Den 24. april som er årsdagen for en af verdens største folkemord er Tyrkiets massakrering af 1,5 millioner armenier i 1915. Tyrkiet har i hele sin historie benægtet folkedrabet og selv i dag kan man risikere fængsling, hvis man offentlig anerkender folkedrabet.

Tyrkiet har hidtil afvist enhver kendskab og ansvar for folkemordet på armenierne og landet har offentligt fordømt blandt andet Frankrigs accept af folkemordets realitet. Ligeledes har landet hidtil prøvet at retfærdiggøre sin ugerning ved at undskylde folkemordet med, at drabene fandt sted under armeniernes opstand i slutningen af osmannerriget dominans og kan derfor ikke betragtes som folkemord.

Samtidig er enhver aktivitet, demonstration samt påmindelser om folkemordet forbudt i Tyrkiet, hvilket allerede nu kan vise sig at øge spændingen mellem Istanbuls menneskerettighedsforkæmpere og det tyrkiske politi den 23. april, hvor markeringen af folkemordet vil finde sted.

Armenierne er en kristen minoritet og har levet forholdsvis fredeligt i det daværende Osmannerriget fra 1500-tallet. Da riget begyndte at miste sin styrke og magt fra omkring 1700-tallet voksede diskriminationen og undertrykkelsen mod rigets ikke muslimske mindretal. Ifølge Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har armenierne tidligere været udsat for massakre under Osmanneriget. Allerede i 1890’erne iværksatte sultan Abdul Hamid II blodige massakrer, som kostede mellem 100.000 og 200.000 armeniere livet. Som årsag til disse massakrer påpeger DIIS et komplekst samspil mellem stormagtspolitik, nationalisme og politisk og økonomisk ustabilitet i Osmannerriget.

I løbet af sin 33 års regeringstid har Sultan Abdul Hamid II forsøgt at undertrykke rigets minoriteter og forhindret demokratiske reformer i riget. Som reaktion på denne udvikling har en gruppe, såkaldte ungtyrkerne grundlagt partiet ’Komiteen for Enhed og Fremskridt’. Selv om partiet i starten har været positivt indstillet over for minoritetsrettigheder har partiet efter første verdenskrig ændret kursen radikalt og fået en nationalistisk karakter med tyrkismen som ideologi.

Efter en periode med politisk og økonomisk forfølgelse af armenierne indledte den nationalistiske ungtyrkiske regering ifølge DIIS i perioden 1915-18 et forsøg på etnisk udrensning og udslettelse af armenierne. Folkedrabets første ofre blev de armenske soldater i det osmanniske militær og den armenske elite. De resterende armeniere, især kvinder og børn blev i perioden 1915 til 1918 tvangsdeporteret fra deres hjem og sendt på dødsmarchen i ørkenen. Det skønnes, at mellem 1 og 1,5 million armeniere omkom.

Kilde: Folkedrab.dk