Af Selahaddin Erdem
Saddam Hussein tændte lunten til verdenskrigen ved at proklamere: “Alle kriges moder begynder nu”. Golfkrigen, som begyndte med Iraks invasion af Kuwait, markerede begyndelsen på Tredje Verdenskrig. Som svar indsatte USA 150.000 tropper i Mellemøsten og tog militær kontrol over regionen omkring Den Persiske Golf, især Kuwait og Saudi-Arabien. Efter invasionen af Afghanistan og Irak i 2002-2003 udvidede USA sin kontrol på det større regionale niveau. I dag forstår vi bedre, at USA på det tidspunkt allerede var begyndt at realisere sit projekt om at skabe en energi- og handelsrute fra Indien til Grækenland.
Begyndelsen af 1990’ere signalerede, ligesom slutningen af første verdenskrig 1917-18, begyndelsen på en ny proces på verdensplan. Mens den sovjetiske revolution i Rusland banede vejen for i det mindste en delvis våbenhvile i den verdenskrig, der var begyndt, søgte menneskeheden efter en alternativ verden. Med Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne sluttede denne delvise våbenhvile, og verdenskrigen blev genoptaget. Denne proces, der begyndte i Golfen baseret på USA’s “New World Order”-strategi, spredte sig gradvist til andre dele af verden gennem økonomisk og politisk pres og militær aggression.
Den nye verdenskrigs indvirkning på Kurdistan var etableringen af en såkaldt kurdisk administration i Hewlêr (Erbil) gennem ‘Operation Provide Comfort’ i 1991, der havde til formål at forhindre Kurdistans Frihedsbevægelse i at sprede sig til det sydlige Kurdistan. Som følge heraf blev Kurdistans Frihedsbevægelse, som opstod og udviklede sig i det nordlige Kurdistan, både inddæmmet og omringet der. Dette markerede den mest konkrete indledning til global kapitalistisk intervention mod Kurdistans Frihedsbevægelse. Således blev grundlaget for det internationale sammensværgelsesangreb, der blev iværksat den 9. oktober 1998, lagt.
Hvis historien havde udviklet sig anderledes, hvis det ‘Botan-Behdinan befriede område’ (dvs. de sydøstlige kurdisk dominerede områder af Tyrkiet, samt de kurdisk dominerede områder af det nordligste Irak, o.a.) var blevet realiseret i begyndelsen af 1990’erne, som Abdullah Öcalan forestillede sig, hvordan ville historien så være blevet oplevet og registreret? Det er klart, at den demokratiske løsningsproces for det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet ville være indledt på grundlag af dette befriede område. Tyrkiet ville være blevet demokratiseret på dette grundlag, og de nationaldemokratiske kræfter i det nordlige og sydlige Kurdistan ville have forenet sig for at intervenere i Golfkrigen og sikre, at den nye proces i Irak blev grundlagt på princippet om “demokratisk enhed”. I dette scenarie ville USA’s projekt om at skabe en energirute mellem Asien og Europa være blevet annulleret fra begyndelsen, og verdenskrigen, der opstod på grund af de interne modsætninger i det kapitalistiske modernitetssystem, ville være slut, før den overhovedet begyndte. Måske ville nye skridt mod et nyt verdenssystem, som ikke kunne realiseres i begyndelsen af 1920’erne, være blevet taget allerede i 1990’erne. Igen ville Sovjetunionen, den første stat i verden, der brød sammen, og som nægtede kurdisk eksistens og frihed, måske have oplevet en reformistisk forandring snarere end det pågældende sammenbrud. Kort sagt, begivenhederne i de sidste 35 år ville ikke have udfoldet sig, som de gjorde, og der ville ikke have været så meget blodsudgydelse.
Historien udspillede sig imidlertid, som USA ønskede, og Tredje Verdenskrig fortsatte med at sprede sig og blive dybere. Til dette formål var to ting nødvendige for USA. For det første havde den brug for et sikkert miljø for at kunne gribe ind i Bagdad, og den største fare for den strategi kom fra den kurdiske frihedsbevægelse og dens leder, Abdullah Öcalan. Ud fra dette perspektiv sigtede USA mod at eliminere eller i det mindste svække denne fare gennem det internationale sammensværgelsesangreb, som USA indledte den 9. oktober 1998. Det andet krav var at finde en passende begrundelse for en invasion af Bagdad. Ligesom ved invasionen af Kuwait den 2. august 1990 blev denne begrundelse fundet i angrebene på tvillingetårnene den 11. september 2001. På baggrund af Abdullah Öcalans isolation, tortur og folkedrab i Imrali og ved hjælp af den atmosfære, der blev skabt af angrebene på Twin Tower i Al-Qaedas navn, gennemførte USA således invasionsangreb på Afghanistan og Irak i et forsøg på at konsolidere sin suverænitet over verden baseret på de resultater, der blev opnået dér.
Den tredje fase af verdenskrigen involverede udnyttelse af virkningen af det såkaldte ‘arabiske forår’ til yderligere at styrke det kapitalistiske modernitetssystems kontrol over Mellemøsten. Det er historiens ironi, at de kræfter, der konfronterede hinanden i krigens første og anden fase – nemlig USA og PKK – kæmpede side om side på den samme krigsfront mod Islamisk Stat i denne tredje fase. Dette var utvivlsomt en politisk sammenstilling baseret på ideologisk opposition. Da begge styrker viste selvtillid og vilje til at kæmpe sammen, opstod alliancen, der besejrede ISIS og den autonome administration i det nordlige og østlige Syrien, som et resultat. Faktisk var denne situation en sejr for begge sider.
Nu er den fjerde fase af Tredje Verdenskrig i gang. Efter at have etableret militær kontrol over Den Persiske Golf og dens omegn i de første to faser, forsøger USA nu at hævde militær kontrol over det østlige Middelhav og dets omgivelser baseret på de resultater, det har opnået i Egypten og Syrien. Mens det direkte anvendte sine militære styrker i de første to faser, har det i denne fjerde fase placeret Ukraine og Israel i spidsen. Under påskud af at etablere staten Israel bliver det jødiske samfund, der har været spredt over hele verden, koncentreret på ét sted, samtidig med at der skabes en politisk og militær styrke til at tjene den globale hovedstad.
Krigen i Ukraine har udviklet sig på dette grundlag. Det har tjent USA’s interesser ved at slå et betydeligt slag mod den energihandel, som Rusland og Kina forsøger at udvikle med europæiske stater, samtidig med at NATO’s tilstedeværelse i Europa styrkes. Konflikten i Gaza har også udviklet sig i denne retning, og det palæstinensiske folk, der stræber efter frihed, er blevet ofret i denne krig. Israel, der viser sin militære magt til folkene i Mellemøsten og verden med støtte fra USA og NATO, forsøger at indgyde frygt i hele menneskeheden gennem sine handlinger. Som en del af åbningen af energiruten i det østlige Middelhav er Libanon nu i sigtekornet, og Israel lancerer et omfattende angreb mod Hizbollah. I dette angreb bliver teknologiske fremskridt brugt som et primært redskab til massakre i krigens tjeneste, og intensiteten af angrebet er eskaleret til niveauet for et mordforsøg på Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah. Hvad der derefter sker er usikkert. Det er klart, at denne krig vil fortsætte med at sprede sig. Situationen i Syriens fremtid er uforudsigelig. Det kan dog snart blive klart, at situationen på Cypern kan forværres uventet og føre til en katastrofe, som den fascistiske AKP-MHP-regering trækker Tyrkiet ind i.
I denne fjerde fase er tilgangen til kurderne todelt: På den ene side, som det ses i Rojava, er der en indsats for at styre kurderne og udvikle ideologisk indflydelse på dem; på den anden side er der en fælles indsats for at ødelægge og likvidere den kurdiske frihedsbevægelse, PKK, ved at yde alle former for militær støtte til AKP-MHP’s fascisme og stole på KDP-samarbejde. Der har ikke været noget nyt fra Abdullah Öcalan i 43 måneder. Siden efteråret 2016 er en af de mest intense militære offensiver i historien blevet iværksat for at knuse guerillastyrkerne og besætte medieforsvarszonen. Der er udarbejdet lister over mord på PKK-ledelsen, og offentlige massakrer finder sted. Omfattende angreb med særlig krigsførelse udføres for at distrahere det kurdiske samfund fra modstand. Den internationale sammensværgelse, der blev indledt med henblik på at tilintetgøre Abdullah Öcalan den 9. oktober 1998 og nu er nået sit 26-års jubilæum, fortsætter som en del af disse angreb.
Det konspiratoriske angreb er utvivlsomt totalt; Den udføres overalt og er rettet mod alle patriotiske kræfter. Men for organiseringen og udførelsen af dette angreb spiller det sydlige Kurdistan en afgørende rolle, hvor Barzanis KDP har en betydelig position og et betydeligt ansvar. Det kan hævdes, at den vigtigste lokale akse i sammensværgelsen er Barzani-regeringen. At vælte Barzani-regeringen ville være en afgørende og betydningsfuld udvikling i besejringen af den internationale sammensværgelse. Den 20. oktober vil der blive afholdt valg i det sydlige Kurdistan. Det er et valg, der står mellem kollaborativt forræderi og patriotisme. Dette valg er en afgørende mulighed for at fjerne KDP’s kollaborative forræderi under Barzanis KDP fra magten. Det er en grundlæggende patriotisk pligt at gribe denne mulighed effektivt. Alle patrioter i det sydlige Kurdistan må påtage sig denne opgave i fællesskab, bevare klarhed over situationen og nægte at bukke under for fortvivlelse.
Læs mere om de forskellige faser:
Kilde:
Selahaddin Erdem, 2024: Potentials for the Kurds in the recent escalation of the Third World War, ANF-News, 4. October 2024, first published on Yani Ozgür Politika.
Oversættelse: Jesper Brandt