Angrebene fra de pro-tyrkiske lejesoldatgrupper og HTS-jihadister på Syrien og de autonome administrationsområder bliver stadig voldsommere.
Den øverstbefalende for de syriske demokratiske styrker (SDF), Mazlum Abdi, kommenterer udviklingen og understreger, at prioriteten har været at beskytte civilbefolkningen.
Kommandør Abdi siger, at SDF er blevet angrebet fra mere end én retning, og derfor er tvunget til at udkæmpe en krig på flere fronter. Det syriske militær og dets allierede er fuldstændig kollapset, så SDF har eneansvaret for at beskytte befolkningen.
SDF har forsøgt at etablere en humanitær korridor for at gøre det muligt for folk at flygte fra jihadisterne. Kommandør Abdi siger: “Vores styrker har heroisk forsvaret befolkningen i Aleppo, Tall Rifaat og Shehba. Men angrebene fra de tyrkisk-støttede væbnede grupper har forstyrret den humanitære korridor, vi har ønsket at skabe mellem disse regioner og områderne i øst.”
Kommandør Abdi understreger, at der gøres en indsats for at etablere kommunikation med alle aktive parter i Syrien for at sikre befolkningens sikkerhed og flytte dem fra Tall Rifaat og Shehba til sikre områder i den nordøstlige del af landet.
VORES MODSTAND I ALEPPO FORTSÆTTER
Kommandør Abdi understreger, at modstanden i de kurdiske kvarterer i Aleppo fortsætter, og tilføjer: “Vores prioritet er at beskytte vores folk. Vi vil ikke lade dem være alene i denne svære tid.” Generalkommandøren appellerer til det internationale samfund om at støtte SDF og garantere befolkningens sikkerhed. I de kurdiske distrikter i Aleppo er der utallige flygtninge, der søger beskyttelse fra jihadisterne hos SDF eller forsvarsstyrkerne.
Kilde:
News Desk, 2024: SDF General Commander: Our priority is to protect our people. ANF-News. 2. December 2024.
Oversættelse: Jesper Brandt