Af Selahattin Soro

Den store filosof Adorno ydede faktisk et enormt bidrag til menneskehedens tanke- og sindsverden med sin bemærkning “Et forkert liv kan ikke leves rigtigt”. Med dette forslag vil forkerte sind, forkert politik, forkerte tanker og forkerte repræsentationer aldrig være i stand til at producere det rigtige arbejde, handling og løsning for folkene. Især siden den 1. november 2024 er der blevet gennemført en ret farlig og meget raffineret særlig krigspolitik over for lederen Abdullah Öcalan, som har været holdt i absolut isolation i fængslet på øen İmralı. I forhold til leder Öcalan er politik, samfund, den kurdiske frihedsbevægelse og hele regionen ved at blive redesignet. For at nå disse mål bliver sorte nyheder og manipulerende information spredt rundt med et beskidt krigsbombardement. Den måde, hvorpå denne begivenhed organiseres og skabes, er i sig selv en særlig krigsførelsespraksis. Siden 1993 har den kurdiske bevægelse og dens ledelse tydeligt demonstreret sin holdning og tilgang til en løsning ved at opfordre til våbenhvile og fremvist sin oprigtighed på højeste niveau.

På dette grundlag fremsatte Turgut Özal, den daværende premierminister, og en gruppe statslige embedsmænd en seriøs holdning til løsningsprocessen: “I sin periode som præsident var Turgut Özal overbevist om, at det kurdiske spørgsmål ikke kunne løses med militære midler. Han gik ind for fredelige løsninger på det kurdiske spørgsmål og argumenterede for nogle reformer i den henseende. Özal udviklede et nyt perspektiv på det kurdiske spørgsmål og understregede behovet for at anerkende kulturelle og politiske rettigheder. Han argumenterede for, at der burde tages nogle initiativer, især med hensyn til brugen af det kurdiske sprog.” Denne politiske holdning blev formidlet af lederen af PUK (Kurdistans Patriotiske Union) Rêzdar Jalal Talabani, og han fremlagde en intensiv praksis for en vellykket afslutning af processen. Lederen Öcalan reagerede på processen med en ensidig våbenhvile den 17. marts 1993. Sabotagen af processen startede med Turgut Özals pludselige og mistænkelige død af et ‘hjerteanfald’ ved sin hjemkomst fra Turkmenistan; Şemdin Sakıksaboterede også processen ved at dræbe nye soldater på vegne af guerillaen. Eftervirkningerne er kendt af os alle som en syndflod.

Den 1. september 1998 reagerede Den Tyrkiske Republik på våbenhvilen med en sammensværgelse, og som følge heraf blev lederen Öcalan den 15. februar 1999 taget til fange af en international sammensværgelse. Han har dog altid insisteret på våbenhvile, fred og løsningspolitik. Denne søgen efter en løsning og fred blev gennemført i regi af en tredje magt som Oslo-forhandlingerne i 2009, med deltagelse af både højtstående embedsmænd fra staten og højtstående embedsmænd fra PKK. Staten gjorde denne proces til en likvidationsstrategi for både indenrigs- og udenrigspolitik og baserede sin likvidering i Bakur(Nordkurdistan) på den største politiske operation i historien. AKP-regeringen, der handlede i partnerskab med Fetullah Götensbevægelse, FETÖ, ønskede at tage Sydkurdistan under navnet KCK-operationen.

Mens de mellemøstlige lande oplevede en dyb omvæltning med det arabiske forår, fodrede og opfostrede den tyrkisk-AKP-MHP-regering, som sponsorerede en række islamofascistisketerrororganisationer, alle terrororganisationer, især ISIS, FSA og Al-Nusra, og angreb den kurdiske frihedsbevægelse for at likvidere ’Den tredje vejs’-paradigmet, der udviklede sig på syrisk jord og i Rojava, for at opnå sit regionale hegemoni på Aleppo-Kirkuk-linjen og for at opnå sine neo-osmanniske ambitioner. Faktisk gennemførte leder Öcalan og en delegation bestående af både statslige embedsmænd og HDP-repræsentanter i denne periode en proces under navnet “İmralı Resolution Process and Negotiations”. Det blev imidlertid senere forstået, at AKP-MHP-regeringen havde forberedt “nedbrydningsplanen”, der sigtede mod en absolut likvidering af den kurdiske bevægelse, især i det nordlige Kurdistan, i fire dele og i udlandet, og igangsatte intriger ved at instrumentalisere løsningsprocessen.

Mens den proces, der blev indledt i 2013, blev kaldt ‘Dolmabahçe-konsensus’ med begge parters godkendelse, benægtede den fascistiske leder Erdoğan konsensussen og startede folkemordet. På årsdagen for Lausanne-traktaten den 24. juli 2015 øgede han sine angreb i Sur, Cizre, Silopi, Şırnak, Nusaybin og mange andre områder til et hidtil uset niveau i historien med det endelige mål at likvidere PKK sammen med luftangreb på forsvarszonerne i Medya, navnlig i Qandil. Løsningsprocessen var imidlertid det længstvarende fredsinitiativ mellem staten og PKK i tyrkisk historie. Der blev i samfundet rejst forventninger til fred og en forøgelse af demokratiske rettigheder. Men da processen var slut, blev disse forhåbninger i høj grad rystet. Efter den mislykkede løsningsproces blev konflikterne genoptaget i Tyrkiet, og folkedrabspolitikken blev udviklet endnu dybere.

Løsningsprocessen var et vigtigt skridt i retning af at reducere volden, udvikle demokratiske rettigheder og finde en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål. Afbrydelsen af processen afslørede vanskelighederne med at finde en fredelig løsning på konflikten og vigtigheden af politisk balance i regionen. Næsten 10 års uafbrudte nedbrydningsoperationer og bevægelser er blevetforpurret af den hidtil usete modstand fra leder Öcalan i İmralı, guerillaen, folket og bevægelsen, og AKP-MHP-fascismen blev bragt til randen af sammenbrud. I en sådan proces har den fascistiske leder Devlet Bahçeli ønsket at skabe en ny dagsorden med opfordringer til lederen Öcalan. Det har været hensigten, at al politik skulle stå sammen om denne dagsorden og tilslutte sig den særlige krigspolitik. Målet her har været at gennemtvinge en såkaldt løsningsproces ved at sætte alle under pres med en meget lav, vulgær og fascistisk stil i stedet for at henvende sig til leder Öcalan som en part i løsningen.

Leder Öcalan, der har omfattende erfaring og praksis med fokus på løsning og fred i mere end 30 år, har gentaget sin holdning på et møde med sin nevø og DEM-partiets stedfortræder Ömer Öcalan efter 44 måneders isolation, den 23. oktober 2024, i İmralı, og har sagt: “Isolationen fortsætter, der er ingen forhandling eller møde mellem os og staten,  Men teoretisk og praktisk har jeg magten og viljen til at løse det kurdiske spørgsmål «.

Som det kan ses af erfaringerne fra mere end 30 år, som vi har forsøgt at forklare ovenfor, har staten og politikerne, hver gang de dukkede op med retorikken om fred og løsning, skabt større problemer og katastrofer for kurderne. Derfor vil fred og løsning ikke være så let, som det antages at være, og den fascistiske tyrkiske republik og dens AKP-MHP-herskende klike er ikke meget for at skulle foretrække en løsning; De vil ønske at skjuleden dybe og historiske ødelæggelse, de har stået for, ved at manipulere processen med tricks og spil.

Det er netop i sådanne perioder, at vi som samfund, folk og politik skal være vedholdende, beslutsomme og konsekvente i vores egen politiske dagsorden. Mens kurdere og Kurdistan spiller en nøglerolle i virkeligheden i Mellemøsten, hvor verdens fremtid bliver formet, repræsenterer vi kurdere også magten til at løse krisen og kaosset. Derfor skal vi ikke kun være på vagt over for særlige krigsspil, men vi skal altid også være opmærksomme på og insistere på demokrati, kvinders rettigheder og frihedsrettigheder i national, regional og universel henseende. Vi bør ikke være dem, der går ind i processen med misforståede og forventningsfulde tilgange, magthavernes dagsordener og udtrykker os håbefulde. At bære leder Öcalans vilje og magt frem til en løsning til absolut succes vil blive kronet med den rigtige, beslutsomme og vedholdende kamp, som vi vil føre i bjergene, på landet, på sletterne, i landsbyerne og i byerne.

Når vi siger “fred nu”, og frem for alt når vi kæmper for leder Öcalans fysiske frihed, skal vi insisterende prioritere følgende: “frihed lige nu”.

Kilde:

Selahattin Soro, 2024: ‘Resolution Process’ and misconceptions. ANHA Hawar News Agency,  3. November 2024

Oversættelse: Jesper Brandt