Vestlig støtte til Grækenland er forstærket, efter at den yderste højrefløj har fremlagt et kort, der viser græske øer som tyrkiske

Vestlig støtte til Grækenland er forstærket, efter at den yderste højrefløj har fremlagt et kort, der viser græske øer som tyrkiske

Et kort præsenteret af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğans regeringsallierede på den yderste højrefløj, der viser græske øer som en del af Tyrkiet, har forstærket den vestlige støtte til Grækenland i dets territoriale strid med Tyrkiet.

“Grækenlands suverænitet og territoriale integritet kan ikke drages i tvivl,” sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium til journalister, ifølge avisen Kathimerini onsdag, dog uden at nævne talsmandens navn.

Tirsdag sagde Ernst Reichel, Tysklands ambassadør i Athen, via sociale medier, at “enhver tvivl om Grækenlands territoriale integritet og suverænitet er uacceptabel.”

Devlet Bahçeli, lederen af ​​Nationalist Movement Party (MHP), Erdoğans regeringsallierede fra den yderste højrefløj, præsenterede et kort, der viser mange af de græske øer i Ægæerhavet og Middelhavet, inklusive Kreta, som tilhørende Tyrkiet og draperet i et tyrkisk flag. Det skete ved et festarrangement d. 9. juli.

Kortet havde titlen “Vores nationale ed for havet(Misak-ı Milli)”. Navnet var en henvisning til en erklæring fra februar 1920, der gør krav på landområder, der nu tilhører Tyrkiets sydlige og vestlige naboer.

“Vores holdning til dette spørgsmål er klar,” har talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium udtalt og tilføjet, at Washington fortsætter med at opmuntre de NATO-allierede Grækenland og Tyrkiet til at arbejde sammen for at opretholde fred og sikkerhed i regionen og for at løse tvister på en diplomatisk måde.

“Vi opfordrer vores allierede til at undgå retorik og handlinger, der yderligere kan eskalere spændinger,” citerede Kathimerini talsmanden for at sige.

Den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis opfordrede mandag Erdoğan til at forklare sin holdning til sin juniorkoalitionspartners “seneste narrestreger”.

“Er det en feberdrøm blandt ekstremister eller Tyrkiets officielle politik? Endnu en provokation eller det sande mål?” spurgte Mitsotakis.

Grænserne til det moderne Tyrkiet blev trukket efter Første Verdenskrig i Lausanne-traktaten fra 1923. Erdoğan og MHP har sat spørgsmålstegn ved traktatens gyldighed, hvilket har skabt tvivl om Tyrkiets grundlæggende forpligtigelser.

Tvivlen om Tyrkiets forpligtelse overfor Grækenlands territoriale integritet har forårsaget bestyrtelse i den amerikanske kongres og har ført til en tilbagevisning fra nogle senatorer mod en anmodning fra Biden-administrationen om at tillade USA at sælge den seneste version af F-16 kampflyet og moderniseringssæt til det NATO-allierede lands regering.

Tirsdag stemte det amerikanske Repræsentanternes Hus’s regelkomité for at inkludere en ændring i National Defense Authorization Act (NDAA) for regnskabsåret 2023 der forbyder salg af F-16’er eller moderniseringssæt til Tyrkiet, medmindre visse betingelser er opfyldt, rapporterede Kathimerini.

Ændringsforslaget fra det demokratiske kongresmedlem Chris Pappas kræver, at den amerikanske præsident Joe Biden “certificerer, at en sådan overførsel er i USA’s nationale interesse og kræver, at der tages konkrete skridt for at sikre, at sådanne F-16’er ikke bruges af Tyrkiet til gentagne uautoriserede territoriale overflyvninger af Grækenland.”

Sidste år fremsatte Tyrkiet en officiel anmodning om at købe 40 F-16’er og næsten 80 moderniseringssæt til sin eksisterende flåde. USA har udelukket Tyrkiet fra et F-35 Stealth jagerfly-program, efter at Ankara købte S-400 luftforsvarssystemer fra Rusland. Biden sagde den 30. juni på et NATO-topmøde i Madrid, at han støtter salget af våbnet til Tyrkiet, men det er underlagt Kongressens godkendelse, hvor en gruppe af lovgivere, der omfatter både republikanere og demokrater, har modsat sig aftalen.

Kilde: Ahval, 13. juli 2022, http://ahval.co/en-144268

Oversættelse: Jesper Brandt

NYHEDER Udland