Zeki Irmez, et parlamentsmedlem for DEM-partiet, fortæller herom den massive økologiske ødelæggelse, der udføres af den tyrkiske stat og den private sektor i Nordkurdistan. Han ser detsom et udtryk for “kolonialisme”.

Det tidligere krystalklare vand i Nerdüş-kløften i den nordlige kurdiske provins Şırnak (Şirnex) er sort og indeholder klumper af kul, og skovene i Beytüşşebap (Elkê)-distriktet er ved at blive fældet af paramilitære styrker. Ødelæggelsen af Şırnaks unikke natur er i fuld gang, især i de “midlertidige militære udelukkelseszoner”. Mens befolkningen, der bor eller arbejder der, ikke har lov til at komme ind i områderne, foregår der ulovlig minedrift og olieudvinding.

I dette interview med ANF svarer Zeki Irmez, DEM-partiets parlamentsmedlem for provinsen Şırnak, på spørgsmål om situationen.

Billederne af det sorte vand i Nerdüş-kløften og kulklumperne, der kommer ud af hanerne, er gået viralt på de sociale medier. Hvad sker der i Nerdüş?

Nerdüş-elven var faktisk ren nok til at drikke af. Folk kunne drikke vandet, give det til deres dyr, vande deres vinmarker og haver med det. Alt dette er ikke længere muligt i dag. Nerdüş løber gennem mange landsbyer, inden den når Tigris. Det var kilden til liv for alle. Grunden til at vi er kommet i den nuværende situation, skyldes det område, vi kalder 6 Ocak. Det er et område, der tilhører firmaet Bölünmez Holding. Spildevandet fra mange stenbrud pumpes ind i Nerdüş gennem et pumpesystem. Vandreservoiret, som floden løber ind i, tilhører kommunen Şırnak. Kommunen ville være nødt til at bygge et spildevandsrensningsanlæg dér eller oprette et kulminefiltreringssystem. Der burde være foretaget inspektioner. Det gjorde bestyrelsesmedlemmerne selvfølgelig ikke. Når vandet kommer fra kulminerne, er det forurenet med kemikalier og er sort. Det kan ikke bruges til noget. Intet levende kan leve i dette vand. Alligevel bliver dette beskidte vand sendt til Şırnak. Bahçelievler-kvarteret forsynes med dette vand. Det samme gælder for Maden-kvarteret. Vi har set optagelser taget af beboere. Vandet fra hanen er sort, mudret og indeholder kulpartikler. Som svar på en forespørgsel i parlamentet modtog vi et svar fra ministeriet om, at der var blevet pålagt bøder. Så mange bøder til den virksomhed, så mange bøder til den virksomhed… De pålagte bøder var lige så høje som indtægterne fra deres kulminer på få timer. Det har ingen afskrækkende effekt, og det samme bliver ved med at ske igen og igen

.

Den koloniale lov er fremherskende

Şırnak har stået over for en mangefacetteret økologisk ødelæggelse gennem de seneste år. Hvilken rolle spiller kulminedriften i dette?

Kulminerne var under kontrol af det tyrkiske kulselskab (TKI) indtil 2001. Så blev TKI lukket. Derefter blev kulminerne totaltoverført til den særlige provinsadministration gennem royalties (kontrakter, der regulerer overdragelsen af en del af eller alle driftsrettighederne over minelicensområder til tredjeparter), som derefter tildelte dem til virksomheder gennem udbud. Der var også virksomheder, der kom udefra for at udvinde kullet, men for det meste modtog lokale virksomheder i Şırnak driftslicenserne. I dette system modtager den særlige administration en vis procentdel. Cûdî-regionen bliver på denne måde udplyndret. Der er huller overalt. Efter 2016 blev driftstilladelserne for næsten alle kulminer i Şırnak tildelt Süleyman Bölünmez fra Bölünmez Holding. Nogle miner drives også af underleverandører. Minerne opererer som åbne miner i landskabet. Der er ingen skinner. De åbner kulminen og bruger dynamit. Minerne er meget dybe. Arbejderne arbejder i et miljø, hvor der ikke er sikkerhed på arbejdspladsen, og der har allerede været dødsfald. Den måde, de arbejder på, er i strid med mineloven og lovgivningen som helhed. Når vi ser på alt dette, spiller kulminerne naturligvis en meget stor rolle i den økologiske ødelæggelse. Ikke et eneste skridt tages af ministerierne mod det. Den lov, der anvendes her, er en kolonial lov. Dette skal der udbredes kendskab til.

Skovrydning og ødelæggelse af skovområder er også blevet et diskussionsemne i de seneste dage. Hvordan er situationen hvad det angår?

Nogle steder er klassificeret som landsbyer, andre som arvet jord tilhørende privatpersoner. Andre steder er også defineret som statsejendom, men generelt er lokaliteterne landsbyer. Også selvom de ikke har noget skøder dér. Uanset jordens art og ejerskab ødelægges skovområderne. Det er klart i strid med loven. Selvfølgelig finder man undskyldninger for at gøre det. For to år siden blev træer fældet i et område, som vi ejede. 

Vi kontaktede både det provinsielle skovdirektorat og det regionale direktorat i Urfa (Riha) for at stoppe skovrydningen. Skovdirektoratet gav os et meget absurd svar. De sagde, at de var i gang med at forynge skovstrukturen i skovområdet. Der kan ikke eksistere en sådan begrundelse. Skovarealer fældes mod ejernes samtykke, og et meget lille beløb, almisser, udbetales som kompensation. For to år siden fik de retmæssige ejere udbetalt et beløb på 400-500 TL pr. trailer. Men når træerne sælges, fastsættes prisen ud fra tons. På det tidspunkt kostede et ton træer 1500-2000 lira. En traktor kan transportere to til tre tons træer. Så det er den mest forfærdelige udnyttelse.

Landsbyvagternes rolle

Skovrydningen i Botan sker med hjælp fra landsbyens vagter. Hvad kan du sige om dette?

Billederne af træerne, der fældes og læsses på traktorer, er fra Komate. Fældningen fandt sted i skovområdet ved siden af landsbyen Andaç. Lige over vejen til Beytüşşebap er der et område, vi kalder Xabur 2, det er tæt ved dér. Da jeg tog til landsbyen Andaç aftenen før Eid al-Fitr, fortalte landsbybeboerne mig, at landsbyvagterne var kommet og mødtes med dem. Folk fortalte, at landsbyvagterne nu ønsker, at deres skovområde skal ødelægges. De sagde, at det var der, hvor de boede, og at det var der, hvor de havde deres økonomiske levebrød. De fodrer deres dyr med det, der er der. På trods af alle disse indvendinger sagde landsbyvagterne til landsbyboerne, at de ville fælde træerne, uanset om beboerne var enige eller ej, og at de ville give dem penge. De sagde, at staten havde givet dem en direkte ordre i denne sag. Derefter overvågede landsbyboerne rydningen, så dafældningen var obligatorisk, var der i det mindste nogle af os på stedet, så der ikke blev tale om en fuldstændig plyndring. Desværre finder der nu en reel massakre af skoven sted. Vores parlamentsmedlem, Newroz Uysal, optog også en video. Der var en strid med clearingarbejderne. Landsbyvagterne har været direkte eller indirekte involveret i disse rydninger i årevis. En naturmassakre finder sted i regionen under dække af “sikkerhedspolitik”. Landsbyvagternes rolle i denne cyklus er ikke overraskende. Hver opfylder sin egen del af denne mission.

Affolkning i økologisk forstand

Du nævnte, at miljøødelæggelse og “sikkerheds”-politik er smeltet sammen til et profitnetværk. Kan du forklare dette mere detaljeret?

Efter 2016 indførte AKP-MHP-regeringen en ny “sikkerhedspolitik” for regionen. Der er et begreb om besættelse og affolkning i forhold til regionen. Denne tilgang har ikke kun en social og økonomisk komponent, men også en økologisk komponent. Dette gælder især for Şırnak. Det ser vi meget tydeligt. Der er en sand massakre på naturen. Både i Cûdî, Gabar og Besta. De områder, hvor træerne fældes, flytter sig fra tid til anden. I øjeblikket fældes de fleste træer i Beytüşşebap, men for et eller to år siden var området omkring Besta centrum for skovrydning. Nyhedsbureauet Mezopotamya offentliggjorde satellitbilleder af området. Det var meget tydeligt at se omfanget af overudnyttelsen. Sidste år var der fokus på Gabar. I år er det den side af Cûdî, der falder mod Silopi (Silopya), det område, vi kalder Bilika, samt Komate i Beytüşşebap.

AKP-MHP-regeringen sigter mod et militært, politisk, socialt og psykologisk kollaps i regionen. Desværre er den økologiskeødelæggelse også en del af denne undertrykkelsesplan. Dette gælder selvfølgelig ikke kun for Şırnak. Bitlis (Bedlîs), Bingöl (Çewlîg), Dersim, Mardin (Mêrdîn) og Amed er også ramt af fuldstændig skovrydning. Dette siges at ske for at ødelæggemulige skjulesteder og tilflugtssteder. Staten siger selv, at de steder, der ikke kan ryddes for skov, skal brændes ned. Så politikken går helt klart i retning af at ville ødelægge eksistensbetingelserne for lokalbefolkningen. Dette er en af hovedårsagerne til afbrændingen af skovene i Şırnex. Det er sommer. Vi ved udmærket, at de områder, der ikke er ryddet, bliver brændt, men det overrasker os desværre ikke længere. Dette har været praksis i lang tid.

Regionen graves op til olieefterforskning

Kan du sige et par ord om olieefterforskningsarbejdet?

Ja selvfølgelig. Der er i øjeblikket stor udnyttelse på Gabar-linjen. Både rydning af skovområder og anlæg af veje til de overudnyttede områder er knyttet sammen. Landsbybeboerne rapporterer, at for eksempel vandkilderne er tørret ud i nogle områder. De siger, at de ikke længere kan vande deres haver på grund af boringerne. Cûdî er på begge sider gennemsyret af kulminer og olieefterforskningsaktiviteter. I Besta, især på Dihê(Eruh) siden og på Herekol-siden, ryddes skovområder. Disse områder er blevet erklæret “særlige sikkerhedszoner”, dvs. militære forbudte områder, der hverken må betrædes eller forlades. Dette er status for alle områder. Det er ikke tilladt at komme ind på området. Men hvis vi ser på, hvem der har forbud mod at komme ind i områderne, så bliver baggrunden tydelig. For for dem, der fælder træerne, er det for eksempel ikke noget forbud. Olieefterforskningsselskaber kan også nemt tage til disse områder, bore og udføre deres arbejde. MTA-medarbejdere kan komme ind i regionen ganske komfortabelt. Så der er ikke noget forbud mod dem. Men for nomader er det et begrænset område. De er også begrænsede områder for folk, der ønsker at rejse til deres landsbyer eller vande deres haver. For eksempel, hvis du vil til Cûdî – og taler jeg specifikt om regionen på Şırnak-siden – kan du ikke tage et eneste skridt uden tilladelse. Hvem udsteder tilladelsen? Militærpolitiet. De giver ikke tilladelse til alle. Selv i 90’erne havde man ikke en sådan politik. Der var mange protester. Sidste år blev der organiseret en march af civilsamfundsorganisationer og miljøforkæmpere fra Vesten. Hvad angår den juridiske dimension, rejste advokatsamfundet i Şırnak strafferetlige anklager om alle disse spørgsmål. Enkeltpersoner har indgivet kriminelle klager. Men der er ingen konsekvenser. Der er en ordre om ikke at undersøge sagen. Man kan ikke opnå noget som helst resultat på et juridisk, politisk eller socialt plan. Det er derfor, vi siger, at koloniretten anvendes her. Både mod naturen og mod samfundet, mod alt, hvad der hører til denne geografi. Denne situation hænger naturligvis sammen med det kurdiske spørgsmål. Så længe det kurdiske spørgsmål ikke er fuldt ud løst, vil vi desværre blive konfronteret med en sådan praksis.

Kilde:

Zeki Irmez, 2024: Nature is being destroyed in Şirnak with the cooperation of the stat and private sector. ANF-News, 22 July 2024.

Oversættelse: Jesper Brandt