrefloej-har-fremlagt-et-kort-der-viser-graeske-oeer-som-tyrkiske/, o.a.)

Fra 2017 begyndte Tyrkiet at opgradere landets magtdemonstrationer i det østlige Middelhav mod Grækenland, Cypern, men også mod visse europæiske skibe indsat inden for rammerne af NATO for at forhindre levering af våben til Libyen.

Under alle omstændigheder kan de tyrkiske hære med et budget på 40 milliarder dollars hurtigt opnå en fordel, som det så vil være umuligt for Grækenland at kompensere for, i hvert fald uden støtte fra visse af dets europæiske allierede, såsom Italien. Athen underskrev en ambitiøs forsvarsaftale med Italien i 2021.

Med et forsvarsbudget på 8,5 milliarder dollars i 2023 og meget lidt råderum til at øge det markant i de kommende år, vil det græske forsvar i 2024 have en femtedel af de ressourcer som deres tyrkiske modstandere har. Det er det samme forhold som det, der adskiller Armenien og Aserbajdsjan i dag (hvilket er den militære baggrund for Aserbajdsjans indlemmelse af Nagorno-Karabakh i efteråret 2023, o.a.).

Konklusion

Selv om stigninger i NATO-hærenes budgetter i de senere år systematisk er blevet hilst velkommen for at imødegå den russiske trussel og mere generelt forværringen af den globale sikkerhed, så vil den spektakulære stigning i forsvarsbudgettet for 2023, som den tyrkiske vicepræsident Cevdet Yilmas annoncerede i midten af oktober, tværtimod helt sikkert give anledning til mange spørgsmål og store bekymringer.

Denne stigning er faktisk både exceptionel i forhold til dens relative størrelse på 150% og dens absolutte beløb udtrykt i amerikanske dollars, for en stigning på blot 26 milliarder dollars på et år svarer til den samlede størrelse af alle de italienske styrkers samlede budget.

Derudover vil de tyrkiske væbnede styrker med et budget på 40 milliarder dollars i 2024 have ressourcer svarende til dem, som det franske forsvar havde for bare to år siden, et land med en global og effektiv nuklear afskrækkelse.

Det kan tilføjes til denne allerede angstfremkaldende kontekst, at der hersker en reel uigennemsigtighed fra de tyrkiske myndigheders side, hvad enten det drejer sig om begrundelserne for en sådan stigning eller om brugen af de yderligere tildelte kreditter.

Det vil derfor være nødvendigt at følge fremtidige erklæringer og meddelelser fra Ankara om dets forsvarsprogrammer med stor opmærksomhed, men det gælder også visse blandede programmer, der godt kan indeholde et strategisk potentiale.

Kilde:

Fabrice Wolf, 2023: Why is the 150% increase in Turkey’s defense budget so worrying?

Meta-defence.fr, 18. October 2023. https://meta-defense.fr/en/2023/10/18/turkish_defense_budget_2024/

Dansk bearbejdning: Jesper Brandt