Den tyrkiske stat forfølger en model for neokolonial udnyttelse af Nordkurdistan. Ressourcerne overudnyttes, der bygges vandkraftværker, og overskuddet kanaliseres til Vest-Tyrkiet. Cemil Aksu fra miljøbevægelsen Pollen-Økologimener, at den tyrkiske stats handlinger i Nordkurdistan er ansvarlige for en dobbelt ødelæggelse. “Den første skyldes Kurdistans koloniale status og den deraf følgende benægtelse af eksistensen af den kurdiske nation og undertrykkelsen af dens kamp for frihed. Det andet skyldes den økonomiske politik.”

I dette ANF-interview beskriver Aksu den tyrkiske stat som en undtagelsestilstand, der har eksisteret siden grundlæggelsen af Tyrkiet, og som har antaget en ny form, især efter 2015. Aksu forklarer: “Herskerne respekterer ikke engang deres egen forfatning og deres egne love. Den lovgivende, udøvende og dømmende magt er alle forenet i præsidentpaladset. Alle protester og strejker for rettigheder og retfærdighed undertrykkes med vold. Dette undtagelsesregime har været rettet mod lokal økologisk modstand såvel som andre sociale oppositionsbevægelser.”

“Juridisk og praktisk modstand er grundpillerne i miljøkampen”

Aksu bemærker, at de to hovedsøjler i den økologiske kamp er konkret modstand og juridiske initiativer. Aktivisten fortsætter: “På trods af den ekstraordinære undertrykkelse har miljøbevægelsens kamp på lokalt plan gjort fremskridt påbegge områder. Det er imidlertid nødvendigt at indse, at de lokale miljøbevægelser har organisatoriske og politiske grænser; at de oplever stor desorganisering over for denne undtagelsestilstand, hvor loven er suspenderet, hvor politiet og militærpolitiet fungerer som fabrikssikkerhed, og virksomhederne og regeringen forsøger at gennemtvinge deres projekter med magt. For at overvinde denne desorganisering må vi opfordre til en fornyet mobilisering.”

“Virksomheder plyndrer landet”

Aksu understreger virksomhedernes rolle i ødelæggelsen af miljøet i Tyrkiet og Kurdistan og påpeger, at de ansatte i virksomhederne kunne have tjent en tredjedel mere, nogle endda det dobbelte, af det overskud, som virksomhederne har opnået. Han fortsætter: “For deres profits skyld dør arbejdere i arbejdsmord [de sociale bevægelser i Tyrkiet og Kurdistan omtaler såkaldte arbejdsulykker som ‘arbejdsmord’] og erhvervssygdomme. Mennesker og natur dør på grund af miljøødelæggelse. Miljøødelæggelsen er stigende både regionalt og globalt. Derfor må vi opfordre til en ny mobilisering for den økologiske kamp og rejse os overalt.”

“Kolonial lov praktiseres”

Aksu understreger, at kolonial lov praktiseres i Kurdistan, og at der føres en dobbelt ødelæggelsespolitik: “Det handler om Kurdistans koloniale status og fornægtelsen af den kurdiske nation baseret på den og undertrykkelsen af dens kamp for lighed og frihed. Den anden faktor er kapitalens rolle i den internationale arbejdsdeling og den økonomiske politik, der er forbundet med den. På grund af den første faktor har Kurdistan-regionen været udsat for en økonomisk og politisk affolkningspolitik gennem mange år. “Investeringer” såsom GAP-projektet [South East Anatolia Project] og andre dæmningsprojekter tjener både som et middel til “sikkerhedspolitik” og som et middel til at omdanne regionens arbejdskraft og naturens energi til en ressource for kapitalen. Denne dobbelte ødelæggelsespolitik har til formål at opløse den kurdiske nations enhed og bruge den uorganiserede befolkning som billig arbejdskraft i industrierne, industriområderne og servicesektorerne i byerne. Dette er ikke bare en påstand; Det er ting, som kapitalens forfattere selv har skrevet planer om.”

“Hvis kolonialister ødelægger miljøet, så må vi forsvare det”

Aksu påpeger, at kolonialisme er et system, hvor både landet udnyttes brutalt, og alle levende væsener udsættes for den mest brutale vold. “Vi har set og oplevet tusindvis af former for dette. Der er et meget alvorligt tørkeproblem i Kurdistan. De frugtbare jorder i Tigris-bassinet er nu ved at blive tilplantet med Bayers genetisk modificerede majs. Skovene på skråningerne af Cûdî bliver fortsat fældet. Hver sommer brændes egeskove ned af ‘sikkerhedsmæssige årsager’. Virksomheder kan udføre alle former for aktiviteter uden at overholde loven. På bredden af Murat, en biflod til Eufrat, fremmer virksomheder og staten cyanid guldminedrift, såsom i Iliç (Licik). Tigris- og Eufratbassinerne er blevet miljøødelæggende områder på grund af minedrift, byaffald og industrielt landbrug. Derfor må kampen mod kolonialisme nødvendigvis være en økologisk kamp. Hvis kolonialisterne ønsker at gøre landet goldt, har vi pligt til at forsvare skovene, floderne og landbrugsjorden. Hvordan kan vi leve på et afskovet, visnet, goldt land?! “

“Miljøbevægelsen forsøger at beskytte træet, men taber skoven af syne”

Aksu erklærer, at den mest grundlæggende svaghed ved miljøbevægelsen i Tyrkiet er, at den udelukkende er problemorienteret; Derfor handler den kun projekt- og kampagneorienteret. “Det afgøren de problem er, hvordan det kan være, at en virksomhed en dag kan stå på dørtrinnet til ens egen landsby. Altså spørgsmålet om, hvor virksomheden får denne magt fra, hvilke politiske og økonomiske netværk, der giver den denne styrke. De politiske aspekter af kampen og den systemiske dimension bliver altid sat på vågeblus fordi problemet ses som et hasteproblem eller fordi det politiske problem slet ikke bliver sat på dagsordenen. Så mens du forsøger at beskytte træerne, mister du skoven af syne.”

Aksu mener, at et økologisk perspektiv bør se alle levende ting som en del af en helhed og overskride nationale, religiøse og andre grænser. Han siger, at den økologiske bevidsthed i Tyrkiet er ret tilbagestående i denne henseende. Således jager de, der skulle beskytte skoven, dyrene i den, og de, der skulle kæmpe for dyrs rettigheder, kæmper ikke for deres habitat, skovene. Veganere, der kæmper mod animalsk føde, er ofte ligeglade med om arbejdstagere udbyttes; De, der kæmper mod vandkraftværker, energianlæg og miner i deres egen landsby, er ofte ligeglade med situationen for dem, der oplever de samme problemer andre steder.

“Miljøet er ikke kun et anliggende for aktivister”

Aksu forklarer, at det er nødvendigt at bryde fri fra den overfladiske opfattelse, at miljøspørgsmål skyldes et problem med “miljøforkæmpere”. Han siger: “Vi må holde op med kun at se økologi som et spørgsmål om ‘træer og blomster’. Mindst 20.000 arbejdstagere dør hvert år som følge af langsom vold som følge af virksomhedernes beskidte aktiviteter. Mens tekstilvirksomheder i Denizli og industrikomplekser i Uşak øger deres profit, bliver markerne, landsbyboerne og især børnene forgiftet og dør af den økologiske ødelæggelse i Büyük Menderes-bassinet, hvor spildevandet fra disse fabrikker udledes. Iliç-katastrofen dræbte ikke kun ni arbejdere, men på mellemlang til lang sigt vil den dræbe alle levende i Eufratbassinet. Kurven for den økologiske krise forløber ikke i bølger som den økonomiske krise, men stiger konstant.”

“Organisation er presserende nødvendig”

Aksu påpeger derfor, hvor vigtigt det er at organisere sig i overensstemmelse med situationens alvor og uopsættelighed. Han siger: “I de etablerede organisationer skal nogle principper som demokratisk deltagelse, ligestilling mellem kønnene, regelmæssige møder, kontrol med de trufne beslutninger og ansvarsfølelse konsekvent implementeres. Uden tvivl skrider kampen for økologi, som enhver kamp, frem gennem dens ekspansion. Det er en praksis. At lære ved at gøre og handle ved at lære, men det kan ikke ske spontant. Vi må se på, hvem der kom før os, hvad de opnåede, hvorfor de blev besejret osv., og lære af det. Vi må lære af vores fejl og opfordre til mobilisering for den nye æra.”

Kilde:

Anonymous, 2024: Aksu: Ecological struggle needed against colonialism. ANF News, 13. June 2024

Oversættelse: Jesper Brandt