Af Jesper Brandt

Erdogan har i flere omgange bebudet nye snarlige angreb på NØ-Syrien. Det har skabt nervøsitet, ikke mindst blandt befolkningen i området, men også mange andre steder. Og i et nyligt interview i Al-Monitor (se Nudem.dk, 20. januar) har SDFs øverstkommanderende, general Mazlum Abdi, da også udtalt, at han forventer et Tyrkisk angreb i februar, formentlig rettet mod Kobane. Begrundelsen er, at det har Erdogan brug for, for at kunne mobilisere de ultranationalistiske kræfter i Tyrkiet op til det kommende valg, som han tilmed har antydet, vil kunne afholdes tidligere end ellers planlagt til sommeren 2023. Kobane må forventes som mål, både fordi byen står som et vigtigt symbol for kurdere over hele verden, men også fordi det symboliserer den kurdiske modstand mod den ekstreme tyrkiske nationalisme, som Erdogan spiller på i sin strategi for et genvalg. Så bombardementer, måske især rettet mod det kurdisk-dominerede Kobane-område, der kan understøtte Erdogans valgstrategi og måske også kan åbne op for en endnu strammere mediemæssig og administrativ styring og regulering af den tyrkiske offentlighed op til valget, må nok vurderes som et sandsynligt scenario.

Men bliver der også tale om en egentlig invasion på linje med dem, som Tyrkiet har gennemført, først i Jarabulus, derefter i Afrin, og senest i Serekaniye og Tell Abyad i 2019? Mange har jo gennem de senere år vurderet sådanne invasioner som en langsigtet strategi for genoprettelse af det tabte Osmanniske rige, med Erdogans åbenlyse annoncering af hans kommende optræden i Ymayyademoskeen i Damaskus som det klareste eksempel på disse drømme. Selv om Tyrkiet i princippet råder over en meget stor militær slagkraft, og derudover har evnet, at mobilisere andre ikke-tyrkiske oppositionelle kræfter i tyrkiske aktioner udenfor landets grænser, så er der meget, der tyder på, at det i hvert fald for tiden ikke er den mest sandsynlige udvikling: For modstanden mod yderligere tyrkisk ekspansion er i kraftig stigning, og en ny egentlig invasion kan godt gå hen at blive en vanskelig og risikabel affære for Tyrkiet – og for Erdogan.

De mange og svært gennemskuelige konsekvenser af en tyrkisk ekspansion er ved at gå op for omverdenen, og den begynder langsomt at reagere på det.

SDFs stilling

Lad os starte med Syriens Demokratiske Styrker (SDF), under ledelse af General Maslum Abdi, ofte kaldet Mazlum Kobane. De har på mange måder hidtil spillet en noget tilbagetrukken rolle i forhold til Tyrkiets ekspansive tendenser, og har accepteret at trække sig tilbage fra grænseområderne mod Tyrkiet. Men de har samtidigt vist deres enorme styrke i den meget omfattende og konsekvente bekæmpelse af resterne af Islamisk Stat, der fortsat eksisterer i mindre lommer rundt omkring i Syrien, også lokalt i NØ-Syrien. Men der er næppe tvivl om, at de også repræsenterer en ganske veltrænet, stærk og effektiv militær guerilla-styrke overfor en tyrkisk invasionshær. De har næppe samme geografiske fordele, som har gjort det muligt for kurdiske guerillaer i det nordlige Iraks bjergegne at tilføje det tyrkiske militær det ene alvorlige nederlag efter det andet.

Men general Mazlum har med stadigt større autoritet gjort konsekvenserne af endnu en invasion ganske klart: ”Lad mig gøre det helt klart, og alle parter bør notere sig dette: Vi ønsker fred. Men skulle vi blive angrebet, vil vi kæmpe af al magt. Vi er fast besluttet på at gøre modstand til det sidste. Det vil ikke blive som de andre gange, som Afrin, som Serekaniye. Og det vil betyde, at vores operationer mod Islamisk Stat vil blive sat i bero.”

Det var ikke bare en advarsel til Tyrkiet. Det var også en reminder til USA.

Ruslands stilling

Lad os så se på Rusland. Da Tyrkiet i november sendte store mængder af bomber mod det NØ-lige Syrien, og endda ramte en fælles amerikansk-SDF-sikkerhedsfacilitet med droner, blev det alligevel ikke indledningen til endnu en tyrkisk invasion. USA tøvede i sin reaktion på angrebet, og først da SDF svarede igen med at sætte operationer mod Islamisk Stat på pause, advarede USA Tyrkiet om ikke at destabilisere regionen yderligere. Det skal vi senere vende tilbage til. Men det blev Russerne, der forhindrede invasionen, da det er dem, der har kontrollen med luftrummet over de områder, som man ville besætte, især Kobane, Manbij og Tell Rifaat. Uden Ruslands accept, ville Tyrkiet ikke kunne yde luftstøtte til sine landtropper.

Rusland ønsker først og fremmest stabilitet i Syrien af hensyn til deres omfattende politiske og militære interesser i landet. De har i princippet altid støttet kurderne og har aldrig erklæret PKK for en terrororganisation. De har også altid i princippet støttet bestræbelserne på at skabe dialog mellem PYD/SDF/AANES og Assad-regimet, men har sjældent lagt det store pres på Assad, da det var styret i Damaskus, der var garanten for deres formelle tilstedeværelse i landet, og derfor også Assad, der satte præmisserne for samarbejdet med administrationen i NØ-Syrien. Og Assad har hidtil ikke vist interesse i at indgå i en reel dialog med NØ-Syrien om en fredelig løsning på situationen i Syrien. Ruslands store handelsmæssige og militære interesser både i Tyrkiet og Syrien har samtidigt gjort, at Rusland har støttet tyrkiske bestræbelser på, at skabe dialog mellem Assad og Tyrkiet. Det har imidlertid for Tyrkiet primært drejet sig om, at få presset kurderne ud af ligningen, ved at kræve, at USA helt skal forlade Syrien og at administrationen i NØ-Syrien reelt skal overgå til Assad – men uden, at det skal have indflydelse på Tyrkiets tilstedeværelse i Syrien. Så de syriske kurderes tro på russerne støtte kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Men samtidigt har Assad-regimet næppe megen tiltro på, at Tyrkiet frivilligt vil forlade de dele af Syrien, de har erobret, hvilket formentlig vil være nødvendigt, hvis styret i Damaskus skal kunne overleve de interne konflikter i Syrien på længere sigt. Så selvom Rusland søger at få Tyrkiet og det syriske regime omkring forhandlingsbordet ved at søge at få presset administrationen i NØ-Syrien og USA’s tilstedeværelse ud, så er der reelt ikke meget, der tyder på, at den type forhandlinger vil kunne lykkes. Det er også den konklusion, som general Mazlum har draget.

USA’s stilling

Og så er der endelig USA’s stilling. USA’s  mellemøstpolitik har i 2022 om ikke ændret sig radikalt, så i hvert fald blevet mere strategisk sammenhængende og stringent under Biden-administrationen.

Læren både fra Irak-krigen og den katastrofale exit fra Afghanistan, men også fra involveringen i kampen mod Islamisk Stat især i Irak, ser ud til at have været, at involveringen i den slags konflikter ikke kan baseres på amerikanske styrkers slagkraft og dominans i opbygningen af lokale styrker, men tværtimod må bygge på de lokale interessers og styrkers engagement. I en pressemeddelelse d. 29. december 2022 fra CENTCOM – den amerikanske centralkommando om kampen mod ISIS i 2022 understreges, at man ikke mindst i Irak fra januar 2022 gik fuldstændig over til kun at rådgive, assistere og aktivere irakiske sikkerhedsstyrker. Det beskrives som en succes i forhold til hvad man har opnået i 2022: ”Irakiske sikkerhedsstyrker leder nu succesrige ensidige offensive operationer på brigadeniveau og gør imponerende fremskridt i kombinerede våbenoperationer”, skriver man, og lader CENTCOM-kommandant general Michael ”Erik” Kurilla beskrive udviklingen i Irak og Syrien på følgende måde:

“I løbet af det seneste år har de irakiske sikkerhedsstyrker vist en evne til at fortsætte operationer for at nedbryde ISIS, til aggressivt at forfølge terrorgruppen i Irak og til at forbedre sikkerheden og stabiliteten i Irak,” sagde general Michael “Erik” Kurilla, CENTCOM-kommandant. “I dag udviser de et højt niveau af kompetence, professionalisme og fremskridt i at lede taktiske operationer, men der er stadig meget arbejde at gøre.”

“I Syrien fortsætter de syriske demokratiske styrker med at vise viljen, dygtigheden og evnen til aggressivt at udrydde ISIS-ledere og krigere,” fortsatte Kurilla.

Altså, det går fremad, men der er fortsat meget at gøre i Irak, mens SDF i Syrien stadigt fungerer eksemplarisk og effektivt i kampen mod Islamisk Stat, som de har gjort hele tiden. Det gør de, til trods for, at ISIS tydeligvis også har store og farlige planer med Al-Hol-lejren og to dusin andre tilbageholdelseslejre i Syrien, som SDF også sikrer.

Tre forskellige kategorier af Islamisk Stat, der kræver særlig opmærksomhed

Ud over, at ISIS udvider sine tilknyttede institutioner – også financielle institutioner – mange andre stedet, bl.a. i Afghanistan, så omfatter kampen mod ISIS i Irak og Syrien flere forskellige vigtige problemstillinger og persongrupper. Derfor understregede general Kurilla tre forskellige kategorier af ISIS, som må drages ind i kampen mod Islamisk stat:

1. For det første den nuværende generation af ISIS-ledere og operative støtter, de, som man for øjeblikket især kæmper mod i Irak og Syrien. Det er vigtigt fortsat at presse dem.
2. Den anden kategori er de, der er fanget og tilbageholdt, idet han fastholder, at der bogstavelig talt tilbageholdes en hel ’Islamisk Stat’-hær i Syrien og Irak, med mere end 10 000 ledere og krigere i interneringslejre i hele Syrien og over 20 000 i Irak. Fængselsudbruddet i januar 22 i Al-Hasakah i Øst-Syrien viste tydeligt den risiko, der ligger i disse fængsler. ”Den efterfølgende kamp for at begrænse udbruddet resulterede i mere end 420 ISIS-dræbte og mere end 120 tvangsdræbte partnere”, skriver Kurilla.
3. Og han fortsætter: Endelig har vi den potentielle næste generation af ISIS. Det er de mere end 25.000 børn i al-Hol-lejren, der er i fare. Disse børn i lejren er primære mål for ISIS radikalisering. Det internationale samfund skal arbejde sammen for at fjerne disse børn fra dette miljø ved at repatriere dem til deres lande eller oprindelsessamfund og samtidig forbedre forholdene i lejren. CENTCOM er fortsat fokuseret på at støtte disse sikkerhedsstyrker, da de flittigt arbejder på at forbedre forholdene i lejren. Den eneste levedygtige langsigtede løsning er dog en vellykket hjemsendelse, rehabilitering og reintegration af lejrens beboere tilbage til deres oprindelsesland.”

Pressemeddelelsen slutter således: Missionen for at besejre ISIS vil fortsætte i 2023, da CENTCOM og dets koalitionspartnere forbliver forpligtet til terrorgruppens varige nederlag for at opretholde og forbedre global sikkerhed, stabilitet og menneskerettigheder.

Og man har så ladet den nuværende leder af de vestlige styrker, der indgår i kampen mod Islamisk stat, General Matthew McFarlane tilføje: “Vi er forpligtede, og endnu vigtigere, vores partnere i Irak og Syrien er forpligtet til det varige nederlag for ISIS”.

Og hvad vil det så konkret sige? For det kan jo tolkes, som om man her fralægger sig ansvaret, og så mener, at det nu især påhviler de irakiske sikkerhedsstyrker og SDF i Syrien at sikre nederlaget for Islamisk stat. Med den begrundelse, at det er en følge af den ændrede amerikanske politik om at erstatte amerikansk kampkraft med støtte til de lokale krafter, der har vilje og interesser i kampen.

De overvejelser, som Biden-administrationen gør sig om konsekvenserne af dette kunne man få et vist indblik i ved at læse et næsten ordret referat af en virtuel rundbordssamtale, som CENTCOM afholdt om netop det emne d. 12. januar. Rundbordssamtalen blev ledet af USA’s viceforsvarsminister for Mellemøsten, Dana Stroul, og lederen af den fælles vestlige alliance mod IS, Operation Inherent Resolve (CJTF-OIR), general Matthew McFarlane, og omfattede desuden fem fremmødte journalister fra amerikansk presse.

Dana Stroul tog udgangspunkt i erklæringen fra 29. december, og understregede vigtigheden af at fortsætte forfølgelsen af kampen mod Islamisk Stat: ” Det er en nøgleprioritet i vores nationale forsvarsstrategi og vores nationale sikkerhedsstrategi, og det er en, som vores højtstående ledere i Washington DC følger nøje. Det understreger også, at ISIS fortsat er en trussel, og at vi stadig har mere arbejde at gøre.” Hun understregede især, at USA fortsat vil opretholde styrketilstedeværelse i Irak og Syrien i forbindelse med missionen, også selvom USA for et år siden overgik til en ’rådgivnings-, bistands-, aktiverings- og efterretningsmæssig delingsmission’.

Specifik om Irak fremhævede hun, at USA’s styrker nu kun ville forblive i Irak på invitation fra den irakiske regering, og ”at militær mission kun er én søjle i vores strategiske forpligtelse over for Irak, hvilket også understreger vores forpligtelse til at realisere økonomisk velstand, politisk inklusion og genopretning fra ISIS’ moralske fordærv for kun få år siden i Irak.”

Hun var dog meget mere specifik i sin karakteristik af situationen i Syrien: Vi forbliver også forpligtet til D-ISIS-missionen i Syrien, der udføres af, med og gennem vores lokale partnere. De syriske demokratiske styrker fortsætter ikke kun med at retsforfølge unilaterale operationer mod ISIS, men vi opretholder et robust tempo i partnerskabsoperationer med SDF, som er den eneste troværdige, dygtige og engagerede kamppartner til stede i det nordøstlige Syrien i dag, der er villig til at slutte sig til os i denne kamp. Det ville også være forkert, hvis jeg ikke nævnte de ISIS-fanger, som fortsat udgør en styrke på 10.000 mand, der er i de syriske demokratiske styrkers varetægt i det nordøstlige Syrien.

Vi ved, at ISIS fortsat har øjnene på disse fanger og ser dem som vejen til genopbygning og genoplivning i hele Mellemøsten. Derfor skal vi holde kursen; fortsætte med at arbejde med koalitionen og støtte SDF for at opretholde varetægtsfængslingen af disse fanger på en sikker og menneskelig måde, mens vi støtter udenrigsministeriet i vores igangværende mission for at reducere denne befolkningsgruppe ved at hjemsende fremmedkrigere til deres oprindelseslande og irakiske krigere til Irak samt støtte syriske krigere i at blive reintegreret i deres lokalsamfund i Syrien på et passende tidspunkt og under passende forhold.”

På et opfølgende spørgsmål om, hvordan tingene konkret udvikler sig netop nu i Irak og Syrien, svarede General McFarlane, at sikkerhedssituationen i Irak i det forløbne år var blevet betragteligt forbedret, både i Bagdad, i Golfen og i Basra, hvor man nu kunne færdes ude om natten, og at det irakiske militær så sent som dagen før havde udført operationer mod Islamisk Stat i Al Anbar-provinsen. Om Syrien nævnte han bl.a., at SDF ”så sent som for tre nætter siden gennemførte en stor, bred operation med over 1.000 kommandosoldater, der effektivt tilbageholdt en række målrettede ISIS-facilitatorer. SDF havde haft mulighed for støtte fra de amerikanske styrker, men de forblev på deres base langt væk fra området, da SDF gennemførte deres store operation”.

 I den efterfølgende rundbordssamtale var der flere temaer oppe, bl.a. Iran, og dets stigende eksport af droner og avancerede konventionelle våben. Men det dominerende tema var de tyrkiske trusler om yderligere invasion af det nordlige Syrien. På det spørgsmål fastholdt McFarlane, at ”vi forbliver forpligtet overfor SDF, med hensyn til fortsat at udtrykke vores ønske om, at alle parter nedtrapper situationen i nord, da vi er fokuserede på at sikre at vi er opmærksomme på enhver indsats fra Islamisk stat for at kunne drage fordel af SDFs pause i IS-operationerne, og har derfor arbejdet sammen med SDF om at genoptage disse operationer med henblik på fortsat at kunne øge vores aktiviteter i det østlige Syriens sikkerhedsområde”.

Heldigvis udlagde viceforsvarsminister Stroul derefter teksten i McFarlanes meget diplomatiske udtalelse på et noget mere kontant måde: ”Vi har gjort det meget klart overfor alle medlemmer af den globale koalition, inklusive Tyrkiet, at selvom Islamisk Stat ikke længere kontrollerer eller ejer territorier, er ISIS fortsat en meget reel trussel, der målrettet bestræber sig på at genoprette, angribe og terrorisere lokalsamfund i Irak og Syrien, samt derudover at inspirere og dirigere angreb udenfor Irak og Syrien.

SDF er den eneste troværdige, dygtige og villige kamppartner, vi har i det nordøstlige Syrien, som er villig til at samarbejde med os på daglig basis for at fortsætte kampen mod ISIS. Enhver aktivitet, der afleder SDF fra den mission, hvor de ellers ville være i fokus – men er tvunget til at fokusere på beskyttelsen af deres egne styrker eller beskyttelse af deres lokalsamfund, giver ISIS en mulighed for at rekonstruere sig, som vi ikke burde give dem.

Så her er vi meget konsekvente med at forklare vores tyrkiske allierede, at vi forstår og anerkender, at de har legitime sikkerhedsproblemer, og at vi fortsætter med at arbejde med dem for at løse disse sikkerhedsproblemer. Men enhver form for storstilet indtrængen, der kan forringe vores kernefokus på ISIS’ uigenkaldelige nederlag er ikke en risiko, som vi har råd til at tage på dette tidspunkt. Og det gælder ikke bare behovet for at fastholde fokus på de samarbejdsbaserede terrorbekæmpelsesoperationer mod ISIS, men også – med henvisning til det, jeg tidligere sagde – både de 10.000 ISIS-fanger, som SDF holder varetægtsfængslet, og de titusindvis af fordrevne personer, der befinder sig i al-Hol-flygtningelejren.

            Det er meget reelle bekymringer. Vi arbejder på at reducere denne befolkning, samt sikre, at den lever sikkert og humant, mens vi arbejder på en langsigtet reduktion af denne befolknings størrelse. Storstilet indtrængen eller aktiviteter indenfor det område, der forringer dette fokus på at besejre ISIS, er en risiko, som det globale samfund ikke har råd til at tage.”

Så når General Mazlum gør det klart, at SDF vil gå med fuld styrke ind mod endnu en tyrkisk invasion i det nordlige Syrien, og tilføjer, at det vil betyde, at deres operationer mod Islamisk Stat vil blive sat i bero, så er det ikke bare tomme ord. Det er præcis det skrækscenario, som Biden-administrationen for alt i verden vil undgå i Syrien.

Men det er fortsat uklart, hvor langt Biden-administrationen vil gå, for at undgå den situation. Da McFarlane blev gået på klingen, om hvorvidt de mener, at Tyrkiet fortsat har mulighed for en indtrængen af det tyrkiske militær i Syrien, svarede han: ”Jeg vil ikke bruge adjektiver til at vurdere tyrkisk retorik, men lad mig gøre det helt klart, at tyrkiske embedsmænd er helt på det rene med, at de ikke støtter den amerikanske tilgang til de retsforfølgelser, der indgår i missionen mod Islamisk Stat i Syrien. Men vi er enige om, at ISIS fortsat er en trussel”.

Koblingen til udviklingen i Nord-Irak

Der blev under diskussionen spurgt ind til et andet interessant emne, nemlig et møde mellem McFarlane, SDFs Mazlum Abdi og den irakisk kurdiske leder Bafel Talabani, og den mulige forbindelse til kampen mod Islamisk Stat. Bafel Talabani er leder af det irakisk kurdiske parti Patriotic Union of Kurdistan (PUK) og ses som en samlende figur for den irakiske kurdiske opposition mod Basoud Bazani, den tidligere præsident for Irakisk Kurdistan og leder af Kurdistans Demokratisk Parti (KDP). Barzani-klanen har længe siddet på magten i Irakisk Kurdistan, hvor den har baseret sin magt på et stadigt snævrere økonomisk og politisk samarbejde med Tyrkiet, og i den forbindelse har haft et meget anstrengt forhold til kurderne i Syrien.

Det var McFarlane tydeligvis forsigtig med at komme ind på. Han henviste først til hans generelle rutinemæssige konsultationer med general Mazlum om aktionsmulighederne, og hvordan man bedst kunne sikre, at man fortsætter med at gøre fremskridt i indsatsen og opretholder stabiliteten i området. Da han igen blev bedt om at kommentere mødet med Talabani, svarede han: ”Som I ved, udfører PUK D-ISIS operationer i den irakiske Kurdistan-region, og SDF udfører D-ISIS-operationer i NØ-Syrien, og begge disse ledere og jeg diskuterede, hvordan vi kunne gennemføre disse operationer, så vi optimerer vores og deres evne til at fortsætte med at gøre fremskridt i kampen”.

Hvis den type konsultationer kan bidrage med at forbedre forholdet mellem de irakiske og syriske kurdere og Iraks samarbejde med SDF, vil det kunne få stor indflydelse på situation i NØ-Syrien.

Indgreb overfor finansieringen af Islamisk Stat

Den bredere ramme om indsatsen mod ISIS omfatter også andet end de tre nævnte kategorier af personer omkring Islamisk stat.  D. 5. januar udsendte det amerikanske finansministeriums kontor for kontrol med udenlandske aktiver en pressemeddelelse om en indsats mod et centralt faciliteringsnetværk i Islamisk Stat i Irak og Syrien, der omfatter nogle personer og institutioner i Tyrkiet, der spiller en nøglerolle i terrorgruppens rekruttering og økonomiske overførsler til og fra Irak og Syrien. Man har samtidigt sikret sig, at det tyrkiske finansministerium sammen med indenrigsministeriet har gennemført en indefrysning af aktiver over for medlemmer af dette netværk. En central person i netværket er en irakisk statsborger, Brukan al-Khatuni, der siden 2016 har opholdt sig ulovligt i Tyrkiet, hvor han især tog sig af overførsel af midler fra donorer fra den Arabiske Golf til ISIS. Han tilsluttede sig samme år en ISIS-rekrutteringscelle, som især udbredte ideologien fra ISIS’s tidligere emir al-Baghdadir Abu Bakr. Fra 2018 indtog Brukan al-Khatuni en vigtig rolle i ISIS-finansieringen i Tyrkiet, bl.a. gennem en pengeservicevirksomhed i den tyrkiske by Mersin, der fik navnet Wadi Alrrafidayn for Foods. Også flere andre tyrkiske firmaer er blevet brugt, både til pengeoverførsler, mens også til smugling af guld fra Syrien og Sudan via Irak, Ægypten og Libyen, til støtte for ISIS, ligesom andre centrale personer med tilknytning til ISIS, slog sig ned i Tyrkiet, med tilknytning til disse firmaer.

Hvor langt man kan komme med den type aktioner, kan man have sin tvivl om, men det er jo slående og interessant, at det derigennem ret åbent kommer frem, hvor centralt Tyrkiet er placeret, når det drejer sig om styring af ISIS’ financiering af sine internationale aktiviteter.

Arabisk modstand mod planerne om nye angreb.

Endelig er det interessant, at netop samme dag, d. 12. januar, som CENTCOM offentliggjorde sin rundbordssamtale om den fortsatte kamp mod ISIS, og koblingen til Tyrkiets trusler om en ny invasion i Nord Syrien, udsendte Saudi Arabiens og Ægyptens udenrigsministre, Faisal bin Farhan og Sameh Shoukry, en fælles protest mod truslerne om at iværksætte en tyrkisk militær offensiv, der rammer Syrisk territorium og truer den syriske befolkning. Erklæringen udtrykker enighed om at påpege nødvendigheden af at støtte bestræbelserne på at bevare Syriens uafhængighed og territoriale enhed. De bakker også op om indsatsen for at bekæmpe terrorisme i Syrien og sikre hjemsendelse af flygtninge og fordrevne personer, for at kunne opnå en politisk løsning på konflikten i overensstemmelse med FNs resolution 2254, der må være vejen frem for den politiske udvikling i landet. Udenrigsministrene påpeger også det nødvendige i at fremme den politiske proces i Syrien gennem interne forhandlinger i Syrien, ledet af FN. De afviser ethvert forsøg fra regionale parters side på at blande sig i de arabiske landes interne affærer, der kan true deres stabilitet og underminere befolkningernes interesse.

Erklæringen omfatter også ønsker om at styrke det gensidige økonomiske samarbejde, men er tydeligvis først og fremmest en fælles afstandtagen fra Erdogans trusler om at angribe de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), som han påstår er en trussel mod Tyrkiets nationale sikkerhed.

Kilder:

Amberin Zaman (2023): General Mazlum: Historien har vist, at det kurdiske problem ikke kan løses ved militære metoder. Al-Monitor. 16. January 2023. NUDEM, 20. Januar 2023.

Muhammad al-Qadi (2023): Egypt, Saudi Arabia reject military operations against Syria. North Press, Jan. 12, 2023.

Simi Jan (2022): Kære Kabul. Peoples’ Press. 2022

USCENTCOM (2022): CENTCOM – Year in review 2022: The fight against ISIS. Press release, Dec. 29, 2022.

USCENTCOM (2023): U.S. Central Command virtual roundtable with DASD Dana Strouyl and General Matthew McFarlane, Commander of CJTF-OIR. Transcript, Jan. 12, 2023

U.S.Department of the Treasury (2023): The United States and Türkiye takes joint action to disrupt ISIS financing. Washington, Jan. 3, 2023.