De danske læsere har taget rigtig godt imod “Mem og Zin og andre kurdiske sagn & eventyr”. Bogen er nedfældet på skrift i 1695 af den legendariske kurdiske forfatter og genfortalt til dansk af Orhan Dogru.
Af Svend Kjems Hove
I november 2016 udkom bogen “Mem og Zin og andre kurdiske sagn & eventyr” på Det Poetiske Bureaus Forlag. Der er tale om en genfortælling af syv fortællinger fra den kurdiske sagnskat, som forfatteren Orhan Dogru, der selv kommer fra en kurdisk landsby i Anatolien, har foretaget.
Fortællingerne spænder vidt helt fra kunsteventyret “Mem og Zin” til fire sagn, som her for første gang nogen sinde er blevet nedfældet på skrift.
“Mem og Zin” er en kurdisk klassiker, som allerførst er nedfældet på skrift i 1695 af den legendariske kurdiske forfatter Ehmede Xani (1650-1707), der også gjorde sig tanker om kurdernes situation som et folk uden land – et forhold, der også gør sig gældende i dag, hvor de ca. 30 millioner kurdere er fordelt på de fem lande Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran og Armenien.
“Mem og Zin” er et kærlighedsdrama, der minder meget om Shakespeares Romeo og Julie eller for den sags skyld sagnet om Hagbard og Signe fra den nordiske sagnskat. Det ender ligesom i de europæiske paralleller sørgeligt med, at de to elskende efter et større antal forviklinger alligevel ikke kan få hinanden. Trods det fremmedartede, lettere “Tusind og en Nat”-prægede fortælleunivers findes der dog også passager, hvor der dukker elementer op, som er forankret i europæisk kultur. Således finder den onde fyrste, der ønsker at få opklaret, om den mandlige hovedperson Mem nu også elsker fyrstens datter Zin. Netop den forbindelse mellem de to kan fyrsten ikke tolerere, så han udfordrer Mem til at dyste med ham i skak, idet taberen skal røbe, hvem der er genstanden for hans hjertes begær. Til at begynde med vinder Mem stort, men så finder fyrsten og hans folk på at anbringe Zin i et vindue, hvor hun tiltrækker Mems opmærksomhed, så han taber alle de følgende partier og således til sidst må gå til bekendelse overfor fyrsten.
Det er her ganske interessant at erfare, at skakspillet nød høj status i datidens (1300-tallet) hofkredse, for skak er et af de fænomener, som vi har hentet fra den mellemøstlige kulturkreds eller vel strengt taget fra Indien, hvor det opstod som krigsspil. Fortællefiguren med det fatale skakspil kan sågar give visse mindelser om det parti skak, der spilles mellem ridderen og Døden i Bergmans film “Det syvende segl” fra 1957, hvor ridderen også distraheres af udefrakommende fænomener.
Nu er der jo ikke noget nyt i, at eventyr ofte har nogle ret uhyggelige pointer. Brødrene Grimms eventyr går jo for at svære sjove, uhyggelige og opbyggelige. Her kan de kurdiske folkeeventyr også stå distancen, for eksempelvis eventyret om “Nabo Emme” byder på en slutscene, hvor skurken af samme navn til sidst bliver bundet til to heste, hvoraf den ene har tørstet, mens den anden har sultet. Mens den ene hest så søger mod græsset, søger den anden hest derhen, hvor der er vand – og det er ikke sammesteds … Nu kunne man så komme på den idé, at indbyggerne derude er de rene barbarer, men rent faktisk har man i Europa i tidligere tider praktiseret en straf, der hed “sønderdeling ved hest”. Straffen var især populær i England, men det mest kendte eksempel på straffens anvendelse vedrører nok Francois Ravaillac, hvis straf for mordet på Frankrigs konge Henrik IV i 1610 bestod i, at hans krop blev sønderrevet af fire heste. Også her er der intet nyt under solen.
Mens de to førnævnte eventyr kan siges at stå for det uhyggelige og det opbyggelige (den skyldige får jo trods alt sin straf), kommer det sjove i form af trylle- og skæmteeventyr dog ikke helt til kort. I eventyret “Den stumme prinsesse” genvinder prinsessens således talens brug i kraft af, at en mus udfolder sin diskrete charme et sted i hendes nedre beklædningsrekvisitter.
Også de øvrige fire eventyr og sagn lever helt op til de Grimm’ske principper, som åbenbart udgør en grænsesprængende kode for eventyrfortællinger. Brødrene Grimm var da også selv opmærksom på, at eventyr havde det med at vandre fra land til land. Selv fik Jacob og Wilhelm Grimm samlet 211 eventyr på omkring en halv snes år. Her i Danmark blev der ydet en tilsvarende indsats af Evald Tang Kristensen (1843-1929), der indsamlede folkemindestof hos folk på den jyske hede og nok er den, der som enkeltperson har indsamlet flest folkeminder på verdensplan.
I det kurdiske område har den mundtlige fortælletradition, der var livsnødvendig som følge af det manglende fælles skriftsprog, kunnet overleve i kraft af formidlingen ved omrejsende eventyrfortællere kaldet dengbejer. Denne tradition sang på sidste vers omkring midten af 1900-tallet, hvorfor det blev påkrævet med en aktiv og koncentreret indsats for at få nedskrevet de traditionelle fortællinger.
I bogen fortæller Orhan Dogru om, hvordan han selv oplevede, om ikke omrejsende eventyrfortællere, men dog lokale folk, der i udpræget grad beherskede kunsten at genfortælle folkeeventyr fra hukommelsen. Denne skik med at lytte til eventyrfortællinger i hjemmet døde dog ud i 1970’erne, hvor fjernsynet kom med impulser, som folk fandt mere spændende end at lytte til den hjemlige folklore.
Orhan Dogru kom så siden (1987) til Danmark og gjorde karriere som både folkeskolelærer og translatør, men har på intet tidspunkt glemt sine rødder i den kurdiske hjemstavns eventyrunivers. Nu har han så gjort sit til, at Danmark, der jo i kraft af H.C. Andersen går for at være eventyrets land par excellence, beriges med kendskab til den verden af eventyr, som den kurdiskes sagnskat har at byde på. Således sluttes en ring, hvilket viser, at eventyrene taler et sprog, som kan bringe mennesker sammen på tværs af grænser.
Det interessante og fængende værk på ca. 250 sider, der er forsynet med fine illustrationer ved Pia Falck Pape, er delt sådan op, at de syv sagn og eventyr gengives over det første par hundrede sider, mens den resterende del omhandler kurdernes mundtlige fortælletradition samt diverse realia om den kurdiske situation. Sidst, men ikke mindst beretter Orhan Dogru medrivende om sin rejse fra Anatolien til Danmark med eventyr i sin (flyvende) kuffert.
