Idris Baluken, tidligere parlamentsmedlem for DEM-Partiet, holdt et folkemøde med herboende kurdere. Han talte om den politiske situation i forhold til den kurdiske sag.

Her er de vigtigste pointer fra hans tale ved folkemødet:

“Det er ikke kun kurdere, der har problemer i Tyrkiet. Alle etniske identiteter har problemer med at udtrykke sig frit.
Hvis der skal udvikles en juridisk og forfatningsmæssige løsning på mange problemer, skal alle de aktører, der er i centrum for disse diskussioner, deltage i denne proces og bidrage til arbejdet i denne proces. Især i den kommende periode mener vi, at det er meget vigtigt, at det kurdiske folk og alle folkene i landet følger forhandlingerne nøje.”

På samme måde ser vi også andre udviklinger, for eksempel angrebene på den særlige status, som kurderne i Rojava har opnået, og på det særlige selvstyre i det nordlige og østlige Syrien. Så længe disse angreb fortsætter, kan vi ikke sige, at vores modparter har en anden vilje eller intention.

Nu vil du måske sige: “Hvis det er sådan, så lad os eliminere det kurdiske folk.” Men se, efter de forhandlinger, der blev påbegyndt, og efter de billeder, jeg delte offentligt, eller de taler, de holdt i parlamentets talerstol, kan man ikke spørge, hvorfor disse ting blev gjort. Som jeg sagde før, fordi de ikke havde noget andet valg, fordi vejen var blokeret.

Hverken Bahceli ne Erdoğan tog ikke disse skridt, fordi de pludselig blev demokrater en morgen. De havde ikke andre muligheder end en sikkerhedsbaseret tilgang, så de blev tvunget til at gå ind i denne proces. Men hvorfor går de nu igen imod denne proces? Fordi de endnu ikke fuldstændigt har frigjort sig fra de 100 år gamle tankemønstre. På trods af fra
de handler langsomt og angriber fortsat kurderne og deres politikere med arrestationer

To vigtige begivenheder fandt sted i denne periode:

Der var et præsidentvalg i USA. Den nuværende tyrkiske regering håbede på, at de ved at forhandle med Trump kunne eliminere Rojavas gevinster og undertrykke det kurdiske folks vilje i Mellemøsten.

Efter 13 års krig sluttede en konflikt i Syrien, men i stedet opstod en endnu mere blodig situation, hvor grupper, der blev støttet direkte af Tyrkiet, blev en del af magtkampen.

De forsøger at udnytte disse udviklinger og at sprede processen over tid. De håber stadig på, at de kunne udnytte den amerikanske præsidentvalgproces og situationen i Syrien til deres fordel. Men de undervurderede situationen. Amerikansk politik ændres ikke kun af, at en præsident bliver udskiftet.

Rojavas gevinster er ikke noget, der er blevet opnået med USA’s eller en anden stats vilje alene. Det er noget, der er blevet vundet gennem kamp og store ofre. Specielt slaget ved Kobanê viste, at det kurdiske folks vilje ikke kan brydes. Hele verden så den modstand, og den internationale offentlighed begyndte at lægge pres på regeringer for at tage stilling. Det var på dette tidspunkt, at deres holdning begyndte at ændre sig.

Gennem de sidste tre år har der ikke været en strategi for at give kurderne flere muligheder. I stedet har der været psykologisk krigsførelse, propaganda og forsøg på at forhindre fremskridt gennem militære midler.”

Men vi ved, at de ikke vil kunne opnå noget på denne måde. Kurdernes gevinster i Rojava kan ikke bare udslettes ved, at nogen trækker sig tilbage eller ændrer deres position. Disse gevinster blev ikke givet på et sølvfad, men opnået gennem kamp og store ofre.

Derfor, når vi diskuterer disse spørgsmål, skal vi være klar over, at jo mere vi styrker vores position, desto bedre tjener vi vores egen sag. Hvis vi derimod tager en position imod vores egen sag, så styrker vi kun vores modstandere.

I Tyrkiet er der nogle, der forsøger at miskreditere den kurdiske bevægelse. De påstår, at der er en ny aftale med AKP, eller at den kurdiske bevægelse forsøger at opnå nogle privilegier. Men det kurdiske folk ved præcis, hvad det gør. Som den mest dynamiske og organiserede kraft i Tyrkiet, Kurdistan og Mellemøsten forstår de, hvordan de skal føre deres kamp videre på både det globale og regionale niveau.