Af Jesper Brandt

I denne artikel om den geografiske udvikling af magtforholdene i Syrien – set fra et nordsyrisk synspunkt, fremgår de nævnte lokaliteter og områder af oversigtskortet ovenfor, der viser magtforholdene i Syrien d. 17. maj 2021, som de den dag var registreret på https://syria.liveuamaps.com.  Det rødt farvede område er den del af Syrien, som beherskes af Assad, Rusland og Iran. De små grå områder i det røde er rester af Islamisk Stat, der fortsat behersker og stadigt breder sig i nogle mindre områder i Assads del af den syriske ørken (sammenlign kortet med kortene nedenfor). De gule områder kontrolleres af den kurdisk-dominerede Autonome Administration i Nordøst-Syrien. Med grønne nuancer er vist Afrin og Shaba-området øst for Afrin, som Tyrkiet I 2017 og 2018 besatte med accept fra både Rusland og Vesten, samt Idlib-området, som Tyrkiet reelt også styrer, til dels  via dets store indflydelse på alle de mange lejesoldatmilitser, som Tyrkiet har organiseret i Syrien. Nordsyrien behersker dog fortsat også en mindre del af den sydøstlige del af Shabaområdet. Endelig viser det gråblå areal mod grænsen til Tyrkiet  det område, som Tyrkiet har besat siden invasionen af Nordøstsyrien d. 9. oktober 2019. Det lysegrønne område mod syd er et rent ørkenområde, der er befriet for Islamisk Stat af en oprørsgruppe støttet af USA, der fortsat har en militærbase, Al Tanf, i området. Den blå farve viser Golan-højderne, den del af Syrien, som Israel erobrede under 6-dages-krigen i 1967.

Indledning

Lige fra starten af den syriske borgerkrig slog Assad hårdt ned på al modstand, ikke mindst i de tæt befolkede områder i den vestlige del af landet. Det gør han fortsat, så Damaskus er ikke et sikkert sted for syriske flygtninge. Men det er i dag også helt klart at Tyrkiet har blandet sig hele vejen igennem borgerkrigen ved ikke bare at støtte, men også organisere og finansiere et stort antal mere eller mindre jihadistiske grupperinger, der reelt fungerer som tyrkiske lejesoldater og med tiden især er blevet sat ind mod kurderne. Assad-regimets seneste års kampe og forhandlinger støttet af Rusland og de involverede omkringliggende lande har generelt drejet sig om at få samlet modstandsgrupperne og ikke mindst de tyrkisk-støttede grupper i Idlib-området. Hele området har reelt været tyrkisk kontrolleret og omkredset af et stort antal militære kontrolposter. Med Tyrkiets invasion først af Shabaområdet – for at afskære Afrin fra forbindelsen til de øvrige kurdiske områder længere mod øst – dernæst af Afrin i januar 2018, og endelig af det nordøstlige Syrien i oktober 2019, var der imidlertid mange, også i Mellemøsten, der blev betænkelige ved situation. I den forbindelse blev Tyrkiet af sine allierede især i USA, Rusland og Iran, i 2019 reelt pålagt et krav om, at Tyrkiet ikke måtte bevæge sig øst for motorvej M3 og syd for motorvej M4. Men som det kan ses af kortet over situationen omkring nytår 2020, var oprørsgrupper og det tyrkiske militær allerede på det tidspunkt øst for M3 i Idlib-området.

Som det fremgår af kortet fra 6. oktober 2020, 9 måneder senere end det forrige kort, blev oprørsgrupperne og de tyrkiske styrker i løbet af 2019 under hårde kampe presset ud af ca. 1/3 af Idlibområdet, så Assad nu i dag har adgang til hele motorvejsstrækningen op til Aleppo.

Efter invasionen af området mellem Serekaniy og Tel Abyat i Nordøst (vist med gråt på oversigtskortet), har Tyrkiet og deres lejesoldater konstant angrebet områder syd for motorvej M4, nok mest for at skabe uro og chikane for de lokale og for trafikken. Men det er hidtil ikke lykkedes dem at fastholde fremskudte positioner, da lokale Asayish-styrker hver gang har slået dem tilbage. Det eneste sted, hvor Tyrkiet har fastholdt et lille område syd for motorvejen, er ved Al-Bab i det besatte Shabah-område.  Det gør hverken Assad eller russerne noget ved, for i det område står kurderne stærkt, og der er ikke mange, der er interesseret i, at der skal komme forbindelse mellem de kurdiske områder omkring Manbij og de ret tæt befolkede kurdiske dele af Shabah-ormådet nord for Aleppo, hvor der kun er højst 25 km imellem. Der bor langt over 100 000 flygtninge fra Afrin i disse områder. De er godt organiserede og Afrins befrielsesbevægelse står stærkt i området. De er også utålmodige, for den tyrkiske besættelse af Afrin og Shabah er altomfattende, med tyrkificering af skoler, stednavne, fjernelse af kurdiske mindesmærker, systematisk fordrivelse af den tidligere dominerende kurdiske befolkning osv. Kurderne har dog også støtte i et par meget velorganiserede befolkningstætte kvarterer Sheikh Maqsood og Ashrafieh i den centrale del af millionbyen Aleppo.

En del af de lejesoldatmilitser, der har været samlet i Idlib, er blevet sendt andre steder hen, til Libyen, til Afrin – for at jage kurderne ud, til Serekaniye eller, hvis man var tilstrækkelig fattig og ikke havde arbejde, til Nagorno-Karabakh, hvorfra mange aldrig kom levende hjem igen.

På oversigtskortet kan det også ses, at der fortsat en del mindre lommer af Islamisk Stat i den Syriske ørken (vist med gråt), som Assad og især russerne ind i mellem går til angreb mod, især når det giver transportproblemer, men det sker ikke specielt effektivt. Det påvirker situationen i NordØstsyrien, hvor SDF netop har været nødt til at igangsætte nye oprydningsaktioner mod Islamisk Stat-rester i ørkenen nord for Deir-ez-Zur (NØ for Eufrat) for anden gang indenfor en måned.

Det grønne område på oversigtskortet helt sydpå ved grænsen til Jordan og Irak er egentlig et befriet, ikke jihadistisk territorium. Reelt er det dog ren ørken, der kun huser en dyr amerikansk base, Al Tanf, der opretholdes efter aftale med russerne. Det er fortsat uklart, hvad basen skal bruges til, men den bevares formentlig for en sikkerheds skyld.

Den seneste udvikling i Nordsyrien

Situationen i det nordøstlige Syrien er fortsat uafklaret og fastfrossen. Den langvarige isolation og effektive blokade af Nordøstsyriens Autonome Administration begynder at vise sig som en vis mathed blandt befolkningens, der i store træk godt nok fortsat bakker op, men også har svært ved at se fremgang i de materielle levevilkår og tegn på lettelser af situationen. F.eks. begynder det at knibe lidt med opbakningen eller måske snarere disciplinen hvad angår Corona-beredskabet, der ellers har fungeret forbilledligt. Med hidtil i alt lidt over 700 døde holder man sig trods alt på kun ca. ¼ af Danmarks niveau, selv om befolkningen med 4½ mill. ikke er meget mindre end vores.

Både de Syrisk Demokratiske Styrker (SDF) og de centrale og lokale Assayish-sikkerhedsstyrker fungerer fortsat effektivt, og i de konfrontationer der lokalt opstår med Assad, med Tyrkiet, med Rusland, med rester af Islamisk Stat eller med andre modstandsgrupper (typisk støtte af Tyrkiet) klarer man sig godt og effektivt.

Men bestræbelserne på at skabe forsoning og dialog med Assad-styret er gået i stå, og konfrontationen er blevet generelt skærpet. Det er et stort problem, for det bidrager til at fastholde Assads greb om sin del af landet, og vanskeliggør russernes basale interesse i at skabe syrisk samling om en løsning, der kan sikre deres fortsatte tilstedeværelse i Syrien – så meget, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt de fortsat forfølger det mål af hensyn til deres interesser i et forbedret forhold til Tyrkiet.

Når der alligevel godt kan spores en vis forsigtig optimisme i Nordsyrien skyldes det ændringer i det internationale klima, især på grund af Bidens indsættelse og den fornyede vægt på demokrati og menneskerettigheder i USA’s administration. Der er næppe tvivl om, at Trumps angreb på kongressen har sat sig dybe spor i demokraternes opfattelse af den politiske situation og hvad der skal til for at rette op på den – tydeligvis nok meget mere end hvad politikere i Europa reelt forestiller sig. Men helt uafhængigt af disse politiske signaler, så er den internationale offentligheds bevågenhed omkring situationen i Nordsyrien også stærkt stigende. Det viser sig i mængden og bredden i delegationsbesøg, i de nye universiteters mange internationale kontakter, der jo bl.a. er vigtige for at sikre uddannelsernes accept både i og udenfor Syrien, og det letter også udviklingen af diplomatiske forbindelser, trods den manglende formelle anerkendelse.

I Bidens stab er samlet en stor ekspertise i Mellemøsten og om Tyrkiet, og en af de hårdeste kritikere af Trumps Syrienpolitik, Brett McGurk, er blevet udpeget som det nationale sikkerhedsråds koordinator for Mellemøsten og Nordafrika. Men ændringerne sker tydeligvis meget langsomt og forsigtigt og mest på områder, der kun indirekte har betydning for den nuværende situation i Syrien. Men vi kan se det i de fortsatte leveringer af våben og udstyr fra USA og den internationale koalitions side, i øget amerikansk patruljering af den nordøstligste del af Syrien (også af russernes bevægelser), i de forbedrede diplomatiske forbindelser, selv om det er kompliceret, i faldende tilslutning til Erdogans Tyrkiet, ikke bare politisk, men også handelsmæssigt og i de militære forbindelser, og måske især i den faldende accept af Tyrkiets indblanding udenfor Tyrkiet. F.eks. har de tyske Folkevognsfabrikker netop besluttet at skrotte bygningen af en fabrik med 4000 ansatte i Tyrkiet med den begrundelse, at man ikke vil understøtte Tyrkiets ekspansive udenrigspolitik. Vi hører ikke mere vores udenrigsminister tale om, at Tyrkiet har legitime interesser at varetage i det nordlige Syrien, som han udtalte under Tyrkiets invasion af Afrin. Også FNs arbejde bliver – meget – langsomt påvirket.

Men i den konkrete situation i Nordsyrien sker der ikke så meget. De vigtigste problemer blev faktisk ridset op i det referat, som den nordsyriske udenrigstjeneste udsendte efter de seneste samtaler med repræsentanter fra det danske udenrigsministerium i forrige uge (se Nudem.dk: https://www.nudem.dk/aa-og-det-danske-udenrigsministerium-droefter-administrationens-deltagelse-i-den-syriske-politiske-proces/ .)

Her lægger man mærke til, at der stort set intet står om de danske børn i lejrene i Syrien, selv om det nok kun var det, danskerne kom derned for. Men de nordsyriske repræsentanter informerede vores udenrigsministerium om den seneste udvikling i regionen og fortalte om  den autonome administrations model for styring af byer og områder i det nordlige og østlige Syrien. De bad Danmark om at bistå med deltagelse i den politiske proces omkring løsningen af den syriske krise ud fra de gældende internationale beslutninger og de bad os om at bidrage med at løse de sikkerhedsmæssige og økonomiske udfordringer, som Nordsyrien står overfor. Her angav de tre temaer:

1. ’Vandkrigen’ omkring Tyrkiets ulovlige tilbageholdelse af vandet i Eufrat, som truer landbruget og store dele af elektricitetsforsyningen i Syrien (se https://www.nudem.dk/den-tyrkiske-stat-afskaerer-vandforsyningen-fra-eufrat-floden-som-en-saerlig-krigsmetode/) , samt de fortsatte standsninger af vandet fra Alouk-pumpestation, der sikrer vand til ca. 1 mill. mennesker i og omkring Hasaka i Nordøst-syrien, men som blev bombet af Tyrkiet allerede på den første dag af deres invasion af Nordsyrien i efteråret 2020. Siden har der ofte været lukket for vandtilførslen. For nyligt, d. 17 maj, åbnede den tyrkiske besættelsesmagt igen for vandet, efter at have holdt det tilbage i 12 dage.
2. Det andet var Tyrkiets stadigt mere tydelige støtte til at skabe usikkerhed og ustabilitet, demografiske ændringer og klare forsøg på at støtte genoplivningen af Islamisk Stat.
3. Og endelig var det den vanskelige humanitære situation i lejrene, først og fremmest fordi hjælpen ikke kan komme frem, da FN med et dobbelt russisk-kinesisk veto har besluttet at lukke den vigtige al-Yaroubiya grænseovergang, der ligger på hovedvejen mellem Mosul og Qamishli. Så al støtte skal gennem Damaskus, der næsten ikke leverer noget videre til Nordsyrien. Det er ekstremt vigtigt, at støtten kan komme igennem andre kanaler.

Sammenstød i Qamishli

Der har i slutningen af april været ganske voldsomme sammenstød mellem de kurdiske sikkerhedsstyrker Asayish og SNF, Syriens Nationale Forsvarsstyrker i Qamishli by.

Syriens Nationale Forsvarsstyrker,SNF, var oprindelig ikke en del af Assads syriske hær, men lokale frivillige borgergrupper i beboelseskvarterer i de syriske byer, men med udviklingen af borgerkrigen blev de stadigt mere involveret i kamphandlinger for Assadregeringen, da de blev anset for at være mere loyale end den værnepligtige hær, især fordi en stor del af de, der har ladet sig rekruttere, er Alawitter (den befolkningsgruppe, som Assad er tilknyttet), eller personer, der var tilknyttet sikkerhedsapparatet. Allerede i 2014 havde de et omfang af ca. 100 000 mand, og det er nok ikke blevet mindre. De får bedre løn end de værnepligtige og er blevet trænet af Iranske styrker og Hispollaer.  I visse situationer har de ikke fulgt Assad, f.eks. under Tyrkiets besættelse af Afrin, hvor lokale SNF-militser støttede kurderne i deres kamp mod de tyrkiske styrker og deres lejesvende. I de druziske områder i det sydligste Syrien har SNF-militser været ganske aktive i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Men de var også meget aktive under den omfattende belejring og nedkæmpelse af byområderne i det østlige Ghouta ved Damaskus.

Qamishli er en vigtig by for Nordsyriens Autonome Administration, nærmest dens hovedstad, men den er også en vigtig bastion for Assads regeringsstyrker. Der ligger en stor flyveplads og militærbase ved byen, der samtidigt rummer en grænseovergang til Tyrkiet, der er stærkt handelsmæssigt benyttet. Assads militære styrker kontrollerer især lufthavnen og den centrale del af byen, mens Syriens Nationale Forsvarsstyrker som lokal borgermilits har behersket mange beboelseskvarterer, samt et stort antal landsbyer syd for Qamishli. Derigennem har forbindelsen mellem lufthavnen, de centrale dele af byen og grænseovergangen til Tyrkiet været sikret for Assad. De lokale kurdiske Asayish-sikkerhedsstyrker har dog længe været dominerende omkring Qamishli, og selvom der i princippet har været fri passage mellem de Assad-styrede områder og de Asayish-kontrollerede områder, har grænsen været ganske skarp, defineret gennem en række kontrolposter. Ved et af disse blev en vogn med SNF-militssoldater stoppet d. 20 april, hvorefter de åbnede ild, og dræbte en Asayish-kommandant. Situationen eskalerede hurtigt og det kom til en hel del lokale træfninger. Russerne forsøgte at mægle men i første omgang forgæves. Kampene bølgede de næste dage frem og tilbage, og Asayish-styrkerne fik beboerne især i kvarterene Tayy og Halku øst for lufthavnen til at flytte til andre områder. I løbet af en uges tid, efter at det havde vist sig, at Asayish klart havde fået overtaget, stoppede kampene og allerede d. 25. april begyndte beboerne at flytte tilbage til deres kvarterer, som SNF nu var blevet smidt ud af. Russerne optrådte som mæglere. Som de to kort nedenfor fra hhv. d. 19. og 29 april er konflikten endt med at bryde den klare forbindelse mellem lufthavnen og det centrale Qamishli for Assad, men som det også ses er det sandsynligt, at russernes mægling indebar eller befæstede af Assads kontrol over en del landsbyerne syd for Qamishli, hvor de tidligere også har haft en ret stærkt status (se https://geografinfo.dk/index.php/2017/11/16/15-november-2017-en-rettelse-til-syrienskortet-situationen-omkring-qamishlo/) .

Set i forhold til Nordsyriens bestræbelser på at få gennemtvunget fredsbestræbelser med Assad, ser en sådan konflikt umiddelbart ud til at være et nederlag. Men man kan på den anden side også se konflikten som et led i den fortsatte afprøvning af det reelle styrkeforhold. Det er der nemlig god grund til. For den type konflikter er ikke nye. Lignende har fundet sted tidligere, både i Qamishlo og i Hasaka, senest i januar i år. Hasaka ligger som en lille Assad-enklave, helt på samme måde som Qamishlo, og hvor man har haft helt de samme problemer. Da SDF i vinter afslørede, at SNF og regeringsmyndighederne i Hasaka deltog aktivt i organiseringen af modstandslommer og infiltration i det østlige Syrien, indledte Asayish blokader af de involverede kvarterer, idet man dog i alle tilfælde lod civile passere til fods. En tilsvarende blokade blev gennemført i januar i Qamishlo. At der var tale om en styrkeprøve, blev dokumenteret, da man i medierne klart satte den i forbindelse med en begyndende regeringsorganiseret blokade af de kurdiske kvarterer i Aleppo Sheikh Maqsood og Ashrafieh og i de nordligere kurdiske dele af Shahba-området.

Kilder:

Brandt, Jesper, 2021: Kan SDF og den Autonome Administration modstå Tyrkiets fortsatte offensiv i det nordlige Syrien i 2020. https://geografinfo.dk/index.php/2020/10/08/8-oktober-2020-siden-sidst-tyrkiets-fortsatte-offensiv-i-det-nordlige-syrien-i-2020/  

Anonymous, 2021: After Russia’s mediation. Clashes ceased in Al-Qamishli, after injury of six NDF members. Syrian Observatory for Human Rights (SOHR), 23/1 2021

Anonymous, 2021: Border gates in Syria are used as blackmail. ANF, 12/4, 2021.

Den Autonome Administrations Udenrigstjeneste, 2021: AA og det danske udenrigsministerium drøfter administrationens deltagelse i den syriske politiske proces. Nudem.dk, https://www.nudem.dk/aa-og-det-danske-udenrigsministerium-droefter-administrationens-deltagelse-i-den-syriske-politiske-proces/

Kajjo, Sirwan, 2020: Who are Syria’s National Defense Forces. Voice of America,  26/8, 2020.

Kort baseret på https://syria.liveuamaps.com, fra datoerne 30/12 2019, 6/10 2020, 21/4 2021, 29/4 2021 samt 17/5 2021.

Wikipedia, 2021: National Defence Forces (NDF)