Af Jesper Brandt

I skyggen af den syriske borgerkrig har kurdere sammen med arabere, assyrere og andre etniske grupper i nord- og øst-Syrien (Rojava) etableret et multietnisk selvstyre, som de kalder Demokratisk Føderalisme. Udgangspunktet er principper for deltagelsesdemokrati, ligestilling mellem kvinder og mænd, et økologisk samfund og retten til lokalt selvstyre. Den øverste samlende administration i Nord- og Øst-Syrien kaldes Den Autonome Administration i Nord- og Øst-Syrien (AANES).

Skal man forstå de problemer, der har vist sig for den Autonome Administration i Nord- og Øst-Syrien (AANES) under og efter jordskælvene i februar, er det vigtigt at holde sig geografien for øje. Vel havde jordskælvene deres epicentre i det sydlige Tyrkiet, men de skabte også voldsomme rystelser i det nordlige Syrien. Desuden bor kurderne og de mange andre folkeslag meget spredt i det nordlige og østlige Syrien, hvilket har gjort den lokale situationen meget forskellig fra område til område. Det skyldes dels jordskælvenes meget forskellige placering og styrke, men også at hjælpearbejdet har måttet foregå under meget forskellige og skiftende lokale og regionale befolkningsmæssige og politiske betingelser.

Derfor vil jeg beskrive udviklingen af Rojavas geografi lidt mere indgående i denne artikel, fordi det er nyttig basal viden, når man beskæftiger sig med kurdernes problemer i Syrien, og fordi det tydeligere end så meget andet viser de særlige og stadigt vekslende problemer, som kurderne i regionen er stillet overfor.

I Nudem-artiklen af Kurtis Dengler og Debbie Bookchin: Jordskælvet har efterladt syriske kurdere endnu mere under belejring suppleres med en helt aktuel beskrivelse af kurdernes situation i Aleppo og Shahba-kantonen, hvor kurderne er udsat for en politisk motiveret blokade, hvad angår nødhjælpsforsyninger til ofre for jordskælvene, fra både Tyrkiets og Damaskusregeringens side.

Den aktuelle beliggenhed af den Autonome Administration for nord og øst-Syrien (AANES)

Den del af Syrien, der er styret af den Autonome Administration for nord og øst-Syrien (AANES), udgør ca. 1/3 af Syrien, hovedsageligt beliggende i den nordøstlige del af landet. Størstedelen af området er naturligt afgrænset af den store Eufrat-flod, der løber gennem Syrien fra byen Jaroblus i nord ved grænsen til Tyrkiet, mod sydøst til Baghuz tæt på grænsen til Irak. Den nordøstligste del af Syrien/AANES er også afgrænset naturligt mod øst på en kort strækning af den anden store flod gennem Mellemøsten, nemlig Tigris. Se kortet nedenfor. Landet mellem de to floder Eufrat og Tigris har klassisk haft navnet Mesopotamien, og er blevet opfattet som kurdernes hjemstavn.

I dette nordøstlige område kontrollerer Assad i dag et mindre areal i og omkring hovedbyen Qamishlo (vist med hvidt i NØ), et mindre område ved byen Al-Hasakah (SV for Qamishlo), samt lidt af østbredden af Eufrat ved byen Deir es Zor, mens Tyrkiet i 2019 erobrede et ca. 30 km bredt og 120 km langt landområde syd for den tyrkiske grænse mellem byerne Tel Abyat og Ras Al Ain.

Til en del af det sammenhængende landområde, der udgør den AANES-styrede NØ-lige del af Syrien hører dog også to områder syd og vest for Eufratfloden omkring byerne Tabqa og Manbij, der blev befriet som en del af kampen mod Islamisk stat. Hele denne del af nord- og øst  Syrien er i dag inddelt i 6 regioner: Jazira, Eufrat, Deir ez-Zor, Raqqa, Tabqa og Manbij.

Men derudover omfatter AANES også en syvende region, på kortet kaldet Afrin, der ligger som en isoleret enklave ca. 25 km vest for Manbij. Ud over denne region administreres to små befolkningsrige kurdiske kvarterer i millionbyen Aleppo, der ligger ca. 15 syd for den viste ’Afrin’-region, også ud fra de principper, der knytter sig til AANES, selv om de formelt er underlagt Assads Syrien.

Udviklingen af disse områder med tilknytning til AANES vil blive gennemgået i det følgende, hvorefter den indsats og de problemer som AANES har stået overfor i forbindelse med nødhjælpsarbejdet som følge af jordskælvene i februar vil blive behandlet. I forlængelse af artiklen præsenteres en oversættelse af en aktuel rejseberetning til de kurdiske kvarterer i Aleppo og den kurdiske region nord for Aleppo.

Kurdernes erfaringer med administration på det lokale og regionale plan

Når kurderne har været i stand til i vid udstrækning at bevare deres sprog, kultur og befolkningsmæssige integritet trods 100 års massiv undertrykkelse i Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien, skyldes det ikke mindst deres stadigt stigende evne til at organisere sig og realisere et aktivt lokalt demokrati, der i nogen grad har kunnet kompensere for den reelle folkeudryddelse, som de har været udsat for. Men dette aktive demokrati har ofte vist sig også at være afhængigt af mulighederne for at kunne støtte sig til hinanden ikke bare lokalt, men også regionalt. Det har i mange sammenhænge vist sig afgørende, at de kunne komme hinanden til hjælp også over større afstande, når det virkelig gjaldt. En gennemgang af kurdernes regionale fordeling i Syrien under udviklingen af den Autonome Administration i Nord- og Øst-Syrien (AANES) viser med al ønskelig tydelighed, hvor vigtigt netop det har været for kurderne, også under og efter de voldsomme jordskælv.

Det har omvendt også betydet, at de magtinteresser, der har støttet undertrykkelsen af kurdernes grundlæggende rettigheder, ofte har benyttet sig af at kunne flytte rundt på de kurdiske lokalsamfund, forhindre dem i at komme i kontakt med hinanden, eller undertrykke udbredelsen af information til offentligheden om sådanne forhold.

De europæiske kolonimagters opsplitning af Mellemøsten og den kurdiske befolkning efter 1. verdenskrig

Det var grundlæggende en sådan strategi, der lå bag kolonialmagternes opsplitning af Mellemøsten efter 1. verdenskrig, med etableringen af Irak, Iran og Syrien som svage autoritære regimer, der let lod sig styre af Vestmagterne. De sikrede sig med Lausanne-traktaten fra 1923 på denne måde kontrollen over Mellemøstens ressourcer og geo-strategiske beliggenhed, samtidigt med at det tidligere Osmanniske rige blev indskrænket til det nuværende Tyrkiet. Og man fik samtidigt effektivt opsplittet den ellers nationalt set ganske succesrige kurdiske befolkning som mindretal i fire relative svage nationalstater. Det var godt nok helt i modstrid med, hvad man forud for forhandlingerne i Lausanne havde lovet den store kurdiske befolkning, men fulgte til gengæld de neo-koloniale interesser, der udviklede sig i Vesten i kølvandet på 1. verdenskrig.

Syriens mange befolkningsgrupper

Syrien er befolkningsmæssigt et uhyre sammensat land. Den arabiske befolkning udgør over halvdelen, men der er også mange andre befolkningsgrupper, herunder alawitter, druzere, kurdere, armenere, syriakker, yasidiere, forskellige kristne grupperinger og mange andre.

Ovenfor er vist et fransk kort over befolkningsfordelingen i Syrien og Libanon i 1935. Det viser, hvordan kurderne i Syrien for næsten 100 år siden hovedsageligt boede i tre områder tæt på den tyrkiske grænse, der få år tidligere var trukket af de europæiske stormagter langs med en jernbane, der stort set gik gennem de kurdisk befolkede områder og byer:

1) Det nordøstligste Syrien med grænsebyen Qamishlo,

2) den midterste del af grænseområdet med grænsebyen Kobani, og

3) den vestlige del med hovedbyen Afrin.

Derudover boede der en del kurdere i og nord for Aleppo, og langs den tyrkiske grænse mellem Kobani-området og den østligste del af Nordsyrien.

Dannelsen af den syriske autonome administration tidligt under borgerkrigen

Da den Autonome Administration af Nord- og Øst-Syrien blev etableret tidligt under den syriske borgerkrig i 2014, omfattede den snart tre selvstyrende kantoner, der netop blev etableret i de tre hovedområder, hvor de syriske kurdere altså havde boet gennem i hvert fald 100 år, og formentlig meget længere: 1) Jazera-kantonen længst mod øst, 2) Kobane-kantonen i midten og 3) Afrin-kantonen længst mod vest.  I disse tre områder overtog kurderne reelt den lokale administration gennem en proces, hvor den lokale Assad-styrede administration enten forlod området (da den var presset mange andre steder i Syrien), eller blev presset ud af de lokale velorganiserede kurdere.

Med Islamisk Stats fremmarch i Syrien under den syriske borgerkrig, blev disse kurdiske kantoner imidlertid stærkt truet, især den midterste kanton omkring Kobane. Det skyldtes ikke mindst en slet skjult politisk, økonomisk og militær støtte til Islamisk stat fra Tyrkiets side (og her ikke mindst Tyrkiets støtte til Islamisk Stats voldsomme angreb på kurdere og yesidier), trods landets formelle inddragelse i alliancen mod Islamisk Stat. Men især kurdernes heltemodige modstand mod IS’ forsøg på at indtage byen Kobane, bidrog til, at USA i sidste øjeblik valgte at støtte kurderne med artilleri, hvorved angrebet blev slået tilbage. Organiseringen af Syriens Demokratiske Styrker, der ikke blot omfattede kurdere, men også arabere og mange andre folkeslag i området i kampen mod Islamisk stat betød, at man derefter relativt hurtigt kunne befri området mellem Kobane og Jezera. Det havde stor betydning for den regionale sammenhængskraft i den Autonome Administration i Nordsyrien, hvor især Kobane havde en vigtig politisk og administrativ betydning i samarbejdet med den økonomisk vigtige Jazera-kanton. Men for den fortsatte kamp mod Islamisk Stat var det også af afgørende betydning, at man derved kunne lukke den direkte adgang fra Tyrkiet til byen Raqqa, der var blevet valgt som hovedstad for Islamisk Stat, og som i vid udstrækning sikrede sig sine forsyninger fra Tyrkiet via handelseruten nord for Raqqa gennem grænsebyen Akcakale/Tell Abyad.

Gennem SDFs omfattende samarbejde med andre befolkningsgrupper, ikke mindst arabiske grupperinger i det østligste Syrien, fik SDF, med støtte fra den internationale alliance mod Islamisk Stat, efterhånden befriet alle områder øst og nord for den store flod Eufrat, der løber gennem Syrien fra byen Jaroblus i nord ved grænsen til Tyrkiet, mod sydøst til Baghuz tæt på grænsen til Irak, et område, der i alt omfatter ca. 1/3 af Syriens areal.

Men for kurderne var det desuden afgørende at få bekæmpet Islamisk stat også vest for Eufrat-floden, hvor terrorister og lejesoldater fra Islamisk Stat, Al Nusra, Sultan Murad og Ahrar al-Sham havde sat sig grundigt fast, ikke mindst med kontrollen med den vigtige handelsby Manbij og det omgivende landskab vest for Eufrat, der går under navnet Shabah. Det var vigtigt for kurderne, fordi der i dette område, især nord for Aleppo, er en del landområder, der er domineret af en kurdisk befolkning, som blev særligt udsat under Islamisk Stats hærgen, men også fordi det på alle måder var afgørende for den Autonome Administration i Nordsyrien, at der kunne skaffes en stabil forbindelse mellem de to kantoner i øst og den vestligste kurdiske kanton Afrin.

Fra sommeren 2016 og frem til februar 2017 indledte SDF derfor en offensiv, hvis primære mål var gennem en knibtangsmanøvre vest for floden Eufrat først at befri alle landområder i Shabahområdet nord og syd for Manbij helt frem til byen Al Arimah vest for Manbij, og derefter befri den ellers stærkt befæstede hovedby Manbij. Det lykkedes. Og samtidigt rykkede kurdiske styrker fra Afrin frem mod øst i Shabahområdet nord for Aleppo og befriede en række kurdiske landsbyer omkring byen Tall Rif’at, så der til sidst kun var 25 km mellem de af SDF befriede områder under Manbij-offensiven, og de områder omkring Tall Rif’at, som de kurdiske styrker fra Afrin havde befriet fra islamiske grupperingers plyndringer og overgreb. Læg også mærke til, på kortet ovenfor, hvordan der dermed også blev sikret ret kort afstand, lidt over 15 km. fra de kurdisk dominerede – og styrede – kvarterer i millionbyen Aleppo (afgrænset med gult på kortet) og op til det befriede Tall Rif’at-område. Det har fået betydning i forbindelse med jordskælvene i februar 2023.

Afrins økonomiske udvikling og organiseringen af flygtninge fra Shabah-området.

Afrin har længe været et vigtigt økonomisk område i Syrien, og udviklede sig allerede fra starten af den syriske borgerkrig til et af de økonomisk mest velfungerende og samtidigt også fredeligste områder i landet, bl.a. fordi mange virksomheder i det uroplagede Aleppo flyttede til den veladministrerede Afrin-kanton.

Før borgerkrigen var langt størstedelen af Afrins befolkning kurdere. Men udover de mange mennesker, der flyttede fra Aleppo til Afrin, flygtede desuden ca. 90 000 syrere fra Shabahområdet under Islamisk Stats hærgen, også til Afrin, hvor det kurdiske YPG og YPJ sørgede for at opretholde ro og orden. Denne gruppe flygtninge, der både omfattede kurdere, arabere og turkmenere, blev hurtigt meget aktive for at finde løsninger på deres problemer som fordrevne. De dannede på et møde i Afrin i marts 2015 et råd med en række komiteer, der i samarbejde med den Autonome Administration i Afrin forberedte en snarlig tilbagevenden til Shabah. Muligheden bød sig, da det i januar 2016 som beskrevet ovenfor lykkedes YPG og YPJ at befrie en del af Shabahområdet, der bl.a. omfattede byerne Tell Rif’at, Kafr Naya, Ahris Um Hosh og Fafin, samt 58 landsbyer nord for Aleppo. På rådets 2. møde i Afrin, hvor over 500 deltagere af rådets kommissioner deltog, ændrede man rådets navn til Rådet for administration af Shabah kantonen, og udvidede bl.a. kommissionerne til at omfatte uddannelse, sundhed og kommunale anliggender. Efter befrielsen af området omkring Tell Rif’at oprettede man dér omkring 50 skoler i byer og landsbyer, og to sundhedsklinikker i Fafin og Kafr Naya. På det kommunale område organiserede man indsamling af skrald fra landsbyerne, istandsatte vandforsyningen i Tell Rif’at og Kafr Naya og fik genskabt nogle artesiske brønde for at kunne sikre vandforsyningen i området, ligesom man reparerede og udbyggede vejsystemet, for at skabe bedre sammenhæng indenfor det befriede område.  Området blev allerede i slutningen af januar optaget som kanton i AANES’ føderale råd med to pladser i bestyrelsen, og området blev placeret som selvstyrende kanton indenfor en Region, der omfattede både Afrin kantonen og kantonen omkring Tell Rif’at.

På det tidspunkt greb Tyrkiet ind og ’besatte’ tilsyneladende i god forståelse med Islamisk Stat-grupperingerne den del af Shabah-området, der ikke allerede var befriet fra Islamisk Stat, i samarbejde med en række forskellige tyrkisk-financierede lejesoldatgrupperinger, der senere blev samlet under  navnet Syriens Nationale Hær. Det skete nu med den begrundelse, at man ville medvirke ved befrielsen af Raqqa, hvis erobring på det tidspunkt var nært forestående fra SDFs side. Ikke mange vestlige observatører troede, at de tyrkiske styrker ville eller kunne gennemføre en sådan aktion, der ville kræve, at man fortsatte ned langs sydøstbredden af Eufrat til man kunne nå Raqqa sydfra. Det endte da også med at de tyrkiske tropper blev stoppet af Assads styrker, der rykkede op øst for Aleppo, indtil de nåede de befriede områder syd for Manbij, og dermed afskar vejen for de tyrkiske styrker, som det kan ses på kortet ovenfor. Fra starten af invasionen af Shabah-regionen foretog både den tyrkiske hær og lejesoldatgrupperingerne angreb og provokationer mod de befriede dele af Shabah,  ikke mindst de befriede områder omkring Manbij.

Tyrkiets fortsatte invasion af det nordlige Syrien

Det er tydeligt, at Tyrkiet siden denne aktion har handlet stadigt mere aggressivt overfor både kurdiske og syriske interesser:  D. 20. januar 2018 lancerede den tyrkiske hær ’Operation Olive Branch, da den invaderede kantonen Afrin, i koordinering med dens nyoprettede ’Syrian National Army’ (SNA), der i praksis er en samling lejesoldatgrupperinger, betalt og styret af Tyrkiet. Året efter, i 2019, erobrede Hæren en ca. 30 km bred stribe af nordsyrien (der blandt andet omfatter det kurdisk dominerede grænseområde omkring grænsebyen Seré Kaniyé/Ras al-Ayn ifølge det franske kort fra 1935). Erobringerne har været karakteriseret af to klare tendenser:

1. En målrettet tyrkificering af de besatte områder gennem indførelse af tyrkisk som sprog i skolerne, og en gennemført tyrkisk administration af formelt-offentlige forhold i tilknytning til de nærmestliggende tyrkiske provinser.
2. En gennemført overladelse af alt civilt liv til SNA og et stort antal lokale ’oprørs- og andre grupperinger (f.eks. under de muslimske brødre)’, hvis vigtigste indsats reelt består i udplyndring, befolkningsforflytninger  og skabelse af rammer for bosætning af tyrkisk-loyale befolkninger, der kan komme mange andre  steder fra. Navnet på invasionen, ’Operation Olive Branch’, er sådan set en dækkende betegnelse, da en af de hyppigste og mest omfattende forbrydelser har været fældning og plyndring af den omfattende olivenproduktion, som kurdiske landmænd gennem generationer har opbygget i Afrin!

Hvordan skal man forstå disse tyrkiske bestræbelser, der jo tydeligvis har været forsøgt skjult eller negligeret mediemæssigt i den vestlige offentlighed, men som efterhånden i stigende udstrækning har skabt en del problemer for Vesten under Tyrkiets medlemskab af NATO, og som man får sværere og sværere ved at skjule? I Danmark lykkes det fortsat at undgå at få det omtalt i medierne. Men f.eks. har Østrigs Forbundsdag netop i bred enighed vedtaget en skarpt fordømmelse af Tyrkiets forfølgelse og overgreb mod kurdere i Nordsyrien (se Nudem.dk)

en lejesoldat med tilknytning til den tyrkiske hær foretaget af en officiel tyrkisk TV-kanal under invasionen af Shabah-området. Man ser, at han bærer den syriske revolutions flag på venstre arm, mens han fortæller om Syriens fremtid. Men kaster man et blik på kortet bagved, – som man må formode ikke er valgt som en helt tilfældig illustration – får man en helt anden fornemmelse af, hvad det er for en drøm det drejer sig om. Her vises det Osmanniske Imperium under dets mest omfattende udbredelse.

I Tyrkiet er denne drøm ikke noget, der holdes skjult for offentligheden. Tværtimod opfattes både Syrien og Irak som naturlige og rimelige mål for en tyrkisk ekspansion. Erdogan har ofte givet udtryk for sit ønske om at kunne indtage sin rette position i Umayyade-moskeen i Damaskus.

En afgørende vanskelighed for realiseringen af den slags drømme har tydeligvis været tilstedeværelsen af en kurdisk befolkning med mulighed for, og vilje til, samlet at modstå en sådan ekspansion. Som det fremgår af kortet nedenfor, der viser udbredelsen af den Autonome Administration i februar 2017, ville en sammenføjning af Afrin og de øvrige dele af AANES have givet afgørende vanskeligheder for Tyrkiet i deres ønsker om at kunne inddrage Islamisk Stat i deres strategi for at kunne konsolidere deres indflydelse på Syriens fremtid.

Men faktisk var invasionen i Shabah ikke det første eksempel på tyrkisk ekspansion i Syrien: Se igen lidt nøjere på det franske kort fra 1935. Så vil du opdage, at der i det franske protektorat i det nordøstligste hjørne vest for det kurdisk-dominerede Afrin-område, ligger et område ud mod Middelhavet, Iskenderun, der på det tidspunkt rummede en meget blandet befolkning.

Iskenderun blev invaderet af den tyrkiske hær i sommeren 1938. Der blev foretaget omfattende befolkningsudrensninger blandt de dominerende alawitiske, græske og armenske befolkninger – hvorpå man indlemmede området i Tyrkiet efter en ’folkeafstemning’, der nu kunne mønstre et tyrkisk flertal. Området går i dag under navnet Hatay-provinsen. Netop dette område, der udbreder sig ca. 60 km mod syd langs kysten i den nordvestligste del af det franske protektorat ’Syrien og Libanon’, er kommet til at spille en helt afgørende rolle for Tyrkiets kontrol med og indflydelse på den syriske borgerkrig, især kontrollen med de vigtigste oprørskontrollerede dele af den syriske Idlib-provins, der støder op til Hatay-provinsen.  Så sent som 2020 gav de syriske myndigheder i Damaskus udtryk for, at de fortsat anser Tyrkiets annektering af Iskenderun for ulovlig og anser området for at være en del af Syrien.

Tyrkiets invasion af Afrin januar 2018

Med Tyrkiets invasion af Afrin d. 20. januar 2018 ændredes kurdernes situation i Syrien markant.

Fra starten af invasion gik det alvorligt ud over lokalbefolkningen, der blev udsat for kontinuerlig beskydning og luftangreb. De kurdiske styrker med YPG og YPJ holdt stand i næsten to måneder, men i den tid blev over 668 civile dræbt af de invaderende tyrkiske styrker og SNA-fraktioner.

Ifølge Afrin Human Rights Organization er 8691 mennesker blevet arresteret/kidnappet siden starten på besættelsen, og for 1/3 af disse kendes deres skæbne fortsat ikke. 90 mennesker er tortureret til døde i SNAs fængsler. Fra starten af invasionen har der været kampe mellem SNA-fraktionerne p.gr.. af stridigheder om mulighederne for at kunne plyndre og trække penge ud af de besatte regioner. Afrin er desuden blevet tilflugtssted for ISIS-ledere og medlemmer af kalifatet efter dets nederlag i marts 2019. Flere kortlægninger viser, at mange tidligere ISIS-medlemmer nu arbejder ikke bare i SNA, men også i det tyrkisk støttede militærpoliti.

Det mest slående øjeblik i byen Afrins fald var den tyrkiske hærs ødelæggelse af en statue midt i byen, af den mytiske kurdiske smed Kawa, der ifølge legenden smadrede den assyriske kong Dehaks hoved med sin hammer, og dermed gjorde ende på kongens tyranniske herredømme over Mesopotamien mellem floderne Eufrat og Tigris.

I en aktuel udtalelse i anledning af 5-årsdagen for besættelsen af Afrin, kalder den Demokratiske Samfundsbevægelse i Nord- og Øst-Syrien (TEV-DEM) til fortsat kamp og modstand mod tyrkisk besættelse af Afrin og andre syriske territorier. De skriver bl.a.: ”Fem år er gået siden Afrin blev besat af den tyrkiske stat og dens lejesoldater. Besættelsen har ødelagt kulturelle mindesmærker og humanitære, sociale og historiske værdier. Alle så, hvor brutalt de angreb Kawa statuen, som repræsenterede nederlaget for alle undertrykkende diktatorer i historien. De har dermed bevist, at de var erobrere og kriminelle grupper, der angreb regionens demokratiske system … Alle dele af Afrin er blevet træningscenter for en ny generation af fundamentalister og terrorisme. Det sker for øjnene af det internationale samfund, og menneskeheden vil være stillet overfor en virkelig fare, hvad angår sikkerhed og stabilitet i fremtiden”.

Kurdernes tilbagetrækning til Shahba-kantonen

Under invasionens sidste dage var Afrin by under bestandigt bombardement. Da Tyrkiet truede med at foretage en total udryddelse af befolkningen, valgte YPG/YPJ og byens befolkning af forlade deres hjem og flygte til den kurdisk befriede del af Shahba-provinsen. Russiske luftstyrker gennemførte en kort blokering af luftrummet over Afrin, der gjorde det muligt for de kurdiske styrker og civilbefolkningen at slippe nogen lunde uskadte de ca. 15. km. fra Afrin by og til de befriede områder omkring Tell Rif’at. Men det var en omfattende og voldsom flugt fra Afrin, der kom til at omfatte ca. 250 000 mennesker, der skulle placeres inden for den befriede del af Shahbaområdet. En del kunne indlogeres i eksisterende bygninger, men det blev også nødvendigt at indrette en række deciderede teltbaserede flygtningelejre, som det fremgår af kortet nedenfor.

Ikke mindst fra Jezera-regionen leverede AANES meget materiale til de mange flygtninge, men bort set fra det Syriske Røde Kors, kom der stort set ingen internationale hjælp til disse omfattende befolkningsomflytninger.

Den nuværende Afrin-kanton

Den nuværende Afrin-kanton er altså resterne af den region i Nord og Øst-Syrien, der tidligere omfattede kantonerne Afrin og Shabah. Da en meget stor del af indbyggerne i området reelt er flygtninge fra Afrin, har kantonen derfor bevaret navnet Afrin. Formentlig også, fordi en af de mest markante udmeldinger fra den tidligere kanton Afrin har været, at man i 2018 dannede Afrins befrielsesstyrker (Hêzên Rizgariya Afrinê, HRE), der løbende foretager angreb på de tyrkiske invasionsstyrker i Afrin og deres medløbere, og som er fast besluttet på at føre denne befrielseskamp til ende. Så sent som d. 16. marts i år offentliggjorde HRE en meddelelse om at de havde tilbagevist et angreb på landsbyen Til Enab i Shehba regionen, og at de angribende lejesoldater havde lidt en større nederlag. Den tyrkiske stat har officielt tilkendegivet, at Shehba kantonen sammen med Manbij-kantonen er det næste mål for en besættelse.

Ovenstående kort viser placeringen af alle de flygtningelejre, der er oprettet i den nuværende ’Afrin kanton’ (vist med hvidt), samt alle de byer og landsbyer, hvor der også er bosat flygtninge fra Afrin. Som det ses, ligger en mindre del af området faktisk i den tidligere Afrin provins, der er opdelt i 7 subprovinser, hvor også et par flygtningelejre er placeret i subprovinsen Afrin. Afrin kantonen ligger ca 20 km. nord for Aleppo.

Skader som følge af jordskælvene i Nord- og Øst-syrien.

Selv om jordskælvene i Rojava ikke har haft samme omfang og styrke som i Tyrkiet og i de tyrkisk besatte områder af Syrien, har de bygningsmæssige skader som følge af jordskælvene alligevel været ganske omfattende: 52 bygninger i Kobane er beskadiget, mens tallet for Manbij er 125. Værre er det gået ud over de kurdiske kvarterer i Aleppo, med 216 bygninger. Efter en uges tid fandt man frem til, at ca. 400 bygninger måtte rives ned eller repareres. Det vurderes, at mere end 300 skoler i AANES’ område er blevet beskadiget. AANES afholdt en måned før jordskælvene en international konference om netop jordskælvssikring af bygninger, og har efter jordskælvene åbent tilkendegivet, at de tidligere ikke har ofret jordskælvssikringen tilstrækkelig opmærksomhed.

Men når det kommer til døde og sårede som følge af jordskælvene, ser skaderne ud til at have været meget mere begrænsede: Sundhedsudvalget for AANES har meddelt at 6 mennesker mistede livet og 57 mennesker blev såret i områderne med tilknytning til dem. Det skete navnlig i de kurdiske kvarterer i Aleppo. Efter jordskælvene var man meget hurtige til at mobilisere og organisere hjælpearbejdet på alle planer i den østlige del af Rojava, og med det temmeligt høje antal af beskadigede bygninger virker det ganske imponerende, hvis man har kunnet holde personskaderne på et så lavt niveau.

I de tyrkisk besatte områder med kurdisk befolkning er situationen langt alvorligere: Både i distrikterne Afrin og Idlib har jordskælvene været omfattende: Hundredevis af bygninger er ødelagt, men dødstal og omfanget af ødelæggelserne er ikke blevet opgjort eller offentliggjort. Særligt er det gået ud over Afrin by, og det noget sydligere Jinderes, hvor 257 bygninger blev fuldstændigt ødelagt, og det er rapporteret, at mindst 756 mennesker mistede liver under disse bygninger, og at langt flere formentlig stadigt befinder sig under murbrokkerne. Lignende meldinger fremkommer fra Idlib. Men meldingerne er i øvrigt ind i mellem ganske modstridende: Det syriske sundhedsministerium har rapporteret, at 1408 mennesker har mistet livet i provinserne Aleppo, Hama, Latakia og Tartus, mens 2341 blev såret. Embedsmænd under Damaskusregeringen har rapporteret, at ca. 4000 mennesker mistede livet, mens omkring 7000 mennesker blev sårede eller forsvandt. Over 3000 personer har forladt de kurdiske kvarterer i Aleppo, fordi al hjælp til disse kvarterer har været lukket totalt af fra de syriske myndigheders side. Det har dog ikke forhindret den kurdiske befolkning i Aleppo i at afholde omfattende demonstrationer i byen i anledning af fem års dagen for besættelsen af Afrin, d. 18. marts.

Også fra Tyrkiets side har man benyttet jordskælvene i Syrien til yderligere at vanskeliggøre situationen for kurderne i Nord- og Østsyrien. Allerede morgenen efter de første jordskælv, gennemførte det tyrkiske militær raketangreb mod Rif’at i Afrin-kantonen nord for Aleppo og er siden fortsat med angrebene. Det er en fortsættelse af de tyrkiske droneangreb mod nord- og øst-Syrien, som kun har taget til i løbet af 2022, og som blot i det år medførte næsten 100 dødsfald og 150 sårede. Halvdelen af droneangrebene var rettet mod Jazira-regionen.

Hurtig organisering af nødhjælp fra Nord- og Østsyrien er blevet stoppet fra Tyrkiets og Syriens side

Men selvom antallet af døde og alvorligt kvæstede har været holdt nede i både de kurdiske kvarterer af Aleppo og  Shabah-kantonen, har nødhjælpssituationen begge steder siden jordskælvet været uhyre anstrengt.  Allerede få dage efter de første jordskælv organiserede grupper fra i nord- og øst Syrien indsamling af nødhjælp, især i Jazira-regionen, i samarbejde med Læger uden Grænser. Der blev hurtigt gennemført et feltarbejde indenfor det kurdisk afgrænsede område af Aleppo, og Afrin-Al Shaahba kantonen, hvor man kortlagde behovet for nødhjælp efter jordskælvet. Behovet var omfattende: 7000 telte til 35000 mennesker, 40000 fødevarepakker, 30000 nødhjælpskasser, 90 000 sovetæpper, baby mælk til 4000 børn, samt en lang liste over presserende medicinsk udstyr. Det indsamlede udstyr blev sendt med lastvognstog mod jordskælvsområderne i NV-Syrien. Men forsyningerne blev i flere uger stoppet, både af syriske og tyrkiske grænsevagter, på deres vej mod nordvest-Syrien. Først 21 dage efter at 30 fuldt lastede trucks fra AANES var blevet blokeret af Damaskus-regeringen, lykkedes det at bringe hjælpen videre til jordskælvsofrene i Aleppo og Shahba. Hverken internationale hjælpeforsyninger, der er leveret til Syrien eller via Tyrkiet, ser ud til at have været viderefordelt til områder, der har tilknytning til AANES.

I Nudem-artiklen af Kurtis Dengler og Debbie Bookchin: Jordskælvet har efterladt syriske kurdere endnu mere under belejring gives en helt aktuel beskrivelse af kurdernes situation i Aleppo og Shahba-kantonen, hvor kurderne er udsat for en politisk motiveret blokade, hvad angår nødhjælpsforsyninger til ofre for jordskælvene, fra både Tyrkiets og Damaskusregeringens side.

Kilder:

Anonymous, 2023: Aid from NE Syria heads to quake-affected areas. North Press. Feb. 13, 2023.

Anonymous, 2023: 11 aid trucks crossw from Al-Tayha crossing towards the area affected by the earthquake. Hawar news Agency (ANHA), 23. Febr.

Anonymous, 2023: Afrin, Al-Shahba cantons receive another 66 families. Hawar news Agency (ANHA). 23. Febr. 2023.

Anonymous, 2023: Number of families coming to Shehba after earthquake increased, ANF, 23. February 2023.

Anonymous, 2023: HRE repels attempted attack on a village of Shehba. ANF, 16. Mar, 2023.

Anonymous, 2023: During demonstration in Aleppo.. people of Afrin: its liberation to be by people themselves. ANHA, 18. March 2023.

Anonymous, 2023: 30 aid trucks crossed from AA areas to earthquake-affected people. ANHA, 29 March 2023

Anonymous, 2023: TEV-DEM calls for enhanced struggle to liberate Afrin. ANF, 17. March 2023

Consultation and Coordination, 2023: Field survey of the February 6 Earthquake damages. The higher needs of these affected by the Feb. 6. Earthquake in Aleppo &Al-Shahba.

Kurtis Dengler and Debbie Bookchin, 2023: The earthquake has left Syrian Kurds even more under siege: The Nation, 8. march, 2023.

Nûjiyan Adar og Mustafa Coban, 2023: Syrien og Rojava efter jordskælvene I-IV. Nudem, 7-10 marts 2023

Rojava Information Center (RIC), 2023: Incessant war: Turkey’s drone campaign in North and East Syria, 202. March 2023. https://rojavainformationcenter.com/2023/03/incessant-war-turkeys-drone-campaign-in-nes-2022/

Rojava Information Center (RIC), 2023: Explainer: Afrin, 5 years under Turkish occupation. April 2023. https://rojavainformationcenter.com/2023/01/explainer-afrin-5-years-under-turkish-occupation/

The democratic self administration of Afrin (2019): Report on the displaced people from Afrin Canton in Shahba, Northern Syria and surrounding areas. 50 pp. https://nrls.net/en/?p=40

Wikipedia, 2023: Autonomous Administration of North and East Syria. https://en.wikipedia.org/wiki/Autonomous_Administration_of_North_and_East_Syria

Wikimedia commons: Map of Location of Settlement of Refugees of Afrin District.png. https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Map_of_Location_of_Settlement_of_Refugees_of_Afrin_District.png 

Wikimedia commons: The seven regions of the Autonomous Administration of North and East Syria. https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/0/03/Regions_of_the_Autonomous_Administration_of_North_and_East_Syria.png