– Om Mem Alanî’s roman: Paradiset lugter. BoD – Books on Demand, Hellerup, Danmark, 2023

Af Jesper Brandt

Hvordan præger kurdisk kultur kurderes liv, når de spredes for alle vinde efter at være berøvet retten til deres kulturelle liv i deres hjemstavn – hvor de trods fattigdom, religion og fordom ikke har mistet ’duften af naturens frihed’ – eller ’lugten af paradiset’?

Det er som om den kurdiske frihedsbevægelse historisk har skabt en stædig tro på retfærdighed og social vilje til at engagere sig i ’gode gerninger i det sociale liv? Vi ser det f.eks. i forvaltningen af kurdiske lokalsamfund i Tyrkiet og i udviklingen i AANES’sforvaltning i Nord- og Østsyrien. Men hvordan har de kunnet fastholde en sådan demokratisk ide under så ugunstige forhold?

Er der en særlig kurdisk fortid og historie bag det, som i vid udstrækning hidtil har været holdt nede, men som alligevel kommer op til overfladen hvor kurdere færdes, også selvom det i mange tilfælde mildt sagt ikke gengældes af magtens korridorer de steder hvor kurdere befinder sig?

Det giver Mem Alanî’s roman Paradiset lugter indsigt i. Ikke mindst for en dansker, der ikke har særligt kendskab til kurdernes historie.

Gennem hovedpersonen Alan får vi en mangesidig indsigt i en kurdisk familieskæbne – fra bedsteforældrenes liv under kong Hefid, da englænderne sad på magten over store dele af Mellemøsten, over livet som kurder under Saddam Hussein, hvor Alan ender i en tyrkisk flygtningelejr, hvorfra han flygter videre gennem Tyrkiet via Grækenland til Italien og derfra til Sverige. Derfra bliver han sendt tilbage til Danmark, og vi følger, hvordan livet som flygtning i Danmark siden tegner sig for ham.

Menneskeligt samvær på Cuba, nytåret 2000

Bogen indledes med Alans ferierejse til Cuba op til nytåret 2000, for at se om han kan få indfriet sine teenagedrømme om socialismens velsignelser under  Castro og Che Guevara, drømme, der udviklede sig under Saddam Husseins styre i Iraq blandt kurdiske venner, der engagerede sig i kampen for et frit Kurdistan, men som – viser det sig senere – også forstærkedes under indtryk af Alans oplevelser som flygtning i Danmark: Han hæfter sig ved meget basale sociale forhold og relationer, ikke som idealer, men som social praksis: Et socialistisk paradis skal jo ikke være en drøm, men netop et paradis, der lugter. På Cuba oplever han megen glæde, trods fattigdommen, og en varm imødekommenhed og tillidsfuldhed uden bagtanker præget af glæde, dans og venlighed.

Kurdernes traditionelle rettigheder – Heqekan

Men herefter skildres udviklingen af kurdernes meget gamle tætte sociale liv i de i kurdiske landsbyer og opbygningen af de uskrevne ’Rettigheder’ (en socialreformbevægelse omkring lighed, fællesskab og fred/Heqekan) i de større kurdiske byer helt frem til tiden omkring det sidste kurdiske kongerige i begyndelsen af 1920erne. Forfatterens hovedtese bag systemet er: ’Drømmen om en fremtid med fællesskab, lykke og lighed er ilden, der udbreder retfærdighed. Måske handler det om, at kurderne ikke har mistet den fantastiske duft af naturens frihed i deres bjerge, hvor man havde søgt tilflugt i tusinder af år!’.  I skildringenunderstreges bedsteforældre-generationens og især kvindernes omfattende sociale indsats for medborgere i nød, samt betydningen af kærlige personlige forhold, og dybe varigevenskaber og forelskelser, der præger den kulturelle tradition. Men både kongeriget og den tilknyttede socialreformbevægelse blev trods massiv folkelig opbakning og stadige forhandlinger mellem den britiske kolonimagt og bevægelsens åndelige lederslået ned af (ved et giftmord), fordi englænderne (fejlagtigt) troede, at bevægelsen var inspireret af den russiske revolution. Siden kom påvirkningen fra især Islam. Derefter gik det ned ad bakke. ’Kurderne mistede den bedste socialreformbevægelse i historien, der var det sidste spor i den gamle kurdisk-asiatiske fredelige tro, der har eksisteret i tusinder af år, men som Islam udslettede. Tilbage er en lille gruppe af vores folk, nemlig Yesidierog Yarsaner, der holder rettighederne i hævd. Og det er derfor, de er i voldsom fare.’

Kunstnerdrømme – og en dyb forelskelse

Alan vokser op 50 år senere under Saddam Hussein i byen Silêmanî (Sulaymaniyah), og var teenager under Irak-Irankrigen, hvor han bliver indkaldt til krigstjeneste sidst i skoletiden, men slipper p.gr. af et hospitalsophold efter et uheld, men nok også fordi krigen sluttede. Vi hører ikke meget om de mange års arabisering og forfølgelse af mindretal under Hussain, men dog senere, lidt tilbageskuende, om Al Anfal-kampagnen i 1988, hvor Hussain og hans fætter, ’kemiske Ali’ gennem 8 stort anlagte kemiske angreb på ’forbudte områder’ i Nordirak, udslettede omkring 2000 kurdiske landsbyer, og flyttede de flygtende indbyggere til andre områder i Irak, hvis de da ikke blev massehenrettet. Under kampagnen mistede 80 000 kurdere livet, mere end 1 million blev fordrevet fra deres hjem, blev placeret i transitlejre og fik forbud mod at vende tilbage. Derefter erklærede Hussain amnesti for alle kurdere, men der blev alligevel foretaget mange massehenrettelser blandt kurdere, der vendte hjem. 

I gymnasiet fik Alan kunstnerdrømme om derigennem at kunne skabe ”et værdifuldt liv, hvor vi mennesker bliver gladere for, sammen at skabe mening i samfundet”. Han melder sig (af nødvendighed) ind i Baathpartiet for at kunne komme på kunstakademiet, men det hjælper ham ikke. Han drager til Bagdad med nogle venner for at søge ind til kunstakademiet dér, hvilket alligevel forhindres af hans kurdiske baggrund. Her, som I mange andre situationer, viser der sig dog ofte en kurder i den bureaukratiske baggrund, der ubemærket træder til og skåner ham for de værste angreb: ”Pas på, hvad du gør, Alan. Du ved, at hvis man gør oprør, så ender man oppe i bjergene”.

Og sådan går det ham også, men forinden vender han tilbage til sin hjemstavn, hvor han går i gymnasiet i byen Duhok, og tit følges til skolen med Shari, en pige fra en kristen assyrisk familiei Duhok. Det udvikler sig til en dyb forelskelse, som bl.a. udfolder sig i en lukket jødisk synagoge, som Alan langt tilbage har haft familiemæssig tilknytning til. Hendes familie finder ikke Alan usympatisk, men deres forhold er utænkeligt, af æresmæssige årsager. Men reelt også af politiske grunde, da Silêmanî og Kerkuk ligger tæt på Iran, mens Duhok og Hewler ligger tæt på Tyrkiet. Så osmannerne og perserne delte magten, da de fire store kurdiske byer med over 2. mill. indbyggere under Golfkrigen måtte evakueres og folk måtte flygte til Iran eller Tyrkiet.

Golfkrigen og flugten til Tyrkiet

Golfkrigen fik igen stor indflydelse på kurderne. Dens hurtige og voldsomme forløb svækkede Hussain i en grad, der medførte oprør blandt sunnimuslimerne i Sydirak, og derefter i Nordirak, hvor kurderne tilbageerobrede en række byer. En af Alans nærmeste venner måtte som 16-årig flygte op i bjergene, men falder under befrielsen af Kirkuk. Men allerede efter 100 timers stormløb på landjorden stopper USA Golfkrigen, på et tidspunkt, hvor Hussein fortsat havde 13 af sine 42 divisioner intakte. I Søren Mørks bog: ’USA’s nye verdensorden’ antydes det, at årsagen var, at USA hellere ville have Saddam Hussein ved magten i Irak, end at give mindretal, herunder kurderne, større indflydelse på udviklingen i Mellemøsten. Så selv om USA erklærer flyforbud over Nordsyrien, hindrer det ikke Hussain i at jage 2 millioner kurdere ud af landet mod flygtningelejre i Tyrkiet og Iran. Alan flygter dog ikke, men bliver i Silêmanî, og slipper også fra det med livet i behold, da Husseins tropper kommer. Universitetet i Duhok genåbner, og han vil gerne have mulighed for at gense Shari, selv om de begge ved, at de ikke har nogen fremtid sammen. Shari bliver senere gift med en kristen assyrer, og flyttede til Danmark. Da Alan senere kommer til Danmark, fårhan bekræftet, at hun bor her, men kan ikke få nærmere oplysninger om hende. 

Alan flygter over grænsen til Tyrkiet og sættes i en FN-flygtningelejr, Çelê, nær Hakkari, med 300.000 andre, administreret af Røde Kors i Danmark. Her får han en rolle som oversætter, og får gode betingelser og mange venner i området, knyttet til en tidligere lærer på Universitetet i Dohuk. Men tyrkernes behandling af flygtningene er gennemført dårlig. Mange vil tilbage til Irak. For som en kurdisk talemåde siger: ”Mellem det værre og det værste, vælger man det værre! For der findes noget, der er endnu værre end Saddam Hussein. Og det er det tyrkiske regime!”. Men Alan rådes til at tage videre og rejse til sin søster, der bor i Sverige. Det viste sig også snart, at Tyrkiet kræveraf Irak, at kurderne ikke måtte have nogen rettigheder i Irak. I Tyrkiet må man jo ikke engang være kurdisk, eller tale et kurdisk sprog. Og det lykkes at komme med helikopter til en vestligere lejr ikke langt fra Cizîre. Den er endnu værre end Çelê. Men endnu engang dukker en kurdisk redningsmand op med et brev fra Alans søster i Sverige, der sender ham penge til at komme videre. 

Flugt via Grækenland til Danmark

Han får kontakt med en lokal menneskesmugler i Cizîre. Inden afrejsen bliver vi på en meget betagende måde præsenteret for en lokal kurdisk Romeo & Julie-historie, Mesopotamiens mest kendte kærlighedshistorie, om Mem & Zin, der dog er forbudt i Tyrkiet, da den handler om kurdisk identitet, der jo ikke findes i Tyrkiet. Fra Cizîre går turen med bus til Istanbul og derfra næste aften med en fyldt minibus til den græske grænse hvor man efter en times gang kom til et hus i en landsby, hvorfra man skal krydse en flod, der udgør grænsen. Iblandt de 12 deltagerne er en far med en højgravid kone og yderligere 5 mindre børn. Efter et par døgns venten lykkes det på ret dramatisk vis at kommer over floden, hvor den græske smugler venter med sin lastbil, der skal sikre transporten til Athen. Efter få meter går lastbilen desværre i stå. Og alle flygter væk fra bilen af angst for at blive opdaget, undtagen den højgravide mor, der har stærke veer – og så Alan. Han bliver, og hjælper hende gennem den svære fødsel, som han har lært det af sin mor, som var jordemoder. Alt ordner sig og de når til Athen. Barnet kommer til en læge, historien går viralt, og Alan bliver dagens helt blandt den græske befolkning, der tydeligt viser sympati for de kurdiske flygtninge. Alan får venner og lidt beskæftigelse, men må videre mod Sverige. 

Efter et mislykket forsøg ved grænsen til Jugoslavien, slipper han senere forbi paskontrollen til en færge til Italien med et falsk pas: ”Du har ikke talt med mig og har ikke set mig før, Mr. Kurdo! Hav en god tur, og pas på dig selv”. Kunstnersjælen Alan tænker: ’Livet er ikke bare en mulighed, du kan benytte! Det er også en stærk investering af de gode sjæle, der efterlader noget skønhed til de næste. Kun troværdige sjæle vil lyse over en god fremtid. Gud er en mulighed, som mennesker har skabt for at udnytte hinanden. Men man glemmer at skønheden er Gud og kernen af livets rigdom’. Alan kommer videre mod nord med en togbillet helt til Sverige, hvorfra han dog bliver sendt tilbage til Danmark, og modtaget af Røde Kors i Sandholmlejren som ”Irakisk flygtning”en af de sidste dage i 1991.

De usikre realiteter som flygtning i Danmark

Alan får lært dansk, og får hurtigt aften/natarbejde og tjener pænt som selvstændig, så han kan sende penge til medicin til hans syge far, og understøtte moderen og hendes børn, hvoraf det ene er handycappet, indtil de kan komme til Danmark ved familiesammenføring i 1997. Han finder sig også en smuk dansk veninde, Line, som er glad for ham.

Men det går alligevel ikke så let i Danmark. En lørdag på vej til en frokost med Line bliver han kørt ned bagfra af en alt for hurtig bilist. Han vågner op nogle dage efter på Glostrup sygehus, og får at vide, at han trods flere knoglebrud, er sluppet heldigt fra det. Personalet tager sig pænt af ham, men viser sig også at være presset af travlhed og overbelægning. Han bliver lagt ud på gangen og kan ikke få besked om det videre forløb. Til sidst tager han hjem – ’ på egen regning og ansvar’. Det viser sig senere, at han har fået et piskesmæld, som gør, at han ikke mere kan arbejde. Forsikringen vil ikke betale erstatning, da det ikke var en arbejdsskade. De får et tilbud om at komme på weekend hos Lines forældre, Karen og Jan i Århus. Karen er healer og Jan forfatter, der har skrevet bogen ’Man kan gå på ild’. ’De er nogle kreative mennesker. Det er ikke kun i Danmark, at de er berømte. Det er de også lidt i Norge’. Alan får tilbudt en speciel healing af Lines mor.

Alan prøver på alle måder at komme tilbage til arbejde eller en uddannelse. Som storebror har han altid arbejdet for at familien kunne klare sig, så det er helt naturligt for ham. Men det går ikke. Den smukke Line mister modet, og hun forlader ham. Men indeninviterer hun ham på café: ’Jeg synes, du er et fantastisk menneske, sagde hun: Og jeg holder meget af dig’. Afsnittet har overskriften: En dansk afsked!

Alan finder sin plads og udfolder sine sociale evner

Alan ser dog ud til at komme sig over skuffelsen og de værste problemer efter færdselsuheldet. Og hans ferie på Cuba tyder også på en vis stabilitet i tilværelsen. Året efter får han en ny veninde, der, selv om hun er meget yngre end ham, viser sig at være utroligt glad for ham. Hun fortæller ham, at hun aldrig er blevet behandlet godt i tidligere forhold. Ikke mindst af sin familie. 

Det giver ham igen troen på livet og en god fremtid. Han har dog ikke glemt Shari, hvis breve han stadig læser, selv om en psykolog har rådet ham fra det. En dag vågner han op i en fængselscelle på Blegdamsvej, anklaget for brandpåsættelse, fordi han har drukket, da han læste Sharis breve, som han derefter satte ild til, hvorefter han faldt i søvn. Han står til op mod 10 års fængsel. Det bliver dog ikke noget dårligt ophold. En beskikket advokat hjælper ham. Veninden kommer på besøg i fængslet og de bliver venner med en anden indsat og hans veninde. Efter 6 måneders varetægtsarrest kommer han for en dommer. Og bliver frikendt. Udenfor står Lise og de to venner, hvorefter de tager på biltur til Norge. 

Og nu begynder det at gå rigtig fremad. De er på flere lykkelige rejser sammen, og for at komme af med sin gæld, starter de og renoverer et lille ældre bageri, Prinsesse-bageriet, som han knokler med de næste 3 år, til gælden er betalt. Hun hjælper ham i weekenden, da hun starter på designskolen. Han får kontakt til og involverer sig med nogle lokale kunstnere omkring bageriet, hvis  Østerbroboller bliver populære. En dag frier han til Lise, de gifter sig og tager på bryllupsrejse til USA med et stort drømmebryllup.Men det er ikke turistattraktionerne, der interesserer dem. ’Vi ville gerne opleve lidt flere lokale amerikanere og forstå deres syn på livet. Ikke så mange teknologier! Jeg er interesseret i kultur.’ Så de krydser sig igennem en masse byer med bus til små priser – og ser ikke mindst hvad der foregår i og omkring bussen – især omkring fattige, indvandrere og farvede. Her udfolder Alan sig igen som den barmhjertige samaritaner. En mexikansk pige i bussen kan pludselig ikke finde sin billet under et ophold i busterminalen i Denver. Ingen kan eller vil hjælpe. Allan stiller sig midt på terminalen med et colakrus i hånden, og råber om der er nogen, der kan hjælpe? Det reagerer folk hurtigt og positivt på, og snart har han indsamlet 156 $, rigeligt til en ny billet. Og vi får andre eksempler på hans uselviske ligefremhed og godgørenhed.Vi kommer til Los Angeles, Las Vegas og ender i Florida, hvis latinske kultur tiltrækker dem – bortset fra at Lise er forment adgang til nattelivet, da hun er under 23 år. Ved kysten vender Alans tanker mod Cuba: ”To verdener! Nogle mennesker med kapitalismen, og andre med god menneskelig opdragelse. To lande som var naboer, men havde meget forskellige livsstile. Kan man nøjes med en af dem? Hvad er det mest rigtige? Man kan ikke undgå at sammenligne dem.” Fra Florida kører de i bil tilbage til N.Y. via Washington med Det Hvide Hus: ”Måske er det hele verden der bliver styret herfra. En verden efter politikernes interesser. Det faldt ikke i min smag! … Jeg kan godt se USA som mulighedernes land, som man siger. Og kan også se svaghederne ved landet.’

Men det bliver alligevel en top på hans hidtidige tilværelse: ’På turen hjem til Danmark var jeg fuld af glæde, energi, kærlighed og gode minder og så meget mere positivt på livet. Kærligheden er det dejligste sted i verden, hvor man kan slappe af og opbygge livet med god samvittighed.’

Frihed og moral i Danmark

Og alt ser da også ud til at gå godt de næste 5 år. De har fået to sunde og smukke børn på 3 og 4 år. De har fået hus og have med høns, som Alan lægger meget arbejde i. Men så en dag læser han Lises sms’er og opdager, at hun har en elsker. Hun finder ham upåklædt i sneen i baghaven med en tom flaske russisk vodka. Hun skælder ham fornuftigt ud: Jeg ved godt, at jeg har været slem. Men du skal bare huske, at der er to små mennesker, der ligger og sover lige nu i huset og venter på deres far!. De er kun tre og fire år. De fortjener en far! Du må ikke gå fra dem! Hun ringer efter en ambulance. Og fortæller ham uden omsvøb, hvad det er hun har gjort og hvorfor: Du havde travlt med huset og jeg havde brug for noget andet. At hun aldrig før har fået kærlighed. At hendes far sidder i fængsel for misbrug af hendes søster, og at kun to ting kunne skabe hygge i deres liv: slik og sex. Hun fortæller, at elskeren, som hun har fundet på en utroskabshjemmeside, er muslimsk, gift med 3 børn, og tilbyder hende at blive hans kone nr. 2. 

Problemerne hober sig op. Ud over skilsmissen har Alans mor har haft sundhedsproblemer og har fået hjælp fra Københavns kommune, der nu kræver hjælpen, et beløb på ½ mill. kr., tilbagebetalt af Alan, fordi han har forsørgerpligten. Der opstår en konflikt mellem moderen og Alan. Og kommunen registrerer ham i RKI. Så han må gå til Retshjælpen. Medarbejderen påtager sig rollen som hans advokat, vil søge fri proces, og mener nok, at de skal få tjek på tingene.

Men Alan er dybt skuffet: ’Nu har min familie fået europæisk statsborgerskab og arbejde og hus, og alt går godt for dem. Men de har ændret sig og er blevet helt ligeglade med mig. Og det jeg har gjort for dem, er lige meget nu. Jeg tænker nogle gange, om det kun er mig, der er uheldig, eller om mennesker bare er sådan. Og om det bare er mig, der har sovet i flere år, fordi jeg ikke har opdaget det før. Måske!’. 

Situationen er næsten ubærlig for Alan. Hvordan skal han opdrage de små? Skal man fortælle dem løgne, indtil de bliver store? Han oplever med rædsel begravelsen af Lises far, der er død i fængslet inden han efter 3 år skal løslades: Selv om familien ikke har set meget til hinanden p.gr.a. splittelse, er hele familien, begge koner og børn, til stede, dog med undtagelse af den datter, han var blevet dømt for at have voldtaget. Alan hører om, hvordan faren var vokset op i en familie, hvor alle gik i seng med hinanden, også slægtninge. Men Alan tænker også: Det er godt, min hustru ikke er sådan, og at hun ikke har haft kontakt med faren i alle de år. Men spørger sig selv: Hvorfor er vi mennesker her? Ender mennesker sådan i en familie? Friheden koster meget her. Demokrati og selvstændighed kan også skabe kaos! Senere oplever han, at Lise reelt ikke ’forbedrer sig’, men tværtimod fastholder sin nye livsstil, og de kontakter, det har givet. Det er ved at tage livet af ham: ’Man havner i de mest umoralske og brutale situationer. Her bliver man tortureret af den frie demokratiske kultur, i Mellemøsten af religionen!? Hvad er forskellen?’

Ansvar og rettigheder i Danmark

Alan får flere angstanfald og søger hjælp hos en psykolog, der beder ham fortælle, hvad der er sket. Han tænker først på Lises fars begravelse, men siger så: ’Jeg er en troværdig mand fra en anden kultur end det, som jeg har oplevet her. Jeg har lært at leve livet ud fra principper.’ Allan bryder flere gange sammen. Selv om han holder fast i sine forpligtigelser over for børnene, som det eneste han har tilbage, kan han ikke moralsk acceptere hændelsesforløbet, især ikke at børnene skal have forbindelse med en muslimsk mand, der vil have Lise som 2. kone på førstesalen af hans hus med hans pakistanske 1. kone i stueetagen. Men Lises reaktion er enkel: ’Jeg kontakter politiet, hvis du chikanerer mig sådan! Jeg bestemmer selv over mit liv.’ Det værste er næsten at Lises familie reagerer, som om deres datter opfører sig helt normalt. Og at andre også syns det.

Alan får endnu et anfald og må igen til psykologen, der støtter ham: 

– Jeg har skullet kæmpe hele mit liv! Hvor længe skal jeg blive ved? Jeg er træt af menneskers opførsel

– Livet er en kamp, og den bliver vi nødt til at kæmpe, Alan! Du er et godt menneske, og det er de andre, der ikke fortjener noget. Sådan skal du sige til dig selv! Kæmp for din sag. Du vil blive glad for det bagefter. Tro mig. 

Men Alan syns ikke, at han fik støtte fra systemets side: Under skilsmissen krævede hun nu børnene, også selv om hun i retten indrømmede, at hun ikke havde gjort det godt med dem. Hun krævede Allans skattefradrag, uden at skulle betale noget af gælden. Men hun vandt sagen. Det gik lige så skidt med hans mangeårige sag mod forsikringsselskabet om bilulykken. Efter 12 år med smerter og behandlinger sagde deres advokat i retten.: Hvem siger, at smerterne stammer fra ulykken?

Alan kan ikke acceptere uretfærdigheden og manglen på moral: ’Pigerne sælger sig selv på nettet, mændene køber dem! … Mine børn skal vokse op i sådan en familie, med to koner i huset og fredagsbøn! De truer mig til ikke at sige noget, fordi det er chikane. Og fordi de har ret til et privatliv!

Allans håb for fremtiden

Selv om Alan bliver bitter og desillusioneret, er han stadig en mand i sin bedste alder. Men kan han fortsat bevare troen på en fremtid med kærlighed og en bedre verden for alle levende væsener?

Måske har han bevaret en vis forbindelse til sin ungdoms elskede, Sharlet. Han fortæller: 

Undskyld Sharlet! Den pige, jeg valgte, var ikke den rigtige. Og hun respekterede mig ikke, som du bad mig om! Efter 20 år hver for sig, Shari, betaler vi prisen! En høj pris! Du har også to børn ligesom mig, og du har forhåbentlig en god mand, der respekterer dig og behandler dig pænt. Jeg troede, at min plan ville hjælpe os begge! Men jeg tog fejl! Den gav mig et stort åbent sår. Jeg kan ikke tillade mig at forsvinde for evigt! Mine to engle har brug for en far. Men Lise bygger fremtiden på skam og sår!

Han har dog alligevel, udover sine børn, også bevaret drømmen om et fremtidigt paradis på jorden, et, der lugter. Det perspektivudfolder han i sidste kapitel, i form af en kort fremtidsdrøm, skabt som en hollywood-film, baseret på to principper: Man må vise verden kærligheden og naturen skal bevares:

Greenland 2121 – GG-systemet

Paradisets skaber, med den positive tankegang, multiprofessoren Melando, opfinder et helt nyt system, GG-systemet – Grøn Garanti-systemet – der ”vil garantere et sikkert liv for alle, for hele naturen, mennesker og dyr”. Alle levende arter skalbehandles ens. Teknologien skal begrænses, da den kan ødelægge både natur og mennesker. Man afskaffer politik og ejerskab over naturen, fordi det fører til katastrofer. Man ansætter eksperter, der udtænker det ideelle system, der kan erstatte politik. Kun én kerneregel findes: at lige meget hvad man gør, skal det garantere et grønt liv.

GG-systemet bliver mere og mere populært, støttet af GG’seksperter og gennemføres i år 2121, efter en længere overgangsperiode på ca. 70 år, der indledes med voldsomme oversvømmelser med havstigning, da polerne smelter ”på grund af menneskers ustoppelige og fjentlige overgreb på jorden”. Det øgerkonflikterne, da ingen kan kontrollere menneskene mere. Robotmennesker kæmpede imod blodmennesker. Dem, der harmange robotmennesker, bestemmer over de mange blodmennesker, der arbejder for dem. 

De rige mennesker brugte mange penge på at forvirre mennesker i forhold til GG-systemet. De syntes de andre skulle blive ved med at udføre det slavearbejde, som de rige altid har været afhængige af. De magtfulde menneskers konflikter var altid højeste prioritet og deres lande brugte halvdelen af deres formuer på masseødelæggelsesvåben, som efterhånden ødelagde 90 % af jordens overflade.

Derfor forlod de rige Jorden og tog til andre planeter med deres ejendele.

Melando havde tidligt forudset udviklingen, og byggede derforefter oversvømmelsen Miga Noha-undervandsbåden, med de skjulte naturracer – sammen med små andre grupper af dyr, både firbenede og tobenede. som reddede liv og viden om et nyt system til planeten som en plan B. På grund af stadigt alvorligere trusler mod ham fra modstandere af GG-systemet, var Melando nødt til at flygte til Nordpolen med Miga Noha. Og han fik lov til at forsvinde i fred. Inden katastrofen fik han en masse forældreløse børn med fra forskellige racer og køn. Han udvalgte de dyr, som det var bedst at leve sammen med for mennesker i naturen, foruden alle mulige plantefrø.

Grønland og den kurdiske kultur

Alans fortid og historiske tilknytning til den kurdiske kultur fornægter sig ikke. Faktisk eksisterede der en Kurdiske-Armensk Republik Ararat fra 1927-31 nord-øst for Van-søen, der ogsåomfattede Ararat-bjerget, hvor Noah ifølge sagnet sejlede ud fra: i drømmefilmen blev Noha-båden  blev brugt ”som et kærligt hjem for dem, der havde brug for det. Og båden blev også landets energikilde og hjerne. Det nye Greenland startede op på land i år 2121 på den tredje onsdag i marts (!) med den første blomst, der dukkede op, hjulpet af solen. Naturen fornyede sig. Og derfor var denne dag nytårsdag for landet greenland. ’Dyr, fugle og mennesker boede sammen i en livsstil, der gav lighed og ret til alle. Greenland var rettighedernes land. Man levede i ro og ret.’

Alan fortæller, at fremtidsdrømmen er inspireret af Aksel Sandemoses bog fra 1933: En flygtning krydser sit spor. Og selv om mange har tolket Sandemoses Jantelov som udelukkende den massive undertrykkelse i dagligdagens lokalsamfund, så slutter han alligevel drømmen med denne givetvis mere Sandemose-tro afsluttende sætning: Solskin for livet og kernen af Janteloven afspejledes i sjælens positive tankegang. 

Selv om slutningen, med verdens undergang inden det lykkes at redde stumperne med drømmen om Noha-undervandsbåden, kan synes meget pessimistisk, må man nok erkende, at med de seneste meldinger om over 2 graders opvarmning og udsigt til havstigninger på mellem 5 og 12 m, nye modelberegninger, der klart forudser Golfstrømmens endeligt, om end der stadig ikke kan sættes en dato på hvornår, samt de danske mediers næsten totale negligering af advarslerne, parret med deres lige så entydige vægt på krigsrapporter og Christiansborg-fnidder, så ser beskrivelsen jo ikke specielt urealistisk ud. Men vi kan håbe, at det ikke bare bliver naturen, der slår igen, men også sociale kræfter, som vi ved,kan vokse hurtigt, når det gælder. Vi befinder os måske i en stilhed før stormen, hvor kravene om fred og bæredygtighed så alligevel slår igennem. Men det er også tydeligt, at det i så fald skal slå utroligt hårdt! I Danmark siger vi ofte: Håbet er lysegrønt. Og det synes selvfølgelig svært at forestille sig i et land, hvor man oftest har haft den opfattelse, at en revolution ikke lader sig gøre, fordi der er for kort tid mellem måltiderne.

Kurdernes indsats op til det tyrkiske lokalvalg d. 31. april 2024

Romanen er spændende læsning for enhver, der ønsker bredindsigt i et kurdisk flygtningeliv og de muligheder, vanskelighederog forhåbninger, det har givet ophav til. Der er mange spændende vinkler og overraskende skift i stil og indhold – fra kontante flygtningeberetninger til gribende lyriske kærlighedsskildringer. Men bogen giver også en unik mulighed for at trænge ind i kurdisk tankegang, der kan være ganske fremmed for en dansker. Det gælder både kurderes forståelse af historien, fremtiden og livets indhold af glæder, sorger, kærlighed og ulykke, magt, undertrykkelse, tilfældighed og stræben efter individuel og ikke mindst solidarisk mening med livet her på jorden: Alt det, der fra gammel tid har formet en stærk social solidaritet, men som også har været under pres gennem mere end 100 års massiv undertrykkelse. Alt det, der også har været med til at gøde jordenfor kurdernes imponerende stædige kamp for en bedre fremtid -men selvfølgelig også tvivlen om det opnåelige i denne kamp. Der er næppe nogen entydig tolkning af en sådan særligt kurdisk udviklet tankegang. Men jeg skimter dog en linje i en tro på kærlighed og socialt – ikke bare familie- eller klanbetinget – sammenhold, som i mange sammenhænge har vist en forbløffende styrke, trods massiv modstand fra en ellers kold og næsten mekaniseret verden, der tilmed ser ud til ikke at være specielt bange for at styre mod ragnarok. 

Indsigt i denne måske særlige kurdisk udviklede solidaritet er tilmed meget aktuel, nemlig for at forstå, hvordan kurderne forholder sig til det kommende lokalvalg i Tyrkiet, det land, hvor der bor flest kurdere. Det tyrkiske parti DEM (Folkets ligheds- og demokratiparti), der repræsenterer størstedelen af de tyrkiske kurdere, har op til valget d. 31. marts valgt at ændre strategi vækfra de senere års tendens til at satse på et samarbejde med de øvrige oppositionspartier til Erdogans AKP-MHP-alliance, især CHP. Men ved det kommende valg vil de i stedet satse på at styrke deres egen repræsentation for bedre at kunne yde en målrettet generel indsats imod de grundlæggende problemer for kurdere og andre mindretal i Tyrkiet, nemlig den 100-årige forfølgelse, isolation, benægtelse af deres eksistens, deres sprog og deres demokratiske rettigheder, problemer, der fortsat massivt dominerer i det tyrkiske samfund, ikke bare i regeringskoalitionen, men også i oppositionen, der godt nok gerne vil have kurdernes stemmer, men ikke vil give dem nogen rettigheder til gengæld. Det har der ikke være megen forståelse for blandt de tusinder af kurdere, der i årevis har siddet fængslet på politiske anklager, også støttet af den nuværende opposition, og heller ikke fra fangernes ofte stærkt solidariske familier. De senere år har fremvist flereeksempler på, at kun når kurdere i deres politiske indsats formår at bevare deres historisk oparbejdede solidaritet gennem kampen for deres grundlæggende demokratiske rettigheder, kan de skabe og bevare den styrke, der skal til for ikke blot at kunne modstå og bryde overmagtens angreb, men også fastholde og udvikle deres drømme om en bedre fremtid både for sig selv og de andre medmennesker, de lever iblandt. Tydeligst har det vist sig i Nordøst-Syrien gennem de sidste 13 år.

2