I Tyskland må kurderne i nogle byer ikke have deres egne moskeer.

Spørgsmålet er så, hvorfor må de ikke det, hvad er begrundelsen. Nyhedsbureauet Firatnews har i denne uge interviewet formanden for det Kurdisk Islamiske Trossamfund og spurgt ind til denne problematik.

Formanden Hafiz Ahmet Turhalli udtaler til Firatnews, at de er blevet afvist af myndighederne, når de ønsker at oprette en kurdisk moske i Tyskland.

“Vores moskeer i Stuttgart, Bremen, Dortmund og Saarbrücken bliver konstant forhindret i at udføre deres arbejde. De bliver gang på gang forhindret af bureaukrati og med meget tynde begrundelser. Vi har i vores moskeer fokus på lige rettigheder iblandt kønnene, hvorimod de tyrkiske moskeer tværtimod ikke fokuserer på dette. Alligevel har de tilladelse til oprette deres moskeer, mens vi ikke må og dette er overhovedet ikke retfærdigt,” siger Turhalli.

Turhalli fortæller endvidere, at man nægter at opgive kampen, da kurderne i Tyskland udgør cirka 1 million mennesker og som blandt andet bidrager til den tyske økonomi.

Et tal mellem 60-70 procent af kurderne er muslimer og disse borgere bør have ret til at bede på deres eget sprog.

“Vi kan ikke udføre vores arbejde og formidle vores religion på vores eget sprog. Der er nogle kræfter der med alle midler prøver, at vi ikke kan opnå denne ret, samt at vi kan bruge vores sprog i moskeerne. Vi har i over 20 år over etableret over 40 moskeer i Tyskland, men bliver vi nu forhindret. De tyske myndigheder er påvirket af det tyrkiske bagland, da de udgør en større minoritet end os. De tyrkiske moskeer har i årtier udført tyrkisk propaganda for staten og prøvet at påvirke de tyske myndigheder, således at vi blandt andet blev forhindret i at etablere flere moskeer,” siger Turhalli.

De tyrkiske moskeer er på det seneste blevet taget for at have agenter i moskeerne, som blandt andet formidlede de tyrkiske myndigheder om eventuelle Tyrkiet-kritikere. Disse nyheder har haft en stor genklang hos de tyske medier og derfor håber Turhalli, at myndighederne kan lægge et større pres på de tyrkiske moskeer, samt at de tager mere hensyn til de kurdiske moskeer, som trods alt har en mere demokratisk tilgang til tingene, da man som nævnt tidligere fokuserer på kvinderettigheder og ligestilling.