Af Cengiz Aktar

Kun naive mennesker og kynikere tror på reformforslag fra totalitære regimer. De førstnævnte for at opretholde et ubegrundet håb, de sidstnævnte for at manipulere og misbruge retorikken for deres egne interesser.

Så endnu en gang handler de seneste udmeldinger i Tyrkiet om “reform”, både af økonomien og retsvæsenet (sic). Så simpelt er det: at reformere økonomien og retsvæsenet!

Under alle omstændigheder er det, hvad regimets efterplaprere annoncerede for et par uger siden, samtidigt med, at realiteten i ​​Biden / Harris-sejren i forbindelse med det amerikanske valg bundfældede sig blandt magthaverne i Ankara.

Spørg ikke efter indholdet af reformerne – de siger, at de arbejder på det. Man kan være temmelig sikker på, at disse bombastiske erklæringer ikke fører til noget andet end tidligere reformerklæringer. For totalitære regimer, som det, der driver Tyrkiet, kan ikke reformeres. Derfor omdannes de aldrig af sig selv til demokratier. De er snarere bestemt til at ende på møddingen, og åbner således vejen for politisk normalisering og demokratisering i et land, såfremt forholdene tillader det.

Det sker simpelthen fordi totalitære regimer begår utallige ikke-lovmæssige, ulovlige, antiforfatningsmæssige og fjendtlige gerninger, som de aldrig vil turde drages til ansvar og tiltales for, hverken hjemme eller i udlandet. Eventuelle reformer vil, hvis de er alvorlige, kun afsløre disse gerninger og er derfor pr. definition uanvendelige.

For det andet ville alvorlige og dybtgående reformer forandre situationen på utallige måder, der spænder fra domstolsafgørelser til de store offentlige institutioners funktioner. Der er ingen politisk vilje til at tillade en sådan vending. Tværtimod går tendensen i retning af at forværre det fremherskende illiberale politiske, sociale og økonomiske miljø for at forblive ved magten. Faktisk er betingelsen for at forblive ved magten at øge presset, og ikke mindske det gennem reformer.

For det tredje er regimet langt fra monolitisk. Det består af forskellige politiske fraktioner, som alle er “mere royalistiske end kongen selv” og slås for at eskalere niveauet for social kontrol for at fremme deres egne ambitioner. At bruge ordet ”reform” for disse politiske aktioner vil være en synd.

For det fjerde har regimet ikke dygtige fagfolk til at gennemføre dedt, de kalder reformer. Det er til dels årsagen til den tomme retorik, der mangler reelt indhold.

Faktisk har de seneste meddelelser om en ny såkaldt reformproces i Tyrkiet mere at gøre med sine “kunder” end med selve reformerne.

Der er få, der vil købe løfterne her i hjemlandet, så udtalelserne retter sig stort set mod udlændinge. Faktisk er der et presserende behov for regimet i Tyrkiet til at kickstarte en charmeoffensiv rettet mod tidligere politiske allierede i Vesten, især mod USA og den kommende Biden / Harris-administration. Samtidig har myndighederne et helvede med at forhindre yderligere fald i værdien af ​​den nationale valuta for at bevare deres magt.

Faktisk er en berygtet flok blandt de mest entusiastiske udenlandske fans af Tyrkiets såkaldte reformproces netop handlende på de finansielle markeder. De har været glade for at se, at rentesatserne er steget til omkring 20 procent; en spændende mulighed for spekulative varme penge i den her tid med “negative afkast-dage” over hele kloden. Således har de kynisk rost renteforhøjelserne som et muligt forvarsel for flere gode gerninger, der vil komme fremover. I mellemtiden er foranstaltningerne blevet gennemført af myndigheder, der ellers har betalt en meget høj pris for de seneste års katastrofale økonomiske politik.

På den politisk-strategiske front venter vi stadigt på at se, om den kommende amerikanske regering er indstillet på at tage Ankaras tomme retorik for gode varer af hensyn til et stadig mere illusorisk NATO-partnerskab, og om de vil se bort fra de mange eksempler på misbrug – for ikke at sige fjendtligheder – mod en hvilken som helst alliance, der kan binde Tyrkiet og Vesten sammen. Det ser meget usandsynligt ud.

Ankaras officielle udsagn om en “hovedrengøring”, der er rettet mod vestlige politikere, har sine tilhængere i Europa, hovedsageligt blandt dem, der til enhver tid er klar til at tage den tyrkiske diktator på hans ord. Der er en særlig alliance af den slags politikere ledet af den tyske kansler Angela Merkel, der besidder et uimodståeligt ønske om at interagere med det ikke-demokratiske Tyrkiet. Bulgarske, ungarske, italienske, maltesiske, polske og spanske politikere er en del af denne alliance sammen med den udpegede ansvarlige embedsmand for Den Europæiske Unions eksterne forbindelser, Josep Borrell.

Det Europæiske Råd har givet Borrell den opgave inden marts 2021 at udarbejde et nyt politisk forslag til, hvordan man skal håndtere Tyrkiet, som en “positiv dagsorden”. Faktisk understøtter “reformtalen” i Tyrkiet og den “positive dagsordensamtale” i Europa hinanden.

Jeg har skrevet udførligt om de fem hovedårsager til, at europæerne tilpasser sig Ankara.

De er bange for

• at tabe “NATO-partneren Tyrkiet” til Rusland,
• at bringe deres økonomiske interesser i Tyrkiet i fare,
• at skabe usikkerhed om aftalen om politisamarbejdet med Ankara på flygtningeområdet
• at øge spændingerne indenfor den tyrkiske diaspora i de vesteuropæiske lande og
• at fremskynde ​​Tyrkiets sammenbrud.

Gennem mange år har denne frygt været grundlaget for en uproduktiv og farlig tilpasningspolitik.

Men desværre løser denne tilpasningspolitik ikke problemerne med Tyrkiet, ligesom det heller ikke gør det med Ungarn og Polen. Faktisk forværrer det dem og gør dem uløselige, hvad vi er vidne til hver eneste dag. Den storladne eftergivenhed, som Merkel har vist overfor de politiske ledere i Ungarn og Polen, har gjort deres tilslutning til EUs beslutninger stadigt mere betinget. Jeg vil gerne anbefale en aktuel artikel af Matthew Karnitschnig i Politico, der tydeligt afslører hendes vildfarelser.

Jeg har skrevet flere gange og vil ikke afholde mig fra at gentage, at jo mere Vesten ledet af Merkel tilpasser sig Tyrkiet, jo mere misbruger Erdoğan Vesten. Det samme gælder Putin og andre af hans type.

De problemer, Ankara-regimet skaber, kan ikke løses gennem reformer, men med afslutningen på regimet! Og at tilslutte sig Erdoğan og andre stærke mænd risikerer at øge samarbejdet og medvirke til bevarelsen af hans regime, som vi er vidne til stort set hver eneste dag.

Endelig vil jeg anbefale en relativt ny bog om de katastrofale konsekvenser af den britiske tilpasningspolitik over for Hitler med titlen “Appeasing Hitler – tilpasning til Hitler” af Tim Bouverie.

Kilde:

Cengiz Aktar: Totalitarian regimes cannot reform, nor can they become
democracies. Ahval, 6. Januar 2021.