Af Jesper Brandt

Der har været voldsomme kampe i Manbij-området nordøst for Aleppo, mellem de tyrkisk financierede og organiserede lejesoldatgrupper under ’Syriens National Hær’, understøttet af de tyrkiske væbnede styrker på den ene side, og de forsvarende styrker fra Manbij militære råd og de Syriske demokratiske styrker (SDF) fra den Autonome Administration i Nord- og Øst Syrien (DAANES), på den anden side. I denne situation harlandene fra den internationale koalition mod Islamisk Stat søgt at gennemføre fredsforhandlinger mellem SDF og Tyrkiet om den tilspidsede situation i området. Det er primært sket under USA’s ledelse, men især de tidligere kolonimagter England og Frankrig har også været involveret, formentlig både af historiske årsager men også i varetagelsen af indlysende EU-interesser.

Våbenhvilen skulle omfatte en total demobilisering af Manbij-området vest for Eufrat, og skulle træde i kraft fra fredag d. 12. december. Man fastholdt planerne til det sidste, til trods for at de foreløbige aftaler under forhandlingerne ikke blev overholdt af den tyrkiske side i konflikten. Men det endte med, at der ikke kunne opnås enighed om våbenhvilen på grund af en strid om et 800 år gammelt gravsted, hvis eksistens der tilmed har været stor historisk tvivl om, og hvis placering i øvrigt har ændret sig markant gennem de seneste generationer. Selve omflytningen af graven var der ikke engang strid om: For den øverstkommanderende over SDF, Mazloum Abdi, havde på forhånd stillet sig positiv overfor ønsket om at flytte gravstedet til dets oprindelige helligdomssted ’i overensstemmelse med tidligere internationale aftaler og med fuld respekt for kulturarven’.

Men alligevel gik det galt. Hvad var det, der skete?

KOLONIMAGTERNE GAV LIV TIL HISTORIEN VED TYRKIETS OPRETTELSE I 1923

Ja, lad os grave os lidt ned i affæren, der på mange måder er fuld af spændende historisk geografi.

Gravstedet drejer sig om Suleyman Shah, der levede fra ca. 1178 til 1236, og skulle være farfar til det osmanniske Riges grundlægger og første Sultan, Osman d. I. De to var ligesom Osman d. 1. far, Ertugrul  Ghuzi, overhoveder for en mindre stamme, der var beslægtet med Kayi-stammen, der var en gren af Oghuz’erne, med et tyrkisk-beslægtet sprog, De migrerede fra Øst mod vest, gennem det nuværende Syrien og endte i Anatolien i det centrale Tyrkiet i det 12. århundrede under Seljuk-riget, hvor Suleiman Shah var militær leder. Han døde i 1323/24, og faldt ifølge legenden af sin hest og druknede i Eufrat-floden nær borgen Qai’at Ja’bar, der ligger 7 km. NV for byen Tabka, der i dag udgør en vigtig by i Nord-Øst-Syrien. Ifølge legenden blev Sulaiman Shah begravet i et gravkammer nær borgen. 

Der er også andre alternative fremstillinger af historien, hvor migrationerne øst fra startede mere nordligt, øst for det Kaspiske Hav, fra hvis østside de bevægede sig syd på helt  tilbage i 900-tallet.der går helt tilbage til 900-tallet. Desuden har langt fra alle ottomanske slægtsforskere dog ment, at der var belæg for at antage, at Suleiman Shah var farfar til Osman d. 1. Og flere historikere har betvivlet sandhedsværdien af den officielle beretning, og mener, at den kan være skabt for at berige det osmanniske riges og Tyrkiets imperiehistorie.

Men det er sådan set ligegyldigt, idet legenden fik sin egen politiske virkelighed, da kolonimagterne England og Frankrig fastlagde grænserne i Mellemøsten efter første verdenskrig.

For I Ankara-traktatens artikel 9, der blev underskrevet af Frankrig og Tyrkiet i 1921, står det anført, at Suleyman Shahs gravsted (altså der, hvor det lå i 1921) ”med alle dets tilhørende rettigheder, skal vedblive med at være tyrkisk ejendom. Tyrkiet kan udpege et vagtmandskab for det, og kan plante det tyrkiske fag på stedet”. Der blev derefter vedtaget et 11. mand stort symbolskvagtmandskab til at holde opsyn med gravstedet.

ASSAD-SØEN OVERSVØMMER SULEIMAN SHAHS GRAV.

Et af de markante træk ved efterkrigstidens afkolonisering var opbygningen af store demningsprojekter, ofte gennemført i samarbejde med Øst-blok-landene, der kunne bidrage med elektrificiering og dermed mulighed for industrialisering i stor stil. Under den Forenede Arabiske Republiks korte levetid (1958-61) fik Ægyptens Abdul Nasser med sovjettisk hjælp igangsat den store Assuan-dæmning. Men Syriens Hafiz Assad fik også gang i store dæmningsprojekter på Eufrat-floden, især opbygningen af den 60 m. høje Tabka-dæmning, der gav anledning til dannelsen af den ganske store opdæmmede Assad-sø foran dæmningen – med et areal på 450-610 km². Den betød imidlertid, at Suleiman Shahs gravsted blev oversvømmet, så kun selve Borgen Qai’at Ja’bar i dag rager op over Assad-søen som en halvø NV for Tabka

Der blev derfor indgået en aftale mellem Tyrkiet og Syrien om at flytte gravstedet 85 km mod nord, men stadigt på bredden af Eufrat, ca. 10 km NV for byen Sarrin, og ca. 27 km. fra den tyrkiske grænse, på koordinaten 38˚39’22”N 28˚12’27”E. Her byggedes en ny gravplads.

Sumeiman shahs gravsted fra 1973-2015 (foto: Céline Rayne)

Her bevarede Tyrkiet en mindre militær tilstedeværelse som en æresvagt. En protokol sikrede Tyrkiet transit rettigheder gennem Syrien til gravstedet for at kunne vedligeholde graven. Tyrkiet har endvidere krævet, at besøgende til gravstedet skulle have deres pas med, hvilket dog ingen andre lande synes at have understøttet. 

ENDNU EN ÆNDRING AF GRAVEN I 2006

Faktisk blev gravpladsen udsat for endnu en trussel om en oversvømmelse, efter opførelsen af Tishrindæmningen i 2006. Denne trussel blev afværget gennem en ombygning, idet komplekset omkring gravpladsen, der spredte sig over 2½ km² for en stor dels vedkommende kom til at ligge under vandspejlet i opdæmningen bag Tishrindæmningen, mens selve gravpladsen nu kom til at ligge som en mindre halvø på østbredden, få hundrede meter nord for broen over Eufrat ved landsbyen Qere Qozaq(Karakozak), se billedet nedenfor, samt artiklens forsidebillede.

Suleiman Shahs gravsted, som det som det kom til at se ud efter 2006, hvor opførelsen af Tishrin-dæmningen førte til opstemningaf Eufratfloden foran dæmningen, og dermed lagde størstedelen af de omkringliggende områder ned under vandspejlet. 

Gravstedet ligger tæt op ad en bro over Eufrat-floden ved landsbyen Qere Qozaq (Karakozak), hvor der netop nu foregår heftige kampe mellem lejsesoldatbander under ’ Den Syriske Nationale Hær’ (SNA), styret af den tyrkiske hær, og styrker fra Manbij Militære Råd og SFA, der forsvarer øst-siden af Eufrat, der ellers vil ligge åbent for et tyrkisk angreb mod Kobane syd fra. 

I en omfattende tyrkisk militær operation i 2015 flyttedes gravpladsen til landsbyen Ashme helt tæt på den tyrkiske grænse. Men hvorfor afsluttedes aktionen med at ødelægge resterne efter det gamle Mausoleum – tæt på broen – når Tyrkiet alligevel umiddelbart efter aktionen fastholdt, at den nye lokalisering kun var midlertidig og at den ikke betød nogen ændring i gravpladsens oprindelige status?

ISLAMISK STAT SIGES AT TRUE DEN NYE GRAV OG TYRKIET FLYTTER DEN TIL GRÆNSEN I 2015

Allerede tidligt i den syriske borgerkrig træder Suleiman Shahs grav ind som en brugbar brik i Tyrkiets spil omkring udviklingen i Syrien. I august 2012, da de syriske kurdere havde etableret Kobane som en autonom kanton i Syrien, udtaler Erdoğan, at ’Sumeyman Shahs grav og landet omkring den (JB’sunderstregning) er vores territorier. Vi kan ikke ignorere nogen som helst handling mod monimentet, da det ville være et angreb på vores territorier, og derudover et angreb på et NATO-land. Alle kender deres pligt, og vil fortsat gøre, hvad der er nødvendigt’.

D. 20 marts 2014 truede Islamisk Stat ifølge tyrkiske medier med at ville angribe Tyrkiets territorie med Suleyman Shahs gravsted, med mindre de tyrkiske tropper, der beskyttede gravstedet blev trukket bort indenfor 3 dage. Den tyrkiske regering svarede igen med, at den til enhver tid ville slå et sådant angreb tilbage, og de fjernede ikke vagtmandskabet. Og tænk, angrebet fandt ikke sted. Men Tyrkiet øgede sin garde ved gravstedet til 38, hvis det ikke allerede var sket tidligere.

For at forstå de militærstrategiske interesser i placeringen af gravpladsen på dette tidspunkt, skal man gøre sig klart, at det var placeret på øst-bredden af Eufrat tæt på broen til Karakozak (og vejen videre til Kobanê), mens området øst for broen af Tyrkiet har været opfattet som gammel ’osmannisk land’ med en del historisk turmkenske landsbyer.

Mange røgter om forestående angreb mod graven fra Islamisk Stats side kom frem i løbet af 2014, ligesom kredse omkring den tyrkiske efterretningstjeneste (MIT) havde diskuteret mulige tyrkiske interventioner i Syrien forud for det tyrkiske lokalvalg i slutningen af marts. 

Tidligt i 2015 fremkom igen røgter (i Al Jazeera) om, at gravpladsen var omringet af Islamisk Stat. Men samtidigt kunne BBC berette, at det kurdiske YPG og syriske oprørere havde taget kontrol over adskillige landsbyer omkring gravstedet efter at have befriet Kobane.

Mausoleet for Suleyman Shah, på gravpladsen ved Karakozak, inden man ødelagde resterne af Mausoleet efter flytningen til den tyrkiske grænse ved den syriske landsby Asmeh i 2015.

Ikke desto mindre blev en stor konvoj med 572 tyrkiske tropper i 39 tanks og 57 bevæbnede køretøjer kørt ind i Syrien om natten mellem d. 21 og 22 februar 2015, for at evakuere den 28 mand store tyrkiske garnison og flytte efterladenskaberne fra Suleiman Shahs gravsted til en ny lokalitet, efter at have ødelagt resterne af det gamle mausoleum.

Det nye gravsted ligger stadig i Syrien, lige nord for den syriske landsby Ashme, men i et område, der er kontrolleret af Tyrkiet, kun 180 meter fra den tyrkiske grænse. Stedet ligger 10 km NØ for den syriske by Jaroblus og 22 km vest for Kobanî.

Placeringen af det nye gravsted i 2015 ved den syriske landsby Asmeh, men på et tyrkisk kontrolleret area kun 180 meter fra den tyrkiske grænse.

Den syriske regering opfattede angrebet som en voldsomaggression, og ville holde Ankara ansvarlig for eftervirkningerne. Men de syriske kurdere havde støttet aktionen og dens planlægning aktivt, hvilket dog blev benægtet af den tyrkiske premiere minister Davutogli, trods YPGs leder Salih Muslims offentliggørelse af samarbejdet om aktionen. Så i et tyrkisk medie (Dayli Sabah) blev begrundelsen for flytningen til den tyrkiske grænse, fra at have været en trussel fra Islamisk stat, da også omformuleret til at være en beskyttelse af den tyrkiske udpost mod ’terrorist aktiviteter i området’.

Nok så afgørende var det, at den tyrkiske udenrigsminister fastholdt, at den nye lokalisering kun var midlertidig, og at den ikke betød nogen ændring i gravpladsens status.

I april 2018 udtalte den tyrkiske vicepremierminister Fikri Işik, at gravstedet ville blive genskabt på sin ’originale’ placering i Nordsyrien. 

På kortet ovenfor er (desværre meget upræcist – da den seneste grav ligger helt tæt på grænsen til Tyrkiet) vist de 2 flytninger af gravstedet, der har været gennemført efter at Frankrig og Tyrkiet i 1923 blev enige om gravens placering ved Borgen Qai’at Ja’bar, nord for Tabka. 

TYRKIET KRÆVER EN MILITÆRBASE I SYRIEN VED SÜLEYMAN SHAH-GRAVEN FOR AT INDGÅ VÅBENHVILE

I forbindelse med Koalitionen mod Islamisk Stat’s bestræbelser på at få etableret en fredsaftale i Manbij-området mellem Tyrkiet og NØ-Syrien, bekræftede SDF deres engagement i beskyttelsen af historiske steder, og ønskede at bistå med at ’lette tilbageleveringen af Suleiman Shahs grav til dens oprindelige helligdomssted – i overensstemmelse med tidligere internationale aftaler og med fuld respekt for kulturarven’.

Men sidst i forhandlingerne stillede Tyrkiet derudover et krav om, at der i forbindelse med flytningen af graven også skulle udpeges et kvadratkilometer stort område i tilknytning til graven, hvor der skulle placeres en tyrkisk militærbase udstyret med tunge våben.

Tyrkiet har års erfaringer i at placere sådanne militærbaser udenfor Tyrkiets grænser, idet militæret alene i det nordlige Irak gennem de seneste år har oprettet over 20 militærbaser, som støtte for indlemmelsen af stadigt større dele af Nordirak som en udvidelse af Tyrkiets territorium. Tyrkiets militære erobringer i Nordirak bliver herhjemme ofte sat i sammenhæng med PKKstilbagetrukne tilstedeværelse i Nordirak. Men i Tyrkiet propaganderer præsident Erdoğan åbent med kravet om, at Tyrkiet i dag 100 år efter Lausannetraktaten, får gennemført den såkaldteMisak-i Milli-plan, hvorefter store dele af Nordsyrien og Nordirak(på størrelse med 3½* Danmarks areal), som dele af det tidligere Osmanniske Rige fremover bør indgå som en del af Tyrkiet. Det omfatter også storbyerne Aleppo og Kirkuk. Så en militærbase 30 km inde i Syrien øst for Eufrat (eller måske endda 85 km, hvis formuleringen ’originale placering’ skal forstås som helt nede ved Tabka), ville bestemt ikke bare blive en æresvagt for SuleimanShah. 

Så Mazloum Abdi måtte sige nej til dette krav, og der kom ingen fredsaftale på plads.

Men måske har Tyrkiet spillet for højt spil. Det har været almindelig kendt, at Tyrkiet i denne situation havde samlet tropper til at starte et angreb på NØ-Syriens politiske hovedcenter Kobane. Men allerede dagen efter at fredsforhandlingerne var brudt sammen, kunne hjemmesiden syrialiveuamap.com meddele, at Koalitionsstyrker bevægede sig gennem landskabet syd for Kobane mod Serrin-krydset og videre mod Kobane by, hvor det amerikanske flag blev hejst over rådhuset. 

Efterfølgende har dog SDFs øverstkommanderende, Mazlum Abdi, udsendt en erklæring d.17. december, hvori han fastslår, at SDF fortsætter med at være forpligtet til en omfattende våbenhvile i Syrien, og at de også er klar til at foreslå oprettelsen af en demilitariseret zone i Kobanê. Han tilføjer: “Vi bekræfter vores faste forpligtelse til at opnå en omfattende våbenhvile i hele Syrien, og vi erklærer os parate til at foreslå oprettelsen af en demilitariseret zone i byen Kobanê med omplacering af sikkerhedsstyrker under amerikansk tilsyn og tilstedeværelse. Dette initiativ har til formål at løse Tyrkiets sikkerhedsproblemer og sikre varig stabilitet i regionen”.

Udover at tyrkiske tropper stadigt samler sig truende ved Kobane, har jeg ikke yderligere fundet oplysninger om situationen i byen Kobane. Men kan konstatere, at Tyrkiet og deres lejesoldatbandersiden har gennemført adskillige angreb mod Tishrindæmningen og Qere Qosak-broen syd og nord for Manbij, men at alle angreb er slået tilbage med store tab for angriberne (med 52 døde, i løbet af lørdag d. 21. december, alene ved Tishrin-dæmningen). Men der er endnu ikke kommet noget angreb på Kobane. Og de stadigt mere omfattende protester mod de tyrkiske angreb mod Nord-Øst-Syrien (f.eks. fra Tyskland, Frankrig og selv fra republikanske senatorer i USA (se en kommende artikel i Nudem.dk)) har nok også gjort sit.

​

Kilder: 

Akkoc, Raziye, 2015: Who is Suleyman Shah and why is his tomb so important? The Telegraph, 22. February 2015. https://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/turkey/11428005/Who-is-Suleyman-Shah-and-why-is-his-tomb-so-important.html

Anonymous, 2015: Why is Suleyman Shah’s tomb so important? BBC News, 22. February 2015. https://www.bbc.com/news/world-middle-east-31574209

Anonymous, 2024: No ceasefire with the Turkish state. ANF-News, 14. December 2024.https://anfenglishmobile.com/news/no-ceasefire-with-the-turkish-state-76875

Devami, Haberin, 2018: Süleyman Shah’s tomb will return to original location: Minister. https://www.hurriyetdailynews.com/suleyman-shahs-tomb-will-return-to-original-location-minister-132932

Ekinci, Ekrem  Bugra, 2024: The historical adventure of the Tomb of Süleyman Shah. Daily Sabah, February 27, 2015. https://www.dailysabah.com/feature/2015/02/27/the-historical-adventure-of-the-tomb-of -suleyman-shah?gallery_image=undefined#big

Mazloum Abdi, 2024: Statement by SDF Commander General on the Tomb of Suleiman Shah. ANF-News, 12. December 2024. https://anfenglishmobile.com/news/statement-by-sdf-commander-general-on-the-tomb-of-suleiman-shah-76825

News Desk, 2024: Mazlum Abdi proposes a ‘demilitarized zone’ for Kobanê. ANF News, 17. December 2024. https://anfenglishmobile.com/rojava-syria/-76935

Wikipedia, 2024: Tomb of Suleyman Shah. 19.12.24. https://en.wikipedia.org/wiki/Tomb_of_Suleyman_Shah