Tredje bind af Abdullah Öcalans værk ’Frihedens sociologi: Manifest for en demokratisk civilisation’ udkommer til juni 2020 på forlaget PM Press (https://www.pmpress.org/index.php). Den er oversat til engelsk af Havin Guneser.

Nogle udtræk fra bind III har været offentliggjort på nyhedsmediet ANF. Nudem har for nyligt udsendt en dansk oversættelse af et uddrag om Samfundets industrielle problem. Her bringer vi yderligere en dansk oversættelse af et uddrag om Samfundets økologiske problem:

Forholdet mellem økologi og systemet er ikke bæredygtigt.

Om samfundets økologiproblem skriver Abdullah Öcalan:

Det er klart, at industrialismeproblemet både er en del af det økologiske problem, og samtidigt dets fundamentale ophav. Derfor er der risiko for gentagelse, når vi tilnærmer os dette fundamentale problem under en anderledes overskrift. Men det økologiske  problem er lettere forståeligt end industrialismeproblemet, fordi det er et socialt og problematisk spørgsmål. Skønt begrebet omfatter miljøvidenskab, er det grundlæggende en videnskabelig analyse af den tætte forbindelse mellem den samfundsmæssig udvikling og dennes omgivelser. Sagen vakte dyb bekymring, da miljøproblemerne førte til, at der blev slået alarm om en nært forestående katastrofe. Et forskningsområde udviklede sig som resultat, omend det ikke skete helt uden uønskede følgevirkninger. For, ligesom med industrialismen, blev de økologiske problemer ikke skabt af samfundet, men er den seneste bedrift, der er gennemført af civilisationens monopoler – et omfattende problem, som vedrører historien generelt og som nu er blevet problem nummer et på verdens – og samfundets – dagsorden.      

Måske findes der ikke noget problem, der har været så alvorligt og så vigtigt for at afsløre det sande ansigt af profit- og kapitalsystemerne (dvs. deres organiserede netværk) og derfor er nødt til at komme på menneskehedens dagsorden, som det økologiske problem. Summen af alle militære, økonomiske, kommercielle og religiøse monopoler op gennem historien, der udgør det civilisationssystem, der knytter sig til profit og kapital, viser ikke blot nedbrydningen af samfundet på alle områder (mangel på politik, arbejdsløshed, inflation, prostitution, osv.), men også de langtrækkende trusler, som alle livsformer og miljøet står overfor. Kan man forestille sig mere slående beviser for at monopolernes hærgen er i modstrid med de samfundsmæssige interesser?

Selv om det menneskelige samfunds intelligens og fleksibilitet betyder, at det anerkendes som den ypperste natur sammenlignet med alle andre levende væsener, så er det dog i sidste instans en levende helhed. Den er skabt af denne verden, er produktet af et meget præcist klimatisk miljø, og udviklingen af flora og fauna. Vores verdens atmosfære og klima samt plante- og dyreverdenen er ligeledes essentielt for menneskesamfundet i og med at det udgør den totale sum af alt på kloden. Disse forskellige dele af verden er ekstremt følsomme og tæt forbundne.

De udgør i deres inderste væsen en kæde, og ligesom en kæde holder op med at fungere, når et af dens led er brudt, så er hele udviklingen uundgåeligt påvirket, når et vigtigt led i den evolutionære kæde er brudt. Økologi er videnskaben om disse udviklingstræk, og det er det, der gør den vigtig. Mennesket kan altid genregulere den interne orden i samfundet, fordi den samfundsmæssige realitet er en menneskelig opfindelse, men det samme gør sig ikke gældende for miljøet. Hvis vigtige miljømæssige forbindelser bliver brudt som resultat af de processer, der sættes i gang af grupper, der er organiseret omkring et profit- og kapitalmonopol, der opererer udenfor det samfund, det er opstået i, kan der udvikle sig katastrofer gennem kædereaktioner, der kan risikere at udsætte miljøet og samfundet for masseødelæggelse.

Vi skal huske på, at de miljømæssige forbindelser er resultatet af udviklingen gennem millioner af år. Den generelle ødelæggelse gennem de sidste fem tusind år, og i særlig grad gennem de sidste 200 år, har på rekordtid ødelagt i tusindvis af disse evolutionære forbindelser.

Vi er vidne til begyndelsen af en kædereaktion, der truer med et endeligt sammenbrud. Der er ingen, der aner, hvordan man skal stoppe det. Det vil tage hundrede, ja endog tusinder af år at rydde op efter den atmosfæriske forurening, der er skabt af kuldioxid og andre gasser. Vi er sandsynligvis endnu ikke helt klar over den ødelæggelse, det har påført plante- og dyreverdenen.

Det er imidlertid klart, at ligesom atmosfæren, sender begge disse to verdener til stadighed SOS-signaler ud. Både forureningen af havene og floderne, samt ørkendannelse, bevæger sig på randen af en katastrofe. Ikke desto mindre tyder alting på, at verdens endeligt ikke vil vise sig som et resultat af den naturlige balances ødelæggelse, men vil bliver iværksat af nogle grupper organiseret i netværk. Selvfølgelig vil naturen uundgåeligt svare igen, da den er levende og besidder sin egen intelligens, med grænser for, hvad den kan holde til. Den vil slå igen, når tiden og stedet er passende. Og når vi kommer til det tidspunkt og det sted, så vil den ikke vise os nogen barmhjertighed. Vi vil alle blive holdt ansvarlige for at forråde de egenskaber og værdier, der er blevet os skænket. Er det ikke den måde verdens ende vil komme til at se ud?

Jeg agter ikke at føje noget til de allerede eksisterende katastrofescenarier. Men svarende til vores evner, er hver af os nødt til at gøre og sige det, der er nødvendigt som ansvarlige medlemmer af samfundet. Det er vores ansvar og vores moral og politiske pligt, det er simpelthen begrundelsen for vores eksistens.

Gennem menneskets historie har der været sagt meget om den skæbne, der overgik Nimroder[i] og faraoer, der trak sig tilbage til deres slotte og pyramider – af indlysende grunde. Hver af disse Nimroder og faraoer var, både som enkeltindivider og som ordener, et monopol, der gjorde krav på guddommelighed. De var faktisk det mest sublime eksempel på kapital-monopoler, der jagtede efter profit i antikken. Åh, hvor de ligner monopolerne, der har trukket sig tilbage til handelsstrøgene i byerne! Der er selvfølgelig forskel på dem, men i essensen er de alligevel ens. Til trods for deres storhed, kan slotte og pyramider ikke konkurrere med vore dages handelsstrøg, slet ikke med deres antal. De historiske Nimroder og faraoer omfattede ikke mere end nogle få hundrede. Men antallet af vore dages Nimroder og faraoer udgør allerede hundrede af tusinder. I gamle dage var mennesker ude af stand til at holde undertrykkelsen fra nogle få Nimroder og faraoer ud, og beklagede sig bitterligt over det.

Hvor meget længere vil vi finde os i de hundrede af tusinder, der har påført os langtrækkende miljøødelæggelser og samfundets opløsning? Hvordan kan vi få dulmet pinen og smerten fra krig, arbejdsløshed, sult og fattigdom som de har været årsag til?

I lyset af den evolutionære udvikling vil det være nødvendigt at understrege disse realiteter, da de forklarer hvad vi mener, når vi taler om samfundets historie som en helhed. Er disse realiteter på en eller anden måde trivielle og ubetydelige? Videnskaben om den kapitalistiske modernitet, med dens positivistiske struktur, var ganske selvsikker. Den antog at de store empiriske opdagelser var det, det hele drejede sig om. Den troede, at den absolutte sandhed var en overfladisk viden om fakta. Den var sikker på, at vi var gået ind i en tidsalder med uendelig udvikling.

Hvordan skal vi tolke den kapitalistiske modernitets manglende evne til at se miljøkatastrofen i øjnene? Hvordan skal vi begribe den realitet, at den var ude af stand til at adressere og afhjælpe de sociale katastrofer gennem de sidste 400 år, der overstiger summen af alle tidligere historiske katastrofer, og som vel at mærke ikke mindst også omfatter krige? For slet ikke at tale om undgåelsen af krige, der jo blot er magten, der har infiltreret alle samfundets kroge og hjørner.

Hvordan forklarer vi det faktum, at videnskaben ikke har været i stand til på en korrekt måde at vurdere, at alt dette  er tilfældet? Det er klart, at videnskaben, især i den periode, hvor de dominerende monopoler var på toppen af deres hegemoni, ikke besvarede disse spørgsmål som forventet, fordi den kom under den mest intense ideologiske belejring og strukturelt tilpassede sig på den måde, der bedst tjente systemet.  Videnskaben, hvis struktur, mål og manerer er udbredt og organiseret for at legitimere systemet, har vist sig at være endog mindre effektiv end religionen. Det har imidlertid også vist sig, at videnskaben ikke kan eksistere, hvis den ikke er ideologisk. Det er grundlæggende vigtigt at vi erkender den viden og videnskab, der er et bestemt samfunds og klasses ideologi, og i den forbindelse kan bestemme vores holdninger i overensstemmelse med den viden. Hvis økologien, som en af de nye videnskaber, kan positionere sig korrekt indenfor denne ramme, kan den yde de ideelle rammer for løsningen ikke blot af de økologiske problemer, men også den sociale naturs problemer.

Kilde: Abdullah Öcalan, 2020: The relationship between ecology and the system is unsustainable. ANF, 24. March 2020.

Oversættelse fra engelsk: Jesper Brandt

---

[i] Nimrod opfattes her som en samlebetegnelse for de herskere, der dominerede de babyloniske og assyriske riger før og samtidigt med de ægyptiske faraoer (oversætterbemærkning, Jesper Brandt)