De syriske demokratiske styrker (SDF) forhandler med den nye administration i Damaskus om at integrere SDF i et nyt syrisk forsvar

De syriske demokratiske styrker (SDF) forhandler med den nye administration i Damaskus om at integrere SDF i et nyt syrisk forsvar

Af Jesper Brandt

Der sker store ændringer i Mellemøsten i disse dage, ikke bare i Tyrkiet med udsigter til forhandlinger med Öcalan om det kurdiske spørgsmål (se de to artikler om DEMs besøg i Imrali-fængslet), men også i Syrien, og måske også i Irak: 

For kun to dage siden udtalte SDFs øverstkommanderende Mazlum Abdi at SDF var parat til at integrere SDF i en ny syrisk hær, hvis man kunne forhandle sig frem til en fælles løsning. Han udtrykte også villighed til ’i princippet’ at overlade ansvaret for sikkerheden ved grænserne til den nye administration i Damaskus.

Søndag formiddag offentliggjorde så den øverste leder for administration i det nye Syrien, Ahmed al-Sharaa, i et TV-interview, at de kurdiske styrker vil blive integreret i Syriens forsvarsministerium, og at der er forhandlinger i gang om det. 

Det er tydeligt, at der knytter sig bredere politiske aftaler til denne udvikling: For mindre end et døgn siden udtalte US State Department, at USA’s udenrigsminister Antony Blinken i en samtale med den tyrkiske udenrigsminister Hakon Fidan (tidligere leder af den tyrkiske efterretningstjeneste MIT) har understreget behovet for at understøtte den syrisk-ledede politiske proces.

Også i Irak har udviklingen tydeligvis sat sig sine spor. Kurdere har ofte advaret regeringen i Bagdad om de farer, de udsatte sig for, især ved ikke at reagere på Barzani-familiens tætte samarbejde med Tyrkiet omkring erobringen af land. Som Duran Kalkan fra KCKs ledelse har udtrykt det i et interview for et par dage siden: ” De, der sidder i Bagdad, bør se på, hvad der skete med Bashar al-Assad og komme til fornuft. Hvad skal man ellers sige? Assad var deres bror. De var to stater med én administration. Tayyip Erdoğan holdt møder med Bashar al-Assad i Damaskus, og nu praler han med, hvordan han forræderisk væltede ham. Nu siger han: “Jeg ringede til ham. Han svarede mig ikke, og det var det, der skete for ham.” Det er sådan, han forsvarer det, han gjorde. Bagdad bør vide, hvem de samarbejder med. De bør vide, hvem de søger venskab fra.” Men faktisk sker der noget i Irak: En irakisk delegation ledet af Hamid al-Shatri, lederen af den nationale efterretningstjeneste, mødtes for tre dage siden med embedsmænd fra den nye syriske administration i Damaskus. Den irakiske regerings talsmand Basim al-Awadi bekræftede, at “Den irakiske delegation drøftede udviklingen på den syriske scene og kravene til sikkerhed og stabilitet ved den fælles grænse mellem Irak og Syrien”.

Kilder:

Different messages on Syria.liveuamap.com, 26, 27, 28 and 29 december 2024. 

Anonymous, 2024: Kalkan: Turkish plans in South Kurdistan have been frustrated once again. ANF-News, 26. December 2024.

Nordsyrien NYHEDER