Det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK) udførte søndag et selvmordsangreb på hovedkvarteret for Tyrkiets nationale sikkerhedsdirektorat i Ankara. Markerer volden et skift i gruppens strategi, der kan bringe det militære partnerskab mellem dets syrisk-kurdiske forbindelse og USA i fare?

Spørgsmålet fik fornyet aktualitet, da Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan kun få timer efter angrebet udvidede sine planer om at ville etablere et sikkerhedsbælte “uden for vores sydlige grænser”, der ville være “mindst 30 kilometer dybt.”

Tyrkiet insisterer på, at Syriens Demokratiske Styrker (SDF), USA’s øverste allierede i kampen mod Islamisk Stat (IS), udgør en national sikkerhedstrussel, fordi dens ledende komponent kendt som Folkets Forsvarsenheder (YPG) er tæt knyttet til PKK. Bevæbnet med en sådan berettigelse har Tyrkiet lanceret flere landoffensiver mod SDF, og besat store dele af det nordøstlige Syrien, der har været under kurdisk kontrol og fiktivt under amerikansk eller russisk beskyttelse, og fortsætter med at true med at gøre det igen.

Søndag gennemførte Tyrkiet en ny bølge af luftangreb på PKK’s hovedkvarter i Qandil-bjergene, der adskiller Iran fra Irak, og separate droneangreb på formodede PKK-agenter i Qamishli i det nordøstlige Syrien.

Forsvarsministeriet sagde, at angrebene i Syrien “neutraliserede” Muzdelif Taskin, en PKK-militant, der er anklaget for at have planlagt et baghold, der dræbte 12 tyrkiske soldater i 2007.

Søndagens angreb i Irak ødelagde 20 mål, “bestående af huler, bunkere, beskyttelsesrum og depoter, der anvendes af den separatistiske terrororganisation,” og også “neutraliserede” kurdiske militante, sagde ministeriet.

Ministeriet tilføjede, at det vil fortsætte operationern e i det nordlige Irak, indtil “der ikke er en eneste terrorist tilbage.”

Første angreb i Ankara siden 2016

Indtil for nylig afholdt PKK sig fra at udføre højt profilerede angreb inde i Tyrkiet. Det mangler den operationelle evne i betragtning af Tyrkiets efterretningstjenestes stadigt strammere greb, men ønsker heller ikke at forsyne Ankara med ammunition i sit argument om, at USA bør afbryde sine bånd til SDF. Samtidig har PKK ført en kampagne for at komme af USA’s liste over udpegede udenlandske terrororganisationer.

Hvis anslået 900 amerikanske specialoperationsstyrker skulle trække sig ud af Syrien, ville den kurdiskledede enhed kendt som den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien sandsynligvis kollapse. Biden-administrationen har udelukket en tilbagetrækning og siger, at den amerikansk ledede koalition vil fortsætte med at samarbejde med SDF mod IS. Men bag lukkede døre sætter amerikanske embedsmænd i stigende grad spørgsmålstegn ved fordelene ved at opretholde denne alliance, især på bekostning af at fremmedgøre Tyrkiet, en NATO-allieret, hvis værdi er skudt i vejret siden konflikten i Ukraine.

USA fordømte hurtigt søndagens angreb, hvor en af angriberne sprængte sig selv i luften, mens den anden blev skudt og dræbt af politiet. Offentlighedens vrede voksede efter nyheden om, at gerningsmændene havde dræbt en dyrlæge i provinsen Kayseri for at beslaglægge hans bil, som de kørte til Ankara. PKK påtog sig ansvaret for selvmordsangrebet i en erklæring, der sagde, at det var tidsbestemt til at falde sammen med åbningen af parlamentet og blev udført af et hold “knyttet til gruppen Immortals Bataljon”, en af flere sådanne væbnede formationer, der blev brugt til by-operationer.

PKK antydede, at det kunne have påført langt større skade, men undlod at gøre det og valgte at sende “det nødvendige budskab” og levere “en alvorlig advarsel” i stedet.

PKK har ikke udført nogen angreb inde i den tyrkiske hovedstad siden 2016, hvor tyrkiske styrker indledte sit første landangreb mod det nordlige Syrien.

Men sidste års selvmordsangreb i september af to kvindelige krigere på en tyrkisk politibygning i den sydlige provins Mersin kunne have tjent som advarsel om, hvad der skulle komme. Roj Girasun, en kurdisk forsker med base i Diyarbakir, bemærkede, at det ikke ville være overraskende, hvis PKK fortsatte med at iscenesætte yderligere angreb. “PKK sender et højt og klart budskab om, at ‘vi er her stadig’,” sagde Girasun til Al-Monitor.

Tyrkiet har helt og holdent fået overtaget i sin 39 år lange kamp mod PKK takket være sine indenlandsk producerede droner, der har givet anledning til global berømmelse. Hundredvis af PKK-kadrer er blevet dræbt i droneangreb i Irak og Syrien, mens Ankara forsøger at eliminere gruppens nye fremkomst af potentielle ledere. PKK’s stiftende leder, Abdullah Öcalan, har siddet fængslet siden 1999. Dens øverste chefer, der er lukket inde i de fjerntliggende bjerge i irakisk Kurdistan, er i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, og deres venstreorienterede revolutionære holdninger lyder i stigende grad ude af trit med yngre generationer af urbaniserede kurdere.

Ingen udsigt til fred

Håbet om en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål forsvandt, da Erdogan trak stikket på direkte forhandlinger mellem regeringen og Öcalan i 2015. En gensidigt observeret 2 ½ års våbenhvile brød sammen , hvilket førte til den nuværende eskaleringsspiral rettet mod den kurdiske politiske bevægelse også i Tyrkiet. Selahattin Demirtas, den meget populære tidligere formand for det største pro-kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti (HDP), forbliver bag tremmer sammen med tusindvis af partifunktionærer og sympatisører, der er dømt for tyndt dokumenterede terroranklager om medlemskab af PKK. De omfatter demokratisk valgte borgmestre, der blev frataget deres pladser og erstattet af regeringsadministratorer på kritiske steder som kurdernes uformelle hovedstad, Diyarbakir.

Partiet, der stillede op som Det Grønne Venstreparti ved parlaments- og præsidentvalget i maj i et forsøg på at undgå at blive lukket ned, så sin popularitet falde med tre procentpoint.

Debatten har siden raset inden for kurdiske kredse om, hvorvidt man skal forfølge Demirtas’ strategi med at appellere til ikke-kurdiske vælgere, en strategi, der så partiet komme ind i parlamentet for første gang i 2015, eller at vende tilbage til sin snævert kurdiske dagsorden, som fyrer op under kernevælgerne.

Denne debat har fundet sted, mens PKK overvejer sin egen fremtid med nogle kadrer, der sætter spørgsmålstegn ved fordelene ved at holde USA tilfreds ved at afstå fra vold inde i Tyrkiet, mens Washingtons prioritet er at ordne sit forhold til Tyrkiet. Washington fortsætter med at afvise diplomatisk engagement af en art, der ville legitimere det syrisk-kurdiske administration, mens det stort set forholder sig tavs, når Tyrkiet angriber SDF, herunder dets øverste kommandør Mazlum Kobane.

Erdogans valgsejr knuste håbet om en genoptagelse af fredsforhandlingerne, der som minimum ville give de militante et pusterum.

Nogle i PKK hævder, at medmindre det brænder sine militære aktiviteter, vil det blive opfattet som stadigt svagere og irrelevante. Desuden vil man, efter det overståede valg, så ikke længere kunne beskylde PKK for at underminere HDP, så da Erdogan er stærkt imod en fornyelse af fredsprocessen, er der mere at vinde end at tabe. Historisk set har det vist sig, at når PKK påførte det tyrkiske militær store tab, rakte den tyrkiske stat ud mod oprørerne for at deeskalere.

Men som Ilhami Isik, en kurdisk kommentator, der rådgav regeringen under den seneste runde af fredsforhandlinger, bemærkede; takket være Tyrkiets stadig mere sofistikerede teknologi og spionnetværk, har konventionel guerillataktik ikke længere den samme effekt, hvilket efterlader PKK med få andre muligheder end byangreb. De falder ikke i god jord hos størstedelen af de kurdiske vælgere. Jo flere civile der dør, jo mere vil støtten til oprørerne falme. Og skulle Tyrkiet være i stand til at bevise, at nogen af angriberne krydsede grænsen fra Syrien uanset deres tilhørsforhold, jo sværere vil det blive for Washington at fastholde sin offentlige holdning om, at PKK og YPG er forskellige.

Kilde: Al-monitor.com