Hvordan vil Damaskus forsone sig med Erdogan på et tidspunkt, hvor Syrien er under besættelse, hvor man har oprettet en alternativ hær i de besatte områder, og hvor Idlib fortsat er et knudepunkt for oprørere? Er det normalt at gribe ind i et andet land på den måde?

Af Zeki Bedran, Qamishlo

Under de fortsatte tyrkiske angreb på Nord.Irak, har Tyrkiet indledt storstilede angreb på guerillaområder som Zap og Metîna. Men de har ikke  kunnet indtage de guerillastillinger, som de har angrebet gennem flere måneder. Vinteren er på vej. Tiden er ikke på deres side. Erdogans fascisme taber i ind- og udland. Valget nærmer sig. Erdogan har brug for en sejr. Desuden ønsker Erdogan at afslutte kurdernes modstand på 100-årsdagen for republikken og derigennem sikre sig en status som den anden Atatürk. De, der har haft magten før Erdogan, har ikke været i stand til at besejre PKK og kurderne igennem de sidste fyrre år. Han vil være den, der skal besejre kurderne.

Erdogan har også øget sine angreb i Syrien. Han planlagde at blive kalif i Mellemøsten gennem sin allierede, organisationen Det Muslimske Broderskab. Han udnyttede det “arabiske forår” til at gøre det. Regeringerne faldt, og krisen blev dybere. Det var under disse omstændigheder han greb ind i den syriske borgerkrig. Hans prioritet var at undgå at skulle levere en politisk status for kurderne. Han mente, at Assad ikke ville være i stand til at opretholde sin administration på samme måde som Gaddafi og Hosni Mubarak. Når Broderskabet kom til magten, ville Syrien komme under kontrol af Erdogans fascisme. Med dette i tankerne skubbede han Syrien ud i en blodig borgerkrig.

Erdogan påførte Syrien et hårdt slag og fortsætter med at gøre det. Han har for nylig fokuseret på Rojava. ‘Vi vil smadre den kurdiske korridor og tage kontrol over områderne fra Afrin til Derik i en dybde af 30 km,’ bliver han ved med at sige. Essensen af ​​denne plan er et folkedrab på det kurdiske folk i Syrien. For de kurdiske bosættelser ligger langs disse grænser. Han vil erstatte den kurdiske befolkning med sine lejesoldater, deres familier og sine håndlangere. Samtidig vil han rekruttere militære styrker fra områderne under hans kontrol og rejse alternative hære mod Damaskus-administrationen. Det har han i vid udstrækning allerede gjort.

Rojava er som et fiskeben, der sidder fast i halsen

Erdogan og Bahceli-fascismen er nu rettet mod Rojava. Hvis de ikke kan vinde en eller anden sejr, eller hvis de har vanskeligheder i regioner som Zap og Metina, så øger de presset mod Rojava. Når det kommer til krigen mod kurderne, allierer oppositionen sig med regeringen. Alle partier, inklusive hovedoppositionen CHP, stiller op bag Erdogans fascisme i den kurdiske krig. Kurderne er bare “en gave fra Gud” til Erdogan.

Men Rojava er som et fiskeben, der sidder fast i halsen på dem. For folkene i Nord- og Østsyrien har modstået og overlevet de tyrkiske angreb. De forbereder sig i øjeblikket på en ny invasion og på tyrkiske angreb, og de siger, at de vil kæmpe til det sidste. Den Autonome Administration, et eksempel på en virkelig demokratisk administration, giver tillid og håb for befolkningen. Mobberen Erdogan er fuldstændigt sporet ind på at ødelægge alt, hvad der er godt og smukt.

Erdogan har et dårligt ry i Syrien

Erdogan har et meget dårligt ry i Syrien, hvor han har tyet til folkedrab og krigsforbrydelser. Han beskytter alle barbariske grupper, inklusive al-Nusra og Islamisk stat, i de områder, han har besat. Han skabte en sikker zone for dem. Han giver åbent disse grupper besked om at angribe lokalbefolkningen. Andre stormagter, herunder Rusland og USA, har banet vejen for den tyrkiske aggression, og de vender det blinde øje til dets angreb. Med udgangspunkt i deres egne interesser har de skabt et miljø for mordere og angribere som Erdogan, der er parat til at gennemføre sådanne ødelæggelser og fortsætte besættelsen af ​​Syrien.

På trods af alle disse onde planer har Erdogan ikke kunnet opnå det resultat, han søgte efter. Nu er han Putins marionet, der forsøger at få hans godkendelse af et nyt invasionsangreb på Syrien. Men Syrien er ikke som Irak. I Irak er KDP en partner i den tyrkiske besættelse. USA og NATO støttede og godkendte det tyrkiske angreb på guerillastyrkerne. Derfor behøver Erdogan ikke at få godkendelse nogen steder fra. Magter som Rusland og Kina er også ligeglade med massakren og ødelæggelsen af ​​kurderne. Deres nyhedsmedier dækker ikke engang de tyrkiske angreb.

Nu søger Erdogan at eliminere Rojava og de autonome regeringer sammen med Assad-administrationen, på opfordring fra Putin. “Vi er blevet enige med Putin, vi vil handle sammen for at fjerne terroristerne, vi vil koordinere vores indsats,” siger Erdogan. Hans største bekymring er, hvordan han kan få elimineret kurderne. Ifølge Erdogan er al-Nusra og andre lejesoldatgrupper ikke terrorister. Med terrorisme mener han ikke dem. Han taler aldrig om dem.

Hvordan vil Damaskus blive enig med Erdogan?

Hvordan vil Damaskus forsone sig med Erdogan på et tidspunkt, hvor Syrien er under besættelse, en alternativ hær er rejst i de besatte områder, og Idlib fortsat er et knudepunkt for oprørere? For Erdogan siger jo også: “Jeg erklærer overfor hele verden: Grænselinjerne fra Afrin til Derik er min sikkerhedszone i en dybde på 30 km”. Er det normalt at gribe ind i et andet land på den måde? Vil den syriske regering acceptere dette? I øjeblikket ønsker hele verden, at krigen i Syrien skal afsluttes. Det kan ikke gøres gennem mere krigspolitik. Der er ingen anden stat end Tyrkiet, der leder efter en mulighed for krig og angreb.

Det er tydeligt, at Tyrkiet efter mødet med Putin har øget sine angreb. Rusland kan ikke længere lade Tyrkiet være en torn i øjet på det syriske folk. Befolkningen i Syrien bør også indtage en mere effektiv og organiseret holdning mod disse angreb. Folkene i Nord- og Østsyrien bør ikke opgive det, de har opnået. De skabte et demokratisk og frit miljø og betalte en pris for at gøre det. Hvis de bevarer deres enhed og gør modstand, vil disse planer blive forpurret. Erdogans fascisme har ingen fremtid. Alle kredse bør gøre deres bedste for at slippe af med denne kilde til ondskab.

Kilde:

Zeki Bedran (2022): Erdogan fascism har no future. ANF. 8. september 2022

Oversættelse: Jesper Brandt