Interview med frisøren Lokman Hasan

Nûdem har interviewet Lokman Hasan, som er uddannet frisør og har sin egen butik ved navn Saksen i Hvidovre. Vi har spurgt ind til, hvorfor han flygtede fra Irak til Danmark og hans job som frisør.

Nûdem: Kan du fortælle lidt om dig selv?

Lokman Hasan: Jeg hedder Lokman Hasan og flygtede fra Irak for 15 år siden. Jeg er uddannet frisør og har min egen butik i Hvidovre.

Nudem: Hvorfor flygtede du fra Irak til Danmark?

Lokman Hasan: Det er der flere årsager til. En af årsagerne var krigen i Irak mellem Iran og kurderne, der var ledet af Saddam Hussein. Krigen resulterede i, at flere civile blev dræbt og fattigdommen var voksende. En anden årsag var, at under Saddams Husseins regime blev mange mennesker likvideret, hvis de ytrede sig om noget særligt, som ikke ligefrem gavnede regimet. Regimet havde ingen grænser, når det handlede om menneskerettigheder i landet.

Nûdem: Hvordan flygtede du fra Irak til Danmark?

Lokman Hasan: Jeg flygtede fra Irak til Tyrkiet. Herefter tog jeg fra Tyrkiet til Grækenland. Senere tog jeg færgen fra Grækenland til Italien, og herefter tog jeg toget fra Italien til Danmark.

Da jeg ankom til Danmark havde jeg store udfordringer. Pludselig skulle man rette sig efter et nyt samfund, hvilket var ret svært. Man kunne ikke sproget, kendte ikke nogen og havde store vanskeligheder med økonomien for at få dagligdagen til at hænge sammen.

Heldigvis lærte jeg nogle gode mennesker at kende. De er årsagen til, at jeg ikke gav op i starten, og har fundet vejen til et godt liv i Danmark.

Nûdem: Har du tænkt dig at vende tilbage til Irak?

Lokman Hasan: Lige nu er det svært at vende tilbage til Nordirak/Sydkurdistan. Landet er plaget af interne krige. Situationen ser ikke godt ud foreløbig. Jeg håber, at det ændrer sig, selvom det ser svært ud. Den interne krig i Irak har kostet mange civile mennesker livet.

Nûdem: Nu hvor du arbejder som frisør og har din egen butik, kan du fortælle lidt om, hvordan det er at være frisør?

Lokman Hasan: Som frisør møder jeg mange mennesker, og jeg trives godt med dem. Man lærer sine kunder bedre at kende og får snakket om flere forskellige ting, som finder sted i Danmark og andre steder i verden.

Som frisør lærer man, at man har et stort ansvar for det, man laver. Man lærer hurtigt, at man som frisør skal kunne vejlede for at få et godt og flot færdigt resultat.

PORTRÆT