Titusinder af mennesker samledes på Gare du Nord-pladsen mod massakrerne i Paris og marcherede i dag til Republique-pladsen i Paris for at kræve retfærdighed for PKK’s stiftende medlem Sakine Cansız (Sara), Fîdan Doğan (Rojbîn) og Leyla Şaylemez (Ronahî), der blev myrdet af den tyrkiske stat i Paris den 9. januar 2013, og for de tre ofre for den anden massakre i Paris.  som kostede Emine Kara (Evîn Goyî), Mîr Perwer og Abdurrahman Kızıl livet den 23. december 2022.

De, der talte til folkemængden på Republique Square ved et massemøde efter marchen, krævede ophævelse af den statshemmelige ordre om massakren, fjernelse af PKK fra listen over terrororganisationer og frihed for den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan.

Talsrepræsentanten for Kurdiske Kvinders bevægelse i Europa (TJK-E)Ayten Kaplan takkede deltagerne i marchen og demonstrationen og påpegede, at de, der beordrede massakren, var beskyttet. Kaplan sagde: “I accepterede ikke, at Frankrig holdt denne sag i mørke. Vi appellerer til den franske stat, vi ønsker, at retfærdigheden endelig sker fyldest i denne sag. Denne massakre kan ikke forblive i mørke. Morderne er kendt. De, der gav instruktionen, er kendt. Frankrig skal drage de ansvarlige til ansvar. Der føres beskidte spil, beskidte forhandlinger, beskidt politik. Der er forhandlinger om folkemordet på kurderne. Disse planer gennemføres ved at holde Abdullah Öcalan, lederen af det kurdiske folk, på øen Imrali. Vi stopper ikke. Vores søgen efter retfærdighed vil fortsætte. Vi vil være på gaden. Vi vil marchere til enden ved at kræve martyrernes arv, og vi vil sige retfærdighed indtil slutningen. Jin Jiyan Azadi!

Efter Ayten Kaplans tale indtog Hélène Bidard, en senator fra Frankrigs kommunistiske parti, scenen med senatorerne. Hun talte til mængden og sagde: “De tre kvinder, der blev dræbt i massakren, repræsenterede tre forskellige generationer. Massakren blev udført af den tyrkiskeefterretningstjeneste. Vi ønsker, at der kastes lys over denne hændelse. Disse kvinder var feminister og kæmpede for alle kvinder. 10 år senere blev yderligere tre kurdere myrdet i Paris. Evîn Goyî kæmpede mod Islamisk Stat. Hun blev myrdet i Paris, ligesom hendes venner led martyrdøden for 10 år siden. Jeg vil gerne mindes Jina Amini her. Hun kæmpede for de kurdiske kvinders feministiske kamp og for verdens kvinder. På vegne af det franske kommunistparti opfordrer jeg til, at statshemmeligheden ophæves. Vi ønsker, at antiterrordomstolen skal behandle sagen. Den franske stat beskytter forbryderne i massakren. Frankrig må præcisere sin holdning til Kurdistans frihed. På vegne af FKP opfordrer jeg også Den Europæiske Union til at gennemføre Menneskerettighedsdomstolens domme. Frankrig skal beskytte kurderne i landet. Vi er med jer mod de mørke kræfter”.

İbrahim Bilen, der talte på vegne af familierne til Sakine Cansız, Fidan Doğan, Leyla Şaylemez, Evin Goyi, Mir Perwer og Abdurrahman Kızıl, sagde: “Vi bøjer os med respekt foran alle vores martyrer. Hvis vi kan tale vores sprog frit i dag, er det takket være vores martyrer, vores leder Öcalan og de, der gjorde modstand på krigsfronten. Vi er her takket være dem, der kæmpede for denne sag. Gør krav på jeres martyrer. Vi er her takket være vores leder. Vi vil ikke træde tilbage. Vi eksisterer, vi vil eksistere. Vi er større end fangehuller og kemiske våben.”

Efter talen på vegne af martyrernes familier sang Evin Goyis lille nevø Meles Bilen en sang dedikeret til alle martyrerne i Paris.

Pascal Torre, medformand for Coordination Nationale Solidarité Kurdistan (CNSK), understregede i sin tale, at massakrerne ikke kan bringes frem i lyset, før den statshemmelige ordre om sagsakterne ophæves. Torre sagde: “De, der led martyrdøden i massakren, blev myrdet af den tyrkiske efterretningstjeneste. I 11 år har CNSK været tæt på Det Demokratiske Råd for Kurdere i Frankrig (CDK-F). Vi er solidariske med dem. Der er imidlertid ikke taget skridt til at kaste lys over massakren på grund af beslutningen om “statshemmelighed”. Erdoğan er ansvarlig for massakren, ambassaden er skyldig. Der er begået en forbrydelse mod kurderne. Hvorfor ophævede den franske stat ikke statshemmeligheden? Den franske stat arbejder i harmoni med den tyrkiske efterretningstjeneste.

Vi ønsker, at de, der planlagde massakren, bliver retsforfulgt. Vi fordømmer den tyrkiske stat. Vi må arbejde for Abdullah Öcalans frihed. PKK skal fjernes fra terrorlisten. Vi fordømmer den tyrkiske stats bombning af Shengal. Frankrig bør støtte kurderne.

I skal vide, at vi vil stå sammen med jer som den franske solidaritetskomité med Kurdistan. Længe leve folkenes solidaritet.”

Medpræsidenten for Kurdistans Demokratiske Samfundskonference i Europa (KCDK-E), Zübeyde Zümrüt udtalte følgende: “Jeg bøjer mig for revolutionens martyrer i skikkelse af Sakine Cansız, Fidan Doğan, Mîr Perwer og Evîn Goyî. Som kurdisk kvinde er jeg taknemmelig for deres arv. For 11 år siden blev Sakine Cansız, pioneren for det kurdiske samfund, Leyla Şaylemez, ungdomspioneren, og Fidan Doğan, diplomat for det kurdiske folk, ramt. Kurdiske kvinder blev ramt. For anden gang på 10 år blev vi myrdet. Vi kender vores mordere. Det kurdiske folk udleverede dem, der spillede en rolle i begge massakrer, til Frankrig. Men den franske stat kastede ikke lys over massakren. Vi vil ikke opgive søgen efter retfærdighed. Vi vil øge vores kamp lige så meget som vores had. Den franske stat lukkede øjnene. Det fejede filerne ind under gulvtæppet med statshemmeligheder. Vi vil fjerne disse hemmeligheder gennem folks kamp. Vi vil være i aktion, indtil vi befrier leder Öcalan.”

I en efterfølgende tale sagde KCDK-E-medformand Engin Sever, at det stærkeste svar på massakren ville være friheden for den kurdiske folkeleder: “Vi er blevet massakreret i Paris to gange på 10 år. De ønskede at holde Kurdistans frihedskamp nede. Leder Öcalan gav dem det største svar med befrielsen af Rojava. Som svar på den anden massakre vil vi give det stærkeste svar ved at befri leder Öcalan i 2024. Disse massakrer blev udført af den tyrkiske stat. Den franske stat har også et medansvar. Begge stater er NATO-medlemmer; Det ser ud til, at der er en NATO-finger med i sagen. Frankrig er medlem af EU, og der er også en EU-finger med. Derfor må vi gøre alle områder i Europa til et modstandssted.”

Mathilde Panot fra den franske ikke-underkastelsesbevægelse sagde i sin tale: “Jeg er medlem af Paris’ parlamentariske gruppe. Parlamentarikerne i vores parti er med os. Retfærdighed og sandhed er stadig ikke kommet frem. Antiterrordomstolen skal involveres i dette angreb. Vi ønsker at lære detaljerne i denne undersøgelse at kende. Vi støtter jeres kamp. Vi appellerer til den franske regering. Løft statshemmeligheden! Vi ønsker ikke, at folk skal slagtes i denne by. Vi ønsker ikke, at dette regime begår massakrer i Paris eller andre steder. Det kurdiske folk bekæmpede Islamisk Stat for hele menneskehedens skyld. Derfor skal alle kurdere beskyttes i dette land. Den tyrkiske stat bruger afpresning. Vi kræver, at politiske fanger løslades i tyrkiske fængsler. Vi fordømmer den tyrkiske stats bombning af Rojava, hvor der er ved at blive dannet et demokratisk, økologisk og kvindeligt libertært system. Vores kamp for retfærdighed og sandhed vil fortsætte.”

Senator Remi Féraud, der talte på vegne af Paris kommune, opfordrede også til ophævelse af statshemmeligheden om massakresagerne og udtalte: “Jeg taler på vegne af kommunen i det 10. distrikt i Paris og Paris kommune. Jeg mindes Sara, Rojbin, Ronahi igen. Statshemmeligheden i forbindelse med massakren skal ophæves. Der er tale om politiske massakrer begået i centrum af Paris. På vegne af Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, siger jeg, at vi ikke ønsker, at sådanne massakrer finder sted i Paris. Dette bør betegnes som et terrorangreb, og en antiterrordomstol bør behandle sagen. Vi er solidariske med Rojava, og vi er med det kurdiske folk. Vi står sammen med alle kurdere i kampen for Abdullah Öcalans frihed. Vi kæmper for retfærdighed og for, at sandheden bliver afsløret.”

Medlem af eksekutivrådet for Unionen af Kurdiske Samfund (KCK)Zübeyir Aydar understregede, at den franske stat ikke foretog en effektiv undersøgelse af massakresagerne: “Vi søger retfærdighed. Sidste år blev yderligere 3 kurdere massakreret her. Der er gået 11 år, men retfærdigheden er endnu ikke sket fyldest. Denne sag har været tildækket indtil i dag.  Den franske stat har ikke taget et positivt skridt i denne sag. Den foretog ikke nogen undersøgelse. Det var MIT, der udførte denne massakre. Der er stemmeoptagelser, der er beviser; Men der er stadig ikke indledt nogen sag mod den tyrkiske stat. Endnu en gang accepterer vi det ikke. Vi appellerer til den franske stat. Du er også ansvarlig. Kurderne vil følge op på deres sager. Vi vil følge op på disse sager.”

Aydar talte desuden om isolationen af den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan, kampagnen “Frihed for Abdullah Öcalan, en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål”, der blev indledt over hele verden den 10. oktober. Han beskrev også sultestrejkerne, der var startet i de tyrkiske fængsler og guerillamodstanden mod de tyrkiske statsangreb i Kurdistan-regionen i Irak.

“Vi er inde i en meget vigtig proces. Vi har ikke hørt noget fra Abdullah Öcalan, lederen af vores bevægelse og vores folk, i 34 måneder. Ingen må mødes med ham, hverken hans familie, hans advokater eller nogen anden. Vores venner indledte den 10. oktober en kampagne for frihed for Öcalan og en løsning på det kurdiske spørgsmål. Vi opfordrer vores folk til at tilslutte sig denne kampagne, fordi Leader Öcalans frihed og det kurdiske folks frihed hænger sammen.  På den anden side har tusindvis af fanger sultestrejket i over 40 dage. Vi må indtage vores plads i denne proces. Vi skal opfylde vores pligt over for fangerne i Iran og Tyrkiet. Jeg hilser dem. Lad desuden venner og fjender vide, at frihedens karavane marcherer. Frihedens karavane, der startede for 50 år siden, marcherer i dag mod frihed i nord, syd, øst og vest. Det er derfor, tusindvis af kurdiske unge kæmper i Kurdistans bjerge i disse kolde dage for at beskytte vores folks værdier.”

På vegne af National Women’s Movement udtalte Suzy Rothman følgende: “Fra den første massakre, der fandt sted i 2013, og den anden i 2022, ved vi, at den kurdiske kvindebevægelse blev angrebet i Paris, fordi målet var kurdiske kvindelige pionerer. Disse kvinder blev forvist til Frankrig, fordi de kæmpede mod magtens mentalitet, og de blev myrdet her. Den kurdiske kvindebevægelse er en feministisk bevægelse, og vi går på gaden sammen den 25. november og 8. marts og kæmper for verdens kvinder. Vi må vise solidaritet for gennemførelsen af det demokratiske samfundsprojekt, der blev udviklet i Rojava. Vores kamp er tidssvarende. Og vi ønsker, at sandheden skal afsløres. Vi ønsker, at der kastes lys over massakrerne. Vi er med jer for sandhed og retfærdighed.”

Jean Christophe Sellin, national koordinator for Vänsterpartiet i Sverige, tog derefter ordet og sagde: “For sandhed og retfærdighed kræver vi, at statshemmeligheden i disse sager ophæves. Vi støtter YPG og YPJ krigerne i Rojava. Vi er med jer mod massakrerne i Paris. Vi ønsker, at PKK fjernes fra terrorlisten. Vi vil fortsætte vores kamp for sandhed og retfærdighed.

Vi ønsker Abdullah Öcalans frihed, Apo. Og vi mener, at kun Öcalan kan udvikle en løsning for det kurdiske folk. PKK og de kurdiske partier udvikler deres projekt for demokrati og økologisk liv. AKP er imod dette. Vi er sammen med kurderne i Rojava og med palæstinenserne i Gaza.

Macron bør ophæve statshemmeligheden om sagsakterne og kaste lys over massakrerne i Paris. Han bør være vært for martyrernes familier og gøre, hvad der er nødvendigt.”

Oliver Besancenot, talsmand for det nye franske antikapitalistiske parti, udtalte: “Vi må lægge pres på den franske stat, så statshemmeligheden om massakrerne ophæves. Vi sender vores hilsner til martyrernes familier. Vi står sammen med det kurdiske folk. Vi er inspireret af projektet om demokratisk konføderalisme. Vi må kæmpe sammen. Højrefascistiske regeringer udvikler sig overalt, også i Frankrig. Disse regeringer er ikke imod Erdogan. Frankrig skal gøre, hvad der er nødvendigt for at fjerne PKK fra listen over terrororganisationer. Politiske fanger i Tyrkiet og Öcalan skal løslades.”

Efter talerne blev beskeden fra Kurdistan Womens Community (KJK)-koordinationen læst op for deltagerne, hvorefter Denis Gravouil fra CGT-fagforeningen tog ordet og sagde: “På vegne af CGT-fagforeningen ser vi meget alvorligt på, at kurdere er blevet myrdet to gange i Paris. Disse 6 mennesker blev myrdet, fordi de forsvarede den kurdiske sag. Vi ved, at en fascist var ansvarlig for den 2. massakre, men han blev også brugt til andre formål. Derfor bør statshemmeligheden om massakrerne ophæves, og antiterrordomstolen bør behandle sagerne. Det kurdiske folks kommuner skal beskyttes, og de ansvarlige skal stilles for retten. Som CGT ønsker vi at vise vores solidaritet. Vi kræver sandhed og retfærdighed.”

Jerome Gleizes, medlem af Paris’ råd for økologer, sagde: “For 11 år siden blev Sakine Cansız, Fidan Doğan, Leyla Şaylemez myrdet i Paris. For et år siden blev Evîn Goyî, Mîr Perwer, Abdurrahman Kızıl myrdet i Paris. Vi ønsker, at De skal vide, at økologerne er på kurdernes side. Erdogans Tyrkiet står bag disse massakrer. Domstolene skal fungere, for at sandhed og retfærdighed kan komme frem. Økologer er med kurderne.  Lausanne-traktaten, som netop har markeret sit hundrede år, er et forræderi mod kurderne. Der kan ikke findes nogen løsning uden anerkendelse af kurdiske rettigheder. Jeg tror, at vi i fremtiden vil finde en realistisk retfærdighed.”

René le Mignot opfordrede til en dialog med den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan for en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål. “Leyla Şaylemez kæmpede for kurdisk ungdom. Fidan Doğan førte diplomati for det kurdiske folk. Sakine Cansız var grundlægger af PKK og kæmpede for sit folks frihed. Derfor blev de myrdet. Vi har krævet sandheden om denne massakre i 11 år. Alt tyder på, at den tyrkiske stat er involveret. Hvorfor blev morderen aldrig retsforfulgt? Hvis morderen var syg, hvorfor var han så ikke for retten tidligere? Vi ved, at Erdogan og den tyrkiske ambassade står bag denne massakre. Vi gentager vores opfordring til den franske stat om at ophæve statshemmeligheden i forbindelse med massakren. For 10 år senere blev der begået endnu en massakre på et tidspunkt, hvor 60 kurdiske kvindelige aktivister skulle samles ved Det Demokratiske Råd for Kurdere i Frankrig (CDK-F). Dette angreb var ikke racistisk, men et terrorangreb. Den tyrkiske stats krig fortsætter på samme måde i Rojava, Irak og Iran. Vi ved, hvad den kurdiske befolkningsleder kæmper for i Mellemøsten. Abdullah Öcalan, kurdiske politikere og Selahattin Demirtaş skal løslades. Vi ønsker, at PKK fjernes fra listen over terrororganisationer. Som der står i menneskerettighedskonventionen, har folket ret til at forsvare sig, når staten angriber mennesker. For en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål må der være dialog mellem Abdullah Öcalan og staten,” sagde René le Mignot og sluttede sin tale med et sejrstegn.

Lila Ayahalaa opfordrede på vegne af Union Communiste Libertarie (Libertarian Communist Union-UCL), også til ophævelse af statshemmeligheden om massakren sager. I sin tale sagde Lila Ayahalaa: “Kammerater, vores organisation står sammen med jer i dag. Statshemmeligheden om angrebet i 2013 skal ophæves, for at sandheden kan blive afsløret. Det er et politisk angreb mod det kurdiske folk, mod befolkningen i Kurdistan.  Den tyrkiske besættelsesstats strategi er den samme. Den angriber det kurdiske folk overalt. Kvindernes fjender ved udmærket, at kvindekamp bringer revolution. Demokratisk konføderalisme inspirerer folk over hele verden. PKK fører en kamp i selvforsvar mod fascismen. Derfor skal Abdullah Öcalan løslades. Revolution er universel.”

Rallyet sluttede med en koncert med TEV-ÇAND-kunstnere.

Kilde: 

Anonymous, 2024: Paris rally: ‘Lift the state secret on massacres, free Abdullah Öcalan, delist the PKK’. ANF, 6. Jan. 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt