I anledning af den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder demonstrerede mænd i Kobanê mod patriarkalsk dominans med sloganet “Mod alle former for vold og besættelse – Jin Jiyan Azadî!”.
I den selvstyrende region Nord- og Østsyrien er der blevet afholdt en lang række arrangementer og aktiviteter for at markere den 25. november, der er den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder – for at styrke kvinders indflydelse og styrke deres rettigheder i samfundet. I Kobanê afholdt mænd en demonstration for at understrege, at kampen mod vold og patriarkalsk dominans ikke udelukkende føres af kvinder, men er en kamp. der påvirker samfundet som helhed.
Repræsentanter for en række institutioner i den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien (AANES) og medlemmer af politiske partier fra Eufrat-regionen deltog i demonstrationen. Deltagerne gik fra Egîd-pladsen til Den Frie Kvindes Plads og råbte “Mod alle former for vold og besættelse – Jin Jiyan Azadî!”
PYD-politikeren Ehmed Xoce holdt en tale, hvor han talte om betydningen af den 25. november og sagde: “I dag er den patriarkalske mentalitets dominans blevet brudt. Kvinder bevæger sig beslutsomt mod frihed og et frigjort samfund. I Kurdistan har Abdullah Öcalans tilgang bidraget væsentligt til fremkomsten af en organiseret kvindebevægelse. Kvinder er begyndt at bidrage til den sociale opbygning og forsvare sig selv, deres rettigheder og deres jord. Mænd skal støtte kampen mod undertrykkelse af kvinder. For kun når kvinder er frie, vil vi også være frie. Vi ved alle, at kvinder undertrykkes mentalt, økonomisk og socialt. Derfor må vi alle kæmpe, indtil de 5.000 års fængsling af kvinder er afsluttet, og friheden hersker.”
Ved demonstrationens afslutning præsenterede gruppen Şehîd Yekta fra Eufrat Kulturcenter en gadeteaterforestilling om vold mod kvinder.
Kilde:
Anonymous, 2023: Men demonstrate in Kobanê against violence against women, ANF News, November 21, 2023
Oversættelse, Jesper Brandt