Hvad blev der sagt i forbindelse med forårets manipulerede samtale med Abdullah Öcalan?

Hvad blev der sagt i forbindelse med forårets manipulerede samtale med Abdullah Öcalan?

Det kurdiske folks leder Abdullah Öcalan erklærede i en kort samtale med sin bror i marts måned, at en sådan samtale var meget forkert og farlig og tilføjede: “Hvis der skal være et møde, skal det være med advokater”.

Det kurdiske folks leder Abdullah Öcalan har gennem 22 år været fængslet under alvorlig isolation på øen Imrali i Marmara-havet syd for Istanbul. Torsdag d. 25. marts blev han sat til at tale med sin bror Mehmet Öcalan. Den korte telefonsamtale skete omkring et år efter et tidligere opkald den 27. april 2020, og det er første gang siden det tidspunkt, at Öcalan har haft kontakt med nogen som helst udenfor fængslet.

Den 14. marts spredtes der rygter på de sociale medier om Öcalans helbred. Straks blev der organiseret protester rundt om i verden, der krævede et omgående besøg af advokaterne på Imrali.

Telefonsamtalen blev afholdt under overvågning af anklagemyndigheden i Urfa og var meget kort. Opkaldet blev afbrudt temmelig hurtigt. Også telefonopkaldet fra en anden fange i Imrali, Hamili Yıldırım, til hans familie, blev pludselig afbrudt. Det blev rapporteret, at de to andre fanger, Ömer Hayri Konar og Veysi Aktaş, i protest mod isolationen, ikke ringede til dem, de blev tilbudt at ringe til.

Mehmet Öcalan fortalte Mezopotamya Agency, at han kunne tale med sin bror i cirka 5 minutter.

Mehmet Öcalan tilføjede, at han var blevet kontaktet af en person, der onsdag d. 24. marts kl. 18 præsenterede sig som Imrali-fængselsdirektør.

“[Denne mand] fortalte mig, at jeg skulle gå til Urfa-anklagemyndigheden den 25. marts kl. 13.45 for at foretage et telefonopkald med min bror.”

Mehmet Öcalan sagde, at han gik til domhuset i Urfa på det tidspunkt, han havde fået opgivet, og at myndighederne dér var opmærksomme på telefonopkaldet og efter cirka 10 minutter førte ham til et værelse og efterlod ham der.

Mehmet Öcalan fortalte, at der var en medarbejder i rummet, og at han fik at vide, at han skulle tale med sin bror i samme rum.

Mehmet Öcalan tog telefonen, da den ringende, og det kurdiske folks leder i den anden ende sagde til ham: “Hvordan kom du hertil? Hvem bragte dig? Hvordan skete det? Hvor ringer du fra?”

Mehmet Öcalan har fortalt: ”Min bror sagde til mig: Både du og staten gør noget forkert med det, der er gjort. Årsagen er denne; der har overhovedet ikke været noget møde i et år. Disse handlinger er hverken tilladt i den statslige lovgivning eller i nogen anden lov. Det er forkert at du kom, og meget farligt. Staten optræder også meget farligt. Dette er ikke den rigtige ting at gøre. Hvis der skal være et møde, skal det være inden for de juridiske rammer. Det kan ikke tillades, at der foretages et telefonopkald efter et år, og kun på grundlag af deres vilje, sagde han. Abdullah Öcalan sagde igen og igen: ‘Hvad er det med dig? Det her er så forkert.’ Staten optræder forkert, og det gør du også. Det er ikke lovligt, og det er heller ikke rigtigt. Det her er ikke acceptabelt. Det er også meget farligt. Er du klar over, hvad du laver? Jeg vil have, at mine advokater skal komme her og tale med mig. Det vil være en lovlig ting. Jeg har været her i 22 år. Hvordan vil dette problem blive i fremtiden? Det problem kan kun løses ved lov. Hvorfor kommer de ikke her? Hvis der arrangeres et møde, skal dette være med advokater. Fordi den her situation både er politisk og juridisk, sagde han. “

Mehmet Öcalan sagde, at han fortalte det kurdiske folks leder, at en af ​​grundene til dette telefonopkald var sultestrejkerne i fængslerne mod isolationen, og han fortsatte: ”Præsidenten sagde: Jeg ønsker ikke, at nogen skal dø i sultestrejker og i fængsler. . Jeg har sagt det før, og jeg siger det nu igen. Der er heller ikke behov for det her. Det er en meget tung sag. Det skal du skal tage i betragtning”, sagde han. Vi talte i ca. 4-5 minutter. Det var en spinkel stemme. Jeg tror, ​​det var præsidentens stemme. Præsidenten sagde til mig: ”’Dette møde er meget forkert’. Linjen blev afbrudt, efter at han sagde: ‘Dette er ikke et møde’ “.

Mehmet Öcalan fortalte, at da linjen blev afbrudt, underrettede han embedsmanden, der var der, og han bad ham vente.

Mehmet Öcalan sagde: ”Senere var der endnu et telefonopkald. En anden ringede op. Han bad mig om at vente og ikke forlade lokalet. Efter at have ventet i 10-15 minutter sagde jeg, at der ikke kom noget opkald. Jeg rapporterede det til myndighederne dér. Senere fortalte de mig: ‘Mødet er slut’ “.

Mehmet Öcalan ringede til både staten og alle med ansvarlighed for sagen og sagde, at denne praksis på ingen måde var acceptabel.

“Folk i fængsel har juridiske og demokratiske rettigheder,” sagde Mehmet Öcalan og tilføjede: “I henhold til lovgivningen i Tyrkiet skal vi have et møde hver 15. dag. Advokater har ret til at møde deres klienter hver uge. Der har ikke været noget møde i et år. Vi talte i telefon. Og det var bare i 4-5 minutter. Vi mødtes ikke personligt. Dette er antidemokratisk. Det kan ikke accepteres, selv ikke efter tyrkisk lov. Herfra sender vi en opfordring til Europarådets Anti-Torturkomite (CPT) , Europarådet, menneskerettighedsforkæmpere, intellektuelle og alle demokratiske mennesker: Dette problem skal løses hurtigst muligt. Det er ikke acceptabelt. Hvis vi er borgere på dette sted, må vi også have juridiske og demokratiske rettigheder. Disse rettigheder skal anerkendes. “

Mehmet Ocalan konkluderede: “Der bør afholdes familie- og advokatmøder så hurtigt som muligt. Tusinder af mennesker er i sultestrejke. Staten har holdt præsidenten i fængsel i 22 år. Det er latterligt kun at få lov til 4-5 minutters telefonopkald. Præsidenten udgør en bro mellem folk. Ingen har ret til at ødelægge denne bro”.

Kilde: Abdullah Öcalan: This is very dangerous, it can’t be accepted. ANF, 26. March 2021.

Oversættelse: Jesper Brandt

NYHEDER