KNK-Kurdistans National Kongres 

Baggrundsinformation, marts 2024

Indholdsfortegnelse:

• Tyrkiet planlægger en fornyet krig mod kurdere
• Tyrkiet udnytter et ustabilt Irak
• Tyrkiets økonomi i laser
• Tyrkiets geostrategiske betydning i fare
• Tyrkiets krænkelser af pressefriheden og menneskerettighederne
• Tyrkiets udenrigspolitik om “hverken-eller”
• Kurdistan er ikke et ingenmandsland
• Konklusion og anbefalinger

Siden 1978 har den tyrkiske stat været involveret i en væbnet konflikt med Kurdistans Arbejderparti (PKK). I løbet af de sidste fire årtier har det tyrkiske militær brændt mere end 4.000 kurdiske landsbyer ned. Historisk set har målet med disse krigsforbrydelser været at “besejre PKK.” Men i virkeligheden er Tyrkiets folkemordspolitik lige så gammel som republikken selv (grundlagt i 1923). I det sidste århundrede har Tyrkiet forsøgt at miskreditere kurdiske frihedskampe, både i Tyrkiet og over for omverdenen, ved at bagvaske modstandsledere som uciviliserede banditter, kriminelle og separatister. Den tyrkiske stat har brugt sådanne bagvaskelse som påskud til at begå mange grusomheder, såsom Zilan-massakren (1930) og Dersim-folkemordet (1938), og til at hænge kurdiske ledere som Sheikh Said (1925) og Seyid Riza (1937).

Den kurdiske befolkningsleder, Abdullah Öcalan, blev bortført i 1999 og har været holdt i ulovlig og umenneskelig isolation på en tyrkisk fængselsø i de sidste 25 år. Desuden er Öcalan siden den 25. marts 2021 bevidst “forsvundet”, da Tyrkiet har forhindret ham i at tale med sine advokater eller familie, uden at give nogen offentlig information om hans helbred eller sikkerhed. Tyrkiet gennemfører denne politik med isolationsfængsling og kommunikationsforbud – defineret som tortur i henhold til folkeretten – for at skabe psykologiske traumer for det kurdiske folk og straffe dem kollektivt for at følge hans politiske filosofi om befrielse.

Når den tyrkiske stat har stået over for økonomiske, sociale, indenrigs- og udenrigspolitiske kriser, har den faktisk brugt krigsførelse mod kurderne til at bortlede det tyrkiske folks opmærksomhed fra sine egne fiaskoer. For at retfærdiggøre sine angreb har den tyrkiske stat indført et nyt skældsord mod kurdernesom våben: De er “terrorister”. I dag bruger den dette udtryk meget, som det engang brugte udtrykkene “banditter” og “separatister”, men med meget mere potent indflydelse. Tyrkiet har investeret enorme mængder af sin rigdom i at understøtte forestillingen om, at de kurdiske aktivister, der protesterede mod dets torturkamre, såvel som JITEM-dødspatruljernes mord på kurdiske journalister ved højlys dag, alle var rettet mod “terrorister” uden relevans for menneskerettigheder til en retfærdig rettergang.

Den kurdiske kamp for selvbestemmelse var et uundgåeligt resultat af denne fordærv, og den fortsætter den dag i dag. Men desværre er der også opstået en nationalistisk modreaktion og kurdisk fobi i Tyrkiet. PKK er ligesom sine forgængerbevægelser ikke årsagen, men konsekvensen af den tyrkiske kolonialisme og den brutalitet, den udøver for at opretholde sin egen magt. Men i modsætning til andre masseopstande i forrige århundrede nyder PKK sympati og støtte fra kurderne i alle fire dele af det besatte Kurdistan og den kurdiske diaspora. Det skyldes, at PKK har givet kurderne en følelse af national selvtillid og motiverer dem til uden undskyldninger at kæmpe for deres skæbne trods alle forhindringer.

Tyrkiet planlægger en ny krig mod kurderne

Siden oktober 2023 har Tyrkiet gennemført en ubarmhjertig spærreild mod kurderne i Syrien og Rojava i et forsøg på at udrydde al infrastruktur og midler til produktivt liv i regionen. Den 29. februar 2024 offentliggjorde den internationalt anerkendte organisation Human Rights Watch en rapport, der viser, at Tyrkiet er ansvarlig for tilsyneladende krigsforbrydelser i det besatte Syrien.

Nu planlægger Erdogans regime en fornyet krig mod kurderne. En militær offensiv i Kurdistan-regionen i Irak (KRI) er sat til at begynde umiddelbart efter lokalvalget den 31. marts 2024. Tyrkiet vil iværksætte et større militært angreb på PKK-guerillaerne i bjergene i det sydlige Kurdistan (det nordlige Irak). Omkring 161 landsbyer i regionen er allerede blevet tvangsevakueret, og yderligere 602 står over for forestående fordrivelse,  rapportererjournalisten Botan Germiyanî.

Efter et kabinetsmøde den 4. marts erklærede Erdogan: “Forhåbentlig vil vi denne sommer permanent have løst spørgsmålet vedrørende vores irakiske grænser. Vores vilje til at skabe en sikkerhedskorridor på 30-40 kilometers dybde langs vores syriske grænser er intakt. Vi har forberedelser, der vil give nye mareridt til dem, der tror, at de vil tvinge Tyrkiet i knæ med en ‘terrorist’ langs dets sydlige grænser.”

Tyrkiets regeringskoalition af AKP-MHP islamister og ultranationalister har brug for ekstern støtte til denne nye krigsamt et geopolitisk dække for denne uprovokerede planlagte aggression. Så diplomatisk trafik mellem Ankara og Washington, Ankara og Bagdad og Ankara og Erbil er for nylig intensiveret. I mellemtiden har den tyrkiske efterretningstjeneste MIT, udenrigsministeriet og hæren forberedt sig på de skjulte ulovligheder og mord, der typisk ledsager sådanne operationer.

Den 6.-8. marts besøgte den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidan Washington for at få hjælp til at planlægge den nye krig mod kurderne. I forbindelse hermed udsendte Kurdistans Nationale Kongres (KNK) et svar på påstande fremsat af den amerikanske udenrigsminister Blinken vedrørende PKK” og bad om afklaring: Gav USA grønt lys for fremtidig tyrkisk militær aggression?

Tyrkiet jager et ustabilt Irak

Forholdet mellem den tyrkiske stat og det arabiske Mellemøsten er belastet af arven fra det tidligere osmanniske imperium. På grund af manglen på en demokratisk kultur og fraværet af forsoningspolitik er der stadig mange modsætninger. Især siden Saddam Husseins fald er Irak forblevet politisk svagt. Korruption, såvel som magtkampen mellem Iran og USA, har efterladt Irak ude af stand til at hævde sin egen identitet. Det fungerer nu som en geopolitisk bondekarl. Tyrkiet udnytter denne ustabilitet ved at krænke Iraks suverænitet under påskud af at bekæmpe PKK og gennemføre en fragmenteret besættelse. Erdogans regime betragter ganske enkelt ikke Irak som en suveræn stat.

Tyrkiet har militært og økonomisk beriget sig selv gennem oliehandel med Kurdistans regionale regering (KRG). Ankaras samarbejde med det regerende Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) – som finder sted uden Bagdads tilladelse – har beriget både Erdogan- og Barzani-familierne på bekostning af regionens stabilitet og fred.

Tyrkiet administrerer også en række lejesoldater og stedfortrædende grupper, såsom den turkmenske befolkning omkring Kirkuk, som det bruger mod Bagdad og KRG. Tyrkiet opretholder også kontrol over Islamisk Stats sovende celler i Irak og Syrien, militante, som de kanaliserede fra Tyrkiet via Manbij, Raqqa og Mosul langs deres “jihadistiske motorvej” fra 2014.

Og nu forsøger Tyrkiet at tvinge den irakiske regering til aktivt at deltage i sin fornyede krig mod kurderne, som afsløret i en spærreild af diplomatisk trafik mellem Ankara og Bagdad. Det kurdiske spørgsmål er således også kommet på dagsordenen i irakisk politik, som The New Arab har annonceret med overskriften: ”Tyrkiet overvejer en militær indtrængen i irakisk Kurdistan med det formål at trænge 40 kilometer ind i regionen for at forfølge PKK-militante.”

Den 14. marts advarede udenrigskomiteen i KCK (Kurdistan Democratic Communities Union) om en tyrkisk krig mod Sydkurdistan og Irak og opfordrede alle organisationer til at nægte at deltage i den tyrkiske stats opfordringer til folkedrab og proklamerede: “Den tyrkiske stat under den fascistiske chef Erdoğan er den største sikkerhedstrussel for Irak.”

Hvad har Tyrkiet planer om for det nordlige Irak? Man behøver blot at se på den anden side af grænsen til det nordlige Syrien, hvor Tyrkiet siden oktober 2023 har ødelagt omkring 80 procent af infrastrukturen med luftangreb og droner under påskud af at bekæmpe PKK, mens de har dræbt og såret hundredvis af civile i processen. Formålet med denne aggression mod den autonome administration i Nord- og Østsyrien (AANES) er at affolke regionen og gennemføre en metodisk etnisk udrensning, som Tyrkiet allerede har gjort i den tyrkiskbesatte provins Afrin. AANES har imidlertid erklæret, at befolkningen langt fra lader sig kue til at forlade landet, men at den har optrappet og truffet foranstaltninger for at opfylde deres daglige behov.

Tyrkiets økonomi i ruiner

Hvorfor opfører Tyrkiet sig så aggressivt over for sine naboer?
Det første fingerpeg er at følge pengene – i dette tilfælde den hurtigt faldende styrke i deres valuta og økonomi. I februar 2024 steg inflationen i Tyrkiet ifølge EuroNews Business til det højeste niveau i femten måneder, hvilket overgik selv dystre forventninger og gav næring til frygten for yderligere renteforhøjelser. Også i februar steg landets årlige inflationsrate ifølge det tyrkiske statistiske institut til 67,07 procent, hvilket igen overskred prognoserne: analytikere adspurgt af Reuters havde forudsagt, at Tyrkiets årlige inflation ville stige til 65,7 procent for februar.

Den skyhøje inflation har fået forbrugerpriserne til at stige med over 67 % fra år til år. Ifølge “https://data.oecd.org/unemp/unemployment-rate.htm” fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), har Tyrkiet den fjerde højeste arbejdsløshed blandt OECDs 38 medlemslande. Blandt de 33,3 millioner arbejdsløse i OECD var næsten 10 procent fra Tyrkiet. De permanente prisstigninger har forværret fattigdommen, hvilket fører til social utilfredshed.

Det er endnu en grund til en krig mod kurderne, nemlig at aflede opmærksomheden fra det tyrkiske folks daglige problemer, som i virkeligheden er resultatet af en mislykket statsforvaltning. Men i stedet for at “lade dem spise kage” med henvisning til det lidende folk i Tyrkiet, er budskabet fra præsidentpaladset med tusind værelser i bund og grund “lad dem spise videoer af døde kurdere i nyhederne.”

Tyrkiets geostrategiske betydning i fare

Tyrkiets geografiske placering langs Silkevejen har længe givet landet sin geostrategiske vægt, så det kan fungere som en bro, der forbinder øst og vest. Denne geostrategiske placering har været en hjørnesten i tyrkisk udenrigspolitik og gjort det muligt at lægge pres på globale supermagter.

I lyset af Kinas Bælte & Vej Initiativ er den globale tendens imidlertid at finde nye handelsruter mellem øst og vest. I 2023 foreslog den indiske premierminister på G20-mødet i New Delhi oprettelsen af en økonomisk korridor mellem Indien og Mellemøsten og Europa (IMEC) som modvægt til Kinas initiativ. IMEC ville lette transporten af varer fra Indien til de europæiske markeder ved at skabe en ny korridor, der ville passere gennem Jordan, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Saudi-Arabien, Israel, Cypern og Grækenland. På mødet blev der undertegnet et aftalememorandum.

Tyrkiet blev udelukket fra memorandummet, hvilket ville berøve det dets traditionelle geostrategiske betydning. IMEC ville svække Tyrkiets manipulation i sin udenrigspolitik. Erdogan udtrykte klart sin utilfredshed: “Lande stræber efter at udvide deres kommercielle ruter og udvide deres regionale indflydelse. Vi siger, at der ikke kan være nogen korridor uden Tyrkiet. Den mest hensigtsmæssige rute for trafik fra øst til vest skal gå gennem Tyrkiet.”

For at opretholde en vis gearing planlægger Tyrkiet sit eget Türkiye-Iraq Development Road Project, et foreslået projekt på 17 milliarder dollars for at forbinde 1.200 kilometer højhastighedsjernbane- og vejnet fra Grand Port ved Al-Faw i Irak nær Den Persiske Golf til Tyrkiets Middelhavskyst og derefter videre til Europa. Projektet skal stå færdigt i 2025. Men i modsætning til de handelsruter, som IMEC forestiller sig, mangler dette projekt international støtte. Hverken Tyrkiet eller Irak er i stand til at dække de anslåede omkostninger på 17 milliarder dollars, så Tyrkiet har brug for finansielle partnere. Det er derfor i øjeblikket i intensive forhandlinger med Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

Dette projekt er endnu en grund til, at Tyrkiet er nødt til at iværksætte et stort militært angreb i irakisk Kurdistan mod PKK’s positioner. For at skabe en ny energirute skal vejen være konfliktfri, som en forudsætning for udenlandske investorer.

Tyrkiets krænkelser af pressefriheden og menneskerettighederne

Tyrkiet rangerer i øjeblikket som det næstværste land i verden, når det kommer til pressefrihed. Derfor har den britiskemenneskerettighedsorganisation ”artikel 19” og Human Rights Watch opfordret de tyrkiske myndigheder til at tillade retfærdighed under kampagnerne op til det kommende lokalvalg den 31. marts. Europarådets menneskerettighedskommissær omtalte også Tyrkiet som et “fjendtligt miljø” for journalister og menneskerettighedsforkæmpere.

Og i dette næstværste land er kurderne fortsat det vigtigste mål, og ikke kun når det gælder pressefrihed. Det kan være svært for udenforstående at fatte, men i det enogtyvende århundrede forbydes et helt folk at bruge deres eget modersmål. Selv når kurdiske parlamentsmedlemmer taler deres modersmål i det tyrkiske parlament, slukkes mikrofonerne foran kameraerne. I protokollerne er deres bemærkninger opført som værende blevet gjort på et “ukendt sprog” – ordet kurdisk forekommer ikke engang der.

Tyrkiets udenrigspolitik om “hverken-eller”

Tyrkiet er medlem af mange internationale organisationer som NATO, Europarådet, De Forenede Nationer, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og mere. I multipolær verdenspolitik baserer Tyrkiet sin udenrigspolitiske strategi på en strategi om “hverken-eller”, dvs. på hverken at være inden for alliancerne eller helt uden for dem. Med denne strategi, mener Tyrkiet, at det får plads til taktisk manøvrering. Men denne plads er begrænset. Da Sverige ansøgte om NATO-medlemskab, forsvarede Tyrkiet i første omgang ikke NATO’s interesser, som man kunne forvente af et medlem, og satte endda andre medlemmer under politisk pres. Sådanne skridt skaber stigende problemer i EU’s udenrigspolitik.

Selv om Tyrkiet har profiteret af krigen i Ukraine, forventede det også at drage fordel af konflikten mellem Hamas og Israel. Denne gang var dørene imidlertid ikke åbne for Tyrkiets uvederhæftige tilbud om at fungere som mægler. Og selvom Erdogan havde velsignet sig selv som talsmand for palæstinenserne, fandt han ingen opbakning i den arabiske verden. Desuden virkede hans taktik med at stemple Hamas som “frihedskæmpere” for at øge presset på vestlige stater ikke, som han havde håbet. I stedet fremhævede det yderligere hans hykleri over for PKK.

Kurdistan er ikke et ingenmandsland

Tyrkiets foreslåede ’Türkiye-Irak Development Road Project’, handelsruten, som Tyrkiet planlægger at skabe, er planlagt til at skulle passere gennem Kurdistan. Det er endnu et tilfælde af Ankaras koloniale vane med ikke at konsultere eller inkludere kurderne i beslutningsprocesser, der påvirker dem, som om Kurdistan var en slags “ingenmandsland.” Men Kurdistan er ikke et “ingenmandsland”. Tyrkiet opfører sig, som om det var den naturlige ejer af hele Kurdistan, herunder også i Syrien og Irak: Erdogan ser klart irakisk Kurdistan som det tidligere Osmanniske Riges provins Mosul og Rojava som den tidligere osmanniske provins Aleppo.

I et forsøg på at modstå en sådan kolonial besættelse, tvang PKK-guerillaer i november og december 2023 Tyrkiet og dets lejesoldater tilbage og påførte det tyrkiske militær store tab. Da folkeretten ikke har formået at begrænse ulovlig tyrkisk aggression, har kurderne selv intet andet valg end at bruge væbnet modstand til at beskytte deres hjemland. International lov forbyder Tyrkiet at invadere et fremmed territorium og bygge militærbaser dér uden tilladelse, men det gør det alligevel systematisk i Irak. Derfor er spørgsmålet om, hvorfor PKK fortsætter med at gøre modstand, retorisk – det er fuldt ud i sin juridiske ret til at gøre det.

Uanset hvilket kortsigtet mål Erdogan har i tankerne for sin aggression, er hans sande hensigt klart at opfylde drømmen om Misak-ı Millî (National pagt) fra 1920 eller drømmen om at genoprette tidligere osmanniske lande. Det første skridt indebærer besættelse af Irak og Syrien. Men den tyrkiske besættelsesplan vil ikke lykkes, da det nordlige Irak og Syrien historisk set er områder med kurdisk flertal. Desuden er Zagros-bjergene i Iraks tilfælde beskyttet og patruljeret af PKK, hvilket Bagdad bør være taknemmelig for.

Konklusion og anbefalinger

Takket være PKK-grundlæggeren Abdullah Öcalans ideer har kurderne i dag opnået en frihedsstandard, der ikke kun kan ses regionalt, men også internationalt. PKK har skabt et demokratisk alternativ for verden, som i øjeblikket er plaget af nationalisme, sexisme, religiøs fanatisme og miljøødelæggelser. Det er en af grundene til, at det i dag er umuligt at besejre PKK på socialt, politisk og militært niveau.

Som ejer af den næststærkeste hær i NATO har Tyrkiet historisk modtaget en stor mængde materiel støtte til sine årlige angreb på kurderne. Ankara manipulerede for længe siden stater til at liste PKK som en “terrororganisation”, selvom PKK aldrig angreb eller truede dem. Alligevel er PKK’s slogan “Jin Jiyan Azadi” (Kvinder, liv, frihed) blevet en klar opfordring til kvinder over hele verden. PKK’s sejre over ISIS i Irak, hvor de hjalp med at redde yazidi-folket fra yderligere folkedrab, har også skabt global sympati for og solidaritet med kurdiske guerillaer. På et tidspunkt, hvor den tyrkiske stat hjalp ISIS med at kidnappe, voldtage og slavebinde tusindvis af yazidi-kvinder og -piger, forsvarede PKK’s kvindelige guerillaer de samme unge yazidi-piger på Sinjar-bjerget. Sjældent i dagens verden viser gode og onde kræfter sig med en sådan moralsk klarhed. Kontrasten bliver endnu tydeligere af Tyrkiets statslige sponsorering af terrorgrupper som ISIS og Al-Qaeda – og af det faktum, at landet sammen med dem driver Idlib.

Center for Strategic and International Studies (CSIS), en af de ældste og mest berømte amerikanske tænketanke, har undersøgt betydningen af den kurdiske frihedsbevægelse under ledelse af PKK i forbindelse med globale og regionale omvæltninger. I sin sikkerhedsrapport for 2024 fastslår CSIS udtrykkeligt, at PKK ikke udgør en trussel mod vestlige lande.

Det er indlysende, at PKK kun bekæmper den tyrkiske hær, fordi denne forsøger at besætte Rojava og Sydkurdistan. Historien viser os, at ingen med evnen til at forsvare sig selv vil acceptere at få deres jord besat. Vesten synes at bifalde dette hellige princip, når det kommer til Ukraine, men dæmoniserer det, når det kommer til kurderne. Men en antikolonial kamp er den mest naturlige ret til selvbestemmelse, der er nedfældet i mange FN-dokumenter. På samme måde respekterer Tyrkiet heller ikke de internationale love, der beskytter statens suverænitet, hvilket yderligere sætter spørgsmålstegn ved, hvilken af de to sider i konflikten mellem Tyrkiet og PKK, der faktisk bør udstødes som illegitim.

Det er klart, at Tyrkiets manglende evne til at løse det kurdiske spørgsmål vil drive landet ud i bankerot. Ankara kan enten demokratisere sin republik eller få den til at kollapse. For deres del bør verdens nationer nægte at være medskyldige i Tyrkiets afvisning af virkeligheden, dets tro på, at landet kan “myrde sig” ud fra kurdernes krav om deres umistelige menneskerettigheder. Hvis Vesten ikke holder op med at klæbe sig til Erdogan og Fidan, hans de facto krigsminister, der foregiver at være en diplomatisk statsmand, så vil Irak og Syrien lide under yderligere tyrkiske invasioner, krigsforbrydelser og ustabilitet. Kurderne og andre i regionen fortjener bestemt bedre efter alle de traumer, de har lidtunder.

Et bedre alternativ er at presse Tyrkiet til at forhandle med PKK for endelig at løse det kurdiske spørgsmål. At løse denne gordiske knude kunne forvandle den fyrre år gamle tyrkisk-kurdiske væbnede konflikt til en potentiel fredsproces. Den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan beviste dette i 2013-15, da han deltog i forhandlinger med den tyrkiske stat efter at have annonceret en ensidig våbenhvile. Men at opnå denne løsning vil kræve, at vestlige stater taler imod Tyrkiets krigsplaner, som kan opsluge hele regionen. Konflikten mellem Hamas og Israel har alleredeplaceret regionen på afgrundens rand, og en tyrkisk besættelse eller forsøg på annektering af det nordlige Irak og det nordlige Syrien kunne skubbe alle stater på jorden – USA, Rusland, Iran, Syrien, Irak og deres arabiske naboer – på randen af en tredje verdenskrig.

Selvom Erdogan anser international lov for at være illegitim, bør vi andre ikke gøre det. Besættelse af en suveræn stats territorium kan ikke retfærdiggøres, selv om en væbnet gruppe, der modsætter sig din folkemorderiske politik, bor der. Derfor skal USA, EU, FN og Europarådet træffe øjeblikkelige foranstaltninger for at forhindre yderligere blodsudgydelser. Lad lyden af dialog erstatte lyden af eksploderende bomber.

Kommissionen for udenlandske forbindelser fra Kurdistans Nationale Kongres (KNK)
18. marts 2024

Kilde:

Kurdistans National Kongres (KNK): The new Turkish threat, the same old war. Bagground information, March 2024. KNK. http://www.kongrakurdistand.eu/en/.

Oversættelse: Jesper Brandt