Kurderne har kæmpet for en plads i Mellemøsten. PYD-leder Salih Muslim peger på, at verdensmagterne stadig er uafklarede om, hvordan de skal reagere på det sameksistensprojekt, der praktiseres i det nordlige og østlige Syrien.

Af CEMÎL EBDO og ROJ DENÎZ

Salih Muslim, medformand for PYD, har analyseret de ændrede politiske forhold i Mellemøsten i et dybdegående interview med ANF.

I første del af interviewet understregede den kurdiske politiker, at Tyrkiets politiske, økonomiske og sociale sammenbrud kun kan stoppes ved at løse det kurdiske spørgsmål.

I anden del af interviewet beskriver Muslim statens involvering i narkohandel og den såkaldte “Fembandes indflydelse” på politikken i Tyrkiet: De fem virksomheder Cengiz, Limak, Kolin, Kalyon og Makyolkontrollerer en stor del af økonomien i Tyrkiet og modtager størstedelen af de statskontrakter, der financierer og styrer de tropper, der sendes til udlandet og de jihadister, der rekrutteres som lejesoldater i Syrien.

Kurderne har i mellemtiden kæmpet for en plads i Mellemøsten. Salih Muslim sagde, at verdensmagterne stadig er uafklarede om, hvordan de skal reagere på det sameksistensprojekt, der praktiseres i det nordlige og østlige Syrien.

I de senere år har den tyrkiske stat interveneret i Aserbajdsjan, Irak, Syrien, Libyen, den russisk-ukrainske krig og mange afrikanske lande. Hvilket mål har Tyrkiet forfulgt med disse interventioner?

For at fremme sit neo-osmanniske projekt må den tyrkiske stat skabe forandringer hjemme og i udlandet. Det ønsker at ændre situationen helt på sin egen måde, og nu er Tyrkiets skæbne helt overladt til kapitalen. Fem virksomheder i Tyrkiet har nu alt i deres hænder. Det er dem, der styrer udenrigspolitikken. En elitegruppe styrer nu tyrkisk politik, og de er alle i Erdogans tjeneste.

Udover disse virksomheder er andre organisationer også involveret. De omfatter især det ultranationalistiske parti MHP samt Ergenekon (en hemmelig, sekulær ultranationalistisk organisation i Tyrkiet med mulige forbindelser til medlemmer af landets militær- og sikkerhedsstyrker, ofte betegnet som Tyrkiets ’dybe stat’, der reelt har fungeret som en terrororganisation gennem de sidste 30 år, o.a.). De er ansvarlige for hele narkotikahandelen i Tyrkiet og har forbindelser til mafiabander spredt over hele verden. Tonsvis af narkotika fra Latinamerika transporteres til Europa via Tyrkiet. Situationen i Tyrkiet er meget kaotisk, og repræsentanter for staten er involveret i disse kriminelle netværk. Der blev på et tidspunkt indledt en undersøgelse, men den blev aldrig afsluttet, fordi det ville være gået for vidt.

Fem tyrkiske virksomheder ønsker at involvere sig overalt

De fem virksomheder ønsker at blive involveret overalt for at udvide deres imperium yderligere. For eksempel i Libyen. I 1970’erne og 1980’erne opretholdt de forbindelser med Libyen omkring olien. Da situationen i Libyen ændrede sig, blev tropper indsat. Og da deres egne soldater blev et problem, rekrutterede de lejesoldater i Syrien og sendte dem dertil. For at åbne en handelskorridor fra Armenien vendte de deres opmærksomhed mod Aserbajdsjan. De talte endda om Aserbajdsjan som en nation, der bor i to stater. Efter et stykke tid måtte de stoppe, fordi det ville have medført handel med Iran eller andre giganter.

Deres investeringer i Afrika, i Sudan, i Nigeria, i Kenya involverede millionprojekter, der alle gik konkurs. De har handlet meget ukontrollabelt. Deres neo-osmanniske drømme smuldrer dag for dag. Deres egen politik vender sig imod dem. Det har ført til et stort økonomisk problem for Tyrkiet. Hvor er alle de millioner af dollars, der er investeret i afrikanske lande, blevet af? Dette spørgsmål er stadig ikke løst. Hvorfor blev der sat tropper ind i Somalia? Det står helt hen i det uvisse.

Det kurdiske spørgsmål er som et sort hul

Erdoğan udviklede sin politik i disse fem selskabers tjeneste og troede, at han på den måde kunne skabe et nyt osmannisk imperium. Nu er Tyrkiet på fallittens rand og kan ikke løse sine egne problemer. Det kurdiske spørgsmål er som et sort hul. Selvom tallene ikke er officielle, siges det, at der er blevet brugt en milliard dollars på det kurdiske spørgsmål. Det siges også, at 110.000 mennesker indtil videre er døde i krigen mod kurderne. Krigen fortsætter, og det er ikke klart, hvor længe den fortsat vil vare.

Erdogans styre er en stor trussel, ikke kun mod befolkningen i Tyrkiet og regionen, men også mod Europa. Se på, hvem den tyrkiske stat har taget under sine vinger. Der er terrorister fra hele verden i Tyrkiet og i de områder, landet har besat i det nordlige Syrien. Islamisk Stat-emirer, Jabhat al-Nusra, det al-Qaeda-tilknyttede Hayat Tahrir al-Sham, er deralle sammen. Erdoğan har samlet disse jihadistiske bander omkring sig og bruger dem som en trussel mod verden. Hele den tyrkiske stats politik er baseret på afpresning. Med med en sådan stats-forståelse kan den tyrkiske stat hverken føre indenrigs- eller udenrigspolitik. Derfor ser Tyrkiets fremtid meget dyster ud.

Det kurdiske spørgsmål og omformningen af Mellemøsten

Der er en kendsgerning, vi må ikke glemme: I lang tid eksisterede kurderne simpelthen ikke i international politik. Fra 1923, efter Lausanne-traktaten, blev de ikke længere regnet med i den globale magtbalance. Først med det imperialistiske projekt om endnu engang at omdanne Mellemøsten, blev de gradvist inkluderet i beregningerne igen. Et af resultaterne er det autonome system, der blev oprettet i Sydkurdistan/Irak, som opfyldte standarderne for sådan et projekt. Kurderne er dog ikke begrænset til denne region. Der er 50 millioner kurdere i verden. Hvis de var forenet og lavede en fælles politik, ville de have stor indflydelse på verdenspolitikken.

Et sådant system bør ikke kun skabes i Irak, men også i Syrien. Der var Rojava-revolutionen, som skabte den autonome region i det nordlige og østlige Syrien. Folk gjorde modstand og forsvarede sig. Kurderne er nu en del af ligningen. Der er imidlertid opstået en ny situation her. Kurdernes blotte eksistens kunne måske have været accepteret, men kurderne havde også deres egne projekt. Og det var et projekt om broderskab og enhed mellem folkene. For nylig blev der erklæret en ny social kontrakt om det i Nord- og Øst-Syrien.

Verdensmagterne har endnu ikke besluttet sig

Dette projekt gælder ikke kun for det nordlige og østlige Syrien, men for hele Syrien og Mellemøsten. Alle har erkendt dette, også verdensmagterne, Tyrkiet og de regionale kræfter. Alle har spekuleretpå, hvad de skal gøre i lyset af denne kendsgerning. Nogle af dem, som Tyrkiet, Iran og Syrien, er blevet fjender af projektet. De ønsker stadig at slavebinde kurderne. På den anden side er der verdensmagter, der bare ser og spekulerer på, om de skal anerkende det eller ej. Det er et meget anderledes projekt end deres eget, og det fører til deres ubeslutsomhed. De har ikke truffet en beslutning endnu. Tyrkiet er imod projektet, men de har heller ikke besluttet sig endnu.

På den anden side har verdensmagterne haft aftaler med Tyrkiet siden 1952. De har stadig fælles interesser den dag i dag. Det bliver dog tydeligere dag for dag, hvorvidt de vil acceptere projektet eller ej. Men det er stadig ikke blevet besluttet, så derfor er de fortsat tavse over for den tyrkiske stat. Og Tyrkiet hæver pisken mod enhver, der ønsker at have en dialog med Nord- og Øst-Syrien. De involverede parter har indgået mange aftaler med hinanden gennem de sidste halvfjerds år. Selvfølgelig vil de ikke acceptere vores projekt så let, fordi de ikke vil opgive deres egne interesser. Af denne grund har vi naturligvis også vanskeligheder. På den ene side med de fjendtlige stater, der handler barbarisk mod os, og på den anden side med den tøven, der viser sig blandt de kræfter, der angiveligt er venlige over for os, hvad enten de vilanerkende vores projekt eller ej. Det betyder, at situationen fortsat er uklar. Jeg mener imidlertid, at vi, takket være vores folks modstand, erblevet en del af ligningen i Mellemøsten. Ingen kan holde os uden for ligningen om Mellemøsten. Hvis de ønsker stabilitet, bør de genoverveje deres egen politik og anerkende den autonome administration. Men hvis de fortsætter med at fastholde deres gamle politik, vil de ikke opnå stabilitet.

Der er en mulighed for, at krigen mellem Hamas og den israelske stat kan sprede sig til andre lande. Hvad bør Damaskus-regeringens politik være i denne proces?

Siden baathisterne kom til magten i 1963, har politik i Damaskus aldrig beskæftiget sig med interne problemer. Damaskus har altid fokuseret på udenrigspolitik og beskæftiget sig med spørgsmål som det palæstinensiske spørgsmål og Den Arabiske Liga. Der er ingen demokratisk udvikling i Syrien, og befolkningen er utilfreds. Derfor må Damaskus ændre sin politik og løse problemerne for kurderne, syriakkerne og andre befolkninger inde i Syrien. Så længe de interne problemer ikke løses, kan Syrien ikke gøre noget eksternt. Hvis du ikke kan gøre befolkningen i dit eget land tilfredse, kan du ikke gøre fremskridt. Forskellige kræfter udnytter inkompetencen i Damaskus. Det Muslimske Broderskab spillede ikke en rolle før, men det er kommet i forgrunden i Syrien under denne uro. Syrien har aldrig været tættere på en løsning, og det er ikke for sent, det kan stadig lade sig gøre. Hvis hele det syriske folk samledes, diskuterede deres egne problemer og nåede til enighed med sig selv, så ville vi ikke foreslå noget andet. 

Der er en massakre i Palæstina i dag, hvor civile og børn myrdes. Men hvordan kan jeg hjælpe dem, hvis jeg ikke kan opnå enhed i mine egne rækker? Først og fremmest vil jeg udvikle løsninger og muligheder hos os selv, så jeg kan hjælpe andre. Men i dag er situationen i Syrien ikke god. I dag er der en autonom administration i Syrien, og der vil komme andre former for administration i Syrien og Mellemøsten. Vi er nødt til at finde en løsning sammen. Løsningen på det palæstinensiske problem er ikke mulig med Hamas og Netanyahu. Løsningen er, at de jødiske og palæstinensiske folk, som er en del af Mellemøsten, mødes og finder en måde at leve sammen på. De er nødt til at beslutte sig. Hvis de ønsker at forblive to venligtsindede stater, kan de gøre det. Når den ene truer den anden med ødelæggelse, er det ud fra en fascistisk og chauvinistisk forståelse af nationalstaten. Og denne forståelse er ikke egnet til Mellemøsten.

Så længe regeringen i Damaskus klamrer sig til magten, kan den ikke skabe en løsning, fordi befolkningen ikke er på deres side og ikke accepterer deres holdning. Løsningen ligger i hænderne på det syriske folk. Først og fremmest skal det kurdiske spørgsmål løses. Uden det kan problemerne i Syrien ikke løses.

Kilde:

Cemîl Ebdo and Roy. Denîz, 2023: Muslim: Kurds fought for a place in the Middle East – Part Two. ANF  News, 13. Jan. 2024.

Dansk bearbejdning: Jesper Brandt