Af Dr. Thoreau Redcrow

Med de undertrykkende militære besættelser kan man se de statslige beskyldninger som tilståelser.

Siden 1984 har kurdiske guerillaer fra Kurdistans Arbejderparti (PKK) udkæmpet en asymmetrisk modstandskrig mod det tyrkiske militær. Derfor er enhver, der nogensinde har læst eller set tyrkiske statsmedier (som på nuværende tidspunkt er den eneste presse, der har tilladelse til frit at operere i landet) utvivlsomt stødt på den ofte parodierede påstand, der hævder, at ’PKK er “ansvarlig” for 40.000 menneskers død’. Variationer af denne sætning vises i slutningen af alle PKK-relaterede nyhedsrapporter i Tyrkiet, uanset om de præsenteres som lange sleske smører fra DailySabah eller Yeni Şafak, desinformation, der udgiver sig for at være pressemeddelelser fra Anadolu Agency, eller gengives i slikkede videosegmenter fra TRT World. Som et resultat begynder den robotagtige gentagelse af “PKK” og “40.000 dødsfald” at ligne bevidste overvejelser omkring et mantra, hvor stenografer fra Ankaras præsidentpalads synes at forsøge at overbevise sig selv om tallenes nøjagtighed mere end noget andet.

Men fordi indoktrinering er som et stof, hvor man har brug for en stadig stærkere dosis for at opnå den samme berusende virkning, snører Tyrkiets medier ofte andre brændende elementer til deres obligatoriske formuleringer om PKK, såsom “terrorkampagne”, “terrororganisation” og antyder, at de fleste af disse 40.000 dødsfald var “kvinder, børn og spædbørn.” Men når man undersøger virkeligheden bag tallet, f.eks. hvor det kom fra, hvem det refererer til, og hvem der er skyldig, indser man, at sandheden er blevet vendt på hovedet. Når man gør sig den ulejlighed at gøre det, så bliver det klart, at det  dødstallet på “40.000”, der tilskrives PKK – og som ofte uforklarligt gentages af mere velrenommerede vestlige nyhedskilder – er en bevidst udformet løgn, en manipuleret statistik, der er gjort til et våben med det formål at retfærdiggøre den tyrkiske stats fortsatte massemord på kurdere. Og for at føje spot til skade bliver ofrene derefter anklaget for at have begået drab i forbindelse med deres egne dødsfald.

Fred kræver først og fremmest sandhed

Før PKK overhovedet eksisterede, forklarede den berømte kurdiske digter Cigerxwîn (1903-1984) kurdernes historiske position i sin digtsamling fra 1973 Hvem er jeg?, der bl.a. lindeholder passagen:

“Jeg er ikke blodtørstig, nej, jeg elsker fred.
Ædle var mine forfædre, oprigtige er mine ledere.
Vi beder ikke om krig, men kræver lighed, 
men vores fjender er dem, der forråder og lyver.
Venskab – Jeg søger og tilbyder mine hænder til alle venlige nationer.
Længe leve Kurdistan; død over undertrykkeren!”

Et sådant ønske om fred var stadig tydeligt flere årtier senere i bemærkningerne fra PKK’s kvindelige kommandør Dilan, der sluttede sig til guerillaen, efter at hendes bror var blevetdræbt af tyrkiske sikkerhedsstyrker. Hun fortalte journalister i 2015: “Jeg kan ikke lide at bære eller bruge et våben, men tror du, at jeg som kvinde i Mellemøsten kunne overleve uden et  under disse omstændigheder? Det er et nødvendigt behov, ikke noget, jeg nyder.”

Hvad angår de “løgne”, Cigerxwîn skrev om, skal det bemærkes, at det faktisk er PKK og deres fængslede leder Abdullah Öcalan, der har opfordret til en sandhedskommission, mens det formodede demokrati og USA’s NATO-allierede Tyrkiet har afvist en sådan anmodning. Til deres forsvar kunne man sige, at Tyrkiets bæven er berettiget, da dannelsen af en sandhedskommission offentligt ville afsløre Ankaras enorme udryddelsessapparat, der er blevet indsat mod det kurdiske folk. Enhver sandhedskommission ville afdække alle de måder, hvorpå det tyrkiske militær, det hemmelige politi og dødspatruljernemyrdede tusindvis af kurdere, mens de også brændte 4.000 kurdiske landsbyer ned op gennem 1990’erne. Det ville uden tvivl samtidigt placere PKK’s vold (herunder de overgreb, de har indrømmet og udtrykt beklagelse over) i sin faktiske sammenhæng, så det mere ville begynde at ligne selvforsvar eller desperate overlevelseshandlinger rettet mod en depraveret fjende, der ikke kender grænser for deres grusomhed.

Det er grunden til, at den tyrkiske presse altid starter eller slutter enhver artikel med det fiktive “PKK dødstal”, som bruges som argument for at give læseren indtryk af, at enhver krigsforbrydelse begået af Tyrkiet, der nævnes, må have været berettiget. Tilsløringen er imidlertid ikke blot et indenrigspolitisk problem i Tyrkiet eller et nyt fænomen, da den internationale vestlige presse konsekvent har svigtet sine pligter i hvert fald siden 1990’erne. Harold Pinter fra PEN International beskrev situationen i 1999 på denne måde:

“Hver gang navnet Öcalan optræder i den britiske presse, ledsages det af tallet ‘30.000 døde i de sidste 14 år’. Implikationen er, at Öcalan har forårsaget disse dødsfald. PKK har helt sikkert dræbt og har også begået grusomheder, men det overvældende antal af disse 30.000 døde, for ikke at nævne udbredt lemlæstelse og voldtægt, er det tyrkiske militærs ansvar.”

Med hensyn til det ofte citerede antal ‘30.000 døde’ i 1999 – et tal, som et årti senere normalt er blevet citeret af pressen som 40.000 – nævnes heller ikke det faktum, at de fleste af dødsfaldene var kurdere, og, at morderen i langt de fleste af disse tilfælde var Tyrkiet, ikke PKK.[1]Mens anti-kurdisk propaganda er forventelig i Tyrkiet, er det yderst ejendommeligt at se vestlige aviser gentagne gange åbne eller lukke artikler med en vis variation af sætningen: “PKK-terrororganisationen har kæmpet en krig mod Tyrkiet siden 1984 i en konflikt, der har dræbt 40.000 mennesker,” uden nogen forklaring på præcis, hvem der er ansvarlig for langt størstedelen af disse dødsfald. Det er klart, at den gennemsnitlige læser efterlades med det implicitte indtryk, at ‘terroristerne’ må have været dem, der dræbte de fleste af disse 40.000 mennesker og ikke Tyrkiet. Men for eksempel med hensyn til det tidligere tal på 30.000, har den tyrkiske stat indrømmet, hvordan de kom frem til dette tal, og hvem det præcist henviste til, når det blev brugt.

Fødslen af et fleksibelt nummer

Ifølge den tyrkiske generalstabs oberst Bülent Dağsali var i 1999 kun 5.238 af de 30.000, der var døde op til det tidspunkt militært personel, der blev anset for at være dræbt af PKK, et tal, som Tyrkiet opdelte som: 3.256 værnepligtige soldater, 243 officerer, 221 underofficerer, 1.115 landsbyvagter og 157 politifolk.[2]Selv om det er rigtigt, at Tyrkiet er blevet beskyldt for drastisk at undervurdere deres egne tab og overdrive de kurdiske guerillaers tab, selv når de brugte deres egne tal for argumenternes skyld, så blev altså kun i alt omkring 1/6, eller 5.000 medlemmer af de 30.000døde, betragtet som tyrkiske militære ofre for PKK. Ligeledes hævdede den tyrkiske præsident Süleyman Demirel i 2005, at fra 1984-1999 var 23.938 PKK’ere blevet dræbt af tyrkiske styrker sammenlignet med hans skøn på 5.555 medlemmer af de tyrkiske sikkerhedsstyrker.[3]Igen, baseret på Tyrkiets egne påstande – uanset om de er sande eller ej – var den tyrkiske stat ansvarlig for næsten 5 ud af 6 dødsfald.

Selv om PKK bestrider disse tal og siger, at de tyrkiske tab er meget højere og deres egne meget lavere, gør det ikke den store forskel for min overordnede pointe, som er, at når PKK nævnes, får man altid det indtryk, at de er ansvarlige for at have dræbt de 40.000 og ikke tværtimod selv udgør 75-80% af dette tabstal. Desværre er det blot endnu et eksempel på, hvordan virkeligheden bevidst er præsenteret skævt for at skjule, hvad der virkelig finder sted. I nøjagtighedens ånd kunne den tidligere nævnte sætning også lyde noget i retning af: “PKK har kæmpet en guerillakrig mod tyrkisk besættelse siden 1984 i en konflikt, hvor staten Tyrkiet tager ansvaret for 83% af de rapporterede dødsfald.”

Et andet forhold, der sætter spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af tallet 40.000, er forskellen i rapporterede PKK-dødstal fra det tyrkiske parlament og gendarmeriet (landpolitiet). For eksempel rapporterede parlamentet i 1997, efter to store invasioner i det sydlige Kurdistan (Nordirak), at 3.419 PKK-guerillaer var blevet dræbt, mens gendarmeriet angav, at det var 8.234. Jeg må fremføre en vigtig advarsel med hensyn til påståede PKK-tab: I 1995 rapporterede Human Rights Watch,  at det var almindelig praksis for tyrkiske soldater at dræbe kurdiske civile og tage billeder af deres lig med våben, de bar specifikt til iscenesættelse af begivenhederne, så myrdede civile kunne vises i pressen som PKK-“terrorister.” Så det er ikke engang muligt at bestemme, hvor pålidelig deres definition af “PKK” har været. I situationer, hvor Tyrkiet ikke kunne iscenesætte deres ‘sejre’, kan de bare have angivet tallene, da de under nogle storstilede operationer ville hævde urealistiske forhold mellem dræbte guerillaer pr. soldat, de mistede. Som reaktion på de oppustede tal, som Ankara rapporterer om dræbte PKK’ere, fortalte en menneskerettighedsaktivist i Amed i januar 2016 til Crises Group: “Vores byer i regionen ville blive oversvømmet med lig, og vi ville konstant holde begravelser, hvis det tal, staten annoncerer for dræbte PKK-medlemmer, var korrekt.”

Hvorfor løgn kræver en god hukommelse

Ikke desto mindre, med hensyn til det samlede tal for alle dødsfald, viser forskeren Noah Arjomands i sin forskning om spørgsmålet, hvordan selve tallet er hoppet rundt gennem årene. For eksempel hævdede den tyrkiske premierminister Süleyman Demirel i 1997, at 37.000 mennesker var blevet dræbt; i 2005 sagde daværende premierminister Tayyip Erdoğan, at PKK havde dræbt 40.000; I 2008 sagde generalstabschefen, at det var 44.042; Mens en rapport fra en parlamentarisk kommission i 2013 anslog dødstallet til 35.576. Et grundlæggende blik på disse tal viser, at på en eller anden måde, fra 1997 til 2013, efter seksten års væbnet konflikt, faldt det samlede antal dødsfald magisk med 1.424 mennesker. En bedrift, der kun overgås af det ‘mirakel’, at i de fem år fra 2008 til 2013 genopstod 8.466 mennesker tilsyneladende fra de døde.

Som Michael Rubin fra American Enterprise Institute fremfører i denne argumentation:

“Politikerne bør tage antallet 40.000 med et gran salt, og af to grunde: For det første omfatter det alle ofre for PKK-oprøret, herunder landsbyboere og andre civile, der blev dræbt af den tyrkiske hær. For det andet tyder en undersøgelse af aviser, der går tilbage til begyndelsen af oprøret, på, at tyrkerne skabte angivelsen ud af den blå luft.”

I en oversigt over de forskellige pressetal viser Rubin,  hvordan antallet er skiftet fra 4.500 i august 1992 (Toronto Star), til 15.000 i april 1995 (Associated Press) og til 17.500 i august 1995 (Irish Times). Så i 1998 sprang antallet pludselig til 38.000 baseret på en erklæring fra den tyrkiske militærembedsmand Erol Ozkasmak til en militærudstilling, hvor han hævdede: “PKK nærmer sig vejs ende.” Det faktum, at PKK seksogtyve år senere uden tvivl er større og stærkere end nogensinde, fortæller det meste af, hvad manbehøver at vide om Mr. Ozkasmaks troværdighed, men det skal jeg holde mig fra at kommentere.

Ikke desto mindre, da tallet 38.000 blev sat i omløb, gentog Agence France-Presse det i en artikel fra april 1998, hvilket tillod det at få sit eget liv. Mærkeligt nok citerede samme artikel også Aydin Arslan, guvernøren i de besatte kurdiske områder i Tyrkiet, for at modsige dette tal ved at hævde, at 9.100 mennesker var blevet dræbt fra 1984 til 1998. Men kun en måned senere citerede det tyske nyhedsbureau Deutsche Presse-Agentur “officielle tal” og hævdede, at det samlede antal nu var 40.000 døde. Men igen, som ét samlet antal svarede det ikke på, hvem de døde var, eller hvilken side i konflikten de var blevet dræbt af? Årsagen til, at vigtige detaljer blev udeladt af ligningen, er, at de fleste af ofrene blev dræbt af Tyrkiet.

For nylig viser forskning fra Crisis Group, at fra 2015 til marts 2024 udgjorde det totale antal døde, der var tilgængelige i åbne kilder, 4,612 fra PKK, 1,479 tyrkiske statslige sikkerhedsstyrker, 622 civile og 226 med ukendt tilknytning, i alt 6,939 mennesker. Men selv om tyrkiske statsstyrker udgør mindre end en fjerdedel af det samlede antal og efter eget udsagn er ansvarlige for drabene på størstedelen af det samlede antal, hæfter Tyrkiet hele dødstallet på næsten 7.000 personer entydigt på PKK. Selvom de mærkeligt nok ikke har opdateret deres mytiske ‘40,000’ -tal fra før 2015 til ‘47,000’ nu i 2024, hvilket yderligere viser absurditeten ved at bruge dette tal. Det er netop derfor, at akademikere og medier ikke bare blindt bør gylpe tal frigivet af Tyrkiet op, og metaforisk placere skylden for deres eget helt dominerende dødstal hos dem, de selv har dræbt. Så igen, det ville være passende, i betragtning af at en rapport fra 1992 fra Human Rights Watch fandt, at:

“I stedet for at forsøge at fange, afhøre og tiltale personer, der mistænkes for ulovlig aktivitet, dræbte tyrkiske sikkerhedsstyrker mistænkte i husrazziaer og fungerede således som efterforsker, dommer, jury og bøddel.”

Når terrorbekæmpelse kun kræver et spejl

“Kurdere blev dræbt for sjov. Vi sprængte en lille pige i luften, fordi hun ikke ville fortælle os, hvor PKK-krigere befandt sig. Vi så også en fjortenårig pige, der vogtede får, min kommandant beordrede os til at skyde hende, vi nægtede det. Han tog en pistol og dræbte hende. Når jeg går i seng, kan jeg stadig høre skriget fra den lille kurdiske pige, vi sprængte i luften. Hun tiggede os på kurdisk. Vi forstod det ikke.” — Sirac Kilic, en tidligere tyrkisk soldat, der gjorde tjeneste i 1994

Siden 1970’erne har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømt Tyrkiet for tusindvis af krænkelser af menneskerettighederne mod det kurdiske folk. Dommene er relateret til systematiske henrettelser af kurdiske civile, tvungen rekruttering, tortur, voldtægt, tvangsfordrivelser, tusindvis af ødelagte landsbyer, vilkårlige anholdelser og myrdede eller forsvundne kurdiske journalister. Hvad angår den tyrkiske stat, er en afgørende komponent for at opretholde denne kollektive sociopatologi den besnærende – men stærkt berusende – forestilling om, at den tyrkiske hær blot dræber “terrorister”, som skal ødelægges på grund af den “terror”, de påfører befolkningen. Men da PKK generelt førte deres væbnede kamp, mens de forsøgte at undgå civile tab mod dem, de forsøgte at vinde støtte fra, udførte den tyrkiske stat ofte selv massegrusomheder, som de derefter uretmæssigt beskyldte PKK for, for at retfærdiggøre deres betegnelse “terrorist”. Som Paul White forklarer i sit værk The PKK: Coming Down from the Mountains:

“Den tyrkiske stat selv har konsekvent påstået, at PKK i løbet af disse to årtier [80’erne-90’erne] var skyldig i at begå omfattende grusomheder mod civile, herunder likvidere hele landsbyer. Som nærværende forfatter har vist, blev flere af disse handlinger faktisk begået af tyrkiske specialstyrker. Et velkendt tilfælde er massakren den 12. juli 1993, hvor mindst seksogtyve landsbyboere (herunder fjorten børn) blev myrdet i landsbyen Giyadîn (Diyadin) i Van-provinsen.[4]

Samme år brændte tyrkiske specialstyrker også Mehmet Ogut, hans gravide kone og deres syv børn (i alderen 3-13 år) levende i familiens hjem nær Mûş. Efter massemordet beskyldte staten PKK for det og nægtede at undersøge sagen i sytten år, indtil offentligt pres tvang dem til det i 2014, hvilket resulterede i, at tretten af gerningsmændene blev dømt. Tyrkiets adfærd var lignende et år senere, under hvad der blev kendt som Kuşkonar og Koçağılı massakren. I denne krigsforbrydelse den 26. marts 1994 bombede tyrkiske F-16-fly og helikoptere to kurdiske landsbyer og myrdede 38 civile. I første omgang gav Tyrkiet PKK skylden og spredte billeder af de døde børn i pressen. Men da sandheden blev afsløret,  dømte Den Europæiske MenneskerettighedsdomstolTyrkiet til at betale 2,3 mio. EUR til ofrenes familier.

Den førnævnte professor White bemærker endvidere, hvordan “den tyrkiske stats fremstilling af PKK som hensynsløse voldelige terrorister blev lettet af den strenge censur af begivenhederne i Kurdistan og den imødekommende holdning hos det meste af den tyrkiske presse.”[5]På samme måde forklarer sikkerhedsekspert GarethH. Jenkins ved The Institute for Security and Development Policy, hvordan kurdernes påstand om, at den tyrkiske regering “rekrutterede mafia-lejemordere, drev dødspatruljer og løslod dømte terrorister til at udføre udenretslige henrettelser, nu syntes at være en ubestridelig realitet.”[6]For sin del citerer akademikeren Serdar Kaya de berygtede aktiviteter Den tyrkiske dødspatrulje JİTEM (GendarmerieIntelligence and Counter-terror Unit) som “angiveligt ansvarlig for tusindvis af udenretslige henrettelser og mord på PKK-sympatisører og tilhængere.”[7]

Fordi det kræver et stort civilt antal medlemmer, hvis du konstant vil beskylde en gruppe for “terrorisme” for at retfærdiggøre din besættelse, besluttede den tyrkiske stat, at hvis PKK ikke gav dem en, ville de ikke blot skabe deres egne, men i en ekstrem dristig handling give PKK skylden for de kurdiske sympatisører, de konstant myrdede. Et medlem af menneskerettighedsforeningen i Amed beskrev denne praksis i midten af 1990’erne og mindede om, hvordan:

“Omkring 98% af de mennesker, der blev dræbt af uidentificerede personer, har afsonet fængselsstraffe [for kurdisk modstand] eller blev anset for at være tilhængere af PKK. Vi mener ikke, at PKK har nogen grund til at dræbe dem. Der er et “Hizbollah” her, ikke som det i Libanon, men etableret af staten. Vi kan vise dig nogle af morderne, der går ned ad gaden i Diyarbakir (Amed), når de burde være i fængsel. For bare fire dage siden blev en af mine revisorvenner dræbt kun halvfjerds meter væk fra en politistation.”[8]

Som de følgende bemærkninger viser, var der faktisk mennesker, der begik skræmmende handlinger i besatte kurdiske områder, såsom tyrkiske kommandoer, der massakrerede landsbyboere, JİTEM-lejemordere, der opererede med drabslister, og islamistisk anti-guerilla Hizbulkontra, der åbenlyst dræbte PKK-tilhængere med Ankaras velsignelse, men på en eller anden måde blev alle disse dødstal føjet til det altid fleksible “40.000” tal og tillagtden kurdiske modstand.

Et spørgsmål om Udenrigsanliggender fra december 2000 adresserede dette ved at citere den tidligere franske ambassadør i Tyrkiet Eric Rouleau, der udtalte:

“Ifølge justitsministeriet blev der ud over de 35.000 mennesker, der blev dræbt i militære kampagner, myrdet 17.500 mellem 1984, da konflikten begyndte, og 1998. Yderligere 1.000 mennesker blev angiveligt myrdet i de første ni måneder af 1999. Ifølge den tyrkiske presse tilhører ophavsmændene til disse forbrydelser, hvoraf ingen er blevet arresteret, grupper af lejesoldater, der arbejder enten direkte eller indirekte for sikkerhedstjenesterne.”

Tyrkiets store Goebbels’ke løgn

Adolf Hitler opfandt udtrykket “Stor løgn” (große Lüge) i Mein Kampf (1925) for at henvise til en grov forvrængning af sandheden som et middel til politisk propaganda. Hans argument var, at folk var tilbøjelige til at tro på kolossale løgne, fordi de har svært ved at forstå, at nogen så frækt ville fordreje sandheden. I den sammenhæng beskrev den amerikanske psykoanalytiker Walter Charles Langer i sinpsykologiske profil af Adolf Hitler fra 1943  overfor US Office of Strategic Services der Führers brug af den store løgn på denne måde:

“Hans primære regler var: Lad aldrig offentligheden køle af; Indrøm aldrig en fejl eller noget forkert; indrømme aldrig, at der kan være noget godt i din fjende; Efterlad aldrig plads til alternativer; accepter aldrig skyld; koncentrer dig om én fjende ad gangen og bebrejd ham for alt, hvad der går galt; folk vil tro på en stor løgn hurtigere end en lille; Og hvis du gentager det ofte nok, vil folk før eller siden tro på det.”

Det er svært at læse disse ord uden at forestille sig den tyrkiske diktator Erdoğans tvangsprægede udpegning af kurderne som syndebukke og de hyppige beskyldninger modPKK som noget, der skal dække over alle hans egen regerings fiaskoer. Og i den proces er den gentagne store løgn den falske påstand om, at PKK er ansvarlig for 40.000 dødsfald. Desuden findes der et ofte citeret tvivlsomt citat, der tilskrives den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels (selvom der ikke findes optegnelser om, at han nogensinde skulle have sagt det), som perfekt indkapsler den måde, hvorpå Tyrkiet anvender sin store løgn om PKK’s dødstal. Det lyder sådan her:

“Hvis du fortæller en løgn, der er stor nok og bliver ved med at gentage den, vil folk til sidst komme til at tro på den. Løgnen kan kun opretholdes, så længe staten kan beskytte folket mod løgnens politiske, økonomiske og/eller militære konsekvenser. Det bliver derfor af vital betydning for staten at bruge alle sine kræfter på at undertrykke uenighed, for sandheden er løgnens dødelige fjende, og derfor er sandheden i forlængelse heraf statens største fjende.

I Tyrkiet, hvor kurdere ofte arresteres og idømmes lange fængselsstraffe for at “nedgøre tyrkiskhed“, hvilket typisk betyder nøjagtigt at rapportere om de forbrydelser, staten begår eller har begået gennem historien, klinger disse ord så forudseende, at de virker profetiske.

Det er værd at nævne, at en af grundene til, at analogier, der involverer Nazityskland, kan være afslørende og lærerige, er fordi de repræsenterer en af de få historiske begivenheder, hvor flertallet af mennesker har kunnet komme til moralsk klarhed. For eksempel er det svært for de fleste mennesker at forestille sig, at et begreb som “terrorisme” blev begået mod nazisterne, da de fleste mennesker erkender, at nazisternesudvalgte ofre var berettigede til at bruge alle nødvendige midler mod en sådan uhyrlighed. En sådan klarsynethed, især med hensyn til retfærdigheden i at modstå ens udryddelse med vold, kan være en nyttig ingrediens til at producere den nødvendige kognitive dissonans, man har brug for for at indse, at i kampen mellem “godt mod ondt” kan den side de har valgt, faktisk være de “ondes side”.

Prøv et øjeblik – med det i tankerne – at forestille dig, at Det Tredje Rige efter Warszawa-ghettoopstanden mod nazisterne i 1943 havde taget dødstallene fra begge sider under kampmåneden  – de 56.000 dræbte eller tilfangetagne jøder, der blev sendt til dødslejre af Gestapo og de 300 tyske soldater, som den jødiske modstandsbevægelse anslår, at de dræbte i selvforsvar – og kombinerede dem til et tal:  56.300. Fortsæt så med denne øvelse og forestil dig, at nazisterne derefter skabte en obligatorisk sætning, der optrådte i hver artikel i Der Stürmer , hvor der stod: “I sin en-måned langeterroropstand mod det tyske fædreland har de jødiske separatister, der er opført som en terrororganisation af Rigsdagen, været ansvarlige for mere end 56.300 menneskers død,  herunder kvinder, børn og spædbørn.”

Det er ikke svært at se, at en sådan handling ville være en så åbenlys forvrængning af virkeligheden, at læseren næsten måtte blive flov over sin betagende skamløshed. Men det er i bund og grund, hvad de tyrkiske statsmedier fortsætter med at gøre hver dag hvad angår PKK. Så næste gang du læser en nyhedskilde, der citerer “PKK-dødstotalen”, som om den har noget grundlag i virkeligheden, skal du gøre dem en tjeneste og sende dem et link til denne artikel, så de kan stoppe med at skamme sig selv og dem af os, der kender den virkelige historie.

Referencer
(Kun offline, da onlinekilder overalt er linket.)
[1] Yildiz, K. (2005). The Kurds in Turkey: EU Accession and Human Rights. p. 10
[2] Mater, N. (2005). Voices from the Front: Turkish Soldiers on the War with Kurdish Guerrillas. p. 309
[3] Mater, N. (2005). Voices from the Front: Turkish Soldiers on the War with Kurdish Guerrillas. p. 309
[4] White, P. (2015). The PKK: Coming Down from the Mountains. p. 42
[5] White, P. (2015). The PKK: Coming Down from the Mountains. p. 43
[6] Eccarius-Kelly, V. (2010). The Militant Kurds: A Dual Strategy for Freedom. p. 147
[7] White, P. (2015). The PKK: Coming Down from the Mountains. p. 110
[8] Rugman, J. & Hutchings, R. (1996). Ataturk’s Children: Turkeyand the Kurds. p. 89

Forfatter

Dr. Thoreau Redcrow er en amerikansk global konfliktanalytiker, der har specialiseret sig i geopolitik, statsløse nationer og væbnede guerillabevægelser. Han er en hyppig taler for FN’s Menneskerettighedsråd i Genève og har været udenrigspolitisk rådgiver for flere grupper, der søger selvbestemmelse. Han har tidligere arbejdet i felten over hele Europa, Latinamerika, Caribien, Østafrika og Mellemøsten. Han er i øjeblikket meddirektør for The Kurdish Center for Studies (engelsk afdeling).