Fodboldturnering i Servet Benlis ånd til fordel for Kobanê

Fodboldturnering i Servet Benlis ånd til fordel for Kobanê

Nystiftet forening afholder fodboldturnering til ære for den kurdiske ungdomspolitiker Servet Benli, der mistede livet i november 2014 som 23-årig efter kort tids sygdom.

Servet Benli Cup, der afholdes på Gladsaxe Stadion og arrangeres af Servet Benli Foreningen, har hele 16 hold tilmeldt. Heraf to pigehold samt to mixhold. Kendetegnende for holdene er, at de fleste har udgjort en stor del af Servet Benlis liv. Iblandt de tilmeldte er både Servets tidligere fodboldhold, hans klassekammerater fra folkeskolen og gymnasiet, familie og venner samt organisationerne FOKUS-A, SF og SFU, hvor Servet sad i landsledelsen.

Alle indtægter fra Servet Benli Cup’en går ubeskåret til Kobanê-flygtningelejre i Diyarbakir og vil blive personligt overrakt af foreningens bestyrelse i juni måned.

Læs mere om foreningen her

Servet Benli Cup finder sted den 24. maj på banerne ved Gladsaxe Stadion i tidsrummet kl. 9-17. Servet Benli Cup er sponseret af Basak Saray, Bako Kød, Best Bazaar, Restaurant Bolden Søborg, Il Forno Restaurant i Herlev samt Pizzaria og Burgerhouse i Mørkhøj.

Servet Benli Foreningen opfordrer alle til at tage del i den meningsfulde begivenhed ved at møde op til turneringen.

Læs mere om turneringen her

Den 23-årige dansk-kurdiske politiker Servet Benli mistede kampen mod en alvorlig sygdom- knoglemarvsvigt og leversvigt – den 22. november 2014. Tilbage i slutningen af juli 2014 blev Servet på sin 23-års fødselsdag indlagt med en alvorlig leversygdom, som senere påvirkede hans knoglemarv. På trods af adskillige behandlingsmetoder blev det desværre ikke muligt at redde Servet. Efter fire måneders kompliceret sygdomsforløb måtte han opgive den seje kamp mod døden.

Læs også: Danmark har mistet en ung og ambitiøs politiker

Servet var en politisk aktiv dansk-kurder i SF-Ungdom, hvor han var medlem af landsledelsen. Han var bror til den dansk-kurdiske politiker Serdal Benli, som er viceborgmester i Gladsaxe Kommune og er medlem af SF’s landsledelse.

Læs også: I går mistede vi en god kammerat alt for tidligt

Som kampagneleder hos SFU arbejdede Servet senest hen over sommeren 2014 for at få flere unge med en anden etnisk baggrund end dansk til at deltage i det demokratiske fællesskab. Servet var studerende på Roskilde Universitetscenter, i det samfundsvidenskabelige fakultet, hvor han var i gang med sin bachelor i politisk administration.

NYHEDER