PKK er født ud af det 20. århundrede, som er præget af den mest intense vold i historien, med to verdenskrige, reel socialisme og den kolde krig, samt benægtelsen af den kurdiske realitet og de restrik, der er blevet pålagt friheder, især ytringsfrihed.

Teori, program, strategi og taktik har været stærkt påvirket af den reel-socialistiske systems realiteter. Nedbruddet af reel socialisme i 1990’erne, som skyldtes interne årsager, og opløsningen af benægtelsen af identitet i landet, samt de fremskridt, der er gjort inden for ytringsfrihed, har ført til meningsløshed og overdreven gentagelse i PKK. Derfor er det blevet nødvendigt for PKK at afslutte sin eksistens ligesom sine forgængere.

Kurdisk-tyrkiske relationer har i over 1000 år været præget af, at tyrkere og kurdere har set det som nødvendigt at forblive i et frivilligt samarbejde for at opretholde deres eksistens og modstå hegemoniske magter.

De sidste 200 år af kapitalistisk modernitet har haft som hovedmål at nedbryde dette samarbejde. De berørte magter har gjort det til deres opgave at støtte dette med klassefundamenter. Denne proces er blevet accelereret af republikens ensartede fortolkninger. Det er nu en grundlæggende opgave at genopbygge det historiske forhold, som er blevet meget skrøbeligt, i en ånd af broderskab uden at ignorere troen.

Behovet for et demokratisk samfund er uundgåeligt. PKK, som er den længste og mest omfattende opstand og voldelig bevægelse i republikens historie, har fået sin styrke og base fra de lukkede demokratiske politiske kanaler.

De separatistiske og ekstremt nationalistiske tendenser, som er et nødvendigt resultat, kan ikke besvare den historiske samfundssociologi med løsninger som separate nationalstater, federationer, administrativ autonomi og kulturistiske løsninger.

Respekt for identiteter, muligheden for at udtrykke sig frit og organisere sig demokratisk er kun muligt gennem eksistensen af et demokratisk samfund og politisk rum, som hver gruppe baserer deres socio-økonomiske og politiske strukturer på.

Republikens andet århundrede kan kun have en varig og broderlig kontinuitet, når det er kronet med demokrati. Der er ingen anden vej til systemiske søgninger og realiseringer. Det kan ikke være anderledes. Demokratisk kompromis er den grundlæggende metode.

Sproget i freds- og demokratisk samfundsperiode skal også udvikles i overensstemmelse med virkeligheden.

Den opfordring, som hr. Devlet Bahçeli har fremsat, sammen med den vilje, som hr. præsidenten har udtrykt, og de positive tilgange fra andre politiske partier til denne kendte opfordring, skaber et klima, hvor jeg opfordrer til våbennedlæggelse og påtager mig det historiske ansvar for denne opfordring.

Som enhver moderne samfund og parti, hvis eksistens ikke er blevet tvunget til at ophøre, skal I, for at integrere med staten og samfundet, samle jeres kongres og træffe beslutninger; alle grupper skal lægge våbnene ned, og PKK skal opløse sig selv.

Jeg sender mine hilsner til alle grupper, der tror på fælles liv og lytter til min opfordring.

“Abdullah Öcalan”