Enhedslistens menneskerettighedsordfører, Nikolaj Villumsen, har i dag i Ankara været med til at fremlægge de internationale valgobservatørers vurdering af det tyrkiske præsident- og parlamentsvalg. Dommen fra de internationale valgobservatører, der er udsendt Europarådet og OSCE, er hård.
Nikolaj Villumsen udtaler følgende:
“Valget har hverken været frit eller fair. Der har ikke været lige muligheder for at føre valgkamp, men i stedet voldsomme krænkelser af ytrings- og forsamlingsfriheden.
Tyrkiet befinder sig i undtagelsestilstand, og mens oppositionen har været udsat for massiv undertrykkelse, fængsling og sågar voldelige overfald og drab, så har Erdogan misbrugt offentlige midler til at føre sin og AKP’s valgkampagne. Det er ikke bare brud på internationale forpligtelser, men også på Tyrkiets egen lovgivning.
På selve valgdagen blev vi som internationale observatører udsat for chikane og intimidering fra politiet og flere steder direkte forhindret i at udføre vores arbejde. End ikke i Rusland eller Azerbaijan er internationale valgobservatører fra Europarådet og OSCE blevet udsat for en lignende behandling.”