Siden 3. september 2014 har Amy L. Beam besøgt hundredvis af ezidier i 12 forskellige flygtningelejre i Tyrkiet. Alt imens lejr direktører og internationale medier fortsætter med at sige, at ezidierne vil vende tilbage til Sengal ”når det er sikkert”, har Beam alligevel ikke mødt en eneste ezidi-flygtning, der er enig om udsagnet. Til den sidste ezidi er der udtrykkeligt angivet, at de aldrig vil vende tilbage til Sengal. Nedenstående er deres grunde. Ezidier bønfalder det internationale samfund til at give dem asyl.

1. Ezidier er en anderledes etnisk og religiøs gruppe

Selvom ezidier taler kurdisk og deler kulturelle ligheder med kurdere, insisterer ezidier på, at de tilhører en anden etnisk og religiøs gruppe i modsætning til arabiske muslimer, kurdiske muslimer og kristne. De har en Gud. De beder. De tror på fred og broderskab, men ligesom jøder, gifter de sig ikke på tværs af religioner. Fordi de ikke praktiserer islam, har fundamentalistiske muslimer anklaget dem for frafald fra islam. Sengal, i det nordvestlige Irak på grænsen til Syrien, er hovedsagligt omgivet af arabiske muslimer og turkmenere på alle sider. Ezidier føler sig svigtet af de arabiske muslimer i Irak, fordi mange arabere er med i IS og fordi de hjalp dem med at angribe Sengal i august 2014.

Flertallet af muslimer i Mellemøsten, inklusiv kurderne, tager stærk afstand fra IS, og fremhæver, at dens grusomheder begået mod ezidier ikke afspejler religionen islam. Det er kurderne, der har reddet 27.000 ezidier, som flygtede til Tyrkiet. Der er mange gisninger om, at religionen bliver brugt som et røgslør til at bryde Irak i tre områder. Uanset hvem der står bag IS og hvad dens sande motivationer end måtte være, var ezidierne målet i Sengal, mens arabiske og kurdiske indbyggere blev beskyttet.

For eksempel fangede IS en gruppe irakisk statsansatte på deres hjemvej, hvoraf muslimerne i gruppen blev bedt om at gå hjem. De resterende 22 ezidier blev dræbt. Saado Hadji Kheder, 37, var én af dem. Han efterlod en enke og to børn bag sig, som flygtede til Tyrkiet. Ezidier kan aldrig føle sig tryg under muslimsk kontrol igen.

2. Historien om ezidi massakrer

Der har været begået 73 massakrer mod yazidier de sidste 1400 år.  Det ezidiske samfund oplevede et af de værste angreb i 2007, hvor 312 mennesker blev dræbt og flere end 600 blev såret, da fire lastbiler, lastet med sprængstoffer, ødelagde to ezidi-byer. Angrebet efterlod mere end 1000 familier hjemløse. IS annoncerede på det tidspunkt, at det var deres første skridt på at tilintetgøre ezidier i Irak.

Det brutale angreb mod ezidierne den 2. august 2014, er den mest voldelige i historien. Over 500.000 ezidier er blevet fordrevet og op mod 7000 mænd, kvinder og børn er blevet dræbt eller kidnappet under angrebet i Sengal. Ezidier tror ikke på, at deres fortid med massakrer vil ændre sig, og derfor kan de aldrig føle sig trygge ved igen at bo i Sengal eller andre steder i Irak. Det er kun et spørgsmål om tid, før den næste massakre finder sted.

Siden 1930 har ezidier været forfulgt, truet, chikaneret og fysisk angrebet hvert år i Irak. Det er blevet dokumenteret, at da ezidierne dannede deres eget politiske parti ”Ezidi Movement”, kæmpede peshmergaerne imod dem, kidnappede dem og fængslede dem (Kamal Murad Khalel, Kheder Alo Hakko, Sa’eed Mando Hammo, Khalel Rasho) og tortureret dem, mens de var i fængsel. Mange betalte løsepenge for at blive frigivet.  Der var ingen mediedækning fra journalister. Der var ingen uafhængige civilsamfundsorganisationer. Ezidierne er blevet presset til at tilslutte sig Barzanis parti, KDP (Kurdistan Democratic Party) og angive, at de er kurdisk. Kurderne ændrede demografien af yazidi-regionerne i Shingal, Sheikan og Bashiqa. Ezidier undertrykkes i Irak og mangler ytringsfrihed og frihed til at rejse.

3. Kurdiske KDP-peshmergaer forlader ezidier

Sengal er et omstridt område mellem Baghdad og KRG (Kurdistan Regional Government). Den irakiske hær var ikke tilladt adgang i området før angrebet i august 2014. Den KDP-kontrolleret forsvarsstyrke tog ansvar for at forsvare Sengal. IS-angrebene begyndte om natten. Peshmergaerne flygtede selv før civile. (Flere peshmergaer forsvarede senere deres handlinger, ved at begrunde, at de ikke havde nok forsvar til at bekæmpe IS’ tanks).

Mange ezidier vågnede op for at opdage, at deres forsvarsstyrker havde forladt dem, hvilket betød, at de bogstaveligtalt var løbet for deres liv inden for et par minutter med deres tøj på ryggen. Dette er blevet bekræftet af hundredvis af ezidier, der har talt med forfatteren til artiklen.

Den 10. juni 2014 faldt Mosul til IS. Alle regerings sikkerhedsstyrker, herunder politiet (IPS), de irakiske soldater, grænsepolitiet (IBP) og den irakiske nationalgarde (ING) smed deres uniformer og flygtede fra Mosul og omstridte områder til deres hjem med deres våben, krigsbiler og almindelige biler. Samme dag de kom hjem, ankom peshmerga-styrkerne til deres hjem og tog deres våben og offentlige køretøjer fra dem.

Efter peshmergaerne forlod landsbyerne og byen Sengal på den sydlige side af bjerget Sengal d. 3. august, er ezidierne flygtede til den nordlige side af bjerget og videre til grænsen til Syrien.

Ved morgenen den 3. august vidste ezidierne, der bor i Zorava landsbyen på den nordlige side af bjerget Shingal, at peshmergaerne i deres landsby også ville flygte. Nogle ezidier havde meldt sig frivilligt til at forsvare Zorava, og samarbejdede med peshmergaerne. Andre ezidier var officielt ansat af peshmergaerne. Et dusin andre ezidier, som ingen våben havde, gik til KDP-kontrolleret peshmerga-base og bad peshmergaerne om at returnere deres regerings våben til dem for at kunne forsvare sig mod IS, da peshmergaerne alligevel vil forlade byen. Der var syv eller otte lastbiler med våben. En ezidi-vidne angiver, at en peshmerga sprøjtede gruppen med kugler og dræbte, Ali Elias Yousif og hans to nevøer, Yousef Khalaf Elias and Ayet Naif Murad, som døde på hospitalet. Alle tre dræbte var ezidi-peshmerga medarbejdere. Jamel Khalaf Elias blev såret. En anden ezidi hævdede, at peshmergaerne solgte våben til IS gennem mellemhandler.

Ezidier sværger på, at de aldrig igen kan stole på kurdiske peshmerga-styrker. Selvom det kan være en over-generalisering af alle peshmerga-styrkerne, der nu kæmper mod IS, er den brudte tillid uoprettelig. Alle ezidier insisterer på, at det kun var PKK- og YPG-guerillaer, der åbnede vejen for deres flugt fra Sengal-bjerget til den syriske grænse og videre til Zakho, hvor PKK gav dem mad og førte dem over bjerget til Tyrkiet. Ezidier vil ikke ændre deres tankegang på dette punkt.

4. Araberne og kurderne svigtede deres ezidi-naboer

Da IS angreb landsbyerne i Sengal, søgte nogle ezidier tilflugt hos deres arabiske og kurdiske venner og naboer. Imens nogle beskyttede deres ezidi-naboer, bestikkede andre arabere og kurdere villigt ezidierne til IS som betaling.

Namer Yousif Osman flygtede fra sin landsby Ghobal til Sengal-bjerget med sin otte døtre og 23-årige søn, Said Namer. På den tredje dag, meldte Said sig frivilligt til at snige sig tilbage til deres landsby for at hente fødevarer, fordi de sultede. IS fangede ham og skar halvvejs igennem bagsiden af hans hals med lange sværd, mens hans far så hjælpeløst fra bjerget. Namer havde ingen ammunition til at beskytte sin søn.

Namer forklarede, at tre andre familier fra landsbyen Ghobal, omkring 50 ezidier, søgte tilflugt hos arabiske naboer, der kaldte på IS, så de kunne komme og hente dem. En far og en søn havde fået skåret deres hals af som får. De andre er forsvundet.

Da Ali Merza Abo flygtede fra byen Sengal, blev de stoppet ved et IS-checkpoint. En lokal kurder var med IS ved dette checkpoint. Da de bad om Alis ID, som afslørede, at han var ezidi, skød og dræbte de Ali og hans søn Delsad Ali, samt tre andre mænd. Der er hundredvis af historier som disse.

I Sengal var mange af de guider, der ledte IS til ezidier og derefter dræbte dem, kurdiske muslimer fra Sengal og fra Kechala, Sarhokia, Jankulia, Khatonia, Kutoia og andre stammer. Denne praksis, hvor IS betaler arabere og kurdere for at bestikke ezidier, er dokumenteret tilbage til mindst år 2007. Før IS navngav sig selv, kendte ezidierne dem som ”de onde” eller ”terroristerne”.

5. Terror og grusomheder anvendes som krigsstrategi

IS’ krigsstrategi er at skabe en tilstand af terror gennem brutale, uprovokeret og uventede angreb, herunder halshugninger, korsfæstelser, fysiske overgreb, skud af maskingevær på samlede menneskemængder i gaderne og massehenrettelser, ved at skyde ezidi-ofrene på bagsiden af deres hoveder, mens de står på knæ eller ligger på deres maver og venter døden. Billeder viser små børn, der er halshugget, hængt op ved halsen på bygninger, og nøgne babyer, der er dybt skåret op mellem benene. En kvinde ligger død med hendes bryster skåret op til brystknoglen. Man kan kun håbe, at de dræbte hende med en kugle først. Andre billeder viser, bunker af hoveder og vognlæs af døde, lemlæstede kroppe. Et andet billede viser en bulldozer, der rydder vejen med bunker af døde kroppe.

Mænd i Seba Shekhder landsbyen blev halshugget og hængt op i deres ben på elmaster.  Der er beretninger om, at omkring tyve familier, herunder børn, kvinder og mænd, blev begravet levende af IS i den samme landsby.  I landsbyen Al Koco blev 450 mennesker dræbt af sværd eller skud. Otte mennesker undslap og berettede om massakren.

Dler Havend Khalaf var i sit andet år af lægestudiet, da hans by Tel Qassab blev angrebet den 3. august. 67 kvinder og børn blev kidnappet, herunder hans søster og 20 andre slægtninge, da de stoppede op for at hvile ved landsbyen Qine Mehrkan.  Hans svoger var én af de 28 mænd, der blev dræbt. En ung kvinde fra hans landsby sprang til døden, efter at havde set IS dræbe hele hendes familie på 21 mennesker for hendes øjne.

Faisal Mahmood Kherros familie, der er fra Tel-Uzer og som nu bor i Tyskland, havde 15 piger og seks kvinder fra sin familie, som blev kidnappet af IS. De dræbte også hans tre brødre (en halshugget), to nevøer og to fætre.

Listerne fortsætter. Ali Sedo, formand for Ezidi Akademi i Tyskland, har indsamlet lister på over 3000 dræbte eller kidnappede ezidier. Amy L. Beam er også ved at indsamle lister fra ezidier fra flygtningelejrene i Tyrkiet.

Beretninger om IS-træningslejre beskriver nye rekrutter, som bliver undervist i, hvordan man halshugger en person og føler sig stolt over indvoldene. Rekrutter til IS er verdensomspændende, og nogle gange kommer de fra kriminelle baggrunde og det påstås, at de bliver betalt for at deltage. I det mindste er nogle af IS-medlemmerne angiveligt lejesoldater fra lande som Kina, Storbritanniens, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Saudi-Arabien, Yemen, Tyrkiet, Tjetjenien, Egypten og andre steder. På trods af at de gemmer sig bag religionen, har IS’ brutale mordere intet med den ”rigtige” islam at gøre.

6. Ezidier er tvunget til at konvertere til islam eller at dø

Cirka 2000 ezidier er blevet kidnappet og tvunget til at konvertere til islam eller at blive henrettet. En familie i Sirnak-flygtningelejr, identificerede fire af sine familiemedlemmer i en propagandavideo fra IS, der viser ezidier der konvertere til islam, hvor de i knæ går gennem bede-bevægelser. De har lavet en liste med 28 kvindelige slægtninge, der er kidnappet af IS.

IS lod én af de kidnappede, kalde på sin bror, som er en læge, der flygtede til en ezidi-lejr i Tyrkiet. Han sagde, at tusindvis holdes tilbage, og IS dræber dem regelmæssigt, selvom de konverterer til islam. Andre bliver brugt som slaverarbejdere, til at pakke korn, der bliver sendt til IS-krigere i Syrien. Mange andre kidnappede ezidier er forsvundet, og det vides ikke om de er døde eller i live.

7. Ezidier voldtages og sælges som slave

Mindst 2000 kvinder, piger og drenge er blevet kidnappet og bliver voldtaget af IS-bandemedlemmer, som et krigsvåben. Det lykkedes for en pige at ringe en mandlig ven op på en hemmelig telefon, hvor hun meddelte, at hun var blevet voldtaget uafbrudt i 18 timer. Hun sagde, at hun ville dræbe sig selv, når hun har muligheden for det. Andre teenagepiger er blevet kørt til Mosul Hospital, hvor de er blevet opereret for svær indre blødninger på grund af gentagne daglige, brutale voldtægter. Andre er blevet solgt som sexslaver i Mosul, Saudi-Arabien og Syrien for så lidt som 5 USD – andre meldinger lyder på 100 USD.

8. Huse, virksomheder, biler og penge er plyndret

Selvom de ”heldige” familier ikke havde medlemmer dræbt af IS, er deres liv også ødelagt. Byerne og landsbyerne i Sengal er tømt for ezidier. IS og andre arabere og kurdere har plyndret alle hjem for værdiggenstande, ødelagt mange huse, flyttede ind i andre, og overtaget ezidi-virksomheder. Dr. Mazen Qasem Abadi mistede sin families hønsefarm på en værdi af 5.000 USD. Ghanow Hussen Ghanows familie, nu i en yazidi-lejr i Sirnak, efterlod deres kylling fabrik i Senon med 8000 kyllinger på en værdi til 50.000 USD. Arabiske naboer overtog forretningen til sig selv.

Selvom ezidier har lidt tidligere massakrer, er det første gang, at hele befolkningen har forladt fædrelandet. Ezidier har forladt alt bag sig. De har nu ingen huse, jobs, biler, forretninger, naboer, penge, guld, computere, ejendom eller skole. Hver ezidi i flygtningelejrene i Tyrkiet, selv unge teenagere, sørger over situationen ved at udtrykke ”vores liv er slut”. Flygtningene er uden håb for deres religion, etniske vaner og samfund, fordi de har mistet deres hjemland. Der er bogstaveligtalt ikke noget at vende tilbage til.

Den 23. september, nedrev IS 90 ezidi-huse i Sengal. I den første uge i oktober blev det indberettet, at IS brændte alle husene i alle ezidi-landsbyerne i Sengal. Ali Sedo og hans bror, Khalaf Sedos (tidligere nævnt) huse, blev begge ødelagt. Khalaf og hans familie er nu flygtninge i landsbyen Fikira, Batman, Turkey. Batman Kommunen genopretter tomme huse i 20 ezidi-landsbyer, som den tyrkiske stat ødelagde i begyndelsen af 1990’erne. Fikret Taskin er projektlederen. Ezidi-flygtningefamilier skal bo i dem. Den lokale kurdiske kommune vil hjælpe dem indtil løsningerne findes.

Farhan Mahlo, der nu bor med sin udvidede familie af 13 i Sirnak i en ezidi-kommune, havde et godt job med sit olieselskab. Han er en af de mange ezidi-oversættere i flygtningelejrene, der tidligere arbejdede med den amerikanske hær. Hans familie mistede fire huse, en bil, en lastbil, 11 får og to kilo guld. Han begræder tabet af sin computer, der gemte på hans arbejde og billeder af hans liv, der er hans minder. Han har en kone, en to-årig søn og en seks måneder gammel søn, som han bar på sin ryg gennem bjergene til Tyrkiet. Nu er denne talentfulde og uddannede mand begrænset til at bede om en vinterfrakke og kredit til sin telefon. Han ønsker at arbejde. Multiplicer Farhans historie med mindst 400.000 yazidier.

9. Sikkerhed i Sengal er et omstridt problem

Mange velmenende tilhængere af ezidier, herunder fordrevne ezidier i Europa, det kurdiske politiske parti i Tyrkiet, som forsyner dem med mad og husly, og andre kræfter der kæmper for at nedkæmpe IS, udtrykker den holdning, at ezidierne kan vende tilbage til Sengal ”når det er sikkert”. Spørgsmålet om sikkerhed er nu et kontroversielt spørgsmål blandt ezidier. Ezidierne efterlod døde familiemedlemmer bag sig og flygtede i rædsel. De er blevet forrådt af regeringen og deres arabiske og kurdiske muslimske naboer. Deres tillid er blevet brudt og den kan aldrig gendannes. De kan aldrig føle sig sikker og leve uden frygt i Sengal. De kan aldrig leve i en mental frihed. Hvis en anden frivilligt ønsker, at bo der, er de velkommen. Med hensyn til ezidi-flygtningene i Tyrkiet, ønsker de kun én ting: at leve i et land, der er fredeligt og sikkert, så de kan give deres børn et vidunderligt liv uden gentagelsen af deres egne lidelser.

10. Ezidier er statsløse

De fleste ezidier har ikke et pas, fordi de ikke tog den risiko at rejse til Mosul, for at ansøge om det. I fortiden, har de, der tog risikoen for at rejse til Mosul eller andre steder uden for Sengal, blevet afhørt, angrebet og endda dræbt. Ezidier har specifikke navne og træk, og ”ezidi” står skrevet på deres ID. Mange af dem blev dræbt i Bagdad og Mosul, efter at de havde deres pas udstedt, fordi officererne identificeret dem, og hvor de ”onde” så efterfølgende fulgte efter dem, når de vendte tilbage fra Bagdad eller Mosul til Sengal.

Som følge heraf, var det KRG, der udstedte pas for ezidier i Dohuk indtil IS’ angreb på Sengal. KRG har stoppet udstedelsen af pas til ezidier. De fleste ezidier, der flygtede til Tyrkiet, samt dem der søgte tilflugt i Kurdistan, Nordirak, har ingen pas. Deres mangel på dokumentation, er en væsentlig hindring for dem, der søger asyl i andre lande. Verdenslandene må tilbyde asyl med alternativ dokumentation.

Da en mand i ezidi-lejren i Diyarbakir, blev spurgt om, hvad han ville vælge, hvis han skulle vælge mellem at have et hjemland for ezidier eller at finde et trygt land, hvor han kan bo, tøvede han ikke med at svare. ”At opdrage disse to drenge er vigtigere end at beholde Sengal. Vi vil gå hvor som helst for at leve i et sikkert og fredeligt land – selv så langt som Australien”.

Australien, Frankrig og Tyskland har allerede tilkendegivet, at de ikke vil afvise ezidier. Problemet er, at nå frem uden pas eller penge.

Amy L. Beam arbejder med at fremme turismen i det østlige Tyrkiet (Nord Kurdistan), og skriver til støtte for kurdiske og yazidiske menneskerettigheder. Læs hendes historier på KurdistantTribune.com. Hun er ved at skrive en bog, der hedder: ”Kærlighed og forræderi i Kurdistan”. Følg hende på Twitter @amybeam eller kontakt hende på amybeam@yahoo.com eller 240-696-1905 (US) eller 0090 537 502 6683 (Tyrkiet).

Denne artikel er bragt i Kurdistan Tribune og er oversat af Nûdem-redaktionen.