Af Cemîl Ebdo og Roy Denîz 

Salih Muslim, medformand for PYD, har analyseret de skiftende politiske forhold i Mellemøsten i et interview med ANF. Den kurdiske politiker siger, at selvstyret i det nordlige og østlige Syrien ikke kan ignoreres. Tyrkiet er på vej mod et sammenbrud, som kun kan undgåsved at løse det kurdiske spørgsmål.

Erdoğan bruger Tyrkiets geostrategiske placering til sine interesser. Alle stater henvender sig derfor til Tyrkiet. Hvordan vurderer dudette i den nuværende fase?

Tyrkiet har en geografisk vigtig position. Dets geostrategiske placering var særlig vigtig, da NATO blev grundlagt i 1952. På det tidspunkt opretholdt den tyrkiske stat forbindelser med Asien og Europa. Det omfattede også også et stort areal og var imod Sovjetrusland og mange socialistiske lande. Det gjorde det endnu vigtigere for NATO. De etablerede baser i Tyrkiet, såsom Incirlik militærbasen. I den forstand havde Tyrkiet vundet en plads i NATO. Der blev indgået mange aftaler, og Tyrkiet havde stor gavn af dem. Men efter Sovjetunionens sammenbrud mistede Tyrkiet stort set sin geostrategiske betydning. Med udviklingen af teknologi, fremkomsten af satellitter, internettet og udviklingen af lufttransport er situationen for Tyrkiet fortsat forværret. Den tyrkiske stat var særlig vigtig under den kolde krig. Den blev brugt både på grund af de baser, der blev oprettet indenfor dens territoriumpådets område og som en barriere mod de virkeliggjorte socialistiske stater. Med Sovjetunionens opløsning og teknologisk udvikling har Tyrkiet stort set mistet denne vigtige geostrategiske position.

Så i denne situation er de internationale kapitalinteresser kommet i spil. Hvis den globale kapital ønsker at udvikle sig ét sted, har den behov for stabilitet dér. Efter 1990 blev der gjort forsøg på at sikre stabilitet i Tyrkiet. Den daværende præsident Turgut Özal tog initiativer til at sikre stabilitet og øge handelen i Tyrkiet. For at gøre dette måtte det kurdiske spørgsmål imidlertid løses. Derfor ønskede de at løse det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, men det lykkedes ikke. Det førte til, at Tyrkiet gradvist mistede sin geostrategiske betydning. Hvis Tyrkiet havde opnået intern stabilitet, ville mange udviklinger have været mulige. Energiforsyning, handel og mange andre ting er blevet forbedret. Men Tyrkiet var ikke så succesfuldt, som det håbede. Hovedårsagen var, at det ikke tillod en løsning på det kurdiske spørgsmål, Tyrkiets største problem. Landet har ikke været i stand til at skabe stabilitet eller løse de grundlæggende problemer, der skal løses. Derfor bliver Tyrkiet mindre vigtigt for hver dag, der går.

Erdogan tænker stadig i den gamle mentalitet. Han mener, at Tyrkiet stadig skal bevare sin tidligere betydning, og derfor vil han påtvinge alle sin vilje. På den måde ønsker han at gennemføre sine neo-osmanniske drømme og den politik, han ønsker i Mellemøsten. Men for hver dag, der går, mister Tyrkiet både sin geostrategiske position og sin globale kapital. Med den mentalitet kan Tyrkiet kun tabe. Med sine chauvinistiske og neoosmanniske drømme mister den tyrkiske stat ikke blot sig selv, den skader hele befolkningen og især kurderne. Desværre forbliver han med denne mentalitet et stort problem for alle. På grund af denne politik distancerer de hegemoniske magter sig i stigende grad fra Tyrkiet. Så længe Tyrkiet fastholder denne politik, vil landet tabe. Fordi denne politik ikke længere er acceptabel.

Den politiske situation kan ændre sig

Den autonome region i det nordlige og østlige Syrien er også strategisk placeret. Mange hegemoniske magter og regionale stater har planer her. Hvordan tror du, at den igangværende krig mellem Israel og Hamas vil påvirke Syrien og Rojava? I hvilket omfang påvirker det især Erdoğans nuværende politik?

Mange analytikere antyder, at den israelsk-palæstinensiske krig er resultatet af de kapitalistiske magters manglende evne til at nå frem til en aftale. De ønskede at åbne den gamle Silkevej til Europa via Tyrkiet og Iran. Både Iran og Tyrkiet har ønske dette. På G20-topmødet i Indien ønskede de imidlertid at ændre denne rute og føre den gennem Golfstaterne, gennem Saudi-Arabien, gennem Middelhavet og derfra til Grækenland og dermed udelukke både Tyrkiet og Iran. Nu siges det, at Tyrkiet startede denne krig for at forhindre realiseringen af dette projekt. Mange vurderinger, der nu foretages, siger, at Tyrkiet gav ordre til Hamas om at angribe. Målet har været at øge kaosset i Mellemøsten, og Tyrkiet er involveret i denne krig.

Der er stor sandsynlighed for, at konflikten vil sprede sig. Sker det, vil Libanon, Jordan og Syrien også blive involveret i krigen, og alt vil være i uorden. Vi ved ikke, hvem der vil stå hvor. Syriens position er imidlertid meget vigtig. For eksempel udelod det første Silkevejsprojekt, jeg nævnte, Syrien. Det tidligere planlagte gasrørledningsprojekt i det nordlige og østlige Syrien blev ikke gennemført, selvom Qatar og andre lande ønskede det. Hvis deres andet projekt også mislykkes, vil de vende tilbage til det nordlige og østlige Syrien. Men vi ved ikke, i hvilket omfang de kan blive enige om dette projekt. Der er også én ting, de ikke tog højde for: Det kurdiske folk. Der er etableret en administration i det nordlige og østlige Syrien, og denne administration er et system, der fungerer. I dag kan Vesten og alle hegemoniske magter acceptere dette system. Det vil bringe en løsning. De regionale stater Tyrkiet, Syrien og Iran accepterer det imidlertid ikke. Det er derfor, vi stadig er i krig. Vores kamp har ikke mistet sin betydning. Og vi håber, at det vil bringe stabilitet til både os og vores nabolande. Men efter min mening vil Gaza-spørgsmålet ændre mange ting. Der er en mulighed for, at krigen vil sprede sig til andre lande. Libanon kunne deltage, Egypten og Jordan kunne deltage. Det er ikke klart, hvor denne krig vil ende. Men alle balancer i Mellemøsten vil ændre sig.

Erdogan ønsker at blive udråbt til kalif

Mange lande i verden er pionerer inden for kapitalistisk modernitet; i Mellemøsten er det Tyrkiet. I hvilket omfang mener du, at Tyrkiet spiller denne rolle?

Fra 2002 til 2013 accepterede Erdoğan de hegemoniske magters projekter. Men så kom Eurasien i spil. Eurasien ønsker at forene de tyrkiske stater i et stort osmannisk imperium, svarende til hvordan alle arabiske stater forenede sig i Den Arabiske Liga. Alle disse projekter er imidlertid faldet fra hinanden. I 2013 blev den dybe stat fuldstændig overtaget af Erdoğan. Siden da har hans politik ændret sig fuldstændigt. Alle projekter har været rettet mod Erdoğan. Men Erdoğan er begyndt at gøre alt på sine egne betingelser. Han har udnyttet Tyrkiets geostrategiske beliggenhed. På den ene side brød Erdoğan ikke ud af NATO, men på den anden side udvidede han forbindelserne med Rusland. Han gjorde alt dette for at bevare sin magt. Han brugte også sine internationale relationer til indenrigspolitiske formål. Hvad er hansindenrigspolitik? Det er kurdernes udryddelse. Det kurdiske spørgsmål må ikke løses, han ønsker at dominere alt, og mener, at der bør opstå en stat med Det Muslimske Broderskab. Så han har ændret sig fuldstændigt. Men de kapitalistiske kræfter og mange andre kredse ønsker stabilitet og demokrati i Tyrkiet. Men Erdogan er hverken klar til demokrati eller en løsning. Han har sat alt i sin egen magts tjeneste. Erdoğan ønsker at blive udråbt til kalif. At gøre Erdoğan til kalif eller sultan er den dybe stats politik. Denne politik driver Tyrkiet ud i bankerot. Økonomisk kollapser det dag for dag. Landets penge har ikke længere nogen værdi. Det er bankerot på det diplomatiske plan, og det samme gælder politikken. Med alle Erdoğans forsøg på at mægle i Gaza-krigen, er han blevet mere og mere verdensfjern. Han har mistet Tyrkiets geostrategiske position og den internationale kapital til fordel for sin egen personlige magt. Han har ofret dem alle for sine egne interesser. Han taber fortsat, og det er ikke klart, hvor længe det vil fortsætte. Tyrkiet bevæger sig længere væk fra demokratiet for hver dag, der går, uden engang at respektere sin egen forfatning. Jeg mener, vi ser det hver dag: journalister arresteres, politikere arresteres. Der er ikke længere noget retssystem, og afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ignoreres. Alt dette er imidlertid tegn på Tyrkietssnarlige sammenbrud. Vi ved ikke, hvor lang tid det vil tage, men denne politik vil i sidste ende føre til Tyrkiets fald.

Tyrkiet taber på grund af det uløste kurdiske spørgsmål

Den kapitalistiske modernitet har ingen fast plads nogen steder. Denbruger lande som England, Frankrig og USA til sine egne formål, men befinder sig i øvrigt selv overalt. En af de stater, den har brugt, har væretTyrkiet. Greater Middle East Project, der især blev udviklet efter 1990’erne, var et projekt for den kapitalistiske modernitet. Den ønskede at omforme Mellemøsten på sine egne betingelser. Det stolede på Tyrkiet. Tyrkiet var både en regional stat og medlem af NATO og havde militære styrker, som kunne sættes ind når som helst. I den forstand påtog Tyrkiet sig rollen som en vigtig aktør. Tyrkiets rolle som skuespiller blev imidlertid ikke gennemført som en politikerrolle, men snarere som modtager af instruktioner, der så bare skulle gennemføres. På det tidspunkt sagde Erdoğan endda også åbent: “Jeg er præsident for dette projekt.”

Den tyrkiske stat er imidlertid ikke kommet sig over sine egne sygdomme. Det kurdiske spørgsmål er fortsat i højsædet. Ejerne af kapital-projektet har ønsked, at det kurdiske spørgsmål skulle løses i Tyrkiet, hvilket den tyrkiske stat ikke har accepteret. Skridt som forhandlingerne i Oslo blev indledt. Der var samtaler med den kurdiske repræsentant i Imrali. Abdullah Öcalan ønskede virkelig at løse dette problem. Den tyrkiske stat har imidlertid ændret sin politik og ødelagt alle løsninger. Ikke desto mindre har den globale, kapitalistiske modernitets kræfter ikke opgivet deres projekt. De ønsker at slippe af med Tyrkiet lidt efter lidt. Siden 1952 har NATO indgået mange aftaler med Tyrkiet. De regnede med Tyrkiet gik med i The Greater MiddleEast Project. Tyrkiet har naturligvis også haft stor gavn af denne situation. Men i dag forsøger de at slippe af med Tyrkiet, fordi den tyrkiske stat også er til gene for dem. Det er en hindring for deres projekter. Da de grundlagde det store mellemøstprojekt sammen, var der gensidige løfter. På det tidspunkt ønskede den tyrkiske stat ikke, at kurderne skulle deltage. Men der bor 50 millioner kurdere i Mellemøsten. Hvordan kan de udelades? De har bevist deres eksistens gennem deres kamp og er derved blevet en del af dette projekt. Og Erdogan vil stadig sige, at der ikke findes kurdere. Med denne forkerte politik har han sat både Tyrkiet og hele regionen agterud. Det har også forhindret fremskridtene i The Greater Middle East Project skabt af de hegemoniske magter, den kapitalistiske modernitets kræfter. Hidtil har det kun skabt hindringer. Af den grund kan det ikke længere siges, at den tyrkiske stat er en del af projektet skabt af disse magter. Tværtimod er det nu blevet et stort problem for dem.

Kilde: 

Cemîl Ebdo and Roy Denîz, 2024: Muslim: Turkey will completely collapse if it does not solve the Kurdish question. ANF News, 12. Jan. 2024

Dansk bearbejdning: Jesper Brandt