I juli 2013 skrev jeg et blogindlæg om retssagen mod den kurdiske TV-station Roj TV og dens påståede forbindelser til PKK ved Højesteret i Danmark. Jeg påpegede det tvivlsomme grundlag, som den endelig domsafgørelse var baseret på, og hvordan sagen emmede af en politisk dagsorden; lækkede telegrammer på Wikileaks bekræfter dette.

Højesteret suspenderede Roj TVs sendetilladelse og bragte dermed en ende på TV-stationen. Roj TV, kaldet kurdernes stemme, blev bragt til tavshed efter årelange politiundersøgelser, som tog fart, da den tidligere danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, gjorde forberedelser til at præsentere sit kandidatur til jobbet som NATOs næste generalsekretær, et træk som Tyrkiet med stor sandsynlighed ville modsætte sig, idet de siden 2005 havde forsøgt at presse Danmark til at lukke Roj TV.

En formel tiltale blev rejst mod Roj TV i august 2010, som endte med en domsafgørelse, der stemplede Roj TV som ”talerør for terrorisme” samt opposition mod TV-stationen fra store partier i Danmark.

Til trods for at firmaerne bag Roj TV erklærede sig konkurs som følge af de store bøder omfattet af rettens domsafgørelser, meddelte Roj TV, at sagen ville blive taget hele vejen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i Strasbourg.

For at belyse sagen yderligere, talte jeg med Bjørn Elmquist, advokat for Roj TV og Henrik C. Winkel, advokat emeritus og tidligere bestyrelsesformand for Roj TV, om de tidligere retssager, Wikileaks og Roj TVs fremtid.

Advokat Bjørn Elmquist har siden 1980 arbejdet omfattende med kurdiske forhold. Han var dengang medlem af Folketinget og blev medlem af Europarådets parlamentariske forsamling. Han var også formand for juridiske anliggender, hvor spørgsmål angående Tyrkiet tog til i styrke efter det militære kup og general Evrons overtagelse af magten. Han har været på fact-finding missioner i Tyrkiet, besøgt det berygtede Diyarbakir fængsel og mødt kurdiske og tyrkiske politikere.

Advokat emeritus Henrik C. Winkel har som Elmquist arbejdet ekstensivt med kurdiske forhold i mange år og var én af grundlæggerne af Roj TV. Han siger, at arbejdet med Roj TV fik ham til at indse, at kurderne var forfulgte og undertrykte af regimerne i Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet, og han blev engageret i den kurdiske sag. Han siger: ”[…] Jeg har også følt med mit hjerte, at dette var værd at gøre noget ved.”

Jeg spurgte dem hvilken betydning, de mente, at Roj TV havde for det kurdiske folk. Elmquist sagde,

”Jeg tror næppe, at man kan undervurdere betydningen af Roj TV for kurderne og deres vilje til at have en identitet, hvad jeg vil kalde den kurdiske kamp, som ikke må forveksles med nogen form for terrorisme. Det sker for ofte, at det blandes sammen. Når du siger, at den kurdiske kamp er berettiget, så siger folk, nåh ja, du tænker på terrorisme og PKK. Nej, jeg mener kamp i en bredere forstand.”

Winkel sagde,

”Det [Roj TV] var kurdernes stemme. For første gang havde kurderne en stemme i verden. […] Jeg har mødt mange, som har sagt, at de så kanalen, og det var dér, de fik deres information, som skabte en forbindelse til deres liv som kurdere. Og det er, hvad de mangler i dag.”

Politisk mission

I mit blogindlæg fra 2013 understregede jeg anklagemyndighedens brug af informationer om PKK, som blev indhentet fra tænketanke og organisationer, der støttes økonomisk af den amerikanske regering, og jeg konkluderede, at det rejste tvivl om retssagens objektivitet. Det officielle retsdokument fra Højesteret erklærede, at retssagen først og fremmest baserede sig på et punkt: Er PKK en terrororganisation? På side 92 står der

”Det er en betingelse for at kunne dømme efter anklageskriftet, at PKK (Partiya Karkerên Kurdistan, Kurdistans Arbejderparti) er en terrororganisation i straffelovens forstand.”

Jeg spurgte Elmquist, hvordan dette emne blev belyst i retten:

”Et ekspertvidne blev brugt både i Byretten og i Landsretten, som var fra CTA, Center for Terroranalyse, der er en afdeling i PET (Danmarks Efterretningstjeneste). Han havde en meget specifik opgave, forklarede han i retten mange gange, for når jeg spurgte ham om andre operationer end dem på hans liste, eller når jeg spurgte om specifikke operationer, om han havde viden om dem eller kunne bekræfte om, der var andre [grupper], som på et senere tidspunkt viste sig at være ansvarlige [for operationerne tillagt PKK], om det så var Ergenekon eller hemmelige grupper som de Grå Ulve og så videre, som opererede under det, vi kalder falsk flag operationer. Han sagde, at han vidste intet om det, fordi anklagemyndigheden og PET havde ikke bedt ham om at undersøge det […]. Allerede da kunne jeg konkludere i de retsinstanser, at her var tale om bestillingsarbejde og dermed ikke et uvildigt vidne.”

”Ydermere, en stor del af den information, han [ekspertvidnet] brugte, stammede fra amerikanske kilder. Der er en meget interessant faktor her kaldet Kingpin Act, som er en amerikansk beslutning eller administrativ foranstaltning, hvor man opregner en række kurdere og folk, som man siger har relationer til PKK som værende narkobaroner og værende skyldige i narkoforbrydelser […]. Det besynderlige ved det er bare, at ingen af dem er nogensinde blevet fundet skyldige. Ingen af dem er blevet fundet skyldige, de er blot blevet oplistet som narkokriminelle af Kingpin Act, hvilket går imod princippet, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og er der ingen fældende dom, så kan man ikke gå rundt og sige sådanne ting. Det ene på det andet på det tredje bekræftede mig faktisk i min vurdering af, at der ikke her var tale om uvildig vidneførelse eller bevisførelse. Men jeg kunne ikke komme igennem over for domstolen med det […]”

”Det er et af problemerne med de vestlige demokratier. I vores tro på at alt er så demokratisk og korrekt, som det kan være, bliver vi fanget i mange svage punkter, hvor vi ikke overvejer, at systemet i sager som disse, jeg siger ikke alle sager, er politisk motiverede og styrede. I denne sag var det højeste autoritet, anklagemyndigheden, som skulle lave en indstilling til justitsministeren om, hvorvidt sagen skulle rejses, og det traf justitsministeren en afgørelse om, at det skulle der gøres. Justitsministeren er overhoved for anklagemyndigheden, men er også en politisk autoritet: hvis en dansk justitsminister eller den danske regering har et flertal imod sig i Folketinget, kan han ikke fortsætte [på posten]. Dette betyder, at man er afhængig af et politisk flertal. Så dette er en anklagemyndighed under kontrol af en politisk instans, et politisk flertal, som har rejst tiltale […]. Derfor kan man risikere, at det bærer præg af, at det er en politisk mission, der skal gennemføres, og det er en meget stor skavank ved de vestlige retssystemer.

Winkel kommenterede også på, om de påståede forbindelser mellem PKK og Roj TV blev sufficient gennemgået i retten.

”Det blev belyst i tilstrækkelig grad til, at Højesteret fandt, at der var grundlag for at gøre gældende, at der var sammenhæng mellem PKK og Roj TV. Dét, som personligt undrer mig og undrede mig hele vejen igennem, er, at når vi står i en situation, hvor produktet, vores udsendelser hele tiden af de kvalificerede myndigheder, nemlig Radio- og TV-nævnet, bliver vurderet til ikke at være racistiske og opfordre til vold eller alle de ting, der står i bekendtgørelsen, man ikke må gøre, så er det da imponerende, at man siger, nåh ja, men alligevel skal man ikke have lov til at have den stemme, som kurderne jo havde på den måde. Med andre ord, man beskærer i virkeligheden fuldstændig deres ytringsfrihed efter min opfattelse. Og så kan man sige, ja, nu er PKK i amerikansk henseende og internationalt set registreret som terrororganisation, men det er der så meget, der er […].

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Roj TV har siden den første domsafgørelse i Byretten i Januar 2012 udtømt sine muligheder for appelsager. Nu tager de sagen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i Strasbourg. Det gør de, fordi ECHR er en integreret del af det danske retssystem, siger Elmquist, og dér skylder man ikke den danske regering eller flertallet i Folketinget noget som helst. Det er især relevant, fordi Roj TV sagen er så lig de andre sager, som bliver bragt for ECHR. Elmquist nævner, at det er typiske tyrkiske afgørelser, som bliver udfordret ved retten i Strasbourg, som da Tyrkiets Radio og TV-råd (RTUK) lukkede Ozgur Radio på beskyldninger om, at radiokanalen ”overtrådte princippet om udelelig enhed og for at opmuntre til had i samfundet.”
Elmquist siger,

”De to lande, som har flest sager [ved ECHR] er Tyrkiet og Rusland. Rusland har et højere indbyggertal end Tyrkiet, så Tyrkiet er landet med flest sager [per person]. Det er pinligt for Danmark at have en sag af denne karakter, som bærer en lighed med sagerne mod Tyrkiet. Det er ikke 100% sikkert, at sagen [Roj TV-sagen] vil blive bragt for domstolen, men det er sandsynligt. Det går som en rød tråd igennem domstolens retspraksis og domsafgørelser, at de to vigtigste reguleringer i konventionen er artikel 10, som er den drivkraften bag demokrati, ytringsfrihed, pressefrihed og informationsfrihed samt artikel 3, som er forbud mod tortur.

Wikileaks

Telegrammer på Wikileaks bekræfter, at en aftale om Roj TV blev sat i stand i 2010 mellem en tyrkisk repræsentant og Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister i Danmark, nu generalsekretær i NATO. Berlusconi, tidligere premiereminister i Italien, sagde åbent, at Fogh lovede at lukke Roj TV.

Jeg spurgte Elmquist, om han ville bruge informationer fra Wikileaks ved retten i Strasbourg.

”Det gjorde jeg allerede under sagen. Først i Byretten, så i Landsretten, og jeg bragte det også op i Højesteret, selvom det ikke var hele sagen, jeg kunne fremlægge, desværre. Jeg blev forhindret i det, men det er en anden sag. Det er rigtigt, at jeg inkluderede Wikileaks, og jeg gennemgik dem [telegrammerne] og de spørgsmål, som var blevet stillet i Folketinget af forskellige politikere til skiftende justitsministre om forbindelsen til Wikileaks; det blev jeg ikke forhindret i at gøre. Og det bør blive rejst i Strasbourg. Det vil det i forvejen i og med, at de skal gennemgå, hvad der har fundet sted i de danske retssale. Så Wikileaks vil blive nævnt. Hvad vi så i Wikileaks dokumenterne var, mener jeg, et spil mellem, hvad jeg kalder Bermuda-trekanten […] mellem den amerikanske ambassade i Ankara, i København og det amerikanske udenrigsministerium i Washington, U.S.A., og vi kan se dag for dag, måned for måned rapporter, som går en, to, tre veje, og hvor det ender med, lige før der bliver rejst tiltale [mod Roj TV], et besøg til København af en tværsektoriel delegation fra Washington bestående af forskellige ministerier, autoriteter. Jeg har aldrig fundet ud af præcis hvem, der tog del i denne delegation, som kom for at forklare den danske anklagemyndighed, hvad de skulle gøre.”

”Besynderligt sammenfald”

Jeg spurgte Elmquist, hvad en favorabel domsafgørelse ville betyde for Roj TV og Danmark.

”Det ville være en lettelse for medierne i Danmark. […] De har været affable over for denne sag, de har ikke turde at gå ind i den, og de har nok haft svært ved at se sig selv i samme situation, og det, synes jeg, er en fejl. De bør se i øjnene, at dette er en big ball game. Vi taler om et medium, der havde et potentiale på 28-30 millioner mennesker, og hvad har vi i de danske medier; der er nogle, der har et potentiale på under 5 millioner. Man burde have gjort sig klart allerede bare af den grund, at det her er en sag, der har stor betydning for alle medier, både massemedier og mindre medier. Derfor tror jeg, at det ville være en lettelse for dem et eller andet sted, om vi får sagen til prøvelse, og om vi får medhold.”

”Det vil være en alvorlig lærestreg til det danske retssystem, fordi jeg sagde den første dag, vi var i Byretten med den her sag tilbage i august 2011, at her er Roj TV på anklagebænken, men der er også spørgsmålet om kurderne, der er spørgsmålet om PKK, men også spørgsmålet om, hvorvidt det danske retssystem er robust nok til at kunne klare en sag som denne. Det har flydt med påstande, jeg har ikke kunne bevise noget af det, men påstandene er kendt, og de er heller ikke afvist; påstande om, at der var en politisk sammenhæng mellem en tidligere dansk statsminister, der gerne skulle være generalsekretær for NATO, USA ville gerne have det, tyrkerne ville ikke have det, fordi Roj TV sendte fra Danmark. Da den deal faldt på plads, at nu skulle der rejses tiltale mod Roj TV under amerikansk inspiration om, hvordan denne her sag skulle køre, så blev der givet grønt lys for hans udnævnelse.”

”Den dag, hvor det blev meddelt på en pressekonference af justitsministeren i Danmark, klokken 13.30 den 31. august 2010, mener jeg det var, at der ville blive rejst tiltale [mod Roj TV], da holdt den tidligere statsminister og hans efterfølger en pressekonference i København klokken 15, jeg mener, at det var 2,5 timer eller 1,5 time efter, hvor de sagde, at nu var der givet grønt lys fra Tyrkiet. Det var dog et besynderligt sammenfald.”