Den syrisk-kurdiske advokat Evin Cetin har boet 34 år som flygtning i Sverige, og driver i dag et advokatbureau i Stockholm, der i sin socialpolitiske indsats uvilkårligt leder tanken hen på Jan Guillou- romanernes mest progressive advokatfigurer (se www.advokatcetin.se).

Hun er stærkt bekymret over kurdernes situation, også i Sverige. Hun har på sin Facebookside skrevet følgende udtalelse, som Nudem bringer her i dansk oversættelse:

Af Evin Cetin 

På grund af den frygt, der har overmandet mig, har jeg været tavs den sidste måneds tid. Efter 34 år i Sverige er det mærkeligt, at det land jeg flygtede fra – Tyrkiet – igen skaber frygt og angst hos mig. Det værste er ikke, at føle sig kontrolleret og bevogtet. Det værste er, at kurderne i Sverige er bange.

For det var netop på grund af frygten for undertrykkelse, at vi søgte friheden i Sverige. Men desværre virker det som om det, at leve i undertrykkelse er blevet en del af min og mange kurderes arv. En ufrivillig arv. Jeg har ikke kunnet forholde mig tavs, for jeg føler, at jeg så ville forråde de mange, der allerede har betalt med livet som indsats.

Som socialdemokrat har det været svært. Jeg ved og forstår, hvad regeringen går igennem. Det er ikke en let balancegang med NATO-ansøgningen, og når man skal håndtere en autoritær leder som Erdoğan.
Og jeg vil ikke skabe uløselige komplikationer i den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i. Jeg holder af Sverige, der er mit land. Sveriges sikkerhed er vigtigt for mig. Derfor har jeg støttet og støtter fortsat NATO-
ansøgningen.

Jeg er fortrolig med strategiske beslutninger, diplomatiske løsninger, realpolitik. Jeg anser flere af ministrene i regeringen for at være modige politikere. Men når min mor af ren og skær frygt for en gangs skyld appellerer til mig om at tie stille, så plages jeg. Vi flygtede ikke til Sverige for at skulle være bange. Og vi må ikke forfalde til tavshed. For tavshed er forfærdeligt.

Det mest syge er, at det er de færreste kurdere, der tør “synes om” det jeg skriver – de er enige med mig, men bliver overvåget. Der er så mange kurdere, der er holdt op med at skrive deres mening på de sociale medier.
Det er mærkeligt nok, at hvad kurdere skriver i Sverige, bliver overvåget og rapporteret til Tyrkiet. Vi har alle slægtninge dér, som ikke er flygtet.

Jeg kan ikke forholde mig tavs, når størstedelen af de, der har haft mod til tale i Tyrkiet, som journalister, advokater, valgte parlamentarikere, dommere, valgte borgmestre, fagligt aktive: de, som tilhører oppositionen sidder i dag i fængsel i Tyrkiet. De har brug for vores støtte, vores stemme.

At blive udpeget som terrorist er utroligt hårdt. At være kurder er utroligt hårdt. Jeg er aldrig gået ind for et frit Kurdistan – jeg er både kurder og syrisk. Men hvordan forsvarer folk, der ikke har deres eget land, sig, når
de bliver undertrykt? Når man bliver forbudt?

Jeg havde lovet min mor, at jeg ikke ville lade mig interviewe – men efter nogle samtaler med journalisten Niklas Orrenius måtte jeg erkende, at jeg havde et ansvar. For hvad sker der, hvis alle tier?
Lad mig være ærlig; det føles uvirkeligt. For jeg lever et privilegeret liv i Sverige. Jeg bliver kastet frem og tilbage mellem at tage en drink med vennerne på Stureplan, der ikke forstår, hvad det er der foregår, og så det
had, der samtidigt er rettet mod mig. Mod kurdere. Det, jeg flygtede fra i Tyrkiet, har indhentet mig her i Sverige.
En sidste appel; I, som ikke har noget at være bange for – hæv stemmen for dem, der i dag ikke tør gøre det i Sverige. Det er der brug for. Og for at gøre det helt tydeligt, at jeg står bag NATO-ansøgningen.

Oversættelse: Jesper Brandt