“For at redde os selv fra tortur og død er vi på hver tur nødt til at overvinde fire til fem baghold,” fortæller M.S. til ANF

Indledning

En kolbar er en kurdisk lastebærer, der er ansat til at transportere varer på ryggen over de bjergrige områder i Kurdistan. I dag foregår denne transport især i de bjergrige grænseegne mellem Iran, Irak, Tyrkiet og Syrien, lovligt eller ulovligt. De fleste kolbarer bor i iransk Kurdistan, hvor de kurdiske provinser er blandt de fattigste i landet. Da internationale varer oftest er billigere i Irak, kan de bringes med god fortjeneste og måske skattefrit til det iranske marked ved hjælp af iranske kolbarer. På grund af den iranske censur kommer der ikke meget frem om de iranske kurdere, men kolbarernes svære situation gennem de seneste år – med over 200 dræbte om året – bliver dog jævnligt omtalt. Nogle kilder er angivet sidst i denne artikel.

ANFs korrespondent Zeynep Nergîz Botan har interviewet en Iransk-kurdisk kolbar, M.S. Vi bringer interviewet i det følgende.

Kolbarerne lever af at bringe varer på ryggen over de farlige grænser i Kurdistan.

De vigtigste varer er cigaretter, mobiltelefoner, tæpper, husholdningsartikler, te og en sjælden gang alkohol. Ruterne over de afspærrede grænser mellem nationalstaterne, der håndhæver deres overhøjhed over Kurdistan, er mindst lige så livstruende for kolbarerne som det er at arbejde under de højt-liggende forhold i bjergene. Det iranske militær, “Revolutionærgarden” (Pasdaran) og den tyrkiske hær har gentagne gange arrangeret baghold og dræbt kolbarer. Kolbaren M.S. har talt med ANF om hans liv og arbejde.

M.S. fortæller, at det sydlige Kurdistan kan nås fra Tete-området i det østlige Kurdistan på halvanden time til fods. Derfra bringes hovedsageligt fjernsyn, pakker og cigaretter til Iran. Turen tilbage med varerne tager cirka fire timer. Den letteste belastning, selv for fysisk svage kolbarer, er 30 kg og kan nå 45 til 50 kg. På ruter, hvor der ikke er baghold fra militæret, er vægten 50 kg. I tilfælde af baghold varierer vægten fra 25 til 35 kg. I tilfælde af baghold kan kolbarer en gang imellem være nødt til at gemme sig i terrænet i op til ti timer.

Tortur eller mord gennemføres af sikkerhedsstyrker

Størstedelen af ​​kolbar-ruterne løber gennem den sydlige del af det østlige Kurdistan. Der er mange kolbarer på steder som Ilam, Kermanshah, Loristan og Urmia samt i Sine, Hawraman og Sardasht. R.S. er fra Mariwan og fortæller om, hvilke trusler kolbarerne stilles overfor, hvis de falder i revolutionsgardens baghold: “Hvis nogen bliver fanget af et baghold tidligt på ruten, bliver disse kolbarer hårdt tortureret, fornærmet og der bliver gjort alt tænkeligt imod dem. Derefter tvinger de kolbarerne til at tage deres byrde på ryggen tilbage til deres militære base. Det er selvfølgelig meget sværere efter torturen. Hvis man lægger sin byrde ned og forlader den, så falder varerne bare i deres hænder. Så nogle gange brænder kolbarerne de varer, de ikke kan bringe med sig til basen. En gang imellem begynder et baghold at skyde allerede ved grænsen, så kolbarerne er nødt til at vende tilbage til Sydkurdistan.”

Fire til fem baghold på en enkelt rute

M.S. fortæller, at iranske soldater undertiden rykker så langt som to eller tre kilometer ind i det sydlige Kurdistans område og udfører deres baghold derfra. “Hvis vi kommer forbi det baghold, når vi til Rojhilat, Iransk Kurdistan. Grænsevagterne sætter deres egne baghold ind, og det samme gør den iranske revolutionsgarde. Ofte slå de tilfældigt til. Det sker undertiden mod familier på picnic. Så det kan gå ud over andre end os. “Men det er de ligeglade med. De skyder vildt. Inden vi når vores destination, er vi nødt til at komme forbi fire til fem baghold,” forklarer han.

Betingelserne bliver stadigt hårdere.

M.S. taler om livets vanskeligheder for kolbarerne og siger: “Tidligere behøvede vi ikke at gå så langt. Nogle steder var ti minutter væk, andre tyve. Men staten har bygget mure og lagt forhindringer. Nu kan vi ikke bruge de lette ruter. Tete-regionen er bjergrig og robust. Der er dybe kløfter. Ofte falder kolbarerne, når de flygter fra et baghold, og brækker arme og ben. Nogle dør af faldet “.

Intet andet valg end at risikere livet

Da M.S. bliver spurgt, hvorfor han er kolbar, svarer han: “Vi er nødt til at gøre det for at overleve. Vi har børn. Nogle gange har vi ikke engang brød at spise. Vi lever i en krisesituation, men de tillader os ikke engang at være kolbarer. Alle kolbarer er fattige. De lever i dyb arbejdsløshed. Staten har ingen projekter for ledige. De fattige er nødt til at arbejde som kolbarer, og når de gør det, bliver de dræbt af staten“.

Kilder:

Botan, Zeynep Nergîz (2021): A life on the brink og death for kolbars. ANF, 27. Jan. 2021

Anonymous, 2021: Kolbar – Wikipedia

Anonymous, 2020: Iranian Kurdistan: The Plight of the Kolbars. Unpo.org

Dastpish, Hesam and Smits, Monique, 2019: Human Rights in Iranian Kurdistan 2018-19. Democratic Party of Iranian Kurdistan, 2019.

Oversættelse og indledning: Jesper Brandt