Den Europæiske Union bør kræve forbedringer i Tyrkiets demokrati som en betingelse for at imødekomme en tyrkisk anmodning om yderligere handelsforbindelser, siger Kati Piri, medlem af det hollandske parlament for Labourpartiet og tidligere ordfører for Tyrkiske anliggender i Europa-Parlamentet.

Den Europæiske Unions ledere skal evaluere forbindelserne med Tyrkiet på et topmøde den 24.-25. Juni i Bruxelles. Europæiske ledere vil beslutte, hvordan de kan fremme en “positiv dagsorden” med Tyrkiet, der blev aftalt på et topmøde i marts. Tyrkiet anmoder om en opdatering af sin toldunion med blokken og mere finansiering til flygtningeaftalen.

• 

”At tilbyde bedre handelsbetingelser til Tyrkiet uden nogen betingelser for demokratiske reformer ville være virkelig spild af det stærkeste kort, som EU har,” skriver Piri i en artikel, der blev offentliggjort den 14. juni af Det Europæiske Råd for udenrigsrelationer. Den samlede tekst gengives nedenfor:

Af Kati Piri

Den tyrkiske præsident kan ikke længere koste rundt med alle han har under sig. EU bør rette opmærksomheden mod at understøtte de demokratiske kræfter i landet.

Efter at have været holdt på armlængde i flere år, mødes Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, igen med vestlige ledere. Sidste uge så han den amerikanske præsident Joe Biden samt flere NATO- og EU-ledere. I næste uge vil Det Europæiske Råd beslutte, om Den Europæiske Unions tidligere løfte om en “positiv dagsorden” med Tyrkiet skal leveres – og om rådet måske endda skal opgradere handelsforbindelserne mellem de to.

Tidligt sidste år begyndte Erdogan åbent at tilskynde hundreder af tusinder af migranter til at krydse grænsen til Grækenland, hvor folk har siddet fast i ingenmandsland ved grænsen. Sidste sommer syntes en militær konfrontation mellem Tyrkiet og EU-medlemslandene at blive en alvorlig trussel forårsaget af tvister om Tyrkiets boringer efter gas i farvande, som Grækenland og Cypern gør krav på. I mellemtiden har Tyrkiets formodede EU-tiltrædelsesproces ikke vist nogen fremskridt på grund af det stigende antal overtrædelser af demokrati og grundlæggende rettigheder.

Siden ’flygtningeaftalen’ fra 2016 har EU nu gennem en årrække holdt fast ved en handelsmæssig Tyrkiet-politik og levet i frygt for virkningen af ​​fornyede migranter, og har mere generelt været usikker på, hvordan de demokratiske tilbageskridt kan bremses hos den store nabo. Der har ikke været politisk vilje i Europa til at bruge de instrumenter, der er til rådighed for at forsøge at standse Erdogans autokratiske tendens. Dermed har man skubbet den værdibaserede medlemsdiskussion til side.

Kriserne sidste sommer har fået Bruxelles til at genoverveje sin politik. Men i stedet for at fokusere på Tyrkiets åbenlyse demokratiske problemer spiller EU det økonomiske kort ud for at berolige Erdogan.  Senere i denne måned vil EU-ledere samles på et topmøde med Tyrkiet og medbringe forslag om at modernisere og opgradere de to parters langvarige toldunion ved at tilføje tjenester, etableringsret, offentlige indkøb og landbrug. Det ville være en stor aftale for Ankara, da EU er Tyrkiets vigtigste handelspartner, og da Erdogan for øjeblikket slås med en økonomisk afmatning. Til gengæld søger Bruxelles en ny aftale om migration og ro i det østlige Middelhav. Det Europæiske Råds præsident Charles Michel har gentaget sprogbruget omkring en “positiv dagsorden” i hans forhåbninger til samtalerne. Hvad EU-ledere ønsker, er en tyrkisk udenrigspolitik, der ikke er diametralt modsat Europas interesser.

EU-ledere ignorerer Tyrkiets politiske virkelighed i dag: præsidenten har ikke længere støtte fra det meste af befolkningen.

Men den slags forhandlinger vil få en hul klang, da menneskerettighederne ikke indgår i den foreslåede dialog. EU vil forsøge at få den nye aftale i hus, mens Erdogan fortsætter med at fængsle sine politiske modstandere; truer med at lukke det pro-kurdiske HDP-parti; arresterer studerende demonstranter; trækker sig ud af Istanbulkonventionen; og ignorerer domme truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om så højt profilerede sager som fængsling af civilsamfundets leder Osman Kavala og fængsling af den kurdiske politiker Selahattin Demirtas. Hvilken timing for en ‘positiv’ dagsorden!

Tiderne ændrer sig – i Tyrkiet og i Europa

EU-ledere antager, at der ikke er noget alternativ til Erdogan. Men de ignorerer den politiske virkelighed i Tyrkiet i dag. Præsidenten har ikke længere støtte fra det meste af befolkningen – det ‘andet Tyrkiet’ består af de mennesker, der forsvarer dét, som EU udråber som dets grundlæggende værdier.

Faktisk er Erdogans politiske status svagere, end man skulle tro. De største tyrkiske byer er nu alle styret af oppositionspartier. Hans faldende indenlandske støtte – for første gang siden overtagelsen af ​​magten har hans AKP-parti ikke længere flertal i det tyrkiske parlament – betyder ikke kun, at præsidenten ikke længere egenmægtigt kan kaste alt i krams, men at der vil være kredse i Tyrkiet, der vil kunne tiltrække eksterne stemmer til støtte for deres sag. Økonomisk er Tyrkiet stærkt afhængigt af det europæiske marked og udenlandske investorer. Og regionalt er Erdogans forhold til Vladimir Putin stadigt dårligere og bliver ved med at skabe problemer grund af Syrien. Der er også en grænse for, hvor langt han kan gå med at provokere NATO-partnere i det østlige Middelhav. Og sidst, men ikke mindst, står Erdogan over for den virkelighed, at der er en ny præsident i Det Hvide Hus, én der holder af at beskytte demokratiske normer. Så når man forudsætter, at EU er den svage partner, er det forkert.

Det kommende topmøde risikerer at styrke den tyrkiske præsidents holdning. Bruxelles har vist sig at være uvillig til at bruge sin økonomiske muskel til at få Erdogan til at ændre sin adfærd. I stedet vil han konkludere, at hans intensiverede indsats mod oppositionen ikke udgør nogen hindring for bedre forbindelser med Bruxelles. Det er også et slag i ansigtet på fængslede journalister og arresterede politikere. Den foreslåede åbning kan ikke retfærdiggøres med noget positivt skridt, som Erdogan har taget hjemme – fordi der ikke er nogen.

Det, der gør dette endnu mere smertefuldt, er det faktum, at EU ikke har tøvet med at sanktionere Rusland og Hviderusland af menneskerettighedshensyn, da hvert land forfulgte henholdsvis Alexey Navalny og slog ned på demokratiske protester. Der eksisterer ingen enighed om sanktionering mod Tyrkiet, da indvandrerporten har ganske få venner i EUs hovedstæder og da Tyrkiet trods alt er et vigtigt NATO-medlem.

Som Europa-Parlamentets ordfører for Tyrkiet har jeg officielt foreslået at stoppe medlemsforhandlingerne med Tyrkiet på grund af landets ringe menneskerettighedstilstand, men jeg har aldrig opfordret til fuldstændig isolering. Vi er nødt til at fortsætte samarbejdet om migration, da Tyrkiet stadig er vært for omkring fire millioner syriske flygtninge. EU skal tilbyde at udvide den økonomiske støtte til flygtninge betydelig, gøre mere for at genbosætte sårbare flygtninge og overbevise Grækenland om at stoppe ulovlige tilbagesendelser.

Men at tilbyde bedre handelsvilkår uden nogen betingelser for demokratiske reformer ville være virkelig spild af det stærkeste kort, som EU har. Så længe Tyrkiet nægter at gennemføre domme truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ville det være et dårligt signal at give grønt lys for starten af ​​forhandlingerne om opgradering af toldunionen mellem EU og Tyrkiet. Og på længere sigt bør EU, snarere end at investere i en fremtid med Erdogan, i stedet investere i et tættere samarbejde med de demokratiske kræfter i Tyrkiet. Det er dem, der tror på demokratiske værdier og er i stand til at vinde hjerter og sind i Tyrkiet – hvilket vælgerne bekræfter i afstemningerne. Da ændringer skal komme indefra, vil det vigtigste bidrag, som EU og USA kan yde, være at stå vagt om retsstatsprincippet, retfærdige valg og frie medier. Tyrkiets demokrater vil huske, hvis side Vesten var på, da det virkelig betød noget.

Kati Piri er medlem af det hollandske parlament for Labourpartiet. Hendes kommentar er en del af en ECFR-diskussion om en positiv dagsorden for EU og Tyrkiet. Diskussionen inkluderer tidligere kommentarer fra Ibrahim Kalin og Miguel Berger.

Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer publicerer ikke kollektive holdninger. ECFR-publikationer repræsenterer kun synspunkter fra de enkelte forfattere.

Kilder:

Kati Piri (2021): Turkey beyond Erdogan: How the EU risks letting down Turkish democrats. The European Council on Foreign Relations, 17. June 2021.

Anonymous, 2021: EU should grasp opportunity to demand democratic reform in Turkey at summit, Piri says. Ahval, 18. June 2021.