Mahmut Sansarkan

I løbet af de sidste årtier har Tyrkiets regering forsøgt at gennemføre en plan for modernisering af det sydøstlige Anatolien. Planen kaldes det sydøstlige Anatolien Project (Güneydoğu Anadolu Projesi, GAP). Hovedideen er at udnytte vandet i floderne Tigris og Eufrat til udvikling af vandkraft. Regeringen gennemførte flere undersøgelser for at fastslå, hvordan floder i Tyrkiet kunne bruges til at producere energi, især i forbindelse med eksisterende og potentielt voksende sikkerhedsproblemer i forbindelse med energimangel. Hovedformålene med GAP var angiveligt at sikre en forbedring af folks levestandard og indkomstniveau, at fjerne regionale økonomiske uligheder og at øge produktiviteten i landdistrikterne. Kort sagt hævdede Tyrkiets regering, at opførelsen af dæmninger på floderne Eufrat og Tigris repræsenterede en storstilet regeringsindsats for at opnå socioøkonomisk udvikling i det sydøstlige Anatolien, selvom projektet forårsagede spændinger med både Irak og Syrien (der igennem mange år haft haft klare internationale aftaler med Tyrkiet om fordeling af vandet fra de store floder – aftaler, der nu konsekvent bryder fra Tyrkiets side, O.A.). På trods af internationalt pres insisterede regeringen på opførelsen af 22 vandkraftværker.  

Ilisu-dæmningen, den næststørste dæmning i Tyrkiet, er et af de infrastrukturprojekter, der er bygget på Tigris-floden, tæt på grænsen til Irak og Syrien. Mens alle dæmninger i regionen havde til formål at udvide de kunstvandede områder og producere vandkraft, havde Ilisu-dæmningen en helt anden motivation og begrundelse. Aktivister har rapporteret, at dæmningen truer værdifuld biodiversitet og truer dyre- og plantearter samt menneskeliv, for eksempel gennem fordrivelse af lokale kurdiske samfund. Mere end 78.000 mennesker fra Hasankeyf-distriktet i Batman-provinsen bliver påvirket af oversvømmelsen forårsaget af vandreservoiret. Derudover vil en del af den 12.000 år gamle by Hasankeyf blive oversvømmet. Ifølge mange kritikere af projektet har Tyrkiets regering bygget Ilisu-dæmningen for at besejre det kurdiske oprør og for at få indflydelse på Irak og Syrien gennem dets brug af flodvandet som våben.

Den kurdisk-tyrkiske konflikt er en væbnet konflikt mellem Republikken Tyrkiet og PKK (Kurdisk Arbejderparti), som i årtier har krævet et uafhængigt Kurdistan, der kræver autonomi og større politiske og kulturelle rettigheder for kurderne i Tyrkiet. Siden 1990’erne har Tyrkiets regering brugt GAP som et våben i kampen mod kurdiske oprørere. Regeringens diskurs drejer sig om ideen om, at dæmningen vil give økonomisk vækst til folk i det sydøstlige Tyrkiet, og at økonomisk udvikling vil afskrække lokalbefolkningen fra at slutte sig til den kurdiske frihedsbevægelse. Regeringen har også insisteret på opførelsen af dæmninger for at forhindre PKK-militser i at krydse fra Irak til Tyrkiet eller bevæge sig frit fra en region til en anden. De tyrkiske myndigheders officielle fortælling har været, at de store vandmasser kunne forhindre PKK-militser i at krydse grænsen, hvilket dermed ville afskrække fordrevne kurdere fra at slutte sig til den kurdiske modstand inden for tyrkisk territorium. Opførelsen af Ilisu-dæmningen har også givet den tyrkiske regering mulighed for at assimilere kurderne inden for deres igangværende tyrkificeringskampagne.

Ødelæggelsen af den 12.000 år gamle by Hasankeyf, et vigtigt kurdisk kulturarvssted, vil påvirke det kurdiske folks sociale bånd og afskære dem fra deres historie, hukommelse og følelse af kulturelt tilhørsforhold. Myndighedernes overordnede mål er at underminere kurdiske kulturelle rettigheder for at forfølge ensretningen af kurderne og deres assimilering inden for den langvarige tyrkificeringskampagne. På denne måde har vand spillet en væsentlig rolle i udformningen af indenrigspolitik, genbosættelse af minoritetssamfund (hovedsageligt kurdere) og udsættelse af mindretal for økonomisk, social og politisk ustabilitet.

Kurdiske unge besøger de forladte huse i den lille gamle by Hasankeyf, Batman-provinsen, Tyrkiet. Foto: Bülent Kılıç / AFP via Getty Images.

Ridvan Ayhan er stiftende medlem af ’Initiativet for at holde Hasankeyf i live’, der blev grundlagt i 2006. Jeg spurgte ham, hvad vandpolitik betyder for kurderne i regionen. Ayhan tilbragte hele sin barndom på det historiske sted Hasankeyf. Senere flyttede han med sin familie til provinsens centrum  (hovedbyen Batman) af økonomiske årsager. Han siger, at han aldrig kappede båndene til Hasankeyf af, og forbliver dybt forbundet med forfædrenes by og besøger den tre til fire dage om ugen, selvom han bor i Batman. Han tilbringer sin tid i huler og historiske steder. Ayhan har kæmpet i næsten 25 år for at holde Hasankeyf i live.

Mange lokale og nogle internationale organisationer har støttet Ayhans initiativ. Ayhan og hans team har gennemført flere oplysningskampagner i Tyrkiet og i udlandet. Initiativet har kæmpet for at standse eksisterende vandkraftprojekter og for at finde energiproducerende alternativer, der kan forbedre lokalbefolkningens socioøkonomiske situation og samtidig beskytte deres kulturarv og miljøet. Ayhan blev arresteret i 2012 og fængslet i fire og et halvt år for sin involvering i Hasankeyf-kampagnen.

Ifølge Ayhan går regeringen målrettet efter kurdisk identitet gennem opførelsen af dæmningen. Den har også til hensigt at lægge pres på Irak gennem grænseoverskridende vandforvaltning. Ayhan mener, at de tyrkiske myndigheder vil bruge vand som løftestang, hvis den irakiske regering forhindrer det tyrkiske militær i at udføre operationer mod kurdiske styrker i Irak. Kort sagt har dæmningen gjort det muligt for den tyrkiske regering at udøve kontrol over Irak, mens den fortrænger organiserede kurdere til andre dele af landet. Omkring 80.000-100.000 kurdere er allerede blevet fordrevet og tvunget til at flytte til forstæder i nærliggende byer som følge af Ilisu-dæmningen. Fordrevne kurdere har generelt ikke umiddelbar adgang til beskæftigelsesmuligheder. Da de fordrevne kurdiske befolkninger har været afhængige af landbrug og husdyr, har fordrivelsen betydet, at de ikke har nogen midler til at kunne overvinde de økonomiske konsekvenser eller finde alternative måder at overleve på. Fordrivelsen har forårsaget yderligere kulturelle og sociale problemer for kurderne. Kurdere, der blev tvunget til at migrere, kan ikke fastholde deres kulturelle praksis. Nogle fordrevne kurdere flyttede til vestlige dele af Tyrkiet, hvor de havde svært ved at fortsætte med at praktisere deres sprog på grund af lokalt pres, stigmatisering, marginalisering og undertrykkelse fra majoritetssektorer i det tyrkiske samfund.

Portræt af Ridvan Ayhan. Kredit: Eylül Deniz Yaşar

Afslutningsvis ser det ud til, at vand er en kritisk ressource, der fortsat vil forme geopolitikken i flere lande i regionen og påvirke mindretalssamfund på direkte og alvorlige måder. I denne del af Tyrkiet er kurdiske minoritetssamfund ofre for vandrelateret geopolitik. Der er et presserende behov for mere information om situationen for at skabe opmærksomhed om problemet.

Kilde: Mahmut Sansarkan, 2023:

Turkey: Water is used as a weapon against Kurdish people in south-eastern Anatolia.  Minority and indigenous trends 2023: Focus on water. Uden dato. 2023. https://trends.minorityrights.org/turkey/

Oversættelse: Jesper Brandt